14. februar 2017Nr. 168

Anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om ændring af udlændingeloven (Ret til fortsat ophold ved ægtefælles død)

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:

I medfør af § 31) i lov nr. 85 af 28. januar 2014 om ændring af udlændingeloven (Ret til fortsat ophold ved ægtefælles død) bestemmes:

§ 1

I udlændingeloven, som sat i kraft for Færøerne ved anordning nr. 182 af 22. marts 2001, som ændret ved § 32 i anordning nr. 704 af 29. juni 2012 og anordning nr. 677 af 17. juni 2013, foretages følgende ændring:

 

1.    I § 19 indsættes som stk. 7:

»Stk. 7. Ved afgørelsen om inddragelse af en opholdstilladelse meddelt efter § 9, stk. 1, nr. 2, skal der tages særligt hensyn til, om opholdsgrundlaget ikke længere er til stede som følge af samlivsophør, der skyldes, at den på Færøerne fastboende person er afgået ved døden. Det gælder uanset varigheden af udlændingens ophold på Færøerne.«

§ 2

Anordningen træder i kraft den 1. marts 2017.

 

 

Givet på Amalienborg, den 14. februar 2017

 

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

 

MARGRETHE R.

/ Inger Støjberg

 

 

 



1) Bestemmelsen har følgende ordlyd: ”Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvist sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger. ”