Skrivar tú trygging verður eisini leitað eftir øðrum endingum av orðinum sum t.d. tryggingar og tryggingarvirksemi.
Skrivar tú ?trygging verður leitað eftir orðum sum t.d. lívstrygging og lívstryggingar.
Skrivar tú ”trygging” verður einans leitað eftir júst hesum sniðnum av orðinum.
14. december 2010Nr. 1433
Bekendtgørelse for Færøerne om værdipapirhandleres udførelse af ordrer 1)
I medfør af § 3, stk. 2 og § 93, stk. 3, i lov om værdipapirhandel m.v., som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning nr. 986 af 11. august 2010, fastsættes:
Anvendelsesområde
§ 1. Bekendtgørelsen finder anvendelse på følgende virksomhed, jf. dog stk. 2-4:
1) Færøske værdipapirhandleres aktiviteter på Færøerne.
2) Aktiviteter på Færøerne hos tredjelands værdipapirhandlere, der har tilladelse til filialetablering eller grænseoverskridende virksomhed, jf. lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning.
3) Aktiviteter i færøske filialer af investeringsselskaber og kreditinstitutter fra EU/EØS-lande, som har indgået aftale med Færøerne i medfør af § 30, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelige anordning.
4) Færøske værdipapirhandleres aktiviteter i EU/EØS-lande, når dette foregår som grænseoverskridende aktiviteter uden filialetablering.
Stk. 2. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på grænseoverskridende tjenesteydelser ydet på Færøerne af investeringsselskaber og kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og som har indgået aftale med Færøerne i medfør af § 31, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning.
Stk. 3. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse, når værdipapirhandlerens kunde er en godkendt modpart, jf. bekendtgørelse for Færøerne om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel, bilag 2.
Stk. 4. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på transaktioner mellem medlemmer af en multilateral handelsfacilitet, en alternativ markedsplads eller et reguleret marked på Færøerne eller i lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.
Definition
Værdipapirhandlere
§ 2. Som værdipapirhandlere anses i denne bekendtgørelse virksomheder omfattet af § 1, stk. 1.
Vilkårene for værdipapirhandleres bedste udførelse af ordrer
(»best execution«) m.v.
Bedste udførelse af ordrer
§ 3. En værdipapirhandler skal ved udførelse af modtagne ordrer træffe alle rimelige foranstaltninger for at opnå det efter omstændighederne bedste mulige resultat for sine kunder, idet der tages hensyn til pris, omkostninger, hurtighed, gennemførelses- og afregningssandsynlighed, omfang, art og andre forhold, der er relevante for udførelsen af ordren (”best execution”).
Stk. 2. Når en værdipapirhandler udfører en ordre på en detailkundes vegne, jf. bekendtgørelse for Færøerne om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel § 4, stk. 1, nr. 3, bestemmes best execution ud fra det samlede vederlag, med mindre formålet med udførelsen af ordren tilsiger, at de øvrige elementer nævnt i stk. 1 er relevante. Ved det samlede vederlag forstås prisen for det finansielle instrument og alle udgifter, som er direkte knyttet til udførelsen af ordren, herunder gebyrer i forbindelse med handelsstedet, clearing og afvikling, andre gebyrer til tredjemand, der er involveret i udførelsen af ordren, samt værdipapirhandlerens egne provisioner og omkostninger ved at udføre ordren gennem handelssystemet.
Stk. 3. Når værdipapirhandleren skal bedømme, hvad der er best execution skal værdipapirhandleren lægge vægt på følgende kriterier:
1) Kundens karakteristika, herunder hvorvidt kunde er detailkunde eller professionel kunde, jf. bekendtgørelse for Færøerne om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel § 4, stk. 1.
2) Kundeordrens karakteristika.
3) Karakteristika ved de finansielle instrumenter, der indgår i ordren.
4) Karakteristika ved de handelssteder, som ordren kan rettes til.
Stk. 4. En værdipapirhandler må ikke strukturere eller pålægge provision på en sådan måde, at der forskelsbehandles urimeligt mellem forskellige handelssteder.
Stk. 5. Hvis der foreligger en specifik instruks fra en kunde, er værdipapirhandleren forpligtet til at udføre ordren efter instruksen.
Ordreudførelsespolitik m.v.
Ordreudførelsespolitik
§ 4. En værdipapirhandler skal etablere og anvende effektive forretningsgange og systemer til at overholde sin best execution-forpligtelse, jf. § 3, stk. 1, herunder opstille og anvende en ordreudførelsespolitik.
Stk. 2. Ordreudførelsespolitikken skal for hver enkelt instrumentkategori omfatte oplysninger om de forskellige handelssteder, hvorigennem værdipapirhandleren udfører kundeordrer, og de faktorer, der påvirker valget af handelssted. Den skal mindst omfatte de handelssteder, der sætter værdipapirhandleren i stand til løbende at opnå de bedste resultater ved udførelsen af kundeordrer.
Stk. 3. En værdipapirhandler skal indhente sine kunders forudgående samtykke til ordreudførelsespolitikken, herunder give detailkunder følgende oplysninger:
1) En redegørelse for den forholdsmæssige betydning, som værdipapirhandleren i overensstemmelse med kriterierne i § 3, stk. 3, tillægger faktorerne i § 3, stk. 1, eller den proces, hvorved værdipapirhandleren fastsætter disse faktorers forholdsmæssige betydning.
2) En liste over de handelssteder, som indgår i ordreudførelsespolitikken.
3) Klar og tydelig information om, at specifikke instrukser fra en kunde kan forhindre værdipapirhandleren i at opfylde sin best execution-forpligtelse, jf. § 3, stk. 1.
Stk. 4. Informationerne, jf. stk. 3, skal gives på papir, et andet varigt medium eller via en hjemmeside.
Stk. 5. Hvis informationerne gives på et andet varigt medium end papir, skal følgende betingelser være opfyldt:
1) Kunde har valgt, at oplysninger gives på et andet varigt medium end papir.
2) Brugen af andet varigt medium skal være hensigtsmæssig i forhold til den måde, hvorpå forretningerne mellem værdipapirhandleren og kunden udføres.
Stk. 6. Hvis informationerne gives via en hjemmeside, skal
1) anvendelsen af en hjemmeside være hensigtsmæssigt i forhold til den måde, hvorpå forretningerne mellem værdipapirhandleren og kunden udføres,
2) kunden have samtykke til levering af information via en hjemmeside,
3) kunde være informeret om hjemmesidens adresse, og hvor på hjemmesiden informationen kan findes,
4) skal informationen være opdateret, og
5) informationen være tilgængelig på hjemmesiden i den periode, hvor det med rimelighed må forventes, at kunde har behov for at kunne læse informationen.
Stk. 7. Hvis ordreudførelsespolitikken gør det muligt at udføre kundens ordre udenom et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet, skal værdipapirhandleren oplyse sine kunder om denne mulighed. Værdipapirhandleren skal indhente kundens forudgående udtrykkelige samtykke, inden værdipapirhandleren udføre kundens ordrer uden om et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet. Værdipapirhandleren kan indhente dette samtykke enten i form af en generel aftale eller for den enkelte transaktion.
Stk. 8. Værdipapirhandlere skal som en del af ordreudførelsespolitikken fastlægge procedurer med henblik på at forhindre allokering af transaktioner for egen regning, der udføres sammen med kundeordrer, på en sådan måde, at det er til ulempe for kunden.
Tilsyns- og straffebestemmelser
Tilsyn
§ 5. Finanstilsynet fører tilsyn med bekendtgørelses overholdelse.
Stk. 2. Finanstilsynet kan, jf. § 3, stk. 1, 2. pkt., i lov om værdipapirhandel m.v., som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, give påbud om berigtigelse af forhold, der strider mod § 3 og § 4.
Straf
§ 6. Med bøde straffes den, der undlader at efterkomme et påbud efter § 5, stk. 2.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i 5. kapitel i den for Færøerne gældende straffelov.
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
§ 7. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. februar 2011.
Stk. 2. Samtidig hermed ophæves bekendtgørelse for Færøerne nr. 178 af 14. marts 2006 om god værdipapirhandelsskik.
Økonomi- og Erhvervsministeriet, den 14. december 2010
BRIAN MIKKELSEN
/ Hans Høj