Skrivar tú trygging verður eisini leitað eftir øðrum endingum av orðinum sum t.d. tryggingar og tryggingarvirksemi.
Skrivar tú ?trygging verður leitað eftir orðum sum t.d. lívstrygging og lívstryggingar.
Skrivar tú ”trygging” verður einans leitað eftir júst hesum sniðnum av orðinum.
24. maj 2022Nr. 723
Anordning om ikrafttræden for Færøerne af forskellige love om ændring af lov om luftfart
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:
I medfør af § 31) i lov nr. 731 af 8. juni 2018 om ændring af lov om luftfart (Service- og kapacitetsmål, oplysningspligt for flyvepladser, fastsættelse af safetybidrag m.v.), som ændret ved § 2 i lov nr. 2399 af 14. december 2021 om ændring af lov om luftfart (Præcisering af rammerne for indskrænkninger i adgangen til luftfart og for tildeling af tilladelse til at udføre ruteflyvning, hjemmel til krav om sikkerhedsgodkendelser m.v.), § 32) i lov nr. 2073 af 21. december 2020 om ændring af lov om luftfart (Fastlæggelse af safetyafgiften og regulering af erstatningsansvarsgrænser), og § 53) i lov nr. 2399 af 14. december 2021 om ændring af lov om luftfart (Præcisering af rammerne for indskrænkninger i adgangen til luftfart og for tildeling af tilladelse til at udføre ruteflyvning, hjemmel til krav om sikkerhedsgodkendelser m.v.) bestemmes:
§ 1
I lov om luftfart, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, jf. anordningsbekendtgørelse nr. 1373 af 4. december 2013, som ændret ved anordning nr. 1315 af 16. november 2015 og anordning 996 af 25. august 2017, foretages følgende ændringer:
1. § 3 affattes således:
»§ 3. Når hensynet til den offentlige sikkerhed, militæregrunde eller særlige omstændigheder kræver det, kan transportministeren fastsætte regler om, at adgangen til luftfart inden for visse områder indskrænkes eller forbydes.
Stk. 2. Når den offentlige sikkerhed kræver det, eller der ellers foreligger ganske særlige omstændigheder, kan transportministeren fastsætte regler om, at adgangen til luftfart inden for hele eller dele af riget midlertidigt indskrænkes eller forbydes. Ministeren kan herunder fastsætte regler om betingelser for adgangen til luftfart inden for hele eller dele af riget.
Stk. 3. Beslutning i henhold til stk. 1 og 2, der vedrører færøsk område, træffes efter forhandling med Færøernes Landsstyre.«
2. I § 10, stk. 2, og § 11, stk. 2, litra c, ændres »hans« til: »ejerens«.
3. I § 15 ændres »hans« til: »brugerens«.
4. I § 26, stk. 2, ændres »han« til: »ministeren«.
5. I § 39 ændres i 1. pkt. »han« til: »certifikatindehaveren«, og i 2. pkt. ændres »Han« til: »Certifikatindehaveren«.
6. To steder i § 43, stk. 2, og i § 47, 2. pkt., ændres »han« til: »luftfartøjschefen«.
7. I § 43, stk. 4, ændres »Han« til: »Luftfartøjschefen«.
8. I § 45, stk. 2, 1. pkt., § 127, stk. 3, 2. pkt., § 149, stk. 1, 2. pkt., og stk. 6, 1. pkt., og § 150 a, stk. 1, 1. pkt., ændres »ham« til: »vedkommende«.
9. I § 45, stk. 2, 2. pkt., to steder i § 50, stk. 2, i § 132, stk. 2, og § 149, stk. 6, 1. og 3. pkt., ændres »han« til: »vedkommende«.
10. I § 47, 1. pkt., ændres »hans« til: »luftfartøjschefens«.
11. I § 50, stk. 6, ændres »hans« til: »dennes«.
12. To steder i § 50, stk. 6, og to steder i § 50, stk. 8, 1. pkt., ændres »han« til: »personen«.
13. I § 55, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »til«: »væsentlig«.
14. I § 57, stk. 2, nr. 8, litra a, ændres »eller omlægning af driften, der indebærer« til: », omlægning af driften eller fysiske ændringer, der ikke er omfattet af § 55, stk. 1, og som indebærer«.
15. I § 57 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Transportministeren kan fastsætte nærmere regler om service- og kapacitetsmål for flyvepladser, som er af vital betydning for Danmarks nationale og internationale trafikforbindelser, herunder regler om tilsyn med og håndhævelse af de fastsatte service- og kapacitetsmål. Fastsættelse af regler efter 1. pkt. for flyvepladser beliggende på Færøerne sker efter forhandling med Færøernes Landsstyre.«
16. I § 60, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »offentligheden«: », og som ikke skal certificeres i henhold til EU-forordninger på flyvepladsområdet«.
17. I § 70 a indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Transportministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at personer, som udfører sikkerhedskontrol eller har adgang til klassificerede regler eller sikkerhedsplaner i virksomheder, som er sikkerhedsgodkendt efter de forordninger om sikkerhed inden for civil luftfart, der er udstedt af Den Europæiske Union, skal sikkerhedsgodkendes af Trafikstyrelsen. Transportministeren kan endvidere fastsætte regler om ansøgning om, betingelser for og meddelelse og tilbagekaldelse af sikkerhedsgodkendelser. Transportministeren kan endvidere efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om behandlingen af klassificerede oplysninger.«
Stk. 2-7 bliver herefter stk. 3-8.
18. I § 70 a, stk. 4, der bliver stk. 5, ændres »stk. 3« til: »stk. 4«.
19. I § 70 a, stk. 5 og 7, der bliver stk. 6 og 8, ændres »stk. 1-3« til: »stk. 1, 3 og 4«.
20. I § 70 a, stk. 6, der bliver stk. 7, ændres »stk. 1-3 og 5« til »stk. 1, 3-4 og 6«.
21. I § 70 a indsættes efter stk. 7, der bliver stk. 8, som stk. 9:
»Stk. 9. På Færøerne træffes afgørelse om sikkerhedsgodkendelse af Færøernes Landsstyre.«
22. § 75, stk. 1, affattes således:
»Transportministeren kan give tilladelse til regelmæssig luftfart i erhvervsøjemed over dansk område, medmindre særlige forhold taler imod.«
23. I § 111, stk. 1 og 2, ændres »113.000« til: »128.821«.
24. I § 111, stk. 3, ændres »4.694« til: »5.346«.
25. I § 111, stk. 4, 1. pkt., ændres »1.131« til: »1.288«.
26. I § 111, stk. 5, 1. pkt., ændres »19« til: »22«.
27. I § 130, stk. 1, 1. pkt., ændres »ham« til: »ejeren«.
28. § 148, stk. 1 og 2, affattes således:
»Luftfartsselskaberne betaler en afgift til Trafikstyrelsen på 4,75 kr. for hver passager, som selskabet befordrer. Afgiften betales for passagerer, som rejser med et luftfartøj, der er godkendt til mere end 10 passagersæder, eller som har en maksimal startvægt på mere end 5.700 kg, og som afgår fra en dansk flyveplads, hvis benyttelse til flyvning står åben for offentligheden, jf. dog stk. 3.
Stk. 2. Den afgift, som er nævnt i stk. 1, dækker omkostninger forbundet med Trafikstyrelsens opgaver vedrørende tilsyn med civil luftfart, herunder tilsyn med aktører, der ikke er pålagt afgiften i medfør af stk. 1, men hvis aktivitet har betydning for luftfartspassagerernes sikkerhed.«
29. I § 148, stk. 1, 1. pkt., ændres »4,75« til: »5,00«.
30. I § 148, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »befordrer«: », undtagen for passagerer befordret i perioden fra den 1. juni 2021 til den 31. december 2021«.
31. § 148, stk. 1, affattes således:
»Luftfartsselskaberne betaler en afgift til Trafikstyrelsen på 6,00 kr. for hver passager, som selskabet befordrer. Afgiften betales for passagerer, som rejser med et luftfartøj, der er godkendt til mere end 10 passagersæder, eller som har en maksimal startvægt på mere end 5.700 kg, og som afgår fra en dansk flyveplads, hvis benyttelse til flyvning står åben for offentligheden, jf. dog stk. 3.«
32. I § 148, stk. 3, stk. 4, 1. pkt., og stk. 6 og 7, ændres »stk. 2« til: »stk. 1«.
33. I § 148, stk. 4, indsættes efter 2. pkt. som nyt punktum:
»Beløbet reguleres uanset 1. pkt. første gang den 1. januar 2025.«
34. I § 148, stk. 4, 3. pkt., der bliver 4. pkt., udgår »hvert år«.
35. I § 149, stk. 4, 3. pkt., og stk. 10, 2. pkt., ændres »ham« til: »arbejdsgiveren«.
36. I § 149, stk. 11, ændres »§ 57« til: »§ 57, stk. 1 og 2«.
37. § 153 a, stk. 2, ophæves og i stedet indsættes som stk. 2-5:
»Stk. 2. Transportministeren kan beslutte, at regler fastsat efter § 3, stk. 2, ikke indføres i Lovtidende, når karakteren af de i § 3, stk. 2, omhandlede omstændigheder nødvendiggør øjeblikkelig udstedelse. Sådanne regler offentliggøres i stedet på Transportministeriets eller Trafikstyrelsens hjemmeside.
Stk. 3. Transportministeren kan fastsætte regler om, at tekniske regler, der fastsættes i medfør af loven, ikke indføres i Lovtidende. Sådanne regler offentliggøres i stedet på Trafikstyrelsens hjemmeside, jf. dog stk. 4 og 5.
Stk. 4. Transportministeren kan fastsætte regler om, at kundgørelsen af tekniske regler, der fastsættes i medfør af loven, kan ske via den for luftfarten særlige luftfartsinformationstjeneste, når forholdene kræver det.
Stk. 5. Transportministeren kan fastsætte regler om, at tekniske regler, der fastsættes i medfør af loven, og som af hensyn til luftfartssikkerheden er klassificerede, kundgøres ved fysisk eller digital formidling direkte til berørte parter«
38. I bilag 1, § 95, stk. 3, ændres »han« til: »befordreren«.
§ 2
Stk. 1. Anordningen træder i kraft 1. juni 2022, jf. dog stk. 2-3.
Stk. 2. Anordningens § 1, nr. 29, træder i kraft den 1. januar 2023.
Stk. 3. Anordningens § 1, nr. 31, træder i kraft den 1. januar 2025.
Stk. 4. Regler fastsat i medfør af § 70 a, stk. 2-4, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af luftfartslovens § 70 a, stk. 3-5.
Givet på Amalienborg, den 24. maj 2022
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
MARGRETHE R.
/ Trine Bramsen
1) Bestemmelsen er sålydende: »§ 3. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som henholdsvis de færøske og de grønlandske forhold tilsiger.«
2) Bestemmelsen er sålydende: »§ 3. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.«
3) Bestemmelsen er sålydende: »§ 5. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som henholdsvis de færøske og de grønlandske forhold tilsiger.«