A. nr. 164 af 23.07.1929 angaaende Rorkommandoen i danske Skibe.
I Medfør af § 6 i Lov om Forholdsregler til Skibsfartens Betryggelse af 29. Marts 1920 med Ændringer af 18. April 1925 ville Vi herved have anordnet følgende:
Fra og med den 1. Januar 1930 skal paa danske Skibe alene anvendes den saakaldte direkte Rorkommando (og direkte Angivelse af Rorets Stilling) med Benyttelse af Udtrykkene Styrbord og Bagbord eller efter Omstændighederne Til Styrbord og Til Bagbord.
Herved skal Udtrykket Styrbord (til Styrbord, Styrbords Ror, Roret ligger Styrbord etc.) og Bagbord (til Bagbord, Bagbords Ror, Roret ligger Bagbord etc.) betegne, at Rorbladet skal drejes, eller ligger, henholdsvis ud til Styrbord eller ud til Bagbord.