Skrivar tú trygging verður eisini leitað eftir øðrum endingum av orðinum sum t.d. tryggingar og tryggingarvirksemi.
Skrivar tú ?trygging verður leitað eftir orðum sum t.d. lívstrygging og lívstryggingar.
Skrivar tú ”trygging” verður einans leitað eftir júst hesum sniðnum av orðinum.
13. marts 2006Nr. 166
Bekendtgørelse for Færøerne om andre kollektive investeringsordninger 1)
I medfør af § 115, stk. 5, og § 132, stk. 3, i kongelig anordning nr. 88 af 10. februar 2006 om ikrafttræden for Færøerne af lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v. fastsættes:
Den kollektive investeringsordnings regelsæt
§ 1. Et fondsmæglerselskab, investeringsforvaltningsselskab eller pengeinstitut, der administrerer en kollektiv investeringsordning, skal sørge for, at den kollektive investeringsordning beskrives i et regelsæt, der udleveres til investorerne. Dette regelsæt kan for eksempel være vedtægter, almindelige forretningsbetingelser eller standardkontrakter for den kollektive investeringsordning.
Stk. 2. Det i stk. 1 nævnte regelsæt skal mindst indeholde følgende oplysninger:
1) Den kollektive investeringsordnings navn.
2) Den juridiske form, som den kollektive investeringsordning er organiseret i, for eksempel om der er tale om en pulje, en forening, et kommanditselskab, et interessentskab eller andet samt oplysninger om, hvordan investorerne hæfter.
3) Størrelsen af det honorar, inklusive honorarer til eventuelle investeringsrådgivere, som den kollektive investeringsordning skal betale til det fondsmæglerselskab, investeringsforvaltningsselskab eller pengeinstitut, der administrerer den kollektive investeringsordning samt oplysning om, hvordan honoraret beregnes.
4) Om den kollektive investeringsordning er omfattet af en investorgarantiordning.
5) En beskrivelse af de risici, der er forbundet med at deltage i den kollektive investeringsordning, herunder om den må optage lån.
6) Hvilke aktiver, jf. bilag 5 til anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om finansiel virksomhed, midlerne anbringes i, og principperne for anbringelse af midlerne.
7) Principperne for værdiansættelse af investeringsordningens aktiver, herunder hvilke kurser instrumenter, jf. bilag 5 til anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om finansiel virksomhed, optages til, hvis der er tale om børsnoterede instrumenter og oplysning om, hvilke værdifastsættelsesprincipper, der anvendes, når der er tale om andre aktiver som for eksempel unoterede instrumenter.
8) Andelenes eventuelle pålydende værdi og principperne for ansættelse af andelenes indre værdi samt omkostningerne ved at indtræde i og udtræde af den kollektive investeringsordning.
9) Den kollektive investeringsordnings aflæggelse af årsrapport, herunder oplysninger om hvor ofte der udarbejdes perioderapportering for den kollektive investeringsordning.
10) Navn og adresse på det revisionsfirma og den eller de revisorer, der reviderer årsrapporten for den kollektive investeringsordning.
11) Rapportering til investorerne og oplysning om, hvor ofte og hvornår investorerne modtager rapportering om deres investering i den kollektive investeringsordning fra det fondsmæglerselskab, investeringsforvaltningsselskab eller pengeinstitut, der administrerer den kollektive investeringsordning.
Stk. 3. Er den kollektive investeringsordning en juridisk person, skal følgende tillige fremgå af regelsættet, jf. stk. 1:
1) Den kommune, hvori den kollektive investeringsordning har hjemsted.
2) Vedtægternes formålsbestemmelse.
3) Regler om indkaldelse til generalforsamling.
4) Regler om vedtagelse af forslag på generalforsamlingen, herunder om ændring af vedtægter og den kollektive investeringsordnings opløsning.
5) Regler om stemmeretten og dennes udøvelse.
6) Valg af bestyrelse og dennes beføjelser.
7) Tegningsret.
Den kollektive investeringsordnings udbudsdokument
§ 2. Foretager den kollektive investeringsordning udbud af andele, der ikke er omfattet af kapitel 12 i anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om værdipapirhandel m.v., skal det beskrives i et udbudsdokument. Såfremt udbuddet af andelene er omfattet af kapitel 12 i anordningen om prospekter ved første offentlige udbud af visse værdipapirer, kan dette prospekt træde i stedet for det i 1. punktum nævnte udbudsdokument.
Stk. 2. Det i § 1 nævnte regelsæt skal fremgå af udbudsdokumentet eller vedlægges dette som et bilag tillige med den seneste årsrapport. Har den kollektive investeringsordning bestået i mindre end et år, skal udbudsdokumentet vedlægges en perioderapport. Har revisor taget forbehold eller nægtet at påtegne årsrapporten, skal dette oplyses med angivelse af grundene hertil. Såfremt revisor er anmodet om at gennemgå og påtegne en perioderapport, og revisor har nægtet at påtegne eller taget forbehold, skal dette oplyses med angivelse af grundene hertil. Har revisor givet supplerende oplysninger i sin påtegning, skal dette tillige oplyses.
§ 3. Udbudsdokumentet skal indeholde navn, adresse og registreringsnummer i henholdsvis Finanstilsynet samt den færøske registreringsmyndighed på det fondsmæglerselskab, investeringsforvaltningsselskab eller pengeinstitut, der administrerer den kollektive investeringsordning.
§ 4. Udbudsdokumentets oplysninger om de udbudte andele skal mindst omfatte
1) datoen for, hvornår den kollektive investeringsordning er stiftet,
2) en beskrivelse af andeles juridiske form,
3) oplysninger om indskrænkninger i andelenes omsættelighed,
4) andelenes pålydende værdi og et eventuelt antal udstedte andele,
5) den kurs, hvortil andelene udbydes, eller metoden for kursfastsættelsen,
6) betaling og fristen for udlevering af andelene eller dokumentation for dem,
7) datoen fra hvilken andelene giver ret til udbytte,
8) eventuel kildeskat af udbytte,
9) udbudsperioden eller angivelse af, at der er tale om løbende emission,
10) hvem, der er långiver, hvis den kollektive investeringsordning optager lån, og
11) eventuelle andre oplysninger om forhold, som kan have betydning for vurdering af andelene.
§ 5. Er den kollektive investeringsordning en juridisk person, skal udbudsdokumentet ud over de i § 2, stk. 2, og §§ 3 og 4 nævnte oplysninger mindst indeholde oplysninger om
1) den kollektive investeringsordnings vedtægtsmæssige formål,
2) hvor og under hvilket registernummer, den kollektive investeringsordning er registreret, hvis den kollektive investeringsordning er registreret i et offentligt register (selskabsregister, handelsregister eller lignende),
3) den kollektive investeringsordnings nuværende formue eller kapital og dennes eventuelle opdeling i klasser, og
4) bestyrelsesmedlemmernes navn, stilling og bopæl eller eventuelle forretningsadresse.
§ 6. Et udbudsdokument udarbejdet efter §§ 2-5 skal enten være affattet på dansk, svensk, norsk, engelsk eller et andet sprog godkendt af Finanstilsynet.
Stk. 2. De væsentlige dele af udbudsdokumentet skal løbende ajourføres.
§ 7. Det skal af eventuelt udbudsmateriale, herunder annoncer, opslag o.l., fremgå, at der er udarbejdet et udbudsdokument, der beskriver den kollektive investeringsordning, og hvor udbudsdokumentet kan erhverves.
Straffebestemmelser
§ 8. Overtrædelse af § 1, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2 og 3, § 2, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, og §§ 3-7 straffes med bøde, når overtrædelsen er forsætlig eller groft uagtsom.
Ikrafttræden
§ 9. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 2006.
Finansstilsynet, den 13. marts 2006
Henrik Bjerre-Nielsen
/ Torben Weiss Garne