Skrivar tú trygging verður eisini leitað eftir øðrum endingum av orðinum sum t.d. tryggingar og tryggingarvirksemi.
Skrivar tú ?trygging verður leitað eftir orðum sum t.d. lívstrygging og lívstryggingar.
Skrivar tú ”trygging” verður einans leitað eftir júst hesum sniðnum av orðinum.
2. december 2025Nr. 1475
Bekendtgørelse for Færøerne om fri proces
I medfør af § 353, stk. 2, § 354 og § 358 i retsplejelov for Færøerne, jf. lovbekendtgørelse nr. 457 af 27. april 2025, fastsættes:
§ 1. Ved afgørelser om fri proces benyttes som indtægtsgrundlag summen af A-indkomsten, B-indkomsten og kapitalindkomsten reduceret med eventuelle fradragsberettigede udgifter, jf. henholdsvis lagtingslov om landsskat og kommuneskat og lagtingslov om beskatning af kapitalgevinster.
Stk. 2. Ved beregninger efter stk. 1 anvendes de indkomster, der fremgår af skatteopgørelsen for det forrige kalenderår.
Stk. 3. Fri proces efter retsplejelovens §§ 355 og 356 kan meddeles, hvis ansøgerens indtægtsgrundlag opgjort efter stk. 1 er 404.000 kr. eller mindre. Lever ansøgeren i et samlivsforhold, kan fri proces meddeles, hvis summen af parrets indtægtsgrundlag er 513.000 kr. eller mindre. Hvis parret har modstående interesser i sagen, anvendes dog ansøgerens eget indtægtsgrundlag og indtægtsgrænsen for enlige. I sager om ægteskab eller forældremyndighed, jf. retsplejelovens kapitel 51, kan ansøgerens eget indtægtsgrundlag og indtægtsgrænsen for enlige også anvendes.
Stk. 4. Beløbene i stk. 3 forhøjes med 70.000 kr. for hvert barn, herunder stedbørn og plejebørn, under 18 år, som enten bor hos ansøgeren eller i overvejende grad forsørges af denne.
§ 2. Afviger ansøgerens aktuelle indkomstforhold ifølge de foreliggende oplysninger væsentligt fra det, der er lagt til grund ved opgørelsen af indtægtsgrundlaget efter § 1, stk. 1, lægges de tilsvarende aktuelle indkomstforhold til grund. Det samme gælder, hvis der ikke er opgjort et indtægtsgrundlag for ansøgeren.
§ 3. Er ansøgeren under 18 år, kan der tillige tages hensyn til forældrenes økonomiske forhold.
§ 4. Ansøgeren skal vedlægge årsopgørelse fra skattemyndighederne for 2024. Indgives ansøgningen i december 2026 vedlægges tillige årsopgørelsen for 2025. Lever ansøgeren i et samlivsforhold, skal samleverens årsopgørelse tillige vedlægges. Dette gælder dog ikke, hvis parret har modstående interesser i sagen.
Stk. 2. Ansøgeren skal oplyse antallet af børn, herunder stedbørn og plejebørn, under 18 år, som enten bor hos ansøgeren eller i overvejende grad forsørges af denne.
Stk. 3. Ansøgeren skal oplyse, om der er en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker omkostningerne ved sagen.
Stk. 4. Rigsombudsmanden på Færøerne kan pålægge ansøgeren at tilvejebringe yderligere oplysninger til brug for sagens behandling.
§ 5. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2026.
Stk. 2. Bekendtgørelsen finder anvendelse på ansøgninger, der modtages den 1. januar 2026 eller senere, medmindre den retssag, hvortil der ansøges om fri proces, er afsluttet før denne dato.
Stk. 3. Bekendtgørelse nr. 1371 af 3. december 2024 for Færøerne om fri proces ophæves. Bekendtgørelsen finder dog fortsat anvendelse på ansøgninger om fri proces i retssager, der er afsluttet før den 1. januar 2026.
Justitsministeriet, den 2. december 2025
Peter Hummelgaard
/ Birthe Jespersen