Rættarregluevni (einans høvuðslógir og galdandi lógir):
Rættarreglubólkur:
Gildisstøða:
Ár:
Felagsmál / Sermál:
Mál:
Myndugleiki:
Um rættarregluna
  • Bólkur: Bekendtgørelse
  • Gildisstøða: Galdandi
  • Felagsmál/Sermál: Sermál
  • Myndugleiki: Uttanríkis- og vinnumálaráðið
  • Útgávudagur: 21-05-1965
Tilvísingar
Valmøguleikar
Tín lógalisti

B. nr. 173 af 21.05.1965 om forskrifter for skibes bygning og udstyr m.v. som senest ændret ved B. nr. 325 af 14.06.1977

 I medfør af § 6 i lov nr. 117 af 28. marts 1951 om tilsyn med skibe med senere ændringer fastsætter handelsministeriet herved føglende:

Almindelige bestemmelser.

 § 1. Definitioner.

 I denne bekendtgørelse skal de nedenstående udtryk, for så vidt ikke andet særskilt er fastsat, anses defineret eller nærmere bestemt som angivet nedenfor eller i den paragraf, hvortil der henvises:

Almindeligt tilgængelige rum, se § 68.

Aptering, se § 68.

Atomskib: - Et skib, der er forsynet med et atomenergianlæg.

Branddrøje skodder og -dæk, se § 68.

Brandhæmmende skodder, se § 68.

Bredde af skib, se § 7.

Direktoratet: – Direktoratet for Statens Skibstilsyn.

Dybeste inddelingslastelinie, se § 7.

Dybgående, se § 7.

Eksisterende skib: – Et skib, der ikke er at anse som „nyt skib“.

Europæisk fart – omfatter fart også på de ikke-europæiske kyster af Middelhavet og Sortehavet.

Fart i Nordsøen og Den engelske Kanal – omfatter i Kanalen kun fart øst for linien Start Point-Cap de la Hague, men skal i øvrigt anses at omfatte fart ved Orkneyøerne, Shetlandsøerne, Færøerne og på Færø Banke.

Fart på fremmede verdensdele: – Fart uden for europæisk fart.

Fartøjer og skibe til særligt formål – omfatter bl. a. uddybningsfartøjer, sandpumpere, skibe til transport af cement løst i lasten, dampkraner og lignende.

Fiskeskib eller fiskefartøj: –– Ethvert lastskib eller fartøj, der er forsynet med fiskericertifikat i henhold til lov om skibsregistrering.

Flydemidler, se § 215.

Fribordsdæk skal forstås som defineret i den til enhver tid gældende konvention om lastelinier for skibe.

Fyldbarhed, se § 7.

Fyldningslængde, se § 10, litra b.

Godkendt: – Godkendt af direktoratet.

„H.K.“: – Der af direktoratet i henhold til de til enhver tid gældende bestemmelser fastsatte hestekraft.

„B.H.K.“: – Den afbremsede hestekraft.

Ikke-brændbare materialer, se § 68.

Inddelingsfaktor, se § 12, litra a. 1.

Inddelingslastelinie, se § 7.

Indenrigs fart: – Al fart, der ikke er international fart.

Indskrænket fart: – Fart i Nordsøen øst for 3_ ø. lg. og syd for 61_ n. br. samt i Østersøen og mellemliggende farvande.

Industriskibe, se § 253.

International rejse: – En rejse fra dansk til udenlandsk havn eller omvendt eller en rejse mellem to udenlandske havne samt til og fra Færøerne eller til og fra Grønland.

Kedler med højt tryk: – Kedler med et tilladt arbejdstryk af 12,65 kg/cm2 eller derover.

Klasse A-skodder, se § 68.

Klasse B-skodder, se § 68.

Klasset anvendt på skib, maskinanlæg o.s.v.: – Et skib eller anlæg m.v., der har gyldigt certifikat i et af ministeriet anerkendt klassifikationsselskab.

Kontrolrum, se § 68.

Kort international rejse, se § 220, litra c.

Langfart: – Fart, der fjerner skibet mere end 200 sømil fra nærmeste kyst.

Lastrum, se § 68.

Lastskib: – Ethvert skib, der ikke er et passagerskib.

Lav flammespredningsevne, se § 68.

Lodrette hovedzoner, se § 68.

Lokal fart ved Færøerne: – Fart mellem øerne i den færøske øgruppe samt inden for en afstand af 20 sømil fra øerne.

Lokal fart ved Grønland:1) – Fart inden for en afstand af 30 sømil fra Grønlands kyster.

Længde af skib:

1. Se § 7 vedrørende skibskonstruktion.

2. Se § 95 vedrørende brandslukning.

Maskinrum:

1. Se § 7 vedrørende skibskonstruktion.

2. Se § 68 vedrørende brandsikring.

Metal: – Kobberlegeringer.

Ministeriet: – Handelsministeriet.

Natfart: – Fart i tiden mellem kl. 22 og kl. 6.

Nedsænkningslinien, se § 7.

Nyt skib: –

a)    For passagerskibe: Et skib, hvis køl er lagt på eller efter 26. maj 1965, eller som efter dette tidspunkt godkendes til passagerskib eller ændrer fartsområdet fra indenrigs fart til international fart.

b)   For lastskibe: Et skib, hvis køl er lagt på eller efter 26. maj 1965.

c)    Skibe, der indkøbes fra udlandet.

Passagerer: – Enhver person, bortset fra

a)    skibsføreren,

b)   mandskabet eller andre personer, der med henblik på skibets drift eller de ombordværendes forplejning er forhyret eller beskæftiget i en hvilken som helst egenskab om bord,

c)    Børn under 1 år, samt

d)   personer, der er kommet om bord som følge af force majeure eller som følge af den skibsføreren påhvilende pligt til at befordre skibbrudne eller andre personer.

Passagerrum, se § 7.

Passagerskib: – Et skib, som er indrettet til at befordre eller befordrer flere end 12 passagerer.

Sejlskib med hjælpemaskinkraft: – Et sejlskib, som til fremdrivning benytter såvel maskinkraft som sejl, når det efter sin bygning og rigning kan navigeres ved sejl alene.

Skoddæk, se § 7.

Standardbrandprøvning, se § 68.

Største tilladte længde, se § 12, litra a. 1.

Stål eller andet tilsvarende materiale, se § 68.

Tankskib: – Et lastskib konstrueret eller indrettet til transport af flydende last af letantændelig art i bulk.

Tjenesterum, se § 68.

Tons:2) – Registertons brutto. For skibe, som er udstyret med et målebrev indeholdende to sæt tonnager, skal udtrykket forstås som den i målebrevet angivne største bruttotonnage.

Åbent fartøj: – Et fartøj, der ikke ved heldæk er beskyttet mod søens indtrængen.

 § 2. Anvendelsesområde.

a.    De i denne bekendtgørelse indeholdte forskrifter kommer, hvor intet andet er bestemt, til anvendelse på alle passagerskibe uanset tonnagen samt på lastskibe, der er målt til 5 tons og derover. Andre skibe og fartøjer samt sådanne, for hvilke det er bestemt, at bekendtgørelsen i sin helhed eller visse dele deraf ikke skal finde anvendelse, jfr. herved litra b, skal efterkomme de anvisninger, som i det enkelte tilfælde måtte blive givet af Statens Skibstilsyn.

b.    Lystfartøjer under 20 tons er ikke omfattet af bekendtgørelsen, medmindre det i det enkelte tilfælde udtrykkelig er nævnt.

c.2)  Til skibe og fartøjer, der anvendes til udlejning, kan der af skibstilsynet stilles særlige krav, herunder om afholdelse af syn med regelmæssige mellemrum.

 § 3. Eksisterende skibes stilling.

a.    For eksisterende skibe kan der i almindelighed ikke stilles strengere krav med hensyn til bygning og udstyr end hjemlet ved de hidtil gældende regler.

b.1)  For eksisterende passagerskibe findes særlige regler i §§ 36, 98, 236 og 251 a, og for eksisterende lastskibe findes særlige regler i §§ 98, 275, 290 a og 304 a.

 § 4. Ækvivalens.

a.    Hvor denne bekendtgørelse foreskriver, at et nærmere angivet tilbehør, materiale, redskab eller apparat eller type derpå skal anbringes eller findes om bord, eller at nogen særlig foranstaltning skal træffes, kan ministeriet tillade, at ethvert andet tilbehør, materiale, redskab eller apparat eller type derpå anbringes eller findes om bord, eller at enhver anden foranstaltning træffes, hvis ministeriet efter afholdte prøver eller på anden måde finder, at sådant tilbehør, materiale, redskaber eller apparat eller type derpå eller sådan foranstaltning er mindst lige så effektiv som de i denne bekendtgørelse foreskrevne.

b.    Om enhver sådan tilladelse skal der gives meddelelse i det af direktoratet publicerede meddelelsesblad.

Afdeling A. Skrog, maskineri, rejsning og tilbehør.

Afsnit I.

Godkendelse på projekteringsstadiet og anden forhåndsgodkendelse af skrog, maskineri og udrustning m.v.

 § 5. Passagerskibe.

a.    Passagerskib under bygning eller ombygning skal godkendes af direktoratet, for så vidt angår stabilitet og de dele af skrog, maskineri, elektriske installationer, udrustning m.v., der betinger, at skibet med henblik på sikkerheden for menneskeliv og de ombordværendes sundhed og velfærd kan anses egnet til befordring af passagerer i den fart, hvori det ønskes anvendt. På samme måde skal et passagerskib, der indføres fra udlandet, godkendes forinden det må sættes i fart.

b.3)  Med hensyn til godkendelse af opholdsrum henvises til herom gældende regler.

c.    Til brug for den under litra  a omhandlede godkendelse skal der i betimelig tid indsendes fornødne oplysninger, tegninger, beskrivelser og beregninger, og andet oplysningsmateriale vedrørende følgende punkter:

Almindelige oplysninger:

 1) Rederi.

 2) Klasse og klassebetegnelse.

 3) Det ønskede fartsområde.

 4) Det ønskede passagerantal.

 5)  Skønnet registertonnage brutto.

Skrog med tilbehør:

 6) Byggested, byggeår og køllægningsdato.

 7) Byggenummer.

 8) Apteringstegninger (generalarrangement).

 9) Middelspanttegning.

10) Linietegning.

11) Hydrostatiske og isokline kurver, beregninger for flydeevne og lækstabilitet samt lastekonditioner.

12) Vandtætte døre med angivelse af antal, placering og betjening.

13) Brandsikrings-, brandvisnings- og brandalarmeringsarrangement.

14) Ventilationsarrangementer.

15) Evakueringsplan.

Maskinanlæg:

16) Maskinarrangement.

17) Byggested og byggeår.

18) Fremdrivningsmaskineriets type, IHK og BHK.

19) Fremdrivningsmaskineriets bakeffekt, og måden for omstyring af drivskruens virkeretning.

20) Hjælpemaskineriets type og BHK.

21) Lænsearrangement med angivelse af pumpernes ydeevne.

22) Brandslukningsarrangement med angivelse af alle slukningsmidler, deres art og kapacitet.

Kedelanlæg:

23) Kedelarrangement.

24) Byggested og byggeår.

25) Type og antal.

26) Fyringsmåde og brændstoffets art.

27) Kedeltryk.

28) Hver kedels samlede hedeflade ved normal vandstand.

Radioanlæg m.v.

29) Hoved- og reserveanlæggets fabrikat, type og primære effekt.

30) Reserveenergikildens art, størrelse og anbringelse, anvendelse og belastning.

31) Radiopejlerens fabrikat, type, frekvensområde og følsomhed.

32) Autoalarmapparatets fabrikat og type.

33) Redningsbådsanlæggets fabrikat og type.

Elektrisk anlæg:

34) Oversigtsplan med angivelse af:

a)    uafhængigt drevne generatorer;

b)    akselgeneratorer;

c)    driftspænding og strømart (kraft, varme og lys);

d)    fordelingssystem (kraft, varme og lys);

35) Nødenergikildens art og effekt.

a) akkumulatorbatterier.

b) Generatorer.

36) Nødinstallationer.

Redningsmidler:

37) Bådarrangement visende antal, størrelse og placering af både, flåder, flydemidler m.v.

38) Hvor redningsbåde er anbragt agter, indsendes spanterids for de sektioner, hvor bådene udsættes.

 § 6. Lastskibe.

a.    Lastskib under bygning eller ombygning skal godkendes af direktoratet, for så vidt angår stabilitet og de dele af skrog, maskineri, elektriske installationer, udrustning m.v., der betinger, at skibet med henblik på sikkerheden for menneskeliv og de ombordværendes sundhed og velfærd kan anses egnet til den fart, hvori det ønskes anvendt. På samme måde skal et sådant skib, der indføres fra udlandet, godkendes, forinden det må sættes i fart.

b.3)  Med hensyn til godkendelse af opholdsrum henvises til herom gældende regler.

c.    Direktoratet kan, for så vidt angår skrog, maskineri, udrustning m.v., uanset om skibet eller fartøjet er selvbevægende eller ej, kræve indsendt tilsvarende oplysninger som de under § 5, litra c, omhandlede, når sådanne efter de i det enkelte tilfælde foreliggende, særlige omstændigheder – herunder skrogets materiale, maskineriets art og anvendelse, formålet med det pågældende skib m.v. – skønnes fornødne.

Afsnit II.

Forskrifter vedrørende skrog, rejsning og tilbehør.

 § 7. Særlige definitioner.

Medmindre andet er udtrykkeligt bestemt, skal nedenstående udtryk anses defineret eller nærmere bestemt på følgende måde:

„Inddelingslastelinie“: – En vandlinie, der lægges til grund ved bestemmelse af skibets vandtætte inddeling.

„Dybeste inddelingslastelinie“: –  Den vandlinie, der svarer til det større dybgående, som de inddelingskrav, der finder anvendelse, tillader.

„Længde af skib“: – Længden målt mellem perpendikulærer oprejst i yderpunkterne af den dybeste inddelingslastelinie.

„Bredde af skib“: – Den største bredde fra yderkant af spant til yderkant af spant målt ved eller under den dybeste inddelingslastelinie.

„Dybgående“: – Den lodrette afstand fra kølens overkant midtskibs til den pågældende inddelingslastelinie.

„Skoddæk“: – Det øverste dæk, til hvilket de tværskibs, vandtætte skodder er ført op.

„Nedsænkningslinien“: – En linie trukket mindst 76 mm under overkanten af skoddækket i borde.

„Fyldbarhed“: – Den procentdel af vedkommende rum, der kan opfyldes af vand.

        Rumindholdet af et rum, der strækker sig op over nedsænkningslinien, skal kun måles til højde med denne linie.

„Maskinrummet“: – Det rum, der strækker sig fra kølens overkant til nedsænkningslinien og mellem de yderste vandtætte tværskibs hovedskodder, der begrænser de rum, hvori hoved- og hjælpefremdrivningsmaskineriet samt kedler, der er nødvendige af hensyn til fremdrivning, og alle faste kulkasser er opstillet.

        I tilfælde af mere specielle indretninger kan direktoratet bestemme grænserne for maskinrummet.

„Passagerrum“: – De rum, der er indrettet til passagerers brug og bekvemmelighed, bortset fra bagage-, stores-, proviant- og postrum.

        Rum, der er indrettet under nedsænkningslinien til beboelse og brug for mandskabet, skal, for så vidt angår §§ 11 og 12, betragtes som passagerrum.

        Rumindhold og arealer forudsættes overalt, hvor udtrykkene benyttes, målt til konstruktionslinierne (moulded lines).

 § 8. Almindelige konstruktionsregler.

a.    Ethvert skib skal i dets hele indretning besidde den for formålet fornødne styrke.

b.    For uklasset skib gælder med hensyn til konstruktion, styrke og materialedimensioner, hvor intet andet er fastsat, i almindelighed regler, svarende til dem, som anvendes af et af de af ministeriet til enhver tid anerkendte klassifikationsselskaber som betingelse for, at skibet under hensyn til dets type og brug kan opnå optagelse i klasse.

c.    For klasset skib eller skib, der bygges til optagelse i klasse, anerkendes klassens regler med hensyn til konstruktion, styrke og materialedimensioner som fyldestgørende på de områder, disse regler dækker. Med hensyn til anerkendelse af klassens syn og undersøgelser henvises til afdeling F.

d.    Særlige forskrifter om skibes forsyning med skodder og dæk til hindring af brands udbredelse er indeholdt i nærværende afdelings afsnit III.

e.4) Med hensyn til skibe, der skal være forsynet med internationalt lasteliniecertifikat eller med fribordscertifikat, henvises til de gældende bestemmelser om lastelinier for skibe, for tiden handelsministeriets bekendtgørelse nr. 273 af 5. juli 1968.

A. Passagerskibe i international fart.

 § 9. Princip for vandtæt inddeling.

a.    Ethvert skib skal være forsynet med en så effektiv vandtæt inddeling som muligt under hensyntagen til forholdene i den fart, for hvilken skibet er bestemt.

b.    Inddelingsgraden skal variere med skibets længde og den brug, hvortil skibet er bestemt, således at den højeste grad af inddeling svarer til de længste skibe, hvis hovedformål er befordring af passagerer.

 § 10. Fyldningslængde.

a.    Ved beregningen af fyldningslængden for ethvert punkt af skibets længde skal der tages hensyn til formen, dybtgåendet og andre forhold, der er karakteristiske for det pågældende skib. Beregningen udføres som en fuldstændig flydeberegning efter direktoratets anvisning, dog kan der undertagelsesvis tillades en tilnærmet metode.

b.    I et skib med gennemgående skoddæk angiver fyldningslængden for et givet punkt den største procentdel af skibets længde, der med det givne punkt til midtpunkt og under de nedenfor i § 11 angivne forudsætninger kan være i fri forbindelse med søen, uden at skibet synker dybere end til nedsænkningslinien.

c.    For et skib, der ikke har gennemgående skoddæk, kan fyldningslængden for ethvert punkt bestemmes ud fra en tænkt, gennemgående nedsænkningsline, som på intet punkt må ligge mindre end 76 mm under overkanten i borde af det dæk, hvortil skodder og yderklædning er ført vandtæt op.

d.    Hvor en del af en tænkt nedsænkningslinie ligger væsentlig under det dæk, hvortil skodderne er ført op, kan direktoratet tillade en begrænset lempelse i vandtætheden af de dele af skodderne, der ligger over nedsænkningslinien.

 § 11. Fyldbarhed.

a.    Ved bestemmelser af fyldningslængderne benyttes en ensartet middelfyldbarhed for hele længden af hver af de følgende dele af skibet under nedsænkningslinien, nemlig:

1)    maskinrummet,

2)    rum foran for maskinrummet, og

3)    rum agten for maskinrummet.

b.  1.                                                                                                                                      Den ensartede middelfyldbarhed i maskinrummet fastsættes efter følgende formel:

85 + 10    , hvor

 a =                                                                                                                                        rumindholdet af de passagerrum, der er beliggende under nedsænkningslinien inden for maskinrummets grænser,

c = rumindholdet af sådanne mellemdæksrum under nedsænkningslinien inden for maskinrummets grænser, som er indrettet til befordring af last, kul eller skibsfornødenheder, og

v = hele rumindholdet af maskinrummet under nedsænkningslinien.

2. Hvis den ved en nøjagtig beregning udfundne middelfyldbarhed er mindre end den ved ovennævnte formel bestemte, kan den beregnede værdi anvendes i stedet derfor. Ved en sådan beregning ansættes passagerrums fyldbarhed til 95, alle last-, kul- og storesrums fyldbarhed til 60, medens fyldbarheden af dobbeltbund, brændselsolietanke og andre tanke ansættes til den værdi, som i hvert enkelt tilfælde måtte blive godkendt af direktoratet.

c.    Bortset fra det i litra d omhandlede tilfælde fastsættes den ensartede middelfyldbarhed for hele den del af skibet, der ligger foran (eller agten) for maskinrummet, efter følgende formel:

63 + 35   , hvor

 a =                                                                                                                                        rumindholdet af de passagerrum, der er beliggende under nedsænkningslinien foran (eller agten) for maskinrummet, og

v = hele rumindholdet af den del af skibet, der ligger under nedsænkningslinien foran (eller agten) for maskinrummet.

d.   1. For så vidt angår et skib, for hvilket der i henhold til § 226 er meddelt tilladelse til at befordre flere personer, end de ombordværende redningsbåde kan optage, fastsættes den ensartede middelfyldbarhed for hele den del af skibet, der ligger foran ( eller agten) for maskinrummet, efter følgende formel:

95 - 35    , hvor

b = rumindholdet af rummene under nedsænkningslinien og over overkanten af henholdsvis bundstokkene, inderbunden eller peaktankene, og som er indrettet til og anvendes som lastrum, kulkasser eller brændselsolietanke, storesrum, bagage- og postrum, kædekasser og ferskvandstanke, og som ligger foran (eller agten) for maskinrummet, og

v =  hele rumindholdet af den del af skibet, der ligger under nedsænkningslinien foran (eller agten) for maskinrummet.

2.    For så vidt angår skibe, der er beskæftiget i en fart, hvor lastrummene ikke i almindelighed er optaget af væsentlige lastmængder, må ingen del af lastrummene medregnes ved beregningen af b.

e.    I tilfælde af mere specielle indretninger kan direktoratet tillade eller kræve gennemført en nøjagtig beregning af middelfyldbarheden for de dele af skibet, der ligger foran (eller agten) for maskinrummet. Ved en sådan beregning ansættes passagerrums fyldbarhed til 95, fyldbarheden af rum, hvori der er opstillet maskineri, til 85, alle last-, kul- og storesrums fyldbarhed til 60, medens fyldbarheden af dobbeltbund, brændselsolietanke og andre tanke ansættes til den værdi, som i hvert enkelt tilfælde måtte blive godkendt af direktoratet.

f.    Hvis et mellemdæksrum mellem to vandtætte tværskibsskodder indeholder rum, der er bestemt til passagerer eller mandskab, skal hele dette rum bortset fra rum, som er fuldstændig omgivet af faste stålskodder, og som anvendes til andre formål, betragtes som passagerrum. Hvis imidlertid vedkommende passager- eller mandskabsrum er fuldstændig omgivet af faste stålskodder, behøver kun de således indesluttede rum at betragtes som passagerrum.

g.    Rumindhold af et rum, der strækker sig op over nedsænkningslinien, skal kun måles op til denne linie. Alle mål tages til konstruktionslinierne.

 § 12. Tilladt længde af vandtætte rum.

a. Inddelingsfaktoren.

1. Den største tilladte længde af et vandtæt rum med midtpunkt i et hvilket som helst punkt i skibets længde findes ved at multiplicere fyldningslængden med en dertil bestemt faktor, der kaldes inddelingsfaktoren.

2.    Inddelingsfaktoren skal afhænge af skibets længde og skal for en given længde variere efter arten af den fart, i hvilken skibet ønskes anvendt. Den aftager jævnt og kontinuerligt,

a)    eftersom skibets længde forøges,

b)   fra en faktor A, der anvendes på skibe, som hovedsagelig er beskæftiget med godstransport, til en faktor B, der anvendes på skibe, som hovedsagelig er beskæftiget med passagerbefordring.

3.    Variationerne af faktorerne A og B udtrykkes ved nedenfor anførte formler (I) og (II), i hvilke „L“ er længden af skibet i meter.

 

 58,2

A =

–––––– + 0,18 (L = 131 og derover) (I)

 

L – 60

 

 

 30,3

B =

–––––– + 0,18 (L = 79 og derover) (II)

 

L – 42

b. Type-kriteriet.

1. For et skib af en given længde bestemmes den rette inddelingsfaktor ved typekriterietallet (herefter kaldet kriterietallet), der udledes af følgende formler (III) og (IV), hvor

Cs      =                                                                                                                                     kriterietallet,

L    =                                                                                                                                     skibets længde,

M   =                                                                                                                                     maskinrummets rumindhold med tillæg af rumindholdet af eventuelle faste brændselsolietanke, beliggende over inderbunden og foran eller agten for maskinrummet,

P    =                                                                                                                                     hele rumindholdet af passagerrummene under nedsænkningslinien,

V    =                                                                                                                                     hele skibets rumindhold under nedsænkningslinien,

P1   =                                                                                                                                     produktet KN, hvor

N    =                                                                                                                                     det antal passagerer, som skibet ifølge sit certifikat må befordre, og

K    =                                                                                                                                     0,056 L.

2. Hvor værdien af produktet KN er større end summen af P og hele rumindholdet af de virkelige passagerrum over nedsænkningslinien, skal den værdi, der anvendes som P1 være enten denne sum eller 2/3 KN, idet den største af disse to værdier skal benyttes.

3. Når P1 er større end P, er

 

 M + 2 P1

CS = 72

–––––––––  (III)

 

V + P1 – P

I andre tilfælde er

 

 M + 2 P

CS = 72

–––––––––  (IV)

 

    V

4.    For skibe uden gennemgående skoddæk skal rumindholdet beregnes op til den i § 10, litra c, nævnte nedsænkningslinie, der benyttes ved bestemmelsen af fyldningslængderne.

c. Reglerne for inddelingen af skibe, der ikke omfattes af bestemmelserne under litra d nedenfor.

1.    (a) Inddelingen agten for forpeaken i skibe, hvis længde er 131 m og derover og med et kriterietal på 23 eller derunder, skal bestemmes ved faktor A, der er givet i formel (I); i skibe med et kriterietal på 123 eller derover ved faktor B, der er givet i formel (II), og i skibe med et kriterietal mellem 23 og 123 ved en faktor F, der fremkommer ved lineær interpolation mellem faktorerne A og B ved benyttelse af formlen:

 

 (A – B) (CS – 23)

F = A –

–––––––––––––––––  (V)

 

       100

       (b) Hvor kriterietallet er 45 eller derover, og den ved formel (V) beregnede inddelingsfaktor samtidig er 0,65 eller derunder, men over 0,50, bestemmes inddelingen agten for forpeaken dog ved faktoren 0,50.

       (c) Hvor faktor F er mindre end 0,40, og det tilfredsstillende godtgøres, at det ikke er praktisk muligt at opfylde bestemmelserne for faktor F i et maskinrum i skibet, kan inddelingen af dette rum bestemmes ved en højere faktor, der dog ikke må overstige 0,40.

2.    Inddelingen agten for forpeaken i skibe, hvis længde er under 131 m, men ikke under 79 m, og med et kriterietal, der er lig S, hvor

 

 3574 – 25 L

S =

–––––––––––,

 

    13

       bestemmes ved inddelingsfaktoren 1; i skibe med et kriterietal på 123 eller derover ved faktor B, der er givet i formel (II); og i skibe med et kriterietal mellem S og 123 ved faktoren F, der fremkommer ved lineær interpolation mellem faktoren 1 og faktor B ved benyttelse af formlen:

 

 

 (1 – B) (CS – S)

F = 1

––––––––––––––– (VI)

 

    123 – S

3.    Inddelingen agten for forpeaken i skibe, hvis længde er under 131 m, men ikke under 79 m, og med et kriterietal mindre end S, og i alle skibe, hvis længde er under 79 m, bestemmes ved inddelingsfaktoren 1, medmindre det i begge tilfælde tilfredsstillende godtgøres, at det ikke er praktisk muligt at opfylde bestemmelserne for denne faktor i nogen del af skibet, i hvilket tilfælde direktoratet kan indrømme sådanne lempelser, som under hensyntagen til alle foreliggende omstændigheder må anses for rimelige.

4.    Bestemmelserne i pkt. 3 skal ligeledes finde anvendelse på skibe af hvilken som helst længde, der ønskes anvendt til befordring af passagerer i et antal, der overstiger 12, men ikke overstiger det mindste af efterfølgende tal:

  L2

–––– eller 50.

 650

d. Særlige regler for inddelingen i skibe, for hvilke der i henhold til § 226 er meddelt tilladelse til at befordre flere personer, end de ombordværende redningsbåde kan optage.

1.    I skibe, der hovedsagelig er beskæftiget med passagerbefordring, bestemmes inddelingen agten for forpeaken ved faktoren 0,50 eller ved den faktor, der udregnes på den i nedenstående pkt. 3, (c) og (d), anførte måde, hvis denne faktor er mindre end 0,50.

2.    For så vidt sådanne skibe er under 91,5 m i længde, kan direktoratet, hvis det finder, at det for et vandtæt rum ikke er praktisk muligt at opfylde bestemmelserne for denne faktor, tillade, at længden af det pågældende vandtætte rum bestemmes ved en højere faktor, forudsat at den anvendte faktor er den mindste, der under hensyn til omstændighederne er praktisk gennemførlig og rimelig.

3. Såfremt det i et skib, uanset om dette er under eller over 91,5 m, er nødvendigt at transportere betydelige mængder af last, og dette gør det praktisk umuligt at forlange inddelingen agten for forpeaken bestemt af en faktor, der ikke overstiger 0,50, fastsættes den inddelingsnorm, der skal anvendes, i overensstemmelse med bestemmelserne nedenfor under (a)-(e), idet dog direktoratet, hvis det finder, at kravet om streng opfyldelse af bestemmelserne på noget punkt ville være urimeligt, kan tillade ethvert andet arrangement af de vandtætte skodder, som synes saglig berettiget, og som ikke formindsker inddelingens almindelige effektivitet.

(a) De i nærværende paragrafs litra b indeholdte bestemmelser angående kriterietallet finder anvendelse med den undtagelse, at K ved beregningen af værdien P1 for passagerer med køjeplads skal have den værdi, der er defineret i nævnte litra b eller 3,55 m3, idet den største værdi skal anvendes. For passagerer uden køjeplads skal K have værdien 3,55 m3.

(b) Faktoren B i nærværende paragrafs litra a skal erstattes af faktoren BB, der udledes af følgende formel:

 

 

  17,6

BB =

––––––  0,20 (L = 55 og derover).

 

L – 33

(c)  Inddelingen agten for forpeaken i skibe, hvis længde er 131 m og derover, og med et kriterietal på 23 eller derunder, bestemmes ved faktoren A, der er givet ved formlen (I) i litra a, i skibe med et kriterietal på 123 eller derover ved faktoren BB som angivet ovenfor, og i skibe med et kriterietal mellem 23 og 123 ved faktoren F, der fremkommer ved lineær interpolation mellem faktorerne A og BB ved benyttelse af formlen:

 

(A – BB) (CS – 23)

F = A

––––––––––––––––––

 

       100

       dog således, at hvis den på denne måde udledte faktor F er mindre end 0,50 må den faktor, der skal anvendes, være enten 0,50 eller den faktor, der beregnes i henhold til bestemmelserne i litra c, pkt. 1, (a), idet den mindste værdi anvendes.

(d) Inddelingen agten for forpeaken i skibe, hvis længde er under 131 m, men ikke under 55 m, og med et kriterietal, der er lig S1, hvor

 

3712 – 25 L

S1 =

––––––––––– ,

 

     19

       bestemmes ved faktoren 1; i skibe med et kriterietal på 123 eller derover ved faktoren BB; i skibe med et kriterietal mellem S1 og 123 ved faktoren F, der fremkommer ved lineær interpolation mellem faktoren 1 og faktoren BB ved benyttelse af formlen:

 

 (1 – BB) (CS – S1)

F = 1 –

––––––––––––––––––

 

      123 – S1

       dog således, at inddelingen i de to sidstnævnte tilfælde kan bestemmes ved en faktor, der ikke overstiger 0,50, såfremt den af de nævnte formler udledte faktor er mindre end 0,50.

(e) Inddelingen agten for forpeaken i skibe, hvis længde er under 131 m, men ikke under 55 m, og med et kriterietal mindre end S1, og i alle skibe, hvis længde er under 55 m, bestemmes ved faktoren 1, medmindre det tilfredsstillende godtgøres for direktoratet, at det ikke er praktisk muligt at opfylde bestemmelserne for denne faktor for enkelte rum, i hvilket tilfælde direktoratet kan indrømme sådanne lempelser med hensyn til disse vandtætte rum, som det, alle omstændigheder taget i betragtning, finder rimelige, på betingelse af, at det agterste vandtætte rum og så mange som muligt af de forreste vandtætte rum (mellem forpeaken og agterkant af maskinrummet) holdes inden for fyldningslængden.

 § 13. Særlige regler for inddelingen.

a.    I tilfælde af, at de vandtætte skodder i en eller flere dele af skibet er ført op til et højere liggende dæk end i den øvrige del af skibet, og man ønsker at drage fordel af denne højere udstrækning af skodderne ved beregningen af fyldningslængden, kan særskilte nedsænkningslinier anvendes for hver sådan del af skibet på betingelse af, at:

1)    skibssiderne i hele skibets længde er ført op til det dæk, der svarer til den øverste nedsænkningslinie, og alle åbninger i skibssiden under dette dæk i hele skibets længde betragtes som anbragt under en nedsænkningslinie og opfylder bestemmelserne i § 22, og

2)    de to vandtætte rum, der støder op til „forskydningen“ i skoddækket, begge ligger inden for den til deres respektive nedsænkningslinier svarende tilladte længde, samt at deres samlede længde ikke overstiger den dobbelte tilladte længde beregnet på basis af den nederste nedsænkningslinie.

b.    1.                                                                                                                                    Det kan i særlige tilfælde tillades, at længden af et vandtæt rum overstiger den efter § 12 bestemte længde, men i så fald må den sammenlagte længde af hvert par til hinanden stødende vandtætte rum, hvoraf vedkommende vandtætte rum  er det ene, hverken overstige fyldningslængden eller den dobbelte tilladte længde.

2.    Hvis det ene af de to til hinanden stødende vandtætte rum er beliggende inden for maskinrummet, og det andet er beliggende uden for maskinrummet, og middelfyldbarheden af den del af skibet, i hvilken det andet vandtætte rum er beliggende, afviger fra maskinrummets fyldbarhed, skal den sammenlagte længde af de to vandtætte rum reguleres efter den gennemsnitlige middelfyldbarhed for de to dele af skibet, i hvilke de pågældende vandtætte rum er beliggende.

3.    I tilfælde af, at to til hinanden stødende vandtætte rum har forskellige inddelingsfaktorer, skal den samlede længde af de to vandtætte rum bestemmes forholdsmæssigt.

c.    I skibe, hvis længde er 100 m og derover, skal et af hovedtværskibsskodderne agten for forpeaken anbringes i en afstand fra den forreste perpendikulær, der ikke må være større end den tilladte længde.

d.   1. Recesser kan tillades i et hovedtværskibsskod på betingelse af, at alle dele af recesserne ligger inden for lodrette flader på begge sider af skibet i en afstand fra yderklædningen svarende til en femtedel af skibets bredde målt vinkelret på diametralplanet i højde med den dybeste inddelingslastelinie.

2.    Enhver del af en reces, der ligger uden for disse grænser, skal betragtes som en forskydning og være underkastet de under litra e nedenfor angivne forskrifter.

e. Et hovedtværskibsskod kan have forskydninger, forudsat at det opfylder en af følgende betingelser:

1)    at den sammenlagte længde af de to af vedkommende skod adskilte vandtætte rum hverken overstiger 90 pct. af fyldningslængden eller den dobbelte tilladte længde, dog således at den samlede længde af de to pågældende vandtætte rum ikke overstiger den tilladte længde i skibe, hvor inddelingsfaktoren er større end 0,9,

2)    at der foretages yderligere inddeling ud for forskydningen for at opretholde den samme sikkerhedsgrad, som opnås ved et plant skod, eller

3)    at det vandtætte rum, henover hvilket forskydningen strækker sig, ikke overstiger den til en nedsænkningslinie, ansat 76 mm under forskydningen, svarende tilladte længde.

f.    Hvor et hovedtværskibsskod er forsynet med recesser eller forskydninger, skal et tilsvarende plant skod benyttes til bestemmelse af inddelingen.

g.    Hvis afstanden mellem to på hinanden følgende hovedtværskibsskodder eller tilsvarende plane skodder, eller afstanden mellem de tværskibsplaner, der går igennem de nærmeste forskudte dele af skodderne, er mindre end den mindste af de to længder: 3,05 m plus 3 pct. af skibets længde eller 10,67 m, skal kun det ene af disse skodder anses for at høre med til skibets inddeling.

h.    Hvor et vandtæt hovedtværskibsrum er forsynet med lokale inddelinger, og det tilfredsstillende godtgøres, at hele hovedrummets rumindhold ikke vil blive fyldt med vand, selv om skibssiden måtte blive beskadiget i en udstrækning, der er mindre end den mindste af de to længder: 3,05 m plus 3 pct. at skibets længde eller 10,67 m, kan der tilstås en forholdsmæssig forøgelse i den på anden måde foreskrevne tilladte længde for sådant vandtæt rum. I så fald må rumindholdet af den effektive opdrift på den ubeskadigede side ikke overstige den på den beskadigede side forudsatte.

i.     Hvor den påbudte inddelingsfaktor er 0,50 eller derunder, må den sammenlagte længde af hvilke som helst to til hinanden stødende vandtætte rum ikke overstige fyldningslængden.

 § 14. Inddelingslastelinier.

a.    For at sikre overholdelsen af den påbudte inddelingsgrad skal en til denne inddelingsgrad svarende lastelinie bestemmes og afmærkes på skibssiden. Et skib, i hvilket der findes rum, der er således indrettet, at de skiftevis kan anvendes til passagerbefordring og godstransport, kan på rederiets forlangende tildeles yderligere en eller flere inddelingslastelinier, som svarer til de inddelingsdybgåender, der godkendes af direktoratet under hensyntagen til de skiftende transportforhold.

b.    Det fribord, der svarer til hver godkendt inddelingslasteline, og de transportforhold, hvortil det er godkendt, skal tydeligt anføres i sikkerhedscertifikatet.

 § 15. Brugen af inddelingslastelinier.

a.    De i henhold til § 14 tildelte og afmærkede inddelingslastelinier skal anføres i sikkerhedscertifikatet, hvorved betegnelsen C1 skal anvendes i det tilfælde, hvor skibet væsentligst benyttes til passagerbefordring, og C2, C3, o.s.v. for de forskellige andre tilfælde.

b.    Det fribord, som svarer til hver af disse lastelinier, og som anføres i sikkerhedscertifikatet, skal måles på samme sted og fra samme dækslinie som skibets almindelige fribord.

c.    I intet tilfælde må et inddelingslasteliniemærke anbringes over den dybeste almindelige lastelinie for saltvand, således som denne er fastsat i henhold til skibets styrke og/eller den gældende internationale konvention om lastelinier for skibe.

d.    Uanset inddelingslasteliniemærkernes plads må et skib under ingen omstændigheder nedlastes så dybt, at det for årstiden og stedet gældende almindelige lasteliniemærke, således som dette er fastsat i overensstemmelse med den gældende internationale konvention om lastelinier for skibe, kommer under vand.

e.    I intet tilfælde må et skib lastes så dybt, at det for vedkommende rejse og transportforhold gældende inddelingslasteliniemærke kommer under vand, når skibet befinder sig i saltvand.

f.    Skibe, i hvilke der findes oplukkelige koøjer under nedsænkningslinien, kan tildeles et særligt lasteliniemærke, der tillader skibet at gå til søs med det dertil svarende fribord uden at have disse koøjer aflåset.

 § 16. Skibes stabilitet ved havari.

a.    1.  Et skib skal i ubeskadiget tilstand have en sådan stabilitet, at det under alle fartsforhold er i stand til at modstå den endelige fyldning af et hvilket som helst vandtæt hovedrum, der skal ligge inden for fyldningslængden.

2.    Hvor to til hinanden stødende vandtætte hovedrum er adskilt af et skod, der er forsynet med forskydninger på de i § 13 fastsatte betingelser, skal stabiliteten for det ubeskadigede skib være tilstrækkelig til at modstå fyldning af disse to til hinanden stødende hovedrum.

3.    Når den påbudte inddelingsfaktor er 0,50 eller derunder, men over 0,33, skal stabiliteten for det ubeskadigede skib være tilstrækkelig til at modstå fyldning af hvilke som helst to til hinanden stødende vandtætte hovedrum.

4.    Når den påbudte inddelingsfaktor er 0,33 eller derunder, skal stabiliteten for det ubeskadigede skib være tilstrækkelig til at modstå fyldning af hvilke som helst tre til hinanden stødende vandtætte hovedrum.

b.    1.  De i litra a anførte krav bestemmes ved beregninger, der foretages i overensstemmelse med litra c, d og f i denne paragraf, og som tager hensyn til skibets dimensions- og konstruktionsforhold samt til de beskadigede rums beliggenhed og form. Ved udførelsen af disse beregninger skal skibet, for så vidt angår stabiliteten, forudsættes at være i den under hensyn til fartsforholdene ugunstigst tænkelige lastekondition.

2.    Hvor det påtænkes at anbringe dæk, inderklædning eller langskibs skodder af tilstrækkelig tæthed, således at vandindstrømningen væsentlig begrænses, skal det tilfredsstillende godtgøres for direktoratet, at der ved beregningen er taget fornødent hensyn hertil.

3.    I tilfælde, hvor direktoratet nærer tvivl med hensyn til stabilitetens udstrækning for det beskadigede skib, kan det forlange en undersøgelse heraf foretaget.

c.    Ved beregningen af stabiliteten for skibe i tilfælde af havari skal såvel rum- som overfladefyldbarheden i almindelighed ansættes som følger:

    Rum

 

Fyldbarhed

Beregnet for last og stores

 

60

Indrettet til aptering

 

95

Indrettet til maskineri

 

85

Bestemt for væsker

 

0 eller 95*)

*) Af disse to tal benyttes det tal, som medfører de strengeste krav.

       Større overfladefyldbarhed skal forudsættes, for så vidt angår rum, i hvilke der i nærheden af det beskadigede vandlinieplan ikke findes aptering eller maskineri af betydning, og rum, som ikke i almindelighed er optaget af væsentlige mængder last eller stores.

d. Det tænkte havari skal have følgende udstrækning:

1.    Langskibs udstrækning: Den mindste af følgende to værdier: 3,05 m plus 3 pct. af skibets længde eller 10,67 m. Hvor den påbudte inddelingsfaktor er 0,33 eller derunder, skal den tænkte langskibs udstrækning af havariet forøges så meget, at den omfatter hvilket som helst to på hinanden følgende vandtætte hovedtværskibsskodder.

2.    Tværskibs udstrækning (målt indenbords fra skibssiden vinkelret på diametralplanet i højde med den dybeste inddelingslastelinie): En femtedel af skibets bredde.

3.    Lodret udstrækning: Fra basislinien og opefter uden begrænsning.

4.    Hvis skade af mindre omfang end anført ovenfor under punkterne 1, 2 og 3 medfører dårligere tilstande med hensyn til krængning eller formindskelse af metacenterhøjde, skal der ved beregningerne forudsættes en sådan skade.

e.    Usymmetrisk fyldning skal holdes inden for så snævre grænser som muligt under hensyntagen til den effektive indretning af skibet. Hvor det er nødvendigt at korrigere store krængningsvinkler, skal de anvendte midler, såfremt det er praktisk gennemførligt, være selvvirkende, men i alle tilfælde, hvor der findes kontrolstyring af midler til krydsfyldning, skal betjeningen kunne ske fra et sted over skoddækket. Disse kontrolforanstaltninger samt maksimumskrængningen før udligning skal være til direktoratets tilfredshed. Hvor midler til krydsfyldning er påbudt, må tidsrummet for udligning ikke overstige 15 minutter. Skibets fører skal forsynes med nødvendige oplysninger angående brugen af midlerne til krydsfyldning.

f.    Skibets endelige tilstand efter havari og, i tilfælde af usymmetrisk fyldning, efter at udligning er foretaget, skal være følgende:

1.    I tilfælde at symmetrisk fyldning skal der til slut være en positiv metacenterhøjde på mindst 0,05 m beregnet efter den tabte opdrifts metode.

2.    I tilfælde af usymmetrisk fyldning må krængningen ikke overstige 7_; dog kan direktoratet i særlige tilfælde tillade en yderligere krængning på grund af det usymmetriske moment; men den endelige krængning må i intet tilfælde overstige 15_.

3.    I intet tilfælde må nedsænkningslinien være under vand efter fyldningen. Såfremt nedsænkningslinien under fyldningen kommer under vand, kan direktoratet forlange sådanne undersøgelser og forholdsregler, som det måtte anse for nødvendige for skibets sikkerhed.

g.    Skibets fører skal forsynes med de oplysninger, som er nødvendige til at sikre skibet tilstrækkelig stabilitet i ubeskadiget stand i den fart, i hvilken skibet går, til at kunne modstå den kritiske beskadigelse. For skibe, hvor krydsfyldning er nødvendig, skal føreren underrettes om de stabilitetsforhold, på grundlag af hvilke krængningsberegningerne er foretaget, og gøres opmærksom på, at der kan opstå unormal krængning, såfremt skibet lider havari under mindre gunstige forhold.

h.    1.  Lempelser i kravene om stabilitet i havaritilfælde vil alene blive taget under overvejelse af direktoratet, såfremt det godtgøres, at den metacenterhøjde for skibet i ubeskadiget tilstand, der i enhver lastekondition er nødvendig for at opfylde disse krav, er for stor under hensyn til den pågældende fart.

2.    Lempelser i kravene om stabilitet i havaritilfælde vil kun blive indrømmet i undtagelsestilfælde og på betingelse af, at det godtgøres over for direktoratet, at skibets dimensionsforhold, indretning og andre karakteristiske forhold er de gunstigst mulige for stabiliteten efter havari, som det under de særlige omstændigheder er hensigtmæssigt og rimeligt at anvende.

 § 17. Ballastning.

 Når det er nødvendigt at ballaste et skib med vand, bør vandballasten i almindelighed ikke føres i tanke bestemt til brændselsolie. I skibe, hvor det ikke er praktisk muligt at undgå at fylde vand i brændselsolietanke, skal der indrettes et anlæg til adskillelse af olie og vand, der er til direktoratets tilfredshed, eller der skal forefindes andre for direktoratet acceptable midler til fjernelse af den olieholdige vandballast.

 § 18. Peak- og maskinrumsskodder, akselgange m.v.

a.    1.  Et skib skal have et forpeak- eller kollisionsskod, der skal være vandtæt op til skoddækket. Dette skod skal være anbragt i en afstand af mindst 5 pct. af skibets længde og højst 3,05 m plus 5 pct. af skibets længde fra den forreste perpendikulær.

2.    Hvis skibet har en lang overbygning forude, skal forpeakskoddet føres vejrtæt igennem til det dæk, der ligger umiddelbart over skoddækket. Denne forlængelse behøver ikke at anbringes direkte over det nedenunder anbragte skod, såfremt det er anbragt i en afstand af mindst 5 pct. af skibets længde fra den forreste perpendikulær, og den del af skoddækket, der danner forskydningen, er gjort behørig vejrtæt.

b.    Der skal ligeledes være anbragt et agterpeakskod og skodder, der adskiller maskinrummet, således som defineret i § 7, fra last- og passagerrum for og agter, og disse skodder skal være vandtætte op til skoddækket. Agterpeakskoddet behøver imidlertid ikke at føres helt op til skoddækket, forudsat af skibets sikkerhed med hensyn til inddeling ikke derved formindskes.

c.    Stævnrør skal i alle tilfælde være anbragt i vandtætte rum, der har et moderat rumindhold. Pakdåsen skal være anbragt i en vandtæt akselgang eller andet vandtæt rum adskilt fra det vandtætte rum omkring stævnrøret og af et sådant rumindhold, at nedsænkningslinien ikke kommer under vand, selv om dette rum på grund af lækage i pakdåsen fyldes med vand.

 § 19. Dobbeltbund.

a.    Der skal findes en dobbeltbund, der, for så vidt det er praktisk gennemførligt og foreneligt med skibets konstruktion og behørige drift, skal strække sig fra forpeaksskoddet til agterpeakskoddet.

1.    Skibe af en længde på 50 m og derover, men under 61 m, skal være forsynet med dobbeltbund, der mindst strækker sig fra maskinrummet til forpeakskoddet eller så nær dertil som praktisk muligt.

2.    Skibe af en længde på 61 m og derover, men under 76 m, skal i det mindste have dobbelbund uden for maskinrummet; denne dobbeltbund skal strække sig til for- og agterpeakskodderne eller så nær dertil som praktisk muligt.

3.    Skibe af en længde på 76 m og derover skal midtskibs have dobbeltbund, der strækker sig til for- og agterpeakskodderne eller så nær til disse som praktisk muligt.

b.    I skibe, der skal have dobbeltbund, skal dennes dybde være til direktoratets tilfredshed, og inderbunden skal føres ud til skibssiden, således at den beskytter bunden ud til kimmingens runding. Denne beskyttelse anses for tilfredsstillende, hvis skæringslinien mellem tanksidens yderkant og kimmingspladerne ikke ligger under et vandret plan, der går igennem det punkt, hvor middelspantet skærer en tværskibs diagonal linie, der danner en vinkel på 25_ med basislinien og skærer denne i et punkt, der er beliggende i en afstand af halvdelen af skibets bredde fra midterlinien.

c.    Små brønde, der er indbygget i dobbeltbunden i forbindelse med lastrummenes lænseanordninger, må ikke være dybere end nødvendigt. Brøndens dybde må i intet tilfælde være større end dobbeltbundens dybde ved diametralplanet minus 457 mm, og brønden må ikke strække sig længere ned end til det i litra b omhandlede vandrette plan. En brønd, der strækker sig ud til yderbunden, er imidlertid tilladt i agterenden af akselgangen i skrueskibe. Andre brønde (f. eks. til smøreolie under hovedmaskiner) kan tillades af direktoratet, hvis det finder, at indretning af sådanne brønde giver samme beskyttelse som en dobbeltbund, der opfylder bestemmelserne i nærværende paragraf.

d. Dobbeltbund er ikke påkrævet under vandtætte rum af moderat størrelse, når disse udelukkende anvendes til transport af væsker, såfremt skibets sikkerhed efter direktoratets opfattelse ikke derved forringes i tilfælde af skade på bunden eller skibssiden.

e.    For så vidt angår skibe, på hvilke bestemmelserne i § 226 finder anvendelse, og som går i rutefart inden for grænserne af en kort international rejse, kan direktoratet tillade, at kravet om dobbelbund bortfalder i sådanne dele af skibet, som er inddelt af en faktor, der ikke overstiger 0,50, hvis direktoratet finder, at anbringelsen af en dobbeltbund i den pågældende del af skibet ville være uforenelig med dets konstruktion og normale drift.

 § 20. Styrken af vandtætte skodder.

a.    Hvert vandtæt inddelingsskod, hvad enten tværskibs eller langskibs, skal være således konstrueret, at det med en passende styrkemargin kan modstå trykket af den største vandsøjle, som det måtte blive udsat for i tilfælde af havari på skibet, men det skal mindst kunne modstå trykket af en vandsøjle, der i højde når op til nedsænkningslinien. Disse skodder skal konstrueres  til direktoratets tilfredshed.

b.    Forskydninger og recesser i skodder skal være vandtætte og være af samme styrke som skoddet på det sted, hvor disse forskydninger og recesser findes.

 § 21. Åbninger i vandtætte skodder.

a.    Antallet af åbninger i vandtætte skodder skal være så stærkt begrænset, som det er foreneligt med skibets almindelige formål og behørige drift; disse åbninger skal være forsynet med tilfredsstillende lukkemidler.

b.    1. Hvor rør, spygatter, elektriske kabler o.s.v. føres gennem vandtætte inddelingsskodder, skal disse gennemføringer være således indrettet, at skoddernes vandtæthed opretholdes.

2.    Ventiler og haner, der ikke henhører til et rørsystem, må ikke findes i vandtætte inddelingsskodder.

3.    Bly eller andre ikke varmebestandige materialer må ikke anvendes i systemer, der gennembryder vandtætte inddelingsskodder, hvor forringelse af sådanne systemer i tilfælde af brand ville svække skoddernes vandtæthed.

c.    1.  Der må ikke findes døre, mandehuller eller adgangsåbninger i forpeakskoddet under nedsænkningslinien eller i vandtætte tværskibsskodder, der adskiller et lastrum fra et tilstødende lastrum eller fra en fast kulkasse eller reservekulkasser, dog med de i litra m i nærværende paragraf nævnte undtagelser.

2.    Bortset fra den i pkt. 3 nedenfor nævnte undtagelse må højst ét rør føres gennem forpeakskoddet under nedsænkningslinien til lænsning fra forpeaktanken og kun på betingelse af, at røret er forsynet med en skrueventil, der kan betjenes fra et sted over skoddækket, idet ventilhuset skal være anbragt på forpeakskoddet inde i forpeaken.

3.    Hvis forpeaken er inddelt til opbevaring af to forskellige slags væsker, kan direktoratet tillade, at der gennem forpeakskoddet under nedsænkningslinien føres to rør, der begge er anbragt som påbudt i pkt. 2, forudsat at direktoratet finder, at der ikke findes noget praktisk alternativ for anbringelse af det andet rør, og at skibets sikkerhed under hensyntagen til den yderligere inddeling i forpeaken opretholdes.

d.   1.  Vandtætte døre, der anbringes i skodderne mellem de faste kulkasser og reservekulkasserne, skal altid være tilgængelige, bortset fra de i litra 1 omhandlede døre til kulkasser på mellemdækket.

2.    Der skal ved skærme eller på anden måde træffes betryggende foranstaltninger til at forhindre, at kul vanskeliggør lukning af de vandtætte døre til kulkasserne.

e.    1.  I rum, i hvilke hoved- og hjælpefremdrivningsmaskineriet samt kedler, der er nøvdendige af hensyn til fremdrivningen, og alle faste kulkasser er anbragt, må der, bortset fra døre til kulkasser og akselgange, kun findes én gennemgangsdør i hvert hovedtværskibsskod. Hvor der findes to eller flere skrueaksler, skal akselgangene være forbundet med en forbindelsesgang. Der må kun være én dør mellem maskinrummet og akselgangen, hvor der findes to skrueaksler, og kun to døre, hvor der er flere end to skrueaksler. Alle disse døre skal være skydedøre og skal anbringes på en sådan måde, at deres tærskler er så høje som praktisk muligt.

2.    Håndmekanismen til betjening af disse døre fra et sted over skoddækket skal være anbragt uden for de rum, i hvilke maskineriet findes, såfremt dette er foreneligt med en tilfredsstillende anbringelse af den nødvendige mekanisme.

f.    1.  Vandtætte døre skal være skydedøre eller hængslede døre eller døre af tilsvarende typer. Pladedøre, der kun er sikret ved bolte, og døre, hvis lukning sker ved fald eller ved hjælp af en faldvægt, er forbudt.

2.    Skydedøre kan være døre, der enten betjenes ved håndkraft alene eller betjenes såvel maskinelt som ved håndkraft.

3. Godkendte vandtætte døre kan herefter inddeles i tre klasser:

       Klasse 1 – hængslede døre.

       Klasse 2 – skydedøre, der betjenes ved håndkraft.

       Klasse 3 – skydedøre, der betjenes såvel maskinelt som ved håndkraft.

4.    Midlerne til betjening af en hvilken som helst vandtæt dør, hvad enten den bevæges maskinelt eller ved håndkraft, skal være i stand til at lukke døren mod en krængning på 15_.

5.    For alle klasser af vandtætte døre skal der anbringes indikatorer, der ved alle betjeningssteder, hvorfra dørene ikke er synlige, viser, hvorvidt dørene er åbne eller lukkede.

6.    Såfremt nogen vandtæt dør ikke er således indrettet, at den kan lukkes fra en central manøvreplads, skal den udstyres med et egnet direkte kommunikationsmiddel, der sætter den vagthavende officer i stand til omgående at komme i forbindelse med den person, som er ansvarlig for lukning af den pågældende dør.

g.    Hængslede døre (klasse 1) skal være forsynet med hurtiglukkere, såsom forvridere der kan betjenes fra begge sider af skoddet.

h.    1.  Skydedøre, der betjenes ved håndkraft (klasse 2), kan have en vandret eller lodret bevægelse. Mekanismen skal kunne betjenes ved selve døren fra begge sider og desuden fra et tilgængeligt sted over skoddækket ved hjælp af en kontinuerlig skruebevægelse eller anden bevægelse, der giver en tilsvarende garanti for sikkerhed, og som er af godkendt type. Afvigelser fra kravet om betjening fra begge sider kan indrømmes, hvis dette krav er uigennemførligt på grund af rummenes indretning.

2.    Ved betjening af en håndmekanisme må den tid, der er nødvendig til fuldstændig lukning af døren med skibet på ret køl, ikke overstige 90 sekunder.

i.     1.  Skydedøre, der betjenes maskinelt (klasse 3), kan have en vandret eller lodret bevægelse. Hvis en dør skal kunne betjenes maskinelt fra en central manøvreplads, skal mekanismen være indrettet på en sådan måde, at døren kan betjenes maskinelt også ved selve døren fra begge sider. Dette arrangement skal være af en sådan beskaffenhed, at døren lukker automatisk, såfremt den efter at være lukket fra den centrale manøvreplads åbnes ved hjælp af en ved døren anbragt mekanisme, og således at enhver dør kan holdes lukket ved de ved dørene anbragte mekanismer, der forhindrer døren i at åbnes fra den højere beliggende manøvreplads.

2.    På begge sider af skoddet skal der i forbindelse med den maskinelle anordning være anbragt lokale manøvrehåndtag, der skal være således indrettet, at personer, der passerer igennem døråbningen, kan holde begge håndtag i åbenstilling samtidig uden at være i stand til uforvarende at sætte lukkemekanismen i funktion. Skydedøre, der kan betjenes maskinelt, skal være forsynet med en håndmekanisme, der kan anvendes ved selve døren fra begge sider af denne og fra et tilgængeligt sted over skoddækket ved hjælp af en kontinuerlig skruebevægelse eller anden bevægelse, der giver samme garanti for sikkerhed og er af godkendt type.

3.    Der skal være truffet foranstaltning til, at der ved lydsignal gives advarsel om, at døren er begyndt at lukke og vil fortsætte med at bevæge sig, indtil den er helt lukket.

4.    Det skal af sikkerhedshensyn vare en passende tid, inden døren er lukket.

5.    Der skal findes mindst to uafhængige energikilder, som kan åbne og lukke alle de fjernstyrede døre, og som hver især kan betjene alle dørene samtidig. De to energikilder skal styres fra den centrale manøvreplads på broen, som skal være forsynet med alle fornødne indikatorer til konstatering af, at hver af de to energikilder er i stand til at udføre de nødvendige funktioner tilfredsstillende.

6.    I tilfælde af hydraulisk betjening skal hver energikilde bestå af en pumpe, som skal lukke alle døre på højst 60 sekunder. Der skal desuden for hele anlægget findes hydrauliske akkumulatorer med tilstrækkelig kapacitet til betjening af alle døre mindst tre gange, d.v.s. lukke-åbne-lukke. Den væske, der anvendes, må ikke kunne fryse ved nogen af de sandsynlige temperaturer, som skibet på sine rejser kan komme ud for.

j.     1.  Vandtætte, hængslede døre (klasse 1) i passager-, mandskabs- og arbejdsrum er kun tilladt over et dæk, hvis underkant på sit laveste punkt i borde er mindst 2,13 m over den dybeste inddelingslastelinie.

2.    Vandtætte døre, hvis tærskler er over den dybeste lastelinie og under det i det foregående punkt nævnte dæk, skal være skydedøre og kan være håndbetjente (klasse 2) undtagen i skibe beskæftiget på korte internationale rejser med en påbudt inddelingsfaktor på 0,50 eller derunder, i hvilke alle sådanne døre skal kunne betjenes maskinelt. Når trunke i forbindelse med kølelaster og kanaler til ventilation eller kunstigt træk føres gennem flere end ét vandtæt hovedinddelingsskod, skal dørene ved sådanne åbninger kunne betjenes maskinelt.

k.    Vandtætte døre, som lejlighedsvis åbnes under rejsen, og hvis tærskler ligger under den dybeste inddelingslastelinie, skal være skydedøre. Følgende regler finder anvendelse:

1)   Når antallet af sådanne døre (bortset fra døre ved indgange til akselgange) overstiger fem, skal alle disse døre og døre ved indgange til akselgange eller kanaler til ventilation eller kunstigt træk kunne betjenes maskinelt (klasse 3) og skal kunne lukkes samtidig fra en på broen beliggende central manøvreplads.

2)   Når antallet af sådanne døre (bortset fra døre ved indgange til akselgange) er større end én, men ikke overstiger fem,

a)    kan alle de ovennævnte døre være håndbetjente (klasse 2), såfremt skibet ikke har passagerum under skoddækket,

b)    skal alle de ovennævnte døre kunne betjenes maskinelt (klasse 3) og skal kunne lukkes samtidig fra en på broen beliggende central manøvreplads, såfremt skibet har passagerrum under skoddækket.

3)   Hvis der i et skib kun er to sådanne vandtætte døre, og disse fører ind til eller er anbragt i rum, hvor der er maskineri, kan direktoratet tillade, at disse to døre betjenes alene ved håndkraft (klasse 2).

l.     Hvis der mellem kulkasserne under skoddækket findes vandtætte skydedøre, der undertiden af hensyn til kullempningen skal åbnes under rejsen, skal disse døre kunne betjenes maskinelt.

m.   1.  Vandtætte døre af tilfredsstillende konstruktion kan anbringes i vandtætte skodder, der adskiller lastførende mellemdæskrum, såfremt direktoratet finder, at sådanne døre er uundværlige. Disse døre kan være hængslede døre, rulledøre eller skydedøre, men behøver ikke at være fjernstyrede.

2.    De skal anbringes så højt som praktisk muligt og så langt fra yderklædningen som praktisk muligt, men de mod skibssiden vendende lodrette kanter må i intet tilfælde være anbragt under en femtedel af skibets bredde fra yderklædningen, idet sådan afstand måles vinkelret på skibets diametralplan i højde med den dybeste inddelingslastelinie.

3.    Såfremt nogen af dørene er tilgængelige under rejsen, skal de forsynes med en anordning, der forhindrer, at de åbnes af uvedkommende. Når det påtænkes at anbringe sådanne døre, skal disses antal og deres anbringelse nøje undersøges af direktoratet.

n.    Anvendelse af aftagelige plader i skodder er kun tilladt i maskinrum. Der skal træffes fornødne foranstaltninger for at sikre fuldstændig vandtæthed i samlingerne, når de på ny anbringes.

o.    1.  Hvis trunke eller tunneller, der tjener til adgang fra besætningens opholdsrum til fyrpladsen, til rørledninger eller til hvilket som helst andet formål, føres igennem vandtætte hovedtværskibsskodder, skal disse trunke eller tunneller være vandtætte og have samme styrke som vandtætte skodder i samme højde. Adgangen til i det mindste den ene ende af hver enkelt af disse trunke eller tunneller skal, såfremt de benyttes til gennemgang under rejsen, foregå gennem en trunk, der strækker sig så højt op, at indgangen findes over nedsænkningslinien. Adgangen til den anden ende af trunken eller tunnelen kan ske gennem en vandtæt dør af den type, der måtte være påkrævet under hensyn til det sted i skibet, hvor den er anbragt. Sådanne trunke eller tunneller må ikke føres igennem det første vandtætte skod agten for forpeakskoddet.

2.    Hvor det påtænkes at føre tunneller eller skakter til kunstig træk gennem vandtætte hovedtværskibsskodder, må skoddets styrke og vandtæthed ikke derved svækkes.

 § 22. Åbninger i yderklædningen under nedsænkningslinien.

a.    Antallet af åbninger i yderklædningen skal være så stærkt begrænset, som det er foreneligt med skibets konstruktion og behørige drift.

b.    De til lukning af åbninger i yderklædningen benyttede midler skal være anbragt og virke på en måde, der svarer til deres påtænkte anvendelse og den plads, hvor de er anbragt, og arrangementet må i det hele være til direktoratets tilfredshed.

c. 1. Såfremt der i et mellemdæksrum findes koøjer, hvis underkant ligger under en linie trukket parallelt med skoddækket i borde og med det laveste punkt 2 1/2 pct. af skibets bredde over den dybeste inddelingslastelinie, skal alle koøjer i dette mellemdæksrum være af den faste type.

2.    Alle koøjer, hvis underkant ligger under nedsænkningslinien, bortset fra de koøjer, der i henhold til pkt. 1 kræves som faste koøjer, skal være af en sådan konstruktion, at det er umuligt at åbne dem uden særlig nøgle.

d.   Solide hængslede stormklapper skal anbringes på indersiden af alle koøjer på en sådan måde, at de let og effektivt kan lukkes vandtæt; dog kan agten for en ottendedel af skibets længde fra den forreste perpendikulær og over en linie trukket parallelt med skoddækket i borde, der har sit laveste punkt i en højde af 3,66 m plus 2 1/2 pct. af skibets bredde over den dybeste inddelingslastelinie, stormklapperne i passagerapteringen bortset fra stormklapper i rum, der benyttes til dækspassagerer, være aftagelige, medmindre det i henhold til den gældende internationale konvention om lastelinier for skibe kræves, at de skal være fast anbragt på deres rette pladser.

e.    1.  Koøjer må ikke anbringes i rum, der udelukkende er bestemt til transport af ladning eller kul.

2.    Koøjer kan dog anbringes i rum, der skiftevis anvendes til transport af ladning eller befordring af passagerer; men koøjerne i sådanne rum skal være af en konstruktion, der gør det umuligt at åbne dem eller deres stormklapper uden særlig nøgle.

f.    Koøjer i yderklædningen under nedsænkningslinien må ikke uden direktoratets særlige tilladelse forsynes med vindfang.

g.    Antallet af spygatter, sanitærafløb og  andre lignende åbninger i yderklædningen skal begrænses til det mindst mulige, enten ved at lade hver afgangsåbning betjene så mange af den art installationer som muligt eller på anden tilfredsstillende måde.

h.    Alle tilgangs- og afgangsåbninger i yderklædningen skal være forsynet med effektive og tilgængelige anordninger, således at tilfældig indtrængen af vand i skibet forhindres. Bly eller andre ikke varmebestandige materialer må ikke anvendes til rør mellem ventiler og yderklædning i tilgangs- og afgangsåbninger eller finde anden anvendelse, hvor forringelsen af sådanne rør i tilfælde af brand ville medføre risiko for indstrømning af vand.

i.     1.  De gennem skibssiden førte afløbsrør fra rum under skoddækket skal være forsynet med effektive og tilgængelige midler til at forhindre vand i at trænge i skibet. Der kan for hvert enkelt afløbsrør anvendes enten en automatisk virkende kontraventil, der er forsynet med en sikker lukkemekanisme, der kan betjenes fra et sted over skoddækket eller i maskinrum, eller to automatisk virkende kontraventiler uden sådan lukkemekanisme, idet den øverste af disse ventiler skal være anbragt over den dybeste inddelingslasteline, således at den altid er tilgængelig for undersøgelse under skibets sædvanlige drift, og være af en type, der normalt er lukket.

2.    Andre afløbsrør skal, såfremt de udmunder under dybeste inddelingslastelinie, være forsynet med tilsvarende afspærringsmidler på skibssiden; udmunder de over dybeste inddelingslastelinie, skal de være forsynet med en almindelig stormventil.

        I begge tilfælde kan ventilerne bortfalde, såfremt der benyttes rør med samme tykkelse som klædningen, idet direkte afløb fra klosetter, håndvaske samt gulvafløb fra vaskerum o. lign. altid skal være forsynet med stormklap eller på anden måde være sikret mod vandslag. Godstykkelsen i sådanne rør behøver dog ikke at være over 14 mm.

3.    Hvor en ventil med direkte lukkemekanisme er anbragt, skal stedet, hvorfra den kan betjenes, altid være let tilgængeligt, og der skal findes midler, der viser, om ventilen er åben eller lukket.

        Når ventiler med direkte lukkemekanisme er anbragt i maskinrum, er det tilstrækkeligt, at de kan betjenes fra det sted, hvor de er anbragt, forudsat af stedet er let tilgængeligt under alle forhold.

4.    Alle ventiler, der er anbragt under skoddækket, skal være at stål, bronce eller andet godkendt, sejgt materiale. Almindeligt støbejern eller lignende materialer må ikke anvendes.

5.    Hoved- og hjælpesøforbindelser og afgangsåbninger i forbindelse med maskineriet skal forsynes med let tilgængelige haner eller ventiler mellem rørene og yderklædningen eller mellem rørene og opbyggede kasser anbragt på yderklædningen.

j.     Landgangs-, last- og kulporte, der er anbragt under nedsænkningslinien, skal være af fornøden styrke. De må i intet tilfælde anbringes således, at deres laveste punkt ligger under den dybeste inddelingslastelinie.

k.    1.  Indenbordsåbningen til enhver aske- og affaldsskakt o. lign. skal forsynes med et forsvarligt dæksel.

2.    Hvis indenbordsåbningen er beliggende under nedsænkningslinien, skal dækslet være vandtæt, og desuden skal der i skakten, på et oven over den dybeste inddelingslastelinie beliggende let tilgængeligt sted, anbringes en automatisk virkende kontraventil.

§ 23. Vandtætte døre, koøjer, etc.

a.    Konstruktion, materialer og udførelse af alle de i nærværende bekendtgørelse omhandlede vandtætte døre, koøjer, landgangs-, last- og kulporte, ventiler, rør samt aske- og affaldsskakter skal være til direktoratets tilfredshed.

b.    Der må ikke i underkanten af vandtætte døres karme findes riller, hvori snavs kan samle sig og forhindre effektiv lukning af døren.

 § 24. Vandtætte dæk, trunke, etc.

 Vandtætte dæk, trunke, tunneller, kanalkøle og luftkanaler skal have samme styrke som vandtætte skodder i tilsvarende højde. De midler, der anvendes for at gøre dem vandtætte, og de anordninger, der benyttes til lukning af åbninger i dem, skal være til direktoratets tilfredshed. Vandtætte luftkanaler og trunke skal mindst føres op til skoddækket.

 § 25. Vandtæthed over nedsænkningslinien.

a.    Direktoratet kan forlange, at der træffes alle rimelige og praktisk gennemførlige foranstaltninger til at begrænse indtrængen og udbredelse af vand over skoddækket. Sådanne foranstaltninger kan omfatte partielle skodder eller pladespanter. Når disse partielle skodder og pladespanter er anbragt på skoddækket over eller i umiddelbar nærhed af hovedinddelingsskodder, skal de være vandtæt forbundet med yderklædningen og skoddækket for at begrænse vandstrømmen langs dækket, når det beskadigede skib har slagside. Såfremt det partielle skod ikke er anbragt i linie med skoddet nedenunder, skal det mellemliggende skoddæk gøres effektivt vandtæt.

b.    Skoddækket eller et dæk over dette skal være vejrtæt i den forstand, at søvand under almindelige forhold under rejsen ikke kan trænge ned i skibet.

c.    Alle åbninger i det udsatte vejrdæk skal have karme af rigelig højde og styrke og skal forsynes med effektive midler til hurtigt at lukke dem vejrtæt.

d.    Koøjer, landgangs-, last- og kulporte og andre midler til lukning af åbninger i yderklædningen over nedsænkningslinien skal være af tilfredsstillende konstruktion og udførelse og af tilstrækkelig styrke under hensyntagen til de rum, i hvilke de er anbragt, og til deres placering i forhold til den dybeste inddelingslastelinie.

e.    Solide, indvendige stormklapper således anbragt, at de let og effektivt kan lukkes og sikres vandtæt, skal forefindes ved alle koøjer i rum under det første dæk over skoddækket.

f.    Alle overbygninger, dækshuse og andre opbygninger samt luftrør m.v. på udsatte dæk skal være solidt forbundet til skibet og besidde fornøden styrke.

g.4) (Ophævet).

 § 26. Luger, lastlejdere m.v.

a.    Alle luger i dækkene skal være af forsvarlig konstruktion, og alle luger i vejrdæk skal kunne skalkes eller tætnes forsvarligt. Der skal til hver udsat luge på vejrdækket, der er indrettet til at kunne skalkes, bortset fra luger der kan lukkes vandtæt med lugedæksler af stål, findes mindst to solide, vandtætte presenninger af god sejldug, der ikke må indeholde jute. Vægten af sejldugen før imprægneringen skal være mindst 540 g/m2. Presenninger af andet materiale skal typegodkendes af direktoratet.

b.    Skærstokke og dæksler skal være behørigt tilpasset, mærket, vel vedligeholdt og om fornødent forsynet med håndtag eller stropper, ligesom der om nødvendigt skal findes passende løftegrejer. Dæksler og skærstokke skal kunne aftages og pålægges, uden at det er nødvendigt at færdes på skærstokkene, og der skal være den fornødne plads omkring lugen til deres pålægning og aftagning.

c.    Hvor højden fra dækkets overkant til lastrummenes bund er større end 1,5 m, skal der findes forsvarlige lejdere, der kan fortsættes direkte i trin el. lign. på lugekarmen. Er der flere dæk, skal lejdere mellem de nedre dæk, hvor det er praktisk gennemførligt, være anbragt i linie med lejdere fra ovenfor liggende dæk. Ved lugekarmene skal der være den fornødne plads for benyttelse af lejderne. Trinene skal være mindst 250 mm i bredden, og fodfæstet skal være mindst 115 mm i dybden. Foden må ikke kunne glide til siden uden for trinet.

d.    1.  Omkring luger, hvis karmhøjde er under 75 cm målt fra dækkets overkant, og som fører til lastrum af over 1,5 m dybde, skal der kunne opsættes en indhegning af en højde af mindst 90 cm bestående af rækværk, stræktov el. lign.

2.    Lignende indhegning skal findes ved nedgange eller andre åbninger i dækkene, hvor det anses for nødvendigt.

e.    Skærstokke skal kunne sikres imod vertikal og horisontal forskydning.

f.4)  (Ophævet).

 § 27. Skanseklædning, lænseporte m.v.

a.4) 1.    Skibet skal være forsynet med skanseklædning eller rækværk af forsvarlig konstruktion og af mindst 100 cm højde over dækkets overkant. Endvidere skal der findes løbebro, stræktov eller andre tilfredsstillende midler til beskyttelse for besætningen på vej til og fra opholdsrummene.

2.    Hvor rækværk anvendes, skal støtterne være forbundet enten ved et stærkt beskyttelsesnet eller stænger med en indbyrdes afstand af ikke over 25 cm idet dog åbningen under den nederste stang ikke må være mere end 23 cm høj.

b.    1.  Hvor der findes skanseklædning, skal denne være forsynet med tilstrækkeligt lænseareal til hurtigt at kunne fri dækket for vand.

2.    Større dæksarealer, f.eks. i store saloner og på vogndæk, hvor vand fra brandslukningsanlæg vil kunne medføre fare for skibets stabilitet, skal sikres med passende afløb (spygatter, lænseporte el. lign.).

c.4)     (Ophævet).

 § 28. Lænseanordninger.

a.    Ethvert skib skal være udstyret med et effektivt lænseanlæg, der i alle praktisk tænkelige tilfælde efter en søulykke, og uanset om skibet ligger på ret køl eller har slagside, skal kunne pumpe fra og lænse ethvert vandtæt rum med undtagelse af sådanne, som udelukkende er bestemt for opbevaring af olie eller vand. For dette formål vil det almindeligvis være nødvendigt at anbringe sugerør i borde undtagen i snævre rum i skibets for- og agterende, hvor et enkelt sugerør kan være tilstrækkeligt. I rum af ualmindelig form kan der kræves yderligere sugerør. Der skal træffes sådanne foranstaltninger, at vandet i rummet kan løbe til sugerørene. Direktoratet kan, såfremt det for bestemte rum finder det godtgjort, at lænseanordninger kan være uønskede, tillade, at sådanne lænseanordninger undlades, hvis beregninger foretaget i overensstemmelse med forskrifterne i § 16 viser, at der ikke herved sker nogen forringelse af skibets sikkerhed. Der skal findes effektive midler til at lænse vand fra isolerede lastrum. Alle sugerør skal udmunde i sugekurve.

b.    1.  Ethvert skib skal have mindst tre maskindrevne pumper forbundet med hovedlænseledningen, hvoraf den ene kan drives af fremdrivningsmaskineriet. Hvis kriterietallet er 30 eller derover, skal der findes yderligere én uafhængig maskindreven pumpe.

2.    Kravene kan sammenfattes i nedenstående tabel:

 

Kriterie-

Kriterie-

 

tallet

tallet 30

Hovedmaskinpumpe

under 30

og derover

 (kan erstattes af en

 

 

 uafhængig pumpe)

 1

 1

Uafhængige pumper.

 2

 3

3.    Sanitær-, ballast- og almindelige servicepumper kan anerkendes som uafhængige maskindrevne lænsepumper, såfremt de er forsynet med de nødvendige forbindelser til lænsesystemet.

c.    Hvor det er praktisk muligt, skal de maskindrevne lænsepumper fordeles i forskellige vandtætte afdelinger, der er således indrettet eller beliggende, at de ikke let fyldes med vand ved samme havari. Såfremt maskinerne og kedlerne er installeret i to eller flere vandtætte rum, skal de pumper, der er til rådighed til lænsning, så vidt muligt være fordelt i disse rum.

d.    I skibe, hvis længde er 91,5 m eller derover eller med et kriterietal på 30 eller derover, skal lænsesystemet være således indrettet, at mindst én maskindreven pumpe skal være klar til brug under alle almindelige forhold, hvorunder et skib i søen kan blive vandfyldt. Dette krav anses som opfyldt, hvis:

1)    en af de krævede pumper er en nødlænsepumpe af en driftsikker undervandstype, hvis energikilde er beliggende over skoddækket, eller

2)    pumperne og deres energikilder er således fordelt i skibets længderetning, at mindst én pumpe i et ubeskadiget rum vil være klar til brug under enhver form for lækage, som skibet skal kunne modstå.

e.    Med undtagelse af yderligere pumper, der kan være installeret udelukkende til lænsning af peakrum, skal enhver påbudt lænsepumpe være indrettet til at lænse fra et hvilket som helst rum, som i henhold til litra a skal kunne lænses.

f.    1.  Hver maskindreven lænsepumpe skal kunne give vandet gennem den foreskrevne hovedlænseledning en hastighed af mindst 122 m pr. minut. Uafhængige maskindrevne lænsepumper, der er beliggende i maskinrum, skal have direkte sugeledning fra disse rum, dog således at der højst kræves to sådanne sugeledninger i et hvilket som helst rum. Hvor der findes to eller flere sådanne sugeledninger, skal der være mindst én i bagbords side og én i styrbords side. Sådanne sugeledninger bør føres til eventuelle forsænkninger i tanktoppen, f. eks. maskingrave. Direktoratet kan forlange, at uafhængige maskindrevne lænsepumper, der er beliggende i andre rum, skal have særlige direkte sugeledninger. Direkte sugeledninger skal være hensigtsmæssigt anbragt, og sådanne sugeledninger skal i et maskinrum mindst have samme diameter som krævet for hovedlænseledningen.

2.    Ud over de andre i nærværende paragraf påbudte sugeledninger skal der på fyrpladsen i kulfyrede skibe findes en bøjelig sugeledning af passende diameter og tilstrækkelig længde, der kan tilsluttes en uafhængig maskindreven pumpes sugeside.

g.    1.  Foruden den direkte sugeledning eller de direkte sugeledninger, der er foreskrevet ovenfor i litra f, skal der i maskinrummet forefindes en med kontraventil forsynet direkte sugeledning fra hovedcirkulationspumpen. Denne sugeledning skal føres til sugebrønd eller skal udmunde så tæt over maskinrummets tanktop som praktisk muligt, og diameteren skal i dampskibe mindst være to tredjedele af diameteren af pumpens sugestuds og i motorskibe have samme diameter som pumpens sugestuds.

2. Såfremt direktoratet finder, at hovedcirkulationspumpen ikke egner sig til dette formål, kan den største uafhængige maskindrevne pumpe, som er til rådighed, anvendes. Den direkte sugeledning skal da have samme diameter som pumpens hovedsugestuds, og pumpens kapacitet skal overstige en foreskrevet lænsepumpes kapacitet så meget, som direktoratet måtte finde nødvendig.

3.    Spindlerne på søventilerne og de direkte sugeventiler skal forlænges til en passende højde over maskinrumsdørken.

4. Hvis kul anvendes eller kan anvendes som brændsel, og der ikke findes vandtætte skodder mellem maskinerne og kedlerne, skal en hvilken som helst cirkulationspumpe, der anvendes i overensstemmelse med pkt. 1, kunne lænse direkte til søen eller gennem et omløb til cirkulationspumpens afgangsrør.

h.    1. Alle rør fra pumper, der er påbudt til lænsning af lastrum eller maskinrum, skal holdes adskilt fra rør, der kan benyttes til påfyldning eller tømning af rum, i hvilke der transporteres vand eller olie.

2.    Alle lænserør, der anvendes i eller under kulkasser eller brændselsolietanke eller i kedel- eller maskinrum, herunder rum i hvilke forbrugstanke eller brændselsoliepumpesystemer er anbragt, skal være af stål eller andet godkendt materiale.

i.     1.  Hovedlænserørets diameter skal udregnes efter nedenstående formel, idet dog den faktiske indvendige diameter af hovedlænserøret kan være den nærmeste standardstørrelse, som direktoratet kan godkende:

d = 1,68 _ L (B + D) + 25, hvor

d

=

hovedlænserørets indvendige diameter i mm,

L

=

skibets længde i m,

B

=

skibets bredde i m, og

D

=

skibets dybde (moulded) til skoddækket i m.

2.    Sidelænserørenes diameter skal udregnes efter nedenstående formel, idet dog den faktiske indvendige diameter af sidelænserørene kan være den nærmeste standardstørrelse, som direktoratet kan godkende:

d = 2,15 _ c (B + D) + 25, hvor

d

=

sidelænserørenes indvendige diameter i mm,

c

=

rummets længde i m,

B

=

skibets bredde i m, og

D

=

skibets dybde (moulded) til skoddækket i m.

j.     Lænse- og ballastsystemet skal være således indrettet, at vand fra søen eller fra vandballasttankene forhindres i at trænge ind i last- eller maskinrummene eller fra et rum til et andet. Der skal træffes særlige foranstaltninger til at forhindre, at højtanke med forbindelse til lænse- og ballastpumperne ved uagtsomhed fyldes fra søen, når de indeholder last, eller udpumpes gennem et lænserør, når de indeholder vandballast.

k. Der skal træffes foranstaltninger til at forhindre, at et vandtæt rum med lænsesugerør bliver fyldt med vand i tilfælde af, at vedkommende rør ved kollision eller grundstødning bliver brudt eller på anden måde beskadiget i et af de andre rum. Hvor således et rør på et eller andet sted er beliggende nærmere skibssiden end en femtedel af skibets bredde (målt vinkelret på diameteralplanet i højde med den dybeste inddelingslastelinie) eller i en kanalkøl, skal der på røret anbringes en kontraventil i det rum, hvor den åbne ende udmunder.

l.     Alle fordelingskasser, haner og ventiler, der er i forbindelse med lænsesystemet, skal anbringes på steder, der altid er tilgængelige under almindelige forhold. De skal være således anbragt, at en af lænsepumperne kan virke i hvilket som helst vandtæt rum i tilfælde af fyldning. Endvidere må havari på en pumpe eller dens rør, som er tilsluttet hovedlænseledningen på et sted, der ligger i en afstand fra skibssiden af mindre end en femtedel af skibets bredde, ikke kunne sætte resten af lænsesystemet ud af virksomhed. Såfremt der kun findes ét for alle pumper fælles rørsystem, skal de til kontrol af sugning fra rendestene og sugebrønde nødvendige haner og ventiler kunne betjenes fra et sted over skoddækket. Hvis der foruden hovedlænsesystemet findes et nødlænsesystem, skal dette være uafhængigt af hovedsystemet og anbragt på en sådan måde, at en pumpe kan suge fra ethvert vandtæt rum, når dette er vandfyldt; i så fald behøver kun de haner og ventiler, som er nødvendige for betjeningen af nødlænsesystemet, at kunne betjenes fra et sted over skoddækket.

m.   De foran i litra l omhandlede haner og ventiler, som skal kunne manøvreres fra et sted over skoddækket, skal ved betjeningsstederne være tydeligt mærket og forsynet med indikatorer, der viser, om de er åbne eller lukkede.

 § 29. Styrehus, ror m.v.

a.    Fra rorgængerens plads skal der være fornødent udsyn forefter.

b.    Roret skal have det for opnåelse af god styre- og drejeevne fornødne areal.

 § 30. Rejsning med tilbehør.

a.    Rejsning med tilbehør skal være forsvarlig.

b.1)  For så vidt angår hejsemidler og lossegrej, henvises til herom gældende bestemmelser.

c.    I træskibe og i stålskibe, hvor masterne eller stængerne er af træ, skal der, såfremt skibet farer på fremmede vedensdele, være anbragt en lynafleder på hver mast, jfr. § 171.

 § 31. Ankre med tilbehør.

 Ethvert skib skal være forsynet med forsvarlige ankre og kæder, som skal være prøvet på et af ministeriet anerkendt prøvekammer.

 § 32. Stabilitet.

a.2)  Ethvert skib, skal, når det er færdigbygget, underkastes en krængningsprøve og dets stabilitetsgrundlag bestemmes, jfr. § 366. Det samme gælder for ombyggede passagerskibe og passagerskibe, som indkøbes fra udlandet.

b.    Skibsføreren skal forsynes med sådanne pålidelige oplysninger, som måtte være nødvendige for at sætte ham i stand til på hurtig og enkel måde at få nøjagtig vejledning om  skibets stabilitet under forskellige driftsforhold. En genpart skal tilstilles direktoratet.

c.    Såfremt der foretages sådanne ændringer ved et skib, at disse får væsentlig indflydelse på skibets stabilitet, skal skibsføreren og direktoratet forsynes med korrigerede oplysninger om stabiliteten. Skibet skal om nødvendigt underkastes en ny krængningsprøve.

 § 33. Havarikontrolplaner.

 Til vejledning for den vagthavende officer skal der anbringes planer, der for hvert dæk og lastrum tydeligt viser de vandtætte rums begrænsninger, åbningerne deri med lukkemidlerne og anbringelsen af betjeningsorganerne dertil samt foranstaltningerne til udligning af enhver slagside, der skyldes vandfyldning. Der skal desuden til brug for skibsofficererne findes hæfter indeholdende fornævnte oplysninger.

 § 34. Mærkning af betjeningsorganer.

 I såvel nye som eksisterende skibe skal vandtætte døre med alle dertil hørende mekanismer og indikatorer, alle ventiler, der skal være lukkede for at gøre et rum vandtæt, og alle ventiler, hvis betjening er nødvendig af hensyn til kontrollen med krydsforbindelser i tilfælde af havari, være mærket på passende måde for at sikre, at de kan betjenes rigtigt.

 § 35. Dispensationsbestemmelse.

a. De i §§ 5, 8-28 og 32-33 indeholdte bestemmelser kan fraviges, for såvidt angår bestemte skibe eller klasser af skibe, der på rejsen ikke fjerner sig mere end 20 sømil fra den nærmeste kyst, såfremt direktoratet skønner, at rejsen foregår under så beskyttede forhold, at den fulde anvendelse af den eller de pågældende bestemmelser ville være urimelig eller unødvendig.

b.    Endvidere kan der for skibe, som i henhold til § 226 har tilladelse til at befordre flere personer end de ombordværende redningsbåde kan optage, indrømmes fritagelse med hensyn til de i § 11, litra d, og § 12, litra d, indeholdte krav, såfremt direktoratet skønner, at det under hensynstagen til rejsens nærmere beskaffenhed er tilstrækkeligt, at de øvrige i nærværende afsnit II. A. opstillede krav er opfyldt.

 § 36. Eksisterende skibe m.m.

a.    Bestemmelserne i §§ 8-28, 32 og 33 finder i almindelighed ikke anvendelse på eksisterende skibe, men direktoratet vil, når eksisterende skibe, som ikke allerede opfylder disse bestemmelser, underkastes væsentlige ændringer i skibets konstruktion eller større reparationer som er en følge af forudbestemte planer, men ikke af havari, undersøge forholdene i hvert enkelt tilfælde med henblik på sådanne forbedringer til forøgelse af sikkerheden, som måtte være praktisk gennemførlige og rimelige.

b.    For skibe, der indkøbes fra udlandet, kan direktoratet kun undtagelsesvis tilstå afvigelse fra de i litra a nævnte bestemmelser.

B. Passagerskibe i indenrigs fart.

 § 37. Princip.

 De i foranstående §§ 9-34 indeholdte bestemmelser finder i princippet også anvendelse på passagerskibe i indenrigs fart, men direktoratet kan, når det skønner, at disse bestemmelsers gennemførelse under hensyn til rejsens nærmere beskaffenhed ville være urimelig eller upraktisk, tilstå de fornødne lempelser og afvigelser.

 § 38. Undtagne fartøjer.

 På fartøjer, der udelukkende befarer havne, kanaler, åer og indsøer, finder alene bestemmelserne i §§ 27, 29, 30, litra a og b, 31 og 32 anvendelse, men direktoratet kan, når det skønner, at disse bestemmelsers gennemførelse i det enkelte tilfælde ville være urimelig eller upraktisk, tilstå de fornødne lempelser og afvigelser.

 Åbne fartøjer kan ikke godkendes til anden fart end fart i havne, kanaler, åer, indsøer og lignende særligt beskyttede farvande.

C. Maskindrevne lastskibe.

 § 39. Skodder.

a.    1.  Ethvert skib skal have et forpeakskod anbragt i en afstand af mindst 5 pct. af skibets længde fra den forreste perpendikulær samt skodder til begrænsning af maskinrum.

2.    Stålskibe over 50 tons skal desuden have et agterpeakskod, det skal være vandtæt forbundet til stævnrøret.

b.    1. Skodderne skal have den fornødne højde, styrke og vandtæthed.

2.    Agterpeakskoddet og skodder, der adskiller maskinrummet fra lastrum for og agter, og som ikke uden stor ulempe kan føres op til øverste dæk, kan afsluttes ved et vandtæt dæk under dette.

c.    I stålskibe over 50 tons, der går uden for indskrænket fart, skal der findes en vandtæt akselgang mellem agterpeakskoddet og agterste maskinrumsskod. Denne bestemmelse finder dog ikke anvendelse på skibe, i hvilke maskinrummet ligger umiddelbart foran for agterpeakskoddet.

d.   1.  Forpeakskoddet må ikke have nogen åbning eller være forsynet med haner eller ventiler til aftapning af vand umiddelbart fra det forreste rum; dog tillades rørledninger gennem dette skod til udpumpning fra det forreste rum, men disse ledninger skal da være særlig stærke og godt beskyttet samt have et afspærringsmiddel direkte på skoddet, anbragt på dettes forside. Sådant afspærringsmiddel kan udelades, såfremt rørledningen går gennem bundtanke, der ikke anvendes til brændselsolie.

2.    Åbninger i de øvrige, foreskrevne skodder skal nemt og hurtigt kunne lukkes ved haner, ventiler eller vandtætte døre, der kan bevæges fra et over dybeste lastelinie beliggende, let tilgængeligt dæk. På rørledninger gennem de her omhandlede skodder kræves intet afspærringsmiddel.

 § 40. Åbninger i skibssiden.

a.    Last- og kulporte samt lignende åbninger i skibssiden under fribordsdækket skal forsynes med vandtætte døre eller vandtætte dæksler af fornøden styrke.

b.    Koøjer i rum under fribordsdækket eller i overbygninger umiddelbart over dette skal forsynes med indvendige, uaftagelige stormklapper, der let og effektivt kan lukkes vandtæt. I kamre i overbygningerne kan dog aftagelige stormklapper anvendes.

c.    1.  De gennem skibssiden førte afløbsrør fra rum under fribordsdækket skal være forsynet med effektive og tilgængelige midler til at forhindre vand i at trænge ind i skibet. Der kan for hvert enkelt afløbsrør anvendes enten en automatisk virkende kontraventil, der er forsynet med en sikker lukkemekanisme, der kan betjenes fra et sted over fribordsdækket eller i maskinrum, eller to automatisk virkende kontraventiler uden sådan lukkemekanisme, idet den øverste af disse ventiler skal være anbragt over den dybeste lastelinie, således at den altid er tilgængelig for undersøgelse under skibets sædvandlige drift, og være af en type, der normalt er lukket.

2.    Andre afløbsrør skal, såfremt de udmunder under dybeste lastelinie, være forsynet med tilsvarende afspærringsmidler på skibssiden; udmunder de over dybeste lastelinie, skal de være forsynet med en almindelig stormventil.

        I begge tilfælde kan ventilerne bortfalde, såfremt der benyttes rør med samme tykkelse som klædningen, idet direkte afløb fra klosetter, håndvakse samt gulvafløb fra vaskerum o. lign. altid skal være forsynet med stormklap eller på anden måde være sikret mod vandslag. Godstykkelsen i sådanne rør behøver dog ikke at være over 14 mm.

d.    Hvor en ventil med direkte lukkemekanisme er anbragt, skal stedet, hvorfra den kan betjenes, altid være let tilgængeligt, og der skal findes midler, der viser, om ventilen er åben eller lukket.

        Når ventiler med direkte lukkemekanisme er anbragt i maskinrum, er det tilstrækkeligt, at de kan betjenes fra det sted, hvor de er anbragt, forudsat af stedet er let tilgængeligt under alle forhold.

e.    Alle ventiler, der er anbragt under fribordsdækket, skal være af stål, bronce eller andet godkendt, sejgt materiale. Almindeligt støbejern eller lignende materialer må ikke anvendes.

 § 41.4) (Ophævet).

 § 42. Vandtæthed over fribordsdækket.

a.    Fribordsdækket eller et dæk over dette skal være vejrtæt i den forstand, at søvand under almindelige forhold under rejsen ikke kan trænge ned i skibet.

b.    Alle åbninger i det udsatte vejrdæk skal have karme af passende højde og styrke og skal forsynes med effektive midler til hurtigt at lukke dem vejrtæt.

c.    Alle overbygninger, dækshuse og andre opbygninger samt luftrør m.v. på udsatte dæk skal være solidt forbundet til skibet og besidde fornøden styrke.

d.4) (ophævet).

 § 43. Luger, lastlejdere m.v.

 Bestemmelserne i § 26 finder tilsvarende anvendelse.

 § 44. Skanseklædning, lænseporte m.v.

a.    1.  Skibet skal være forsynet med skanseklædning eller rækværk af forsvarlig konstruktion og højde. Endvidere skal der findes løbebro, stræktov eller andre tilfredsstillende midler til beskyttelse for besætningen på vej til og fra opholdsrummene.

2.4)  Hvor rækværk anvendes, skal støtterne være forbundet enten ved et stærkt beskyttelsesnet eller stænger med en indbyrdes afstand af ikke over 38 cm, idet dog åbningen under den nederste stang ikke må være mere end 23 cm høj.

b.    Hvor der findes skanseklædning, skal denne være forsynet med tilstrækkeligt lænseareal til hurtigt at kunne fri dækket for vand.

c.4)     (Ophævet).

 § 45. Lænseanordninger.

a.    Skibet skal være forsynet med passende lænsepumper eller andre midler til lænsning af de større rum. Er skibet over 50 tons, skal der findes mindst én uafhængig maskindreven pumpe. Hvor der findes rendestene for opsamling af lastvand, skal der, såfremt disse har afløb til en fælles brønd, føre mindst én sugeledning til hver rendesten.

b.    Skibe over 100 tons skal have mindst to maskindrevne pumper, hvoraf den ene skal drives uafhængigt af hovedsmaskinen.

c.    Skibe over 1000 tons skal have mindst to uafhængige maskindrevne pumper.

d.   1.  Alle rør fra de pumper, der er påbudt til lænsning af lastrum eller maskinrum, skal holdes adskilt fra rør, der kan benyttes til påfyldning eller tømning af rum, i hvilke der transporteres vand eller olie.

2.    Alle lænserør, der anvendes i eller under kulkasser eller brændselsolietanke eller i kedel- eller maskinrum, herunder rum, i hvilke forbrugstanke eller brændselsoliepumpesystemer er anbragt, skal være af stål eller andet godkendt materiale.

e.    Alle sugeledninger skal udmunde i sugekurve.

 § 46. Styrehus, ror m.v.

a. Fra rorgængerens plads skal der være fornødent udsyn forefter.

b. Roret skal have det for opnåelse af god styre- og drejeevne fornødne areal.

 § 47. Rejsning med tilbehør.

a.    Rejsning med tilbehør skal være forsvarlig.

b.4)  For så vidt angår hejsemidler og lossegrej henvises til de herom gældende bestemmelser.

c.    I træskibe og i stålskibe, hvor masterne eller stængerne er af træ, skal der, såfremt skibet farer på fremmede verdensdele, være anbragt en lynafleder på hver mast, jfr. § 171.

 § 48. Ankre med tilbehør.

 Ethvert skib skal være forsynet med forsvarlige ankre og kæder, som skal være prøvet på et af ministeriet anerkendt prøvekammer.

 § 49. Stabilitet.

a. Ethvert skib skal, når det er færdigbygget, underkastes en krængningsprøve og dets stabilitetsgrundlag bestemmes, jfr. § 366.

b. Skibsføreren skal forsynes med sådanne pålidelige oplysninger, som måtte være nødvendige for at sætte ham i stand til på hurtig og enkel måde at få nøjagtig vejledning om skibets stabilitet under forskellige driftsforhold. En genpart skal tilstilles direktoratet.

c.    Såfremt der foretages sådanne ændringer ved et skib, at disse får væsentlig indflydelse på skibets stabilitet, skal skibsføreren og direktoratet forsynes med korrigerede oplysninger om stabiliteten. Skibet skal om nødvendigt underkastes en ny krængningsprøve.

 § 50. Bestemmelser for visse fartøjer.

 Bestemmelserne i §§ 39-45 og 47-49 er ikke gældende for fartøjer, der udelukkende befarer havne, kanaler, åer eller indsøer. På åbne fartøjer uden for sådan fart og på fartøjer til særligt formål i indskrænket fart finder alene bestemmelserne i §§ 46-48 anvendelse. For lystfartøjer finder alene §§ 40 og 45-48 anvendelse.

D. Fiskeskibe, sejlskibe med hjælpemaskinkraft samt sejlskibe.

 § 51. Skodder.

a.    1. Ethvert skib skal have et forpeakskod anbragt i en afstand af mindst 5 pct. af skibets længde fra den forreste perpendikulær og skal desuden have skodder til begrænsning af maskinrum.

2.    Stålskibe over 50 tons, skal desuden have et agterpeakskod, der skal være vandtæt forbundet til stævnrøret.

b.    Skodderne skal have den fornødne højde, styrke og vandtæthed.

c.    I stålskibe over 50 tons, som går uden for indskrænket fart, skal der desuden findes en vandtæt akselgang mellem agterpeakskoddet og agterste maskinrumsskod. Denne bestemmelse finder dog ikke anvendelse på skibe, i hvilke maskinrummet ligger umiddelbart foran for agterpeakskoddet.

d.    1. Forpeakskoddet må ikke have nogen åbninger eller være forsynet med haner eller ventiler til aftapning af vand umiddelbart fra det forreste rum; dog tillades rørledninger gennem dette skod til udpumpning fra det forreste rum, men disse ledninger skal da være særlig stærke og godt beskyttede samt have et afspærringsmiddel direkte på skoddet, anbragt på dettes forside. Sådant afspærringsmiddel kan udelades, såfremt rørledningen går gennem bundtanke, der ikke anvendes til brændselsolie.

2.    Åbninger i de øvrige foreskrevne skodder skal nemt og hurtigt kunne lukkes ved haner, ventiler eller døre, der kan bevæges fra et over dybeste lastelinie beliggende, let tilgængeligt dæk. På rørledninger gennem de her omhandlede skodder kræves intet afspærringsmiddel.

 § 52.4) Åbninger i skibssiden.

 Bestemmelserne i § 40 finder tilsvarende anvendelse.

 § 53. Vandtæthed over fribordsdækket.

 Bestemmelserne i § 42 finder tilsvarende anvendelse.

 § 54.4) Luger, lastlejdere m.v.

 Bestemmelserne i § 26 finder tilsvarende anvendelse.

 § 55. Skanseklædning, lænseporte m.v.

 Bestemmelserne i § 44 finder tilsvarende anvendelse.

  § 56.1) Lænseanordninger.

 Bestemmelserne i § 45 finder tilsvarende anvendelse.

 §  57. Styrehus, ror m.v.

a. Fra rorgængerens plads skal der være fornødent udsyn forefter.

b. Roret skal have det for opnåelse af god styre- og drejeevne fornødne areal.

 § 58. Rejsning med tilbehør.

a.    Rejsning med tilbehør skal være forsvarlig.

b.    1.  Ræer, bovspryd og klyverbom med undtagelse af løse udliggere skal i almindelighed være forsynet med solide perter, herunder de fornødne hånd- og nokperter.

2.    Er fodperter af stål, skal de være klædte.

c.1)  For så vidt angår hejsemidler og lossegrej, henvises til herom gældende bestemmelser.

d.    I træskibe og i stålskibe, hvor masterne eller stængerne er af træ, skal der, såfremt skibet farer på fremmede verdensdele, være anbragt en lynafleder på hver mast, jfr. § 171.

 § 59. Ankre med tilbehør.

a.    Ethvert skib skal være forsynet med forsvarlige ankre og kæder eller ståltrosser.

b.    Alt sådant ankringsmateriel med undtagelse af materiel i fiskefartøjer skal være prøvet på et af ministeriet anerkendt prøvekammer.

 § 60. Stabilitet.

a.    For ethvert skib på 20 tons og derover under bygning skal der på tidligst mulige tidspunkt indsendes foreløbige oplysninger om og beregninger af skibets stabilitetsforhold til direktoratets bedømmelse. Med det færdigbyggede skib skal der under skibstilsynets kontrol foretages krængningsprøve, og endelige beregninger af skibets stabilitetsforhold skal udføres og indsendes til direktoratet, jfr. § 366.

b.    Endvidere kan direktoratet om nødvendigt påbyde, at et skib skal underkastes krængningsprøve under skibstilsynets kontrol, og kan kræve sig forelagt tilsvarende oplysninger og beregninger som under litra a omhandlet.

c.    Til sikring af et skibs stabilitet under sædvanlig drift kan der af direktoratet stilles sådanne krav, som efter de foretagne undersøgelser må anses for nødvendige.

d.    Efter foretagen stabilitetsundersøgelse skal skibets fører forsynes med alle oplysninger vedrørende stabilitetsforholdene, som måtte være nødvendige for at sikre skibet under sædvanlig drift i ubeskadiget stand.

e.2)  Direktoratet kan for enkelte skibe eller skibstyper meddele hel eller delvis fritagelse for at opfylde bestemmelserne under litra a.

 § 61. Bestemmelser for visse fartøjer.

 Bestemmelserne i §§ 51-56 og 58-59 er ikke gældende for fartøjer der udelukkende befarer havne, kanaler, åer eller indsøer. På åbne fartøjer uden for sådan fart finder alene bestemmelserne i §§ 57, 58, litra a, 59 og 60 anvendelse. For lystfartøjer finder alene bestemmelserne i §§ 52 og 56-59 anvendelse.

 § 62.5) (Ophævet).

E. Lægtere, pramme og andet flydende materiel uden selvstændigt fremdrivningsmiddel.

 § 63. Skodder, luger, rækværk m.v.

a.    Ethvert fartøj skal have et forpeakskod.

b.    Alle luger og andre åbninger i dækket skal være af forsvarlig konstruktion og kunne skalkes og tætnes forsvarligt.

c.    Der skal til hver luge, der er indrettet til at kunne skalkes, bortset fra luger der kan lukkes vandtæt med lugedæksler af stål, findes mindst én solid, vandtæt presenning. Dækshuse og luftrør m.v. skal være solidt forbundet til fartøjet og besidde fornøden styrke.

d.4)    (Ophævet).

 § 64. Lænseanordninger.

a.    Fartøjer skal være forsynet med passende lænsemidler; i fartøjer af over 400 tons skal der kunne lænses såvel ved maskinkraft som ved håndkraft.

b.    Alle sugeledninger skal udmunde i sugekurve.

 § 65. Ror m.v.

a.    Fra rorgængerens plads skal der være fornødent udsyn forefter.

b.    Roret skal have det for opnåelse af god styre- og drejeevne fornødne areal.

 § 66. Ankre med tilbehør.

 Fartøjet skal være forsynet med forsvarlige ankre samt kæder eller ståltrosser.

 § 67. Bestemmelser for visse fartøjer.

 Bestemmelserne i §§ 63, 64 og 66 gælder ikke for fartøjer, der udelukkende befarer havne, kanaler, åer og indsøer. På åbne fartøjer uden for sådan fart finder alene §§ 65 og 66 anvendelse.

Afsnit III.

Forskrifter vedrørende brandsikring.

Almindelige bestemmelser.

 § 68. Særlige definitioner.

 Medmindre andet følger af sammenhængen, skal i det følgende nedennævnte udtryk forstås som nedenfor angivet:

a.    Ikke-brændbare materialer er materialer, der hverken kan brænde eller afgive antændelige dampe i en sådan mængde, at de, når de er opvarmet til ca. 750_ C, antændes af en pilotflamme. Alle andre materialer er „brændbare materialer“.

b.    En standardbrandprøvning er en prøvning, ved hvilken prøveemner, der svarer så nøjagtigt som muligt til vedkommende skodders eller dæks påtænkte konstruktioner og har et areal af ca. 4,65 m2 og en højde af 2,44 m samt efter omstændighederne indeholder mindst én samling, i prøveovn i løbet af en række tidsintervaller udsættes for følgende omtrentlige temperaturer:

efter  5 min. forløb

 

538_ C

efter 10 min. forløb

 

704_ C

efter 30 min. forløb

 

843_ C

efter 60 min. forløb

 

927_ C

c.    Klasse A skodder og -dæk (branddrøje skodder og dæk) er skodder og dæk, der opfylder følgende betingelser:

1.    De skal være konstrueret af stål eller andet tilsvarende materiale.

2.    De skal være passende afstivet.

3.    De skal være således konstrueret, at de er i stand til at forhindre gennemtrængning af røg og flammer indtil udløbet af en standardbrandprøvning på en time.

4.    De skal under hensyn til arten af de tilstødende rum have en for direktoratet tilfredsstillende isolationsevne. Hvor sådanne skodder og dæk kræves som branddrøj adskillelse mellem rum, hvori findes nærliggende træværk, træbeklædning eller andet brændbart materiale, skal de i almindelighed være således isoleret, at gennemsnitstemperaturen på den ikke-udsatte side på intet tidspunkt under prøvningen stiger mere end 139o C over begyndelsestemperaturen, såfremt en af skodsiderne udsættes for standardbrandprøvningen i én time; ejheller må temperaturen på noget punkt af overfladen, herunder alle samlinger, stige mere end 180o C over begyndelsestemperaturen. Hvor direktoratet finder, at brandfaren er mindre, kan der anvendes isolation i mindre omfang, eller denne kan fuldstændig bortfalde. Direktoratet kan kræve prøvning af en samlet prototype på et skod eller et dæk for at sikre, at ovennævnte krav med hensyn til mekanisk modstandsevne og temperaturstigning er opfyldt.

d.    Klasse B skodder (brandhæmmende skodder) er skodder, der er således konstrueret, at de er i stand til at forhindre gennemtrængning af flammer indtil udløbet af den første halve time af standardbrandprøvningen. De skal desuden under hensyntagen til arten af de tilstødende rum have en for direktoratet tilfredsstillende isolationsevne. Hvor sådanne skodder kræves som brandhæmmende adskillelse mellem rum, skal de i almindelighed være af sådant materiale, at dersom en af siderne udsættes for standardbrandprøvningens første halve time, må gennemsnitstemperaturen på den ikke-udsatte side på intet tidspunkt under prøvningen stige mere end 139o C over begyndelsestemperaturen, ligesom temperaturen ikke på noget sted på den ikke-udsatte side, herunder alle samlinger, må stige mere end 225o C over begyndelsestemperaturen. For de skodelementer, der er af ikke-brændbart materiale, vil det kun være nødvendigt at opfylde ovennævnte begrænsning i temperaturstigningen i de første 15 minutter af standardbrandprøvningen, men prøvningen skal fortsættes indtil udløbet af den første halve time for at undersøge elementets mekaniske modstandsevne på sædvanlig måde. Alle materialer, som indgår i konstruktion og opbygning af ikke-brændbare klasse B skodder, skal være af ikke-brændbart materiale. Hvor direktoratet finder, at brandfaren er mindre, kan der anvendes isolation i mindre omfang, eller denne kan fuldstændig bortfalde. Direktoratet kan kræve prøvning af en samlet prototype på et skod for at sikre, at ovennævnte krav med hensyn til mekanisk modstandsevne og temperaturstigning er opfyldt.

e.    Lodrette hovedzoner er de afdelinger, hvori skrog, overbygning og dækshuse er inddelt af klasse A skodder og -dæk. Middellængden af en lodret hovedzone må i almindelighed ikke overstige 40 m i noget enkelt dæk.

f.    Kontrolrum er de rum, hvori radiostation, de vigtigste navigeringsmidler, hovedinstallation for registrering af brand eller nødgeneratoren er anbragt.

g.    Aptering er almindeligt tilgængelige rum, gange, klosetrum, kamre, kontorer, mandskabsrum, barberrum, isoleret beliggende pantries og linnedrum samt lignende rum.

h.    Almindeligt tilgængelige rum er den del af apteringen, der anvendes som halls, spiserum, rygesaloner og lignende permanent indskoddede rum.

i.     Tjenesterum er rum, der anvendes som kabysser, de vigtigste pantries, storesrum (bortset fra isoleret beliggende pantries og storesrum), post- og boksrum og lignende rum samt trunke til sådanne rum.

j.     Lastrum er alle rum, der anvendes til last (herunder lastolietanke) og trunke til sådanne rum.

k.    Maskinrum omfatter alle rum, der anvendes til fremdrivnings-, hjælpe- eller kølemaskineri, kedler, pumper, værksteder, generatorer, ventilations- og luftkonditioneringsmaskineri, oliefyldning og lignende rum samt trunke til sådanne rum.

l.     Stål eller andet tilsvarende materiale. Hvor dette udtryk forekommer, skal ved „tilsvarende materiale“ forstås ethvert materiale, der i sig selv eller ved anvendelse af isolation har samme mekaniske modstandsevne som stål efter at have været udsat for den pågældende brandprøvning (f. eks. aluminium med passende isolation).

m.   Lav flammespredningsevne betyder, at den således beskrevne overflade på fyldestgørende måde vil begrænse flammespredningen under hensyntagen til risikoen for brand i de pågældende rum, idet denne bestemmes til direktoratets tilfredshed ved en passende udformet og egnet prøvningsmetode.

 § 69. Evakueringsveje.

a. Passagerskibe.

       I og fra alle passager- og mandskabsrum og rum, hvori mandskab normalt er beskæftiget, dog ikke maskinrum, skal der findes trapper og lejdere i passende antal og af passende bredde, dog ordentligvis mindst 90 cm, og de skal være således anbragt, at de frembyder bekvem adgang til udskibningsdækket. Specielt skal følgende bestemmelser være opfyldt:

1. Under skoddækket skal der for hvert vandtæt rum eller på tilsvarende måde begrænset rum eller gruppe af rum findes to udgange, hvoraf mindst den ene skal være uafhængig af vandtætte døre. En af disse udgange kan med direktoratets tilladelse udelades, dog under behørig hensyntagen såvel til arten og beliggenheden af de omhandlede rum som til det antal personer, der enten er beskæftiget i disse rum, eller som rummene er indrettet til.

2.    Over skoddækket skal der forefindes mindst to hensigtsmæssige udgange fra hver lodret hovedzone eller på tilsvarende måde begrænset rum eller gruppe af rum, hvoraf mindst én skal give adgang til en trappe, der danner en lodret evakueringsvej.

3.    Mindst én af evakueringsvejene skal være en let tilgængelig trappe omgivet af skodder, som så vidt muligt skal yde ubrudt brandbeskyttelse regnet fra de dæk, hvorfra trappen udgår, til udskibsningsdækket. Trappernes bredde, antal og forløb skal være til direktoratets tilfredshed.

b.6)    (Ophævet).

c.7)     (Ophævet).

 § 70.7) (Ophævet).

 § 71. Brandkontrolplaner.

 I ethvert passagerskib samt i ethvert lastskib i det omfang, reglerne finder anvendelse på lastskibe, skal der til vejledning for skibets officerer være opslået generalarrangementstegninger, der for hvert dæk tydeligt viser kontrolrummene, de forskellige brandsektioner, der er omgivet af klasse A skodder og -dæk, eventuelle afdelinger omgivet af klasse B skodder tillige med enkeltheder vedrørende brandalarmanlæg, brandvisningsanlæg, eventuelle sprinkleranlæg, brandslukningsmateriel, afgange til forskellige rum, dæk o.s.v., samt ventilationsanlægget, herunder enkeltheder angående centralstyringen for ventilatorer, anbringelse af spjæld og numrene på de ventilatorer, der betjener hver afdeling. Efter direktoratets skøn kan ovennævnte oplysninger i stedet for gives i et hæfte, hvoraf hver af skibets officerer skal have et eksemplar, ligesom et eksemplar altid skal være til rådighed på et tilgængeligt sted. Tegninger og hæfter skal være ført á jour, og enhver ændring skal snarest muligt anføres deri.

 § 72. Dispensationsbestemmelse.

 De i §§ 69-71 og 73-91 indeholdte bestemmelser kan fraviges, for så vidt angår bestemte skibe eller klasser af skibe, der på rejsen ikke fjerner sig mere end 20 sømil fra den nærmeste kyst, såfremt direktoratet skønner, at rejsen foregår under så beskyttede forhold, at den fulde anvendelse af den eller de pågældende bestemmelser ville være urimelig eller unødvendig.

A. Passagerskibe i international fart.

 § 73. Almindelige konstruktive bestemmelser.

 Skroget, overbygninger og dækshuse skal være inddelt i lodrette hovedzoner ved klasse A skodder og -dæk, som er nærmere beskrevet i § 68, litra c, og yderligere inddelt af tilsvarende skodder til beskyttelse af trappeskakter og lignende og til adskillelse af aptering fra maskinrum, lastrum, tjenesterum og andre rum. For at forhindre begyndende brande i at brede sig udover de steder, hvor de er opstået, skal der desuden i aptering og tjenesterum anvendes en af følgende beskyttelsesforanstaltninger eller en for direktoratet tilfredsstillende kombination af disse metoder. Metode I. – Konstruktion af et indvendigt inddelingssystem i form af klasse B skodder, i almindelighed uden installation af anlæg til visning af brand eller af sprinkleranlæg i aptering og tjenesterum; eller

Metode II. – Installation af et automatisk sprinkler- og brandalarmanlæg til visning og slukning af brand i alle rum, i hvilke en brand kan forventes at opstå, i almindelighed uden særlige krav med hensyn til arten af de indvendige inddelingsskodder i rum, hvor sådanne foranstaltninger er truffet; eller

Metode III. – Et inddelingssystem inden for hver lodret hovedzone ved benyttelse af klasse A og B skodder fordelt under hensyntagen til betydningen, størrelsen og arten af de forskellige rum i forbindelse med et automatisk virkende system til visning af brand i alle rum, i hvilke en brand kan forventes at opstå, og med begrænset brug af brændbare og let antændelige materialer og inventar, men i almindelighed uden installation af et sprinkleranlæg.

 § 74. Særlige konstruktive bestemmelser.

Metode I.

 Skroget, overbygninger, styrkeskodder, dæk og dækshuse skal bygges af stål eller andet tilsvarende materiale.

Metode II.

a.    Skroget, overbygninger, styrkeskodder, dæk og dækshuse skal bygges af stål eller andet tilsvarende materiale.

b.    Hvor foranstaltninger mod brand er foretaget i overensstemmelse med metode II, kan overbygninger bygges af f. eks. aluminiumslegering under forudsætning af:

1)    at temperaturstigningen i de metalliske dele af klasse A skodder og -dæk bliver bedømt med hensyntagen til materialets mekaniske egenskaber, når konstruktionen udsættes for standarbrandprøvningen;

2)    at der er installeret et automatisk sprinkleranlæg, der opfylder bestemmelserne i § 108;

3)    at der er truffet passende foranstaltninger til at sikre, at midlerne til anbringelse og udsætning af og indskibning i redningsbåde og redningsflåder i tilfælde af brand forbliver lige så effektive, som hvis overbygningen var udført af stål;

4)    at top og casingsider til kedel- og maskinrum er udført som stålkonstruktioner, der er fyldestgørende isoleret, og at eventuelle åbninger deri er anbragt og beskyttet på passende måde, således at en brand forhindres i at brede sig.

Metode III.

a.    Skroget, overbygninger, styrkeskodder, dæk og dækshuse skal bygges af stål eller andet tilsvarende materiale.

b.    Hvor foranstaltninger mod brand er truffet i overensstemmelse med metode III, kan overbygninger bygges af f. eks. aluminiumslegering under forudsætning af:

1)    at temperaturstigningen i de metalliske dele af klasse A skodder og -dæk, når konstruktionen udsættes for standardbrandprøvningen bedømmes under hensyntagen til materialets mekaniske egenskaber;

2)    at det tilfredsstillende godtgøres for direktoratet, at mængden af brændbare materialer i vedkommende del af skibet er indskrænket i passende omfang. Lofter (d.v.s. beklædning under dækket) skal være af ikke-brændbart materiale;

3)    at der er truffet passende foranstaltninger til at sikre, at midlerne til anbringelse og udsætning af og indskibning i redningsbåde og redningsflåder i tilfælde af brand forbliver lige så effektive, som hvis overbygningen var udført af stål;

4)    at top og casingsider til kedel- og maskinrum er udført som stålkonstruktioner, der er fyldestgørende isoleret, og at eventuelle åbninger deri er anbragt og beskyttet på passende måde, således at en brand forhindres i at brede sig.

 § 75. Lodrette hovedzoner.

Metode I, II og III.

a.    Skroget, overbygninger og dækshuse skal være inddelt i lodrette hovedzoner. Forskydninger og recesser skal begrænses mest muligt, men hvor de er nødvendige, skal de konstrueres som klasse A skodder og -dæk.

b.    De skodder, der afgrænser de lodrette hovedzoner over skoddækket, skal, så vidt det er praktisk muligt, være i fortsættelse af de vandtætte inddelingsskodder, der er anbragt umiddelbart under skoddækket.

c.    1.  Sådanne skodder skal strække sig fra dæk til dæk og til yderklædningen eller andre ydergrænser.

2.    Hvor indretning af sådanne skodder ville virke hindrende for gennemførelsen af det særlige formål, hvortil skibet er bestemt, såsom på automobil- og jernbanefærger, kan direktoratet i stedet herfor godkende et hvilket som helst andet arrangement, som i det enkelte tilfælde skønnes lige så egnet til at få en opstået brand under kontrol og hindre dens udbredelse.

 § 76. Åbninger i klasse A skodder og -dæk.

Metode I, II og III.

a.    Hvor der igennem klasse A skodder og -dæk er ført elektriske kabler, rør, trunke, kanaler o.s.v. til dragere, bjælker eller andre konstruktive elementer, skal der træffes foranstaltninger til at sikre, at modstandsevnen mod brand ikke forringes.

b.    I ventilationstrunke og -kanaler, der føres igennem skodder i lodrette hovedzoner, skal der være anbragt spjæld, som skal kunne betjenes fra begge sider af skoddet. Betjeningsstederne skal være let tilgængelige og afmærket med rødt. Der skal findes midler, der viser, om spjældene er åbne eller lukkede.

c.    Bortset fra tonnageåbninger og luger mellem last-, stores- og bagagerum og mellem sådanne rum og vejrdækket skal alle åbninger være forsynet med fast anbragte lukkemidler, der skal være mindst lige så modstandsdygtige mod brand som de skodder, hvori de er anbragt. Hvor klasse A skodder er gennembrudt af tonnageåbninger, skal lukkemidlerne være stålplader.

d.    Døre og døråbninger i klasse A skodder og midlerne til at sikre dørene, når de er lukkede, skal så vidt muligt være lige så modstandsdygtige mod brand og gennemtrængning af røg og flammer som de skodder, hvori dørene er anbragt. Isolering af vandtætte døre er ikke påkrævet.

e.    Hver enkelt dør skal kunne åbnes fra begge sider af skoddet af kun én person. Branddøre i skodder i lodrette hovedzoner, bortset fra vandtætte døre, skal være af den selvlukkende type og simpelt og let kunne udløses fra den åbentstående stilling. Disse døre skal være af godkendt type og konstruktion, og den selvlukkende mekanisme skal kunne lukke døren imod en hældning på 31/2o.

f.    Døre i klasse A skodder kan være forsynet med passende åbninger for gennemføring af brandslanger. Disse åbninger skal være indrettet til at lukkes med dæksler.

 § 77. Skodder indenfor lodrette hovedzoner.

Metode I.

a.    1.  I aptering skal alle begrænsningsskodder, der ikke er krævet som klasse A skodder, være udført som klasse B skodder af ikke-brændbart materiale, der i overensstemmelse med bestemmelserne i § 86 dog kan tillades beklædt med brændbart materiale. Alle døråbninger og lignende åbninger skal være forsynet med lukkemidler svarende til typen af det skod, hvori de er anbragt.

2.    Alle skodder i gange skal strække sig fra dæk til dæk. Ventilationsåbninger kan tillades i døre i klasse B skodder, fortrinsvis i den nederste del. Alle andre begrænsningsskodder skal strække sig lodret fra dæk til dæk og tværskibs ud til yderklædningen eller andre begrænsninger, medmindre der er anbragt sådan ikke-brændbar loftsbeklædning eller garnering, at modstandsevnen mod brand opretholdes, i hvilket tilfælde skodderne kan afsluttes ved loftsbeklædningen eller garneringen.

Metode III.

b.    1.  I aptering skal alle begrænsningsskodder, der ikke er krævet som klasse A skodder, være udført som klasse B skodder af ikke-brændbart materiale, der dog i overensstemmelse med bestemmelserne i § 86 kan tillades beklædt med brændbart materiale. Disse skodder skal danne et sammenhængende system af brandhæmmende skodder, inden for hvilke arealet af en hvilken som helst afdeling i almindelighed ikke må overstige 120 m2 og med et største tilladt areal af 150 m2. Skodderne skal strække sig fra dæk til dæk. Alle døråbninger og lignende åbninger skal være forsynet med lukkemidler svarende til typen af det skod, hvori de er anbragt.

2.    Hvert almindeligt tilgængeligt rum, hvis areal overstiger 150 m2, skal være omgivet af klasse B skodder af ikke-brændbart materiale.

3.    Isolering af klasse A og B skodder med undtagelse af sådanne, der adskiller lodrette hovedzoner, kontrolrum, nedgange og gange, kan undlades, når skibets yderflade danner begrænsningen, eller når det tilstødende rum ikke frembyder brandfare.

4.    Alle skodder i gange skal være klasse B skodder og skal strække sig fra dæk til dæk. Eventuel loftsbeklædning skal være af ikke-brændbart materiale. Ventilationsåbninger kan tillades i døre, fortrinsvis i den nederste del. Alle andre begrænsningsskodder skal ligeledes strække sig lodret fra dæk til dæk og tværskibs ud til yderklædningen eller andre begrænsninger, medmindre der er anbragt ikke-brændbar loftsbeklædning eller garnering, i hvilket tilfælde skodderne kan afsluttes ved loftsbeklædningen eller garneringen.

5.    Klasse B skodder med undtagelse af sådanne, der skal være af ikke-brændbar type, skal have en ikke-brændbar kærne eller være en bygget type med indvendige lag asbestplader eller lignende ikke-brændbart materiale. Direktoratet kan godkende andre materialer uden ikke-brændbar kærne, forudsat at lige så gode brandhæmmende egenskaber er sikret.

c.    Døre i klasse B skodder kan være forsynet med passende åbninger for gennemføring af brandslanger. Disse åbninger skal være indrettet til at lukkes med dæksler.

 § 78. Apterings adskillelse fra maskin-, last- og tjenesterum.

Metode I, II og III.

 De begrænsningsskodder og dæk, der adskiller aptering fra maskin-, last- og tjenesterum, skal være udført som klasse A skodder og -dæk, der skal have en for direktoratet tilfredsstillende isolationsværdi under hensyntagen til arten af de tilstødende rum.

 § 79. Dæksbeklædning.

Metode I, II og III.

 Det underste lag dæksbeklædning i aptering, kontrolrum, nedgange og gange skal være af godkendt, ikke-letantændeligt materiale.

 § 80. Beskyttelse af trapper i aptering og tjenesterum.

Metode I og III.

a.    Alle trapper skal have stålskelet, medmindre direktoratet tillader brugen af andet tilsvarende materiale, og skal være omgivet af klasse A skodder og -dæk med sikre lukkemidler ved alle åbninger fra det underste kahytsdæk og mindst op til en højde, hvor der er direkte adgang til det åbne dæk, dog at

1) en trappe, der kun forbinder to dæk, ikke behøver at være omgivet af skodder, forudsat at det gennembrudte dæks modstandsevne mod brand opretholdes ved hjælp af passende skodder eller døre på det ene dæk;

2)    åbne trapper kan anbringes i et almindeligt tilgængeligt rum, forudsat at de i deres helhed er beliggende inde i et sådant rum.

b.    Trapperum skal have direkte forbindelse til gangene og skal have et i forhold til antallet af personer, der kan tænkes at skulle anvende dem under en nødsituation, tilstrækkeligt areal til at forhindre trængsel og skal indeholde færrest muligt til ophold eller andet brug bestemte lukkede rum, hvori en brand kan opstå.

c.    De skodder og dæk, der omgiver trapperum, skal have en for direktoratet tilfredsstillende isolationsevne, når hensyn tages til arten af de tilstødende rum. Midlerne til lukning af åbninger i skodder omkring trapperum skal være mindst lige så modstandsdygtige mod brand som de skodder, i hvilke de er anbragt. Bortset fra vandtætte døre skal døre være af den selvlukkende type som foreskrevet for skodder i lodrette hovedzoner.

Metode II.

d.    Hovedtrapperne skal have stålskelet, medmindre direktoratet tillader brugen af andre egnede materialer, der i forbindelse med yderligere brandbeskyttelses- og/eller brandslukningsforanstaltninger efter direktoratets opfattelse ville være lige så gode som  nævnte konstruktion. Hovedtrapperne skal være omgivet af klasse A skodder og -dæk med sikre lukkemidler ved alle åbninger fra det underste kahytsdæk og mindst op til en højde, hvor der er direkte adgang til det åbne dæk, dog med de ovenfor i litra a, 1) og 2) anførte undtagelser.

e.    Bestemmelserne i litra b-c finder tilsvarende anvendelse.

f.    Reservetrapper, d.v.s. trapper som ikke indgår som en del af de i § 69 foreskrevne udgange, og som kun forbinder to dæk, skal have stålskelet, medmindre direktoratet i særlige tilfælde tillader brugen af andet egnet materiale, men behøver ikke at være omgivet at skodder, såfremt dækkets modstandsevne mod brand opretholdes ved installation af sprinkleranlæg ved disse trapper.

 § 81. Beskyttelse af passager- og tjeneste-elevatorer og lodrette lys- og ventilationsskakter etc. i aptering og tjenesterum.

Metode I, II og III.

a.    Skakter til passager- og tjenesteelevatorer og lodrette lys- og ventilationsskakter til passagerrum etc. skal være klasse A konstruktioner. Døre skal være af stål eller andet tilsvarende materiale og skal, når de er lukket, være mindst lige så modstandsdygtige mod brand som de skakter, i hvilke de er anbragt.

b.    Elevatorskakter skal være således indrettet, at de forhindrer røg og flammer i at brede sig fra et mellemdæk til et andet, og skal være forsynet med lukkemidler, således at træk og røg kan holdes under kontrol. Isolering af elevatorskakter, der er beliggende i trapperum, er ikke påbudt.

c.    Hvor en lys- og ventilationsskakt står i forbindelse med mere end ét mellemdæksrum, og det efter direktoratets opfattelse er sandsynligt, at røg og flammer kan forplante sig fra et mellemdæk til et andet, skal der på passende steder anbringes røgspjæld, således at hvert rum kan afspærres i tilfælde af brand.

d.    Alle andre skakter (f. eks. til elektriske kabler) skal være således bygget, at brand ikke kan forplante sig fra et mellemdæk eller rum til et andet.

 § 82. Beskyttelse af kontrolrum.

Metode I, II og III.

 Kontrolrum skal være adskilt fra den øvrige del af skibet ved klasse A skodder og-dæk.

 § 83. Beskyttelse af storesrum etc.

Metode I, II og III.

 De skodder og dæk, der omgiver bagagerum, post- og storesrum, maler- og lampeskabe, kabysser og lignende rum, skal være klasse A skodder og -dæk. Rum, der indeholder stores af meget brandfarlig karakter, skal være således beliggende, at de frembyder mindst mulig fare for passagerer og besætning i tilfælde af brand.

 § 84. Vinduer og koøjer.

Metode I, II og III.

a.    Alle vinduer og koøjer i skodder, der adskiller aptering fra det åbne dæk, skal være forsynet med rammer af stål eller andet egnet materiale. Glasset skal fastholdes af en metalramme.

b.    Alle vinduer og koøjer i skodder i aptering skal have samme modstandevne mod brand som typen af det skod, i hvilket de er anbragt.

c.7) (Ophævet).

d.7) (Ophævet).

 § 85. Ventilationssystemer.

Metode I, II og III.

a.    De vigtigste tilgangs- og afgangsåbninger i alle ventilationssystemer skal i tilfælde af brand kunne lukkes fra et sted uden for rummet. Ventilatorerne skal i almindelighed være således anbragt, at luftkanalerne, der fører til de forskellige rum, holdes inden for vedkommende lodrette hovedzone.

b.    Al kunstig ventilation, bortset fra ventilation til lastrum og maskinrum, samt ethvert alternativt anlæg, som måtte blive foreskrevet i medfør af litra d, skal være centralstyret, således at alle ventilatorer kan stoppes fra to steder, der skal være beliggende så langt fra hinanden som muligt. Der skal forefindes to centralstyringer for den kunstige ventilation til maskinrummet, af hvilke den ene skal kunne betjenes fra et sted uden for maskinrummet.

c.    Aftrækskanaler fra kabysser, kabyskomfurer o. lign. skal være effektivt isoleret, hvor de er ført gennem aptering eller i nærheden af brændbart materiale.

d.    Der skal, så vidt det er praktisk muligt, træffes foranstaltninger, der sikrer, at ventilation og sigtbarhed opretholdes og røg undgås i kontrolrum under dæk og uden for maskinrum, således at det maskineri med tilbehør, der er anbragt i rummet, kan være under tilsyn og vedblive at fungere effektivt i tilfælde af brand. Foruden den normale ventilation skal der forefindes helt særskilte midler til luftforsyning af disse kontrolrum. Tilgangsåbninger for luft til de to ventilationsanlæg skal være således anbragt, at der er mindst mulig risiko for, at begge tilgangsåbninger suger røg samtidig. Direktoratet kan tillade, at nævnte krav ikke finder anvendelse på rum, der ligger på og har åbning ud til et åbent dæk, eller hvor lokale afspærringsmidler ville være lige så effektive.

e.    I skibe, der er særligt indrettet til overførsel af automobiler i lukkede rum, skal disse være forsynet med midler til fyldestgørende ventilation.

 § 86. Konstruktionsdetailler.

Metode I.

 Alle skodbeklædninger, opspantningsmaterialer, loftsbeklædninger og isolationsmaterialer skal være af ikke-brændbare materialer; dette gælder dog ikke for lastrum, postrum, bagagerum eller proviantkølerum. Det samlede rumfang af brændbare overfladematerialer, lister, udsmykninger og finérer i aptering eller almindeligt tilgængelige rum må ikke overstige et rumfang, der svarer til 2,54 mm finér på det samlede skod- og loftsareal. Alle udsatte overflader i gange og trapperum samt i tildækkede eller utilgængelige rum skal have lav flammespredningsevne.

Metode III.

 Anvendelse af alle slags brændbare materialer som f.eks. ubehandlet træ, finérer, loftsbeklædninger, gardiner, tæpper o.s.v. skal indskrænkes i det omfang, det er rimeligt og praktisk muligt. I store, almindeligt tilgængelige rum skal underlag og opspantning for skod- og loftsbeklædning udføres af stål eller tilsvarende materiale. Alle udsatte overflader i gange eller trapperum samt i tildækkede eller utilgængelige rum skal have lav flammespredningsevne.

 § 87. Forskellige bestemmelser.

Metode I, II og III.

Forskrifter

gældende overalt i skibet.

a.    Maling, lak og lignende stoffer, hvis hovedbestanddel er nitrocellulose eller andet meget brandfarligt stof, må ikke anvendes.

b.    Rør, der er ført igennem klasse A skodder og -dæk eller klasse B skodder, skal under hensyntagen til den temperatur, de pågældende inddelinger skal kunne modstå, udføres af et af direktoratet godkendt materiale. Rør til olie eller andre brændbare væsker skal under hensyntagen til brandrisikoen udføres af et af direktoratet godkendt materiale. Materialer, der let nedbrydes ved varmepåvirkning, må ikke anvendes til spygatter, sanitær afløb og andre afløb, der er beliggende tæt ved vandlinien, og i øvrigt overalt hvor materialets svigten i tilfælde af brand ville medføre fare for indstrømning af vand.

Forskrifter

gældende for aptering og tjenesterum.

c.    1.  Lukkede rum bag loftbeklædninger, paneler eller garnering skal være passende inddelt ved tætsluttende skillevægge, hvis indbyrdes afstand ikke må overstige 13,73m.

2.    I lodret retning skal sådanne rum indbefattet rum bag nedganges og trunkes garnering være lukket ved hvert dæk.

d.    Lofter og skodder skal konstrueres på en måde, der uden at svække effektiviteten af brandsikringen gør det muligt for brandvagten at opdage røg, der stammer fra tildækkede og utilgængelige rum, dog med undtagelse af sådanne rum, hvor der efter direktoratets skøn ikke er fare for, at en brand kan opstå.

e.    De utilgængelige overflader af alle skodder, al garnering, paneler, trapper, træopspantning m.v. i aptering skal have lav flammespredningsevne.

f.    Såfremt der anvendes elektriske radiatorer, skal disse være fast anbragt og således konstrueret, at faren for brand er den mindst mulige. Der må ikke installeres radiatorer, hvis glødelegemer er således anbragt, at de kan forårsage svidning eller antændelse af beklædningsgenstande, gardiner eller andre lignende materialer.

Forskrifter

gældende for vogndæk.

g.2) I skibe, som kan medtage benzindrevne køretøjer, skal der på passende steder være anbragt iøjnefaldende opslag, hvoraf tydeligt fremgår, at tobaksrygning og anden brug af åben ild på vogndækket samt benzinfyldning af køretøjernes tanke er strengt forbudt.

 § 88. Film.

Metode I, II og III.

 Film fremstillet på cellulosebasis må ikke anvendes i filmfremføringsanlæg om bord.

 § 89. Automatiske sprinkleranlæg.

Metode II.

 Der skal forefindes et automatisk virkende sprinkleranlæg af godkendt type, der opfylder kravene i § 108 og er således indrettet, at det beskytter alle indskoddede rum, der er indrettet til brug for eller betjening af passagerer eller besætning, bortset fra rum, der ikke frembyder nogen væsentlig fare for brand.

 § 90. Automatiske brandalarm- og brandvisningsanlæg.

Metode III.

 Der skal forefindes et brandalarm- og brandvisningsanlæg af godkendt type, der skal være således indrettet, at det viser tilstedeværelsen af brand i alle indskoddede rum, som er indrettet til brug for eller betjening af passagerer eller besætning (bortset fra rum, der ikke frembyder nogen væsentlig brandfare), og som i et eller flere kontrolrum, hvor det hurtigst kan iagttages af officerer og mandskab, automatisk viser tilstedeværelse af eller tegn på brand samt brandstedets beliggenhed.

 § 91. Bestemmelser for skibe, der befordrer 36 passagerer eller derunder.

a.    §§ 73-90 finder anvendelse på skibe, der befordrer flere end 36 passagerer.

       På andre passagerskibe finder alene bestemmelserne i §§ 74-76, 78-79, 81, litra a, 82-84, 87, litra a-c, og 88 samt nedenstående litra b-e anvendelse.

b.    Hvor isolerede klasse A skodder og -dæk er foreskrevet i medfør af de i litra a nævnte paragraffer, kan direktoratet tillade, at der anvendes isolation i mindre omfang end forudsat i § 68, litra c. 4.

c.    Alle trapper og nødopgange i aptering og tjenesterum skal være af stål eller andet egnet materiale.

d.    Kunstig ventilation til maskinrum skal kunne stoppes fra et let tilgængeligt sted uden for maskinrummene.

e.    Medmindre alle begrænsningsskodder i aptering opfylder forskrifterne for metode I i §§ 77, litra a, og 86, skal sådanne skibe være udrustet med et automatisk brand-alarm- og brandvisningsanlæg som foreskrevet i § 90, og i aptering skal skodder i gange være af stål eller være udført som klasse B skodder.

B. Passagerskibe i indenrigs fart.

 § 92. Princip.

 De i §§ 68-91 indeholdte bestemmelser finder i princippet tilsvarende anvendelse, dog at direktoratet, såfremt det skønner, at gennemførelsen af bestemmelserne i deres fulde omfang under hensyn til skibets indretning og størrelse, rutens beskyttede karakter m.v. ville være urimelig eller unødvendig, kan tillade undtagelser fra kravene, efter omstændighederne helt frafalde dem.

§ 93. Bestemmelser for visse fartøjer.

a.    Bestemmelserne i § 87, litra a og g, finder tilsvarende anvendelse på passagerfartøjer under 20 tons samt åbne passagerfartøjer.

b-d.7) (Ophævet).

C. Maskindrevne lastskibe i international fart.

 § 94.6) (Ophævet).

Afsnit IV.

Forskrifter vedrørende opdagelse og slukning af brand.

1. Almindelige bestemmelser.

 § 95. Særlige definitioner.

 Medmindre andet er udtrykkelig bestemt, betyder i dette afsnit:

 Skibets længde: – længden målt mellem perpendikulærerne.

 Foreskrevet: – foreskrevet ved dette afsnit.

 § 96. Dispensationsbestemmelse.

 De i §§ 100-129 indholdte bestemmelser kan fraviges, for så vidt angår bestemte skibe eller klasser af skibe, der på rejsen ikke fjerner sig mere end 20 sømil fra den nærmeste kyst, såfremt direktoratet skønner, at rejsen foregår under så beskyttede forhold, at den fulde anvendelse af den eller de pågældende bestemmelser ville være urimelig eller unødvendig.

 § 97. Ækvivalens.

 Hvor der i nærværende afsnit er foreskrevet en særlig type brandslukningsanlæg, apparater, brandslukningsmidler eller installation, kan en hvilken som helst anden type brandslukningsanlæg m.v. tillades under forudsætning af, at direktoratet finder, at denne ikke er mindre effektiv.

 § 98.1) Særlig bestemmelse for eksisterende skibe.

 For eksisterende passagerskibe – uanset fartsområde – samt for lastskibe af 500 tons og derover i international fart, som ikke allerede opfylder bestemmelserne i nærværende afsnit IV, kan direktoratet undersøge forholdene med henblik på sådanne forbedringer til forøgelse af sikkerheden, som måtte skønnes praktisk gennemførlige og rimelige.

2. Bestemmelser vedrørende brandslukningsmateriellet.

 § 99. I §§ 100-112 er anført de betingelser, som de i §§ 114-120 foreskrevne brandslukningsanlæg og brandslukningsmidler m.v. skal opfylde.

 § 100. Brandpumper.

a.    Brandpumperne skal være uafhængigt drevne. Sanitær-, ballast-, lænse- og almindelige servicepumper kan godtages som brandpumper, forudsat, at de normalt ikke anvendes til at pumpe olie, og at der, såfremt de lejlighedsvis anvendes til at pumpe brændselsolie, forefindes egnede omskifteanordninger.

b.    Hver af de foreskrevne brandpumper (bortset fra eventuelle i § 122 nævnte nødpumper) skal have en kapacitet på mindst 80 pct. af den samlede foreskrevne kapacitet divideret med antallet af foreskrevne brandpumper og skal i alle tilfælde kunne yde mindst de to i § 101 omhandlede vandstråler. De nævnte brandpumper skal kunne forsyne hovedbrandsystemet under de forudsatte forhold.

        Såfremt der er installeret flere pumper end foreskrevet, skal deres kapacitet være til direktoratetes tilfredshed.

c.    Såfremt pumperne kan udvikle et tryk, der overstiger det tryk, som rørledninger, brandstudse og brandslanger er konstrueret til, skal der forefindes sikkerhedsventiler, der er anbragt og indstillet således, at de forhindrer skadeligt overtryk i hovedbrandsystemets enkelte dele.

 § 101. Antal og anbringelse af brandstudse.

 Antal og anbringelse af brandstudse skal tillade, at mindst to vandstråler, der ikke hidrører fra samme brandstuds, og af hvilke den ene skal komme fra en enkelt slangelængde, kan nå et hvilket som helst sted i skibet, der normalt er tilgængeligt for passagerer eller besætning under sejlads.

 § 102. Brandledninger og brandstudse.

 Materialer, der let nedbrydes ved varmepåvirkning, må ikke bruges til brandledninger, medmindre de er beskyttet på passende måde. Brandledningerne og brandstudsene skal være således anbragt, at brandslangerne let kan tilkobles. I skibe, der er indrettet til at medføre dækslast, skal brandstudsene være anbragt på en sådan måde, at de altid er let tilgængelige, ligesom brandledningerne, så vidt det er praktisk muligt, skal være anbragt således, at der ikke er fare for beskadigelse fra sådan last. Såfremt der ikke forefindes en brandslange med strålerør for hver brandstuds om bord, skal alle slangekoblinger og strålerør være indbyrdes ombyttelige.

 Haner og ventiler skal anbringes på en sådan måde på brandledningerne, at en hvilken som helst brandslange kan skiftes, medens brandpumperne er i gang.

 I skibe, der er særlige indrettet til overførsel af automobiler, skal brandslangerne på vogndækket være tilkoblet, når automobiler føres.

 § 103. Brandslanger og strålerør.

 Brandslanger skal være af godkendt materiale og skal have tilstrækkelig længde til, at der kan rettes en vandstråle mod ethvert sted i skibet som i § 101 omhandlet. Deres maksimumslængde skal være til direktoratets tilfredshed. Enhver brandslange skal være forsynet med strålerør og nødvendige koblinger. Brandslanger med tilbehør og værktøj skal være anbragt klar til brug på iøjnefaldende steder i nærheden af brandstudse eller tilslutningssteder.

 § 104. Strålespidser.

a.    Strålespidsers normaldiameter skal være 12 mm, 16 mm og 20 mm eller så nær dertil som muligt. Strålespidser med større diameter kan tillades under iagttagelse af bestemmelserne i § 100, litra b.

b.    I aptering og tjensterum kræves ikke anvendt strålespidser med større diameter end 12 mm.

c.    I maskinrum og på dæk skal strålespidser have en sådan diameter, at der ved det i §§ 114 og 122 omhandlede tryk fra den mindste pumpe opnås den største mulige vandmængde fra to strålerør.

 § 105. International kobling for landtilslutning.

 Den i §§ 114 og 122 foreskrevne internationale kobling for landstilslutning skal være udført af stål eller andet tilsvarende materiale og skal være beregnet for et arbejdstryk på mindst 10,5 kg/cm2.

 Koblingen skal opfylde de internationalt fastsatte, af direktoratet bekendtgjorte normer med hensyn til dimensioner og styrke m.v.

 § 106. Ildslukkere.

a.    Alle ildslukkere skal være af godkendt type og konstruktion.

1.    Foreskrevne transportable ildslukkere, der udsender skum eller vand, skal have et væskeindhold på mindst 9 l og højst 131/2 l.

2.    Direktoratet fastsætter ækvivalens for ildslukkere med andre slukningsmidler end skum eller vand.

b.    Der skal forefindes mindst én reserveladning for hver foreskreven ildslukker, der kan genoplades om bord.

c.    Ildslukkere, som indeholder et slukningsmiddel, der enten spontant eller under brug afgiver luftarter, som er skadelige for mennesker, er forbudt; dog kan der i radiorum og ved strømtavler som supplement til andre i dette afsnit foreskrevne ildslukkere anvendes ildslukkere indeholdende højst 1,14 l tetraklorkulstof eller lignende slukningsmiddel.

d.    En af de til brug i et rum bestemte transportable ildslukkere skal anbringes i nærheden af indgangen til dette rum.

 § 107. Ildslukkende luftarter eller damp til maskinrum og lastrum.

a.    Hvor der til slukning af brand er truffet foranstaltninger til at tilføre maskinrum eller lastrum luftarter eller damp, skal de til tilførsel af luftarterne eller dampen nødvendige rør være forsynet med kontrolventiler eller haner, der skal være anbragt på steder, der er let tilgængelige også i tilfælde af brand i det rum, der skal beskyttes. Disse kontrolventiler eller haner skal være således mærket, at de tydeligt angiver de rum, til hvilke rørene er ført. Der skal træffes passende foranstaltninger til at forhindre, at luftarter eller damp ved uagtsomhed tilføres noget rum. Såfremt lastrum, der til beskyttelse mod brand er forsynet med anlæg for tilførsel af ildslukkende luftarter eller damp, anvendes som passagerrum, skal anlæggets rørforbindelse til det pågældende rum være effektivt afbrudt, sålænge rummet anvendes som nævnt.

b.    Rørsystemets indretning skal sikre en effektiv fordeling af ildslukkende luftarter eller damp. Hvor damp anvendes i store lastrum, skal der findes mindst to rør, af hvilke det ene skal være anbragt på forkant og det andet på agterkant; rørene skal føres tilstrækkelig langt ned i rummet så fjernt som muligt fra yderklædningen.

c.    1   Når CO2 anvendes som slukningsmiddel i lastrum, skal den mængde, der er til rådighed, være tilstrækkelig til at give et mindste rumfang af fri CO2 svarende til 30 pct. at bruttorumfanget af det største lastrum i skibet, der kan lukkes tæt.

2.  Når CO2 anvendes som slukningsmiddel i rum, der indeholder kedler eller maskineri af forbrændingstypen, skal den mængde CO2, der er til rådighed, være tilstrækkelig til at give et mindste rumfang af fri CO2 svarende til det største af følgende rumfang:

(a) 40 pct. af bruttorumfanget af det største rum, idet rumfanget skal indbefatte casingen op til den højde, ved hvilken casingens vandrette tværsnitsareal er 40 pct. eller derunder af det pågældende rums største vandrette tværsnitsareal;

(b)  35 pct. af hele rumfanget af det største rum casingen iberegnet.

       Ovennævnte procentsatser kan formindskes til henholdsvis 35 pct. og 30 pct. for lastskibe under 2.000 tons. To eller flere rum, der indeholder kedler eller maskineri af forbrændingstypen, skal betragtes som udgørende ét rum, såfremt de ikke er fuldstændig adskilt.

3.    Når CO2 anvendes som slukningsmiddel både i lastrum og i rum, der indeholder kedler eller maskineri af forbrændingstypen, kræves ikke større CO2-mængde end foreskrevet enten for det største lastrum eller det største maskinrum.

4. I nærværende litra c skal rumfanget af luftarten regnes at være 0,56 m3/kg.

5.    Når CO2 anvendes som slukningsmiddel i rum indeholdende kedler eller maskineri af forbrændingstypen, skal det faste rørsystem være således indrettet, at 85 pct. af luftarten kan tømmes ud i rummet i løbet af 2 minutter.

d.    Hvor en generator, der producerer en inaktiv luftart, anvendes for tilførsel af ildslukkende luftarter til en fast brandslukningsinstallation i lastrum, skal den pr. time kunne producere en mængde fri luftarter svarende til mindst 25 pct. af bruttorumfanget af det største rum, der er beskyttet på denne måde, over en periode på 72 timer.

e.    Når damp anvendes som slukningsmiddel i lastrum, skal den eller de kedler, der anvendes til tilvejebringelse af dampen, pr. time kunne udvikle mindst 1 kg. pr. 0,75 m3 af bruttorumfanget af det største lastrum i skibet. Det skal endvidere være godtgjort for direktoratet, at damp straks er til rådighed og ikke vil være afhængig af opfyring af kedler, at der foruden den nødvendige dampmængde til skibets normale behov, herunder til fremdrivning, uafbrudt kan tilføres damp til brandslukning i den foreskrevne mængde indtil rejsens slutning, samt at der er truffet foranstaltninger til tilvejebringelse af det ekstra fødevand, der måtte være nødvendigt, for at ovennævnte krav kan opfyldes.

f.    Der skal forefindes midler til afgivelse af lydsignal til advarsel ved udtømning af ildslukkende luftarter i arbejdsrum.

 § 108. Automatiske sprinkleranlæg i aptering.

a.    Ethvert ved § 90 foreskrevet automatisk sprinkleranlæg, skal til enhver  tid være klar til at træde i virksomhed, uden at det er påkrævet, at der fra besætningens side træffes foranstaltninger dertil. Hvor et sådant anlæg er installeret, skal det holdes under det nødvendige tryk, og der skal være sikret en stadig tilførsel af vand.

b.    Anlægget skal inddeles i et af direktoratet fastsat antal sektioner, og der skal forefindes automatiske apparater, der i et eller flere kontrolrum giver såvel hørlig som synlig alarm, når et sprinklerhoved er trådt i virksomhed, samt viser, i hvilken sektion sprinklerhovedet er anbragt.

c.    Den eller de pumper, der skal forsyne sprinklerhovederne med vand, skal automatisk træde i virksomhed ved et trykfald i anlægget. Der skal endvidere forefindes en tilslutning fra skibets hovedbrandledning forsynet med en aflåselig skrueventil og en kontraventil.

d.    Hver pumpe skal kunne vedligeholde den fornødne vandtilførsel af det nødvendige tryk til sprinklerhovederne, når det af direktoratet fastsatte antal sprinklerhoveder er i virksomhed.

e. Der skal være mindst to energikilder til saltvandspumper, luftkompressorer og automatiske alarmapparater. Når der anvendes elektriske energikilder, skal disse være en hovedgenerator og en nødenergikilde. Den ene strømforsyning skal udgå fra hovedstrømtavlen gennem kabler, der alene anvendes til dette formål. Sådanne kabler skal føres til en omskifter anbragt tæt ved sprinklerpumpen, og omskifteren skal normalt være sluttet til kablet fra nødstrømtavlen. Omskifteren skal være tydelig mærket, og disse kabler må ikke have andre afbrydere.

f.    Sprinklerhovederne skal kunne træde i virksomhed ved de af direktoratet fastsatte temperaturer. Der skal forefindes passende midler til den periodiske afprøvning af alle automatiske anordninger.

g.    Hvor brandbeskyttelse i henhold til metode II anvendes i et passagerskib, hvis overbygning er udført af aluminiumslegering, skal hele anlægget, herunder sprinklerpumpen, tank og luftkompressor, anbringes til direktoratets tilfredshed på et sted, som ligger i passende afstand fra kedelrum og maskinrum. Såfremt kablerne fra nødgeneratoren til sprinkleranlægget er ført gennem rum, hvori der er brandfare, skal kablerne være af en type, som er modstandsdygtig over for ild.

 § 109. Fast anbragt skumslukningsanlæg.

a.    Ethvert foreskrevet fast anbragt skumslukningsanlæg skal kunne udsende en skummængde, som er tilstrækkelig til i en højde af 15 cm at dække det største areal, over hvilket brændselsolie vil kunne brede sig.

b.    Et sådant anlæg skal kunne betjenes fra et eller flere steder, der er beliggende uden for det rum, der skal beskyttes, og som er let tilgængelige også i tilfælde af brand i det pågældende rum.

 § 110. Brandvisningsanlæg.

a.    Alle foreskrevne brandvisningsanlæg skal automatisk kunne vise tilstedeværelsen af eller tegn på brand samt brandstedets beliggenhed. Indikatorer skal være samlet enten på broen eller i andre kontrolrum, der har en direkte forbindelse til broen. Direktoratet kan tillade, at indikatorerne er fordelt på flere kontrolrum.

b.    I passagerskibe skal elektrisk udstyr, som anvendes til drift af foreskrevne brandvisningsanlæg, have to uafhængige energikilder, af hvilke den ene skal være en nødenergikilde.

c.    Alarmanlægget skal drive såvel hørlige som synlige alarmanordninger i de under litra a omhandlede kontrolrum. Brandvisningsanlæg for lastrum kræves ikke forsynet med hørlige alarmanordninger.

 § 111. Fast anbragte finfordråbningsanlæg i maskinrum og kedelrum.

a.    Fast anbragte anlæg til finfordråbning af vand under tryk skal være forsynet med dyser af godkendt type.

b.    Dysernes antal og fordeling bestemmes af direktoratet med henblik på opnåelse af en effektiv spredning af vand i de rum, der skal beskyttes. Dyser skal være anbragt over rendestene, tanktoppe og andre områder, over hvilke brændselsolie vil kunne brede sig, samt over andre steder, som frembyder alvorlig brandrisiko.

c.    Anlægget kan inddeles i grupper, hvis ventilsystemer skal kunne betjenes fra steder, der er beliggende uden for det rum, der skal beskyttes, og som er let tilgængelige også i tilfælde af brand i det pågældende rum.

d.    Anlægget skal holdes under det nødvendige tryk, og pumpen, der forsyner anlægget med vand, skal automatisk træde i virksomhed ved et trykfald i anlægget.

e.    Pumpen skal være i stand til ved det nødvendige tryk samtidig at forsyne alle grupper i anlægget i et hvilket som helst rum, der skal beskyttes. Pumpen og dens betjeningsorganer skal være anbragt uden for det eller de rum, der skal beskyttes. En brand i det eller de af finfordråbningsanlægget beskyttede rum må ikke kunne sætte anlægget ud af drift.

f.    Der skal træffes særlige foranstaltninger til at forhindre, at dyserne bliver tilstoppet af urenheder i vandet, og at der opstår korrosion i rørledninger, dyser, ventiler og pumper.

 § 112. Brandudrustning.

a. En brandudrustning skal bestå af et indåndingsapparat, en livline, en sikkerhedslampe og en økse som beskrevet nedenfor.

b.    Indåndingsapparatet skal være af godkendt type og kan være enten:

1)    en røghjelm eller røgmaske, som er forsynet med en egnet luftpumpe og med en luftslange af tilstrækkelig længde til fra det åbne dæk og godt klar af luger eller døråbninger at nå et hvilket som helst sted i lastrum eller maskinrum. Såfremt det for at opfylde disse bestemmelser bliver nødvendigt at anvende en luftslange over 36 m i længde, skal et røgdykkerapparat med komprimeret luft anvendes i stedet herfor eller som supplement hertil efter direktoratets nærmere bestemmelser; eller

2)    et røgdykkerapparat med komprimeret luft, som er i stand til at fungere i et af direktoratet foreskrevet tidsrum. Der skal til et sådant apparat findes reserveladning.

c.    Livlinien skal være af tilstrækkelig længde og styrke samt modstandsdygtig over for ild; den skal ved en karabinhage være fastgjort til indåndingsapparatets bælte eller bæresele.

d.    Sikkerhedslampen (håndlygten) skal være af godkendt type. Sådanne lamper skal være elektriske og have en brændetid på mindst 3 timer.

e. Øksen skal have en vægt af ca. 21/2 kg. og være forsynet med nakkepig og et skaft af en længde på ca. 60 cm.

3. Bestemmelser vedrørende omfanget af brandslukningsudstyr m.v.

A. Passagerskibe i international fart.

 § 113. Opdagelse af brand.

a.    Håndbetjente brandalarmer skal være anbragt i hele passager- og mandskabsapteringen, således at brandpatruljen straks kan give alarm til broen eller brandkontrolrummet.

b. Der skal forefindes et godkendt brand-alarm- eller brandvisningsanlæg, der i et eller flere kontrolrum, hvor det hurtigst kan iagttages af officerer og mandskab, automatisk viser tilstedeværelsen af eller tegn på brand samt brandstedets beliggenhed i de dele af skibet, der efter direktoratets opfattelse ikke er tilgængelige for brandpatruljen; herfra er dog undtaget de tilfælde, hvor skibet efter direktoratets skøn er beskæftiget på rejser af så kort varighed, at det ville være urimeligt at bringe nærværende krav i anvendelse.

 § 114. Brandpumper, brandledninger m.v.

 Brandpumper med tilbehør skal opfylde bestemmelserne i §§ 100-103 samt følgende forskrifter:

a. Brandpumper

1.    Antal

       Skibe på 4000 tons og derover skal være forsynet med tre brandpumper med selvstændig drivkraft, medens skibe under denne størrelse alene skal være forsynet med to sådanne brandpumper.

2.    Anbringelse

(a) I skibe på 1000 tons og derover skal søforbindelser, pumper, og deres kraftkilder være anbragt således, at en brand uanset dens arnested ikke kan sætte alle brandpumper ud af drift.

(b) I skibe under 1000 tons skal installationerne anbringes til direktoratets tilfredshed.

3. Kapacitet og tryk

(a) De foreskrevne brandpumper skal til bekæmpelse af brand kunne yde en vandmængde, der ved det nedenfor i (b) fastsatte tryk er mindt to tredjedele af den mængde, som lænsepumperne skal kunne yde, når de anvendes til lænsning.

(b)  Når de i litra b nedenfor nævnte to pumper samtidig gennem de i § 104 omhandlede strålespidser yder den maksimalt foreskrevne vandmængde gennem hvilke som helst ved siden af hinanden anbragt brandstudse, skal følgende minimumstryk kunne opretholdes ved alle brandstudse:

Skibets tonnage

 

Minimumstryk

4000 tons og derover

 

3,2 kg/cm2

1000 tons og derover

 

 

 men under 4000 tons

 

2,8 kg/cm2

Under 1000 tons

 

Til direktora-

 

 

tets tilfredshed

.b. Brandledninger.

 Diameteren af hovedbrandledningen og afgreningsledningerne skal være tilstrækkelig til effektiv fordeling af den maksimalt foreskrevne vandmængde fra to brandpumper, der er i drift samtidig.

c. Brandstudse, brandslanger og strålespidser.

1.    Der skal forefindes et efter direktoratets skøn tilstrækkeligt antal brandslanger. Der skal dog forefindes mindst én brandslange for hver af de i § 101 foreskrevne brandstudse; disse brandslanger må kun anvendes til brandslukningsformål eller under brandøvelser og syn.

2.    I aptering, tjenesterum og maskinrum skal brandstudse forefindes i sådant antal og være således anbragt, at forskrifterne i § 101 kan opfyldes, når alle vandtætte døre og alle døre i skodder i lodrette hovedzoner er lukket.

3.    Der skal være truffet foranstaltninger til, at mindst to vandstråler kan nå et hvilket som helst sted i ethvert lastrum, når dette er tomt.

4.    Alle brandstudse i maskinrum i skibe med oliefyrede kedler eller fremdrivningsmaskineri af forbrændingstypen skal være forsynet med slanger med strålerør, der foruden med strålespidser som foreskrevet i § 104 skal være udstyret med tågedyser eller i stedet herfor med et kombineret tågestrålerør.

d. International kobling for landtilslutning.

1.    Skibe på 1000 tons og derover skal være forsynet med en international kobling for landtilslutning, som opfylder forskrifterne i § 105.

2.    Der skal være mulighed for at anvende en sådan tilslutning på begge sider af skibet.

3.    Koblingen skal opbevares om bord under overstyrmandens tilsyn tillige med en pakning af et materiale beregnet for et arbejdstryk på mindst 10,5 kg/cm2 samt fire 16 mm bolte, 50 mm i længde, og otte underlagsskiver.

 § 115. Transportable ilslukkere i aptering og tjenesterum samt på vogndæk.

a.    Der skal i aptering og tjenesterum forefindes godkendte, transportable ildslukkere efter direktoratets nærmere bestemmelse.

b.    I skibe, der er særligt indrettet til overførsel af automobiler, skal der på vogndæk være anbragt et passende antal egnede ildslukkere.

 § 116. Fast anbragte anlæg til ildslukkende luftarter i lastrum.

a.    Lastrummene i skibe på 1000 tons og derover skal være beskyttet af et fast anbragt anlæg til ildslukkende luftarter, som opfylder bestemmelserne i § 107.

b.    I skibe under 1000 tons samt i skibe, som er beskæftiget på rejser af så kort varighed, at det efter direktoratets skøn ville være urimeligt at bringe forskrifterne i litra a i anvendelse, skal brandslukningsforanstaltningerne i lastrum opfylde de af direktoratet stillede krav.

 § 117. Brandslukningsmidler i kedelrum m.v.

 I rum, hvor oliefyrede hoved- eller hjælpekedler er installeret, eller i rum indeholdende oliefyringsaggregater eller forbrugstanke skal der være truffet følgende foranstaltninger:

a.    Der skal forefindes et af følgende fast anbragte brandslukningsanlæg:

1.    Et finfordråbningsanlæg, som opfylder bestemmelserne i § 111.

2.    Et anlæg til ildslukkende luftarter, som opfylder bestemmelserne i § 107.

3.    Et skumslukningsanlæg, som opfylder bestemmelserne i § 109. Direktoratet kan derudover til bekæmpelse af brand over dørkpladerne kræve fast anbragte eller transportable anlæg til finfordråbning af vand under tryk eller spredning af skum.

       Hvis maskin- og kedelrum ikke er fuldstændig adskilt, eller hvis brændselsolie kan løbe fra et rum til et andet, skal sådanne rum betragtes som ét rum.

b.    På hver fyrplads, i hvert kedelrum og i hvert rum, i hvilket en del at brændselsolieinstallationen er beliggende, skal der være anbragt mindst to godkendte transportable ildslukkere, der udsender skum eller andet godkendt middel egnet til slukning af oliebrande.

       Der skal i hvert kedelrum findes mindst én godkendt skumslukker med en kapacitet på mindst 136 l eller en ildslukker med tilsvarende slukningsevne. Disse ildslukkere skal være forsynet med slanger oprullet på tromler, og slangerne skal være tilstrækkelig lange til, at slukningsmidlet kan nå overalt i kedelrummet og rum, der indeholder nogen del af brændselsolieinstallationer.

c.    På hver fyrplads skal der findes en beholder indeholdene mindst 300 l sand, sodamættet savsmuld eller andet godkendt tørstof, samt skovl til spredning heraf. En godkendt transportabel ildslukker kan anvendes i stedet herfor.

 § 118. Midler til brandbekæmpelse i rum indeholdende maskineri af forbrændingstypen.

a.    I skibe, hvor maskiner af forbrændingstypen anvendes enten

1)    som hovedfremdrivningsmiddel eller

2)    som hjælpemaskineri med en samlet ydelse på 1.000 BHK og derover, skal der forefindes et af de i § 117, litra a, foreskrevne fast anbragte anlæg.

b.    I sådanne skibe skal der i hvert maskinrum findes en godkendt skumslukker med en kapacitet på mindst 45 l eller en ildslukker med tilsvarende slukningsevne, samt én godkendt transportabel ildslukker for hver 1.000 BHK eller del deraf, dog mindst to, medens antallet ikke behøver at overstige seks.

 § 119. Midler til brandbekæmpelse i rum indeholdende dampturbiner, hvor fast anbragte anlæg ikke er foreskrevet.

 De brandslukningsforanstaltninger, der skal træffes i dampturbinemaskinrum, som er adskilt fra kedelrum ved vandtætte skodder, fastsættes i det enkelte tilfælde af direktoratet.

 § 120. Brandudrustninger.

a.    Et skib skal være forsynet med brandudrustninger som angivet i følgende skema:

Skibets tonnage

 

Antal udrustninger

10.000 tons eller derunder

 

2

Over 10.000 tons

 

3

Over 20.000 tons

 

4

b.    Disse udrustninger, som hver især skal opfylde forskrifterne i § 112, skal opbevares klar til brug på fjernt fra hinanden beliggende steder.

B. Passagerskibe i indenrigs fart.

 § 121. De i foranstående §§ 113-120 indeholde bestemmelser finder i princippet tilsvarende anvendelse, dog at direktoratet, såfremt det skønner, at gennemførelse af bestemmelserne i deres fulde omfang under hensyn til skibets indretning og størrelse, rutens beskyttede karakter m.v. ville være urimelig eller unødvendig, kan tillade undtagelser fra kravene, efter omstændighederne helt frafalde dem.

C.1) Lastskibe og lystfartøjer

i international fart.

 1. Skibe på 500 tons og derover.

 § 122. Brandpumper, brandledninger m.v.

 Brandpumper med tilbehør skal, medmindre andet er fastsat, opfylde bestemmelserne i §§ 100-103 samt følgende forskrifter:

a. Brandpumper.

1.    Antal.

(a) Ethvert skib skal være forsynet med to uafhængigt maskindrevne pumper.

(b)1)                                                                                                                                 Såfremt en brand i et hvilket som helst rum kan sætte alle pumper ud af drift, skal der findes en fast anbragt nødpumpe med selvstændig drivkraft. Denne nødpumpe skal kunne frembringe to vandstråler til direktoratets tilfredshed.

2. Kapacitet og tryk.

(a) De foreskrevne brandpumper, den eventuelle nødpumpe dog undtaget, skal til bekæmpelse af brand kunne yde en vandmængde, der ved det nedenfor fatssatte tryk er mindst fire tredjedele af den mængde, som hver af de uafhængige lænsepumper i et passagerskib af samme dimensioner i henhold til § 28 skal kunne yde, når de anvendes til lænsning. I stedet for de i § 28, litra i, omhandlede definitioner vedrørende L, B og D finder følgende definitioner anvendelse:

L    =                                                                                                                              længde mellem perpendikulærer

B    =                                                                                                                              største bredde (moulded)

D    =                                                                                                                              dybde til skoddækket midtskibs.

       Den krævede totalydelse af brandpumperne behøver ikke at overstige 180 m3 pr. time.

(b) Når de under 1 (a) omhandlede to pumper samtidig gennem de i § 104 omhandlede strålespidser yder den ovenfor i pkt. (a) fastsatte vandmængde gennem hvilke som helst ved siden af hinanden anbragte brandstudse, skal følgende minimumstryk kunne opretholdes ved alle brandstudse:

Skibets tonnage

 

Minimumstryk

6.000 tons og derover

 

2,8 kg/cm2

1.000 tons og derover,

 

 

 men under 6.000 tons

 

2,6 kg/cm2

b. Brandledninger.

Diameteren af hovedbrandledningen og afgreningsledningerne skal være tilstrækkelig til effektiv fordeling af den maksimalt foreskrevne vandmængde fra to brandpumper, der er i drift samtidig, dog behøver diameteren kun at være tilstrækkelig til en kapacitet på 140 m3 pr. time.

c. Brandstudse, brandslanger og strålerør.

1.    Antallet af brandslanger, hver med tilhørende koblinger og strålerør, skal være én for hver 30 m af skibets længde og en reserveslange, men i intet tilfælde mindre end fem ialt. Dette antal omfatter ikke slanger, som er foreskrevet i maskin- eller kedelrum. Direktoratet kan, skibets type og anvendelse taget i betragtning, forøge antallet af de foreskrevne slanger for at sikre, at et tilstrækkeligt antal slanger når som helst er til rådighed og tilgængelige.

2.    Der skal være truffet foranstaltninger til, at mindst to vandstråler kan nå et hvilket som helst sted i ethvert lastum, når dette er tomt.

3.    Alle brandstudse i maskinrum i skibe med oliefyrede kedler eller fremdrivningsmaskineri af forbrændingstypen skal være forsynet med slanger med strålerør, der foruden med strålespidser som foreskrevet i § 104 skal være udstyret med tågedyser eller i stedet herfor med et kombineret tågestrålerør.

d. International kobling for landtilslutning.

1.    Der skal forefindes mindst én international kobling for landtilslutning, som opfylder forskrifterne i § 105.

2.    Der skal være mulighed for at anvende en sådan tilslutning på begge sider af skibet.

3.    Koblingen skal opbevares om bord under overstyrmandens tilsyn tillige med en pakning af et materiale beregnet for et arbejdstryk på mindst 10,5 kg/cm2 samt fire 16 mm bolte, 50 mm i længde, og otte underlagsskiver.

 § 123. Transportable ildslukkere i aptering og tjenesterum.

 Aptering og tjenesterum skal være udstyret med tranportable ildslukkere, der opfylder bestemmelserne i § 106, og som direktoratet måtte finde egnede og fornødne, idet dog antallet i intet tilfælde må være mindre end fem.

 § 124. Fast anbragte anlæg til brandslukning i lastrum.

a.    Lastrummene i skibe på 2.000 tons og derover skal være beskyttet af et fast anbragt anlæg til ildslukkende luftarter eller damp, som opfylder bestemmelserne i § 107.

b.    I tankskibe kan skumslukningsanlæg – enten permanente eller beregnet for tilslutning uden for de enkelte tanke – godkendes som et egnet alternativ til ildslukkende luftarter eller damp. Sådanne anlæg skal være til direktoratets tilfredshed.

c.    Direktoratet kan for lastrum – bortset fra tankene i et tankskib – afstå fra at kræve forskrifterne i litra a og b opfyldt, såfremt:

1)    lastrummene er forsynet med lugedæksler af stål og effektive midler til at lukke alle luftrør og andre åbninger, der fører til lastrummene;

2)    skibet er konstrueret og bestemt til udelukkende at transportere malm, kul, korn el. lign.;

3)    skibet efter direktoratets skøn er beskæftiget på rejser af så kort varighed, at det ville være urimeligt at bringe forskrifterne i anvendelse.

d. Ethvert skib, der tranporterer eksplosivt gods af en sådan art eller i en sådan mængde, at dette i henhold til de til enhver tid gældende bestemmelser angående transport til søs af farligt gods ikke må føres i passagerskibe, skal desuden opfylde følgende forskrifter:

1.    Damp må ikke anvendes til slukning af brand i nogen lastafdeling, hvori der findes eksplosivt gods. I nærværende punkt betyder „lastafdeling“ enhver mellem to på hinanden følgende faste skodder beliggende afdeling af lastrummene og omfatter underlastrummet og alle oven over dette beliggende lastrum. Ethvert shelterdæksrum, som ikke er inddelt af stålskodder, hvis åbninger kan lukkes ved hjælp af stålplader, skal i forhold til nærværende punkt i sin helhed betragtes som en lastafdeling. Hvor der er anbragt stålskodder, hvis åbninger er lukket med stålplader, kan de lukkede rum på shelterdækket anses som en del af den eller de underliggende lastafdelinger.

2.    Der skal i ethvert lastrum i en lastafdeling, hvori eksplosivt gods findes, samt i ethvert lastrum i tilstødende lastafdelinger forefindes et røg- eller brandvisningssystem.

 § 125. Brandslukningsmidler i kedelrum m.v.

 I rum, hvor oliefyrede hoved- eller hjælpekedler er installeret, eller i rum indeholdende oliefyringsaggregater eller forbrugstanke skal der være truffet følgende brandslukningsforanstaltninger:

a.    Der skal forefindes et af følgende fast anbragte brandslukningsanlæg:

1.    Et finfordråbningsanlæg som opfylder bestemmelserne i § 111.

2.    Et anlæg til ildslukkende luftarter som opfylder bestemmelserne i § 107.

3.    Et skumslukningsanlæg som opfylder bestemmelserne i § 109. Direktoratet kan derudover til bekæmpelse af brand over dørkpladerne kræve fast anbragte eller transportable anlæg til finfordråbning af vand under tryk eller spredning af skum.

       Hvis maskin- og kedelrum ikke er fuldstændig adskilt, eller hvis brændselsolie kan løbe fra et rum til et andet, skal sådanne rum betragtes som ét rum.

b.    På hver fyrplads, i hvert kedelrum og i hvert rum, i hvilket en del af brændselsolieinstallationen er beliggende, skal der være anbragt mindst to godkendte transportable ildslukkere, der udsender skum eller andet godkendt middel egnet til slukning af oliebrande. Der skal desuden forefindes mindst én ildslukker af fornævnte type med en kapacitet på 9 l for hver brænder, dog behøver den samlede kapacitet af den eller de yderligere ildslukkere ikke at overstige 45 l i et hvilket som helst kedelrum.

c.    På hver fyrplads skal der findes en beholder indeholdende mindst 300 l sand, sodamættet savsmuld eller andet godkendt tørstof samt skovl til spredning heraf. En godkendt transportabel ildslukker kan anvendes i stedet herfor.

 § 126. Midler til brandbekæmpelse i rum indeholdende maskineri af forbrændingstypen.

a.    I skibe, hvor maskineri af forbrændingstypen anvendes enten

1)    som hovedfremdrivningmiddel eller

2)    som hjælpemaskineri med en samlet ydelse på 1.000 BHK og derover, skal der forefindes et af de i § 125, litra a, foreskrevne fast anbragte anlæg.

b.    I sådanne skibe skal der i hvert maskinrum findes en godkendt skumslukker med en kapacitet på mindst 45 l eller en ildslukker med tilsvarende slukningsevne samt én godkendt tranportabel ildslukker for hver 1.000 BHK eller del deraf, dog mindst to, medens antallet ikke behøver at overstige seks.

 § 127. Midler til brandbekæmpelse i rum indeholdende dampturbiner, hvor fast anbragte anlæg ikke er foreskrevet.

 De brandslukningsforanstaltninger, der skal træffes i dampturbinemaskinrum, som er adskilt fra kedelrum ved vandtætte skodder, fastsættes i det enkelte tilfælde af direktoratet.

 § 128. Brandudrustning.

 Der skal forefindes mindst to brandudrustninger, som opfylder forskrifterne i § 112.

 § 129.1) (Ophævet).

2.1) Skibe på 100 tons og derover,

men under 500 tons.

 § 130.1) Ethvert skib skal under hensyntagen til dets indretning og størrelse være udstyret med de nødvendige slukningsmidler, som tilsammen skal kunne virke kraftigt på ethvert sted i skibet.

a. Brandpumper.

1.    Antal.

       Ethvert skib skal være forsynet med mindst to maskindrevne pumper, hvoraf den ene skal være en nødpumpe. Nødpumpen kan være en tranportabel dieseldreven pumpe. Pumperne skal være placeret således, at en brand i et hvilket som helst rum ikke kan sætte begge pumper ud af drift.

2.    Kapacitet og tryk.

(a) De foreskrevne ikke-transportable pumper skal normalt have en ydeevne på mindst 24 m3 pr. time og skal i øvrigt stå i passende forhold til skibets størrelse og indretning, dog må ydeevnen ikke være mindre, end at der gennem de to fra pumperne fjerneste brandstudse ved brug af to 12 mm strålespidser kan vedligeholdes et tryk på 2,6 kg/cm2.

(b) Tranportable pumper skal have en ydeevne, der står i passende forhold til skibets størrelse og indretning, dog må ydeevnen normalt ikke være mindre end 24 m3 pr. time vedÈ,6 kg/cm2, målt ved pumpestuds.

b. Brandledninger.

1.    Diameteren af hovedbrandledninger og tilhørende afgreningsledninger skal være tilstrækkelig til effektiv fordeling af den maksimale vandmængde, som de foreskrevne brandpumper kan yde.

2.    Ikke-transportable brandpumper skal være fast forbundne med hovedbrandledningen, og der skal være mulighed for at kunne tilslutte den under a.1 omhandlede transportable pumpe.

c. Brandstudse, brandslanger og strålerør.

1. Brandstudse.

(a) Antal og anbringelse af brandstudse skal opfylde bestemmelserne i § 101.

(b) I maskinrum, der indeholder:

1)    fremdrivningsmaskineri eller

2)    hjælpemaskineri, der er nødvendigt for sikker drift af skibet, eller

3)    kedelanlæg, forbrændingsovne m.v., skal der forefindes mindst én brandstuds, jfr. dog § 101.

2. Brandslanger og strålerør.

(a) I aptering og på dæk skal antallet af brandslanger, hver med tilhørende koblinger, strålerør og koblingsværktøj, være mindst fem i skibe på 300 tons og derover. I skibe under denne grænse skal antallet være mindst tre.

(b) Alle brandstudse i de under 1 (b) anførte maskinrum skal være forsynet med slanger med strålerør, der foruden med strålespidser som foreskrevet i § 104 skal være udstyret med tågedyser eller i stedet herfor med et kombineret tågestrålerør.

(c) Brandslangerne skal opbevares beskyttet og let tilgængelige så nær ved brandstudsene som muligt.

d. Fast anbragte brandslukningsanlæg.

 I alle skibe skal der til brug i rum, der indeholder

1)   fremdrivningsmaskineri,

2)   hjælpemaskineri, der under normale forhold er nødvendigt for sikker drift af skibet,

3)   kedelanlæg, forbrændingsovne m.v.,

4)   anlæg for behandling og/eller pumpning af brændbare olier, herunder brændbare ladninger i tankskibe,

forefindes et af følgende fast anbragte godkendte brandslukningsanlæg, som skal kunne betjenes uden for det pågældende rum:

enten

et finfordråbningsanlæg,

eller

et anlæg med ildslukkende luftarter,

eller

et pulverslukningsanlæg,

eller

et skumslukningsanlæg.

e. Transportable ildslukkere i aptering, tjenesterum og maskinrum.

1.    Der skal til brug i aptering, tjenesterum og maskinrum findes det efter de pågældende rums udstrækning og indretning nødvendige antal transportable ildslukkere, der er godkendt til det specielle formål.

2.    Der skal til brug i maskinrum, der enten indeholder fremdrivningsmaskineri eller hjælpemaskineri med en samlet ydelse på 500 hk og derover, findes en transportabel ildslukker for hver påbegyndt 1000 hk, dog mindst to.

3.    Såfremt der i de under 2 nævnte maskinrum findes oliefyret hjælpe- eller varmekedel, skal der i nærheden være anbragt yderligere én transportabel ildslukker.

4.    Findes der uden for de under 2 nævnte maskinrum oliefyret hjælpe- eller varmekedel, skal der i nærheden findes en transportabel ildslukker.

f. Fast installerede brandalarmanlæg.

1.    Såfremt de under e. 2 nævnte maskinrum periodevis er uden tilsyn, skal der for nævnte maskinrum være installeret et automatisk virkende brandalarmanlæg.

2.    Detektorer skal være af en af direktoratet godkendt type.

3.    Forinden installationsarbejdet påbegyndes, skal direktoratets godkendelse af generalplanen over installationen foreligge.

3. Skibe og fartøjer til særligt formål.

 § 131.1) For skibe til særligt formål, såsom skibe indrettet specielt til rør- og kabeludlægning, undersøgelser eller boringer på havbunden, ekspeditions- og laboratorieskibe, skole- og øvelsesskibe, værkstedsskibe, gastankskibe, skibe med indbyggede fabriksanlæg, bugserbåde, bjergningsskibe og uddybningsmateriel m.v., finder foranstående i dette afsnit indeholdte bestemmelser i princippet tilsvarende anvendelse, dog at direktoratet, såfremt det skønner, at gennemførelse af bestemmelserne i deres fulde omfang under hensyn til skibets indretning og ladningens art m.v. måtte anses for enten at være utilstrækkelig eller for at være urimelig eller unødvendig, kan fravige kravene.

D. Lastskibe og lystfartøjer i indenrigs fart.1)

 § 132.1) De i §§ 122-131 fastsatte bestemmelser finder i princippet tilsvarende anvendelse, dog at direktoratet, såfremt det skønner, at gennemførelse af bestemmelserne i deres fulde omfang under hensyn til skibets indretning, størrelse og fartsområde m.v. ville være urimelig eller unødvendig, kan tillade undtagelser fra kravene, efter omstændighederne helt frafalde dem.

E. Lastskibe og lystfartøjer under 100 tons.1)

 § 133.1) Ethvert skib eller fartøj skal under hensyn til dets indretning, størrelse og fartsområde være udstyret med de nødvendige slukningsmidler, som tilsammen skal kunne virke kraftigt på ethvert sted i skibet.

a. Brandpumper m.v.

1.    I alle skibe og fartøjer skal der findes en maskindreven pumpe samt fornødne brandledninger, brandslanger og strålerør. Pumpen skal have en ydeevne, der står i passende forhold til skibets størrelse og indretning, dog må ydeevnen normalt ikke være mindre end 15 m3 pr. time ved 2,5 kg/cm2.

2.    Brandslangerne skal opbevares beskyttet og let tilgængeligt så nær ved brandstudsene som muligt.

b. Fast anbragte brandslukningsanlæg.

 I alle skibe og fartøjer på 20 tons og derover skal der til brug i motorrummet forefindes et af følgende fast anbragte godkendte brandslukningsanlæg, der skal kunne betjenes uden for det pågældende rum og være udført så enkelt som muligt:

enten

et finfordråbningsanlæg,

eller

et anlæg med ildslukkende luftarter,

eller

et pulverslukningsanlæg,

eller

et skumslukningsanlæg.

c. Fast installerede brandalarmanlæg.

1.    I alle skibe og fartøjer på 20 tons og derover skal der til brug i motorrummet forefindes et automatisk virkende brandalarmanlæg, som skal være udført så enkelt som muligt.

2.    Detektorer skal være af en af direktoratet godkendt type.

d. Transportable ildslukkere.

 Der skal til brug i motorrum, aptering m.v. findes ildslukkere, der er godkendt til det specielle formål.

1.    Til brug i motorrummet skal der findes mindst én transportabel ildslukker. Endvidere skal der uden for motorrummet, men i dettes nærhed, være anbragt en tilsvarende ildslukker.

2.    Findes der uden for motorrummet hjælpemaskineri eller oliefyringsanlæg, skal der i nærheden være anbragt en transportabel ildslukker.

3.    Der skal til brug i aptering findes det efter dennes udstrækning og indretning nødvendige antal transportable ildslukkere.

 § 134.1) Særlige bestemmelser.

 Såfremt direktoratet skønner, at gennemførelse af bestemmelserne i deres fulde omfang under hensyn til skibets indretning m.v. må anses for at være urimelig eller unødvendig, kan disse fraviges.

F. Lægtere, pramme og andet flydende materiel uden selvstændigt fremdrivningsmiddel.

 § 135. Ethvert fartøj skal under hensyntagen til dets indretning, størrelse og fartsområde være udstyret med de nødvendige slukningsmidler.

Afsnit V.

Maskinanlæg.

 § 136.7) Nærmere forskrifter vedrørende bygning og indretning af skibsmaskineri, herunder om kedler med tilhørende dampledninger og øvrige tilbehør, turbine- og motoranlæg samt køleanlæg gives ved særlig bekendtgørelse.

Afsnit VI.

Forskrifter vedrørende elektriske anlæg.

 § 137. Anvendelsesområde.

a.    De i nærværende afsnit indeholdte regler omfatter alle elektriske anlæg, dog ikke anlæg til fremdrivning af skibe og anlæg for konstant strøm. For sådanne undtagne anlæg skal der i hvert enkelt tilfælde indhentes godkendelse fra direktoratet.

b.    Radioanlæg og andre specialanlæg, der kræver særlig uddannet betjening og ikke er tilgængelige for andre end betjeningen, omfattes dog kun af bestemmelserne, for så vidt angår anlæggets strømkilder med tilhørende ledninger og installationsdele.

 § 138. Anvendelse af klassifikationsselskabernes regler.

a.    For uklasset skib gælder med hensyn til det elektriske materiel og installationens udførelse, hvor intet andet er fastsat, i almindelighed regler svarende til dem, som anvendes af et af de af ministeriet til enhver tid anerkendte klassifikationsselskaber. Elektrisk materiel, godkendt af Danmarks Elektriske Materielkontrol „DEMKO“ – D-mærket materiel – kan ligeledes anvendes.

b.    For klasset skib eller skib, der bygges til optagelse i klasse, anerkendes klassens regler med hensyn til det elektriske anlæg og installationens udførelse som fyldestgørende på de områder, disse regler dækker. Med hensyn til anerkendelse af klassens syn og undersøgelser henvises til afdeling F.

A. Passagerskibe i international fart.

 § 139. Hvor den elektriske energi er det eneste middel til at sikre driften af de for skibets fremdrivning og sikkerhed uundværlige hjælpeanlæg, skal der findes mindst 2 hovedgeneratorsæt. Disse skal have en sådan størrelse, at driften af de anlæg, der har væsentlig betydning for, at sikkerheden opretholdes under de forskellige nødsituationer, sikres selv i tilfælde af, at det ene generatorsæt ophører at virke.

 § 140. Jævnstrøms-forsyningssystemer.

A. Fordelingssystemer:

 Følgende standardfordelingssystemer skal normalt anvendes:

1) 2-ledersystemer, isoleret.

2) 3-ledersystemer, med den midterste leder jordet, men uden tilbageledning gennem skibsskroget.

 I særlige tilfælde kan følgende fordelingssystemer godkendes:

3)   Enkeltledersystem med skibsskroget som tilbageleder.

4)   2-ledersystem med den ene pol jordet.

5)   3-ledersystem med den midterste leder jordet og med tilbageledning gennem skibsskroget.

B. Systemspændinger:

1)   Som systemspænding, hvorved forstås spændingen mellem polerne, skal i almindelighed anvendes 110 eller 220 volt.

2)   Følgende maksimale systemspændinger er tilladte:

 Anvendelsesområde

500 volt

a)

Kraftforsyning.

 

b)

Opvarmnings- og kogeapparatur på 4 kW og derover, når dette er fast monteret og permanent tilsluttet ledningsinstallationen.

 

c)

Større transportabelt udstyr, f. eks. svejseomformere eller specielle pumper, såfremt tilslutningskablets jordleder samt udstyrets metalliske konstruktionsdele begge er forsvarligt jordede (beskyttelsesjord), samt såfremt kabeltilslutning sker i særligt fast monteret apparatskab kombineret med en afbryder, således indrettet, at apparatskabet kun kan åbnes ved „åben afbryder“ (F. eks. et motorskab), jfr. i øvrigt § 163, litra d.

250 volt

a)

Belysning.

 

b)

Opvarmnings- og kogeapparatur, når dette ikke er fast monteret.

 

c)

Almindeligt tranportabelt udstyr.

50 volt

a)

Håndlamper og mindre

(„sikker-

 

håndværktøjer, som benyt

heds-

 

tes på særligt udsatte sted-

spænding“)

 

er i maskinrum eller på dæk samt ved kedelrensning og tankeftersyn.

 Telefon- og lignende kommunikationssystemer bør fortrinsvis forsynes med 24 volts spænding.

 § 141. Vekselstrøms-forsyningssystemer.

A. Fordelingssystemer:

a)    For det primære fordelingssystem, hvorved forstås den del af systemet, der har direkte elektrisk forbindelse med generatoren, skal følgende standardfordelingssystemer normalt anvendes:

1)    3-fase, 3-ledersystem, isoleret.

2)    Een-fase, 2-ledersystem, isoleret.

        I særlige tilfælde kan følgende fordelingssystemer godkendes:

3)    3-fase, 4-ledersystem, med jordet stjernepunkt, men uden tilbageledning gennem skibsskroget.

4)    3-fase, 3-ledersystem, med jordet stjernepunkt.

5)    Een-fase, 2-ledersystem, med den ene leder jordet.

b) For det sekundære fordelingssystem, hvorved forstås den del af systemet, der ikke har direkte elektrisk forbindelse med generatoren, men f.eks. isoleret fra denne ved en to-viklingstransformer, eller en motorgenerator, kan udover de under a) nævnte fordelingssystemer følgende systemer godkendes:

6)    Een-fase, 2-ledersystem, med jordet midtpunkt – dog kun til belysningsformål.

7)    Een-fase, 3-ledersystem, med den midterste leder isoleret.

8)    Een-fase, 3-ledersystem, med den midterste leder jordet, men uden tilbageledning gennem skibsskrog.

B. Systemspændinger:

 Som systemspænding, hvorved forstås spændingen mellem to af faserne ved 3-fasesystem og mellem lederne ved een-fasesystem, skal i almindelighed anvendes følgende maksimale spændinger:

Anvendelsesområde

500 volt

a)

Kraftforsyning.

 

b)

Opvarmnings- og kogeapparatur på 4 kW og derover, når dette er fast monteret og permanent tilsluttet ledningsinstallationen.

 

c)

Større tranportabelt udstyr, f.eks. svejsetransformere og -omformere eller specielle pumper, såfremt tilslutningskablets jordleder samt udstyrets metalliske konstruktionsdele begge er forsvarligt jordede (beskyttelsesjord), samt såfremt kabeltilslutning sker i særligt fast monteret apparatskab kombineret med en afbryder, således indrettet, at apparatskabet kun kan åbnes ved „åben afbryder“ (f. eks. et motorskab), jfr. i øvrigt § 163, litra d.

250 volt

a)

Belysning.

 

b)

Opvarmnings- og kogeapparatur, når dette ikke er fast monteret.

 

c)

Almindelige transportabelt udstyr, når dette er forsynet med dobbelt isolation, sub. forstærket isolation, eller når tilslutningskabel og apparat er forsynet med forsvarlig beskyttelsesjord.

 

d)

Håndlamper og mindre håndværktøjer, som anvendes på særligt udsatte steder i maskinrum eller på dæk, såfremt der anvendes en isolertransformer, som blot forsyner én forbrugsgenstand. (Begge ledere i et sådant system skal være isolerede fra jord).

 

e)

Interne kommunikationssystemer, bortset fra telefonanlæg o. lign., såfremt der tages samme forholdsregler som under c).

50 volt

a)

Håndlamper og mindre hånd-

(„sikker-

 

værktøjer som anvendes på

 heds

 

særligt udsatte steder, og hvor

spænding“)

 

de under d) nævnte særlige forholdsregler ikke er opfyldt.

 

b)

Kommunikationssystemer, hvor de under e) angivne forholdsregler ikke er opfyldt.

 

 

Telefon- og lignende kommunikationssystemer bør fortrinsvis forsynes med 24 volts spænding.

 § 142. Forbindelse med landanlæg.

a.1) For så vidt et skibs elektriske anlæg skal være indrettet til at aftage strøm fra strømkilder uden for skibet, skal der i skibet findes en fast anbragt klemkasse, placeret således, at bøjelige kabler fra strømkilden uden for skibet let kan tilkobles. I klemkassen skal der være monteret en afbryder samt sikringer eller tilsvarende for de tilsluttede kabler. Endvidere skal der findes klemsko af tilstrækkelig størrelse og egnet udførelse til at sikre en tilfredsstillende forbindelse. Der skal fra klemkassen videreføres fast anbragte kabler til hovedstrømtavlen, og det skal ved passende foranstaltninger kunne sikres, at skibets generatorer og den nævnte strømkilde ikke samtidig kan blive tilsluttet skibets ledningsnet.

b.    Det faste kabel skal både på hovedstrømtavlen og ved tilslutningsklemmerne være forsynet med en spændingsviser. Det skal desuden være forsynet med midler til at kontrollere henholdsvis polariteten ved jævnstrøm og fasefølgen ved vekselstrøm for den anvendte strømkilde.

c.    Ved tilslutningsklemmerne skal findes tydelig angivelse af, hvilken strømart og spænding der må tilføres anlægget, såvel som forskrifter for udførelse af strømtilslutningen.

d.    For den anvendte strømkildes strømart og driftspænding gælder de i §§ 140 og 141 indeholdte forskrifter.

 § 143. Elektriske maskiner.

a.    Generatorer, motorer, omformere, transformere og ensrettere skal være udført enten i overensstemmelse med de normer, der er fastsat af et af ministeriet anerkendt klassifikationsselskab, eller i overensstemmelse med normer og rekommandationer udgivet af den internationale elektrotekniske kommission, herefter betegnet I.E, og godkendt af direktoratet. Enhver sådan elektrisk maskine skal på et synligt sted være forsynet med tydelige angivelse af fabrikat, spænding, effekt og omdrejningstal.

b.    De skal opstilles eller beskyttes således, at de ikke er udsat for mekanisk overlast eller beskadigelse ved vand, damp eller olie, og således at eftersyn, mindre reparationer og demontering kan foretages. De må ikke anbringes i en sådan nærhed af let antændelige stoffer, at varmeudvikling eller eventuel gnistdannelse kan forårsage antændelse.

c.    Generatorer og omformere må ikke opstilles i eksplosionsfarlige og brandfarlige rum. For opstilling af andre elektriske maskiner i sådanne rum gælder særlige regler (jfr. §§ 168 og 169).

d.    Hvis transformere bruges til belysning eller andre vigtige formål, skal antal og ydelse være således, at strømforsyningen er sikret, selv om den største transformer er ude af funktion.

e.    Transformere skal være dobbeltviklede og skal i almindelighed være af den luftkølede (tørre) type.

        Oliekølede transformere kan dog tillades anvendt i maskinrum, således som dette er defineret i § 68, k. når følgende bestemmelser er opfyldt:

1.    De skal være monteret i spildebakker for opsamling af olie, stammende fra lækager eller lign. Disse spildebakker skal være forsynet med let tilgængelige aftapningshaner.

2.    De skal i almindelighed være af typen med konservator, der skal være udført således, at olie ikke kan løbe ud under skibets bevægelser i søen.

3.    De skal være forsynet med oliestandsglas, og normal oliestand skal være tydeligt angivet.

4.    Oliens flammepunkt skal være minimum 135o C.

f.    Elektriske maskiner, som er udsat for stærk fugtighed eller sø, skal være i lukket, sprøjtesikker udførelse. (I.E: Hose-proof).

g.    Alle strømførende dele af elektriske maskiner og apparater skal være beskyttet mod tilfældig berøring.

 § 144. Akkumulatorbatterier.

a.    Akkumalatorbatterier skal være således konstrueret og sikret, at elektrolytten ikke kan løbe ud af cellerne ved skibets bevægelser, og således, at udsprøjt af elektrolytten undgås.

b.    Der skal være truffet foranstaltninger til at forebygge, at elektrolytten kan komme i forbindelse med skibets konstruktive dele.

c.    Hvor syre anvendes som elektrolyt, skal batterierne være opstillet i bakker af bly eller i træbakker foret med bly.

d.    Akkumulatorbatterier med forskellige elektrolytter må ikke installeres i samme rum.

e.    Akkumulatorbatterier af en sådan størrelse, at de kan afgive mere end 100 watt i 20 timer, skal være anbragt i særligt rum eller i særlige kasser.

f.    I batterirum skal de indvendige overflader være behandlet med korrisionsbeskyttende maling.

g. Afbrydere, sikringer og andre elektriske dele, der kan forårsage gnistdannelser, må ikke installeres i batterirum.

h.    Akkumulatorbatterier skal anbringes således, at alle celler eller cellekasser er tilgængelig såvel fra oven som fra en af siderne.

i      Celler og/eller cellekasser skal være understøttet og afstivet indbyrdes med ikke-absorberende, isolerende materiale, således at enhver forskydning af celler og/eller cellekasser undgås ved skibets bevægelser.

j.     Et batterirum skal være forsynet med særligt ventilationssystem. Fra toppen af rummet skal luftkanal være ført til fri luft, og der skal være truffet foranstaltninger til at sikre lufttilgang forneden i rummet.

       Naturlig ventilation kan anvendes, dersom kanalen eller kanalerne kan føres direkte til fri luft, uden at nogen del af en kanal får en hældning på mere end 45o fra det lodrette plan.

       Mekanisk ventilation skal anvendes, hvor naturlig ventilation ikke er mulig. Ventilatormotorer må dog ikke anbringes i ventilationskanaler.

       De indvendige overflader i ventilationskanaler skal være behandlet med korrosionsbeskyttende maling.

k.    Alle åbninger i skodder og dæk, der omgiver et batterirum, bortset fra ventilationsåbninger, skal være effektivt tætnet, således at risikoen for udstrømning af gasarter fra rummet reduceres mest muligt.

l.     Batterikasser anbragt under dæk skal være ventileret på tilsvarende måde som batterirum.

m.   Hvis batterier anbringes i dækskasser, skal disse være velventileret og således indrettet, at indtrængen af vand forhindres.

n.    Startbatterier til motorer skal placeres så nær som muligt ved de motorer, de betjener. Kan sådanne batterier ikke opstilles i et batterirum, skal de være installeret på steder, hvor forsvarlig ventilation er sikret.

o.    Batterier, bortset fra sådanne, der udelukkende anvendes i startøjemed, skal være beskyttet mod kortslutning ved sikringer i hver isoleret pol eller ved flerpolet maksimalafbryder.

       Sikringer eller maksimalafbrydere skal være anbragt så tæt ved batterirummet som muligt.

p.    Intet akkumulatorbatteri må anbringes i samme rum som nødstrømtavlen.

 § 145. Hovedstrømtavlers opstilling og konstruktion.

a.    Hvor der kun findes ét hovedgeneratorrum, skal hovedstrømtavlen være anbragt i samme hovedbrandzone. Hvor der findes flere end ét hovedgeneratorrum, er det tilladt kun at have én hovedstrømtavle.

b.    Generatorer, transformere og akkumulatorer, der afgiver strøm til ledningsnettet, skal enten tilsluttes en hovedstrømstavle direkte eller særlige strømtavler (jfr. § 146), som er tilsluttet en hovedstrømtavle.

c.    Strømtavlerne skal opstilles eller beskyttes således, at de ikke er udsat for mekanisk overlast eller beskadigelse med vand, damp eller olie, og de må ikke anbringes i eksplosionsfarlige eller brandfarlige rum eller i sådan nærhed af let antændelige stoffer, at varme fra strømtavlerne eller en eventuel gnistdannelse kan forårsage antændelse.

d.    På forsiden af hovedstrømtavler må der, når spændingen til skrog overstiger 250 volt ved jævnstrøm eller 150 volt ved vekselstrøm, ikke installeres spændingsførende dele, der er udsat for berøring.

e.    Hovedstrømtavler skal være således opstillet, at der er let adgang til deres forside og bagside uden fare for personalet. Deres sider og bagsider skal være beskyttet på passende måde.

f.    Hvor der er mulighed for tilfældig berøring af spændingsførende dele på en hovedstrømtavle, skal der findes gelænder og måtter af fugtighedssikkert, oliebestandigt og ikke-ledende materiale.

g.    Hovedstrømtavler skal være af flammesikkert og fugtighedssikkert materiale. Mellem de enkelte tavlefelter skal der være skillevægge af tilsvarende materiale. Alle spændingsførende dele skal være monteret på godt isolerende, flammesikkert og fugtighedssikkert materiale.

h.    Alle forbindelser på hovedstrømtavler skal være sikret mod at arbejde sig løs.

i.     For hovedstrømtavler beregnet for spændinger af ikke over 50 volt (sikkerhedsspændingen) gælder bestemmelserne i § 159.

 § 146. Apparater på hovedstrømtavler.

 På hovedstrømtavler skal findes det for en sikker drift af den elektriske installation nødvendige apparatur.

 Alle strømkilder, tilsluttet en hovedstrømtavle, og alle fra en sådan udgående strømkredse skal være beskyttet mod overbelastning og kortslutning ved anvendelse af enten afbrydere med maksimaludløsning eller afbrydere i forbindelse med sikringer.

 Sikringer beregnet for mere end 320 amp. må ikke anvendes til beskyttelse mod overbelastning, men kan anvendes til beskyttelse mod kortslutning.

 Strømkilder, som under normal drift forsyner de for skibets og passagerernes sikkerhed nødvendige strømkredse, skal på hovedstrømtavlen være forsynet med anordning, der ved overbelastning automatisk bevirker frakobling af de for skibets drift mindre nødvendige strømkredse.

 Vedrørende afbrydere og sikringer for akkumulatorbatterier, se også § 144, litra o.

 I øvrigt skal hovedstrømtavler være forsynet med det nedenfor angivne beskyttelses- og måleapparatur m.v.

a. Beskyttelse af generatorer:

1. Såvel jævn- som vekselstrømsgeneratorer skal på hovedstrømtavlen være udstyret med følgende beskyttelsesapparater:

(a) For generatorer, der ikke kan anvendes i paralleldrift:

       En flerpolet afbryder med indstillelig maksimaludløsning i hver pol. For generatorer mindre end 50 kW kan en flerpolet afbryder med sikringer i hver isoleret pol anvendes.

(b) For generatorer, som anvendes i paralleldrift:

       En flerpolet afbryder med indstillelig maksimaludløsning i hver pol.

2. Ved jævnstrømssystemer med paralleldrift af generatorer skal desuden findes følgende:

(a) Hver generator skal være forsynet med tilbagestrømsbeskyttelse, som er uafhængig af spændingen. Ved kompound-viklede generatorer skal denne være anbragt i den pol, som ikke er forbundet i serie med generatorens kompound-vikling.

(b) Ved kompound-viklede generatorer skal der i udligningsforbindelsen for hver generator findes en afbryder, der er således låset, at den slutter før og bryder senere med generatorafbryderen.

(c) Ved 3-leder fordelingssystem skal der for hver generator findes en trepolet afbryder, således at såvel yderlederne som midterlederen afbrydes samtidig. Derudover skal der, såfremt systemet er midtpunktjordet, i den dertil hørende jordledning indskydes en énpolet afbryder, således at systemet kan isoleres fra jord. I denne jordforbindelse kan der i stedet for afbryderen indsættes et alarmrelæ og en ledningsadskiller.

3.    Ved vekselstrømssystemer skal der installeres et energiretningsrelæ for hver generator, som arbejder i parallel med en eller flere generatorer.

b. Beskyttelse af strømkredse, der udgår fra hovedstrømtavler:

1.    Alle udgående strømkredse skal være forsynet med en flerpolet automatisk afbryder eller en flerpolet afbryder med sikring i hver isoleret pol.

2.    Overbelastningsbeskyttelse og beskyttelse mod kortslutning skal være udført som følger:

       For ledninger, hvis fuldlaststrøm er

(a) 320 ampére og derover, skal der anvendes automatiske afbrydere,

(b) mindre end 320 ampére, skal der anvendes enten automatiske afbrydere eller smeltesikringer af lukket type.

       Overbelastningsbeskyttelse for udgående strømkredse skal være således afpasset i forhold til generatorbeskyttelsen, at udløsningen er selectiv under alle normale forhold.

3.    Afbrydere og sikringer for hver udgående strømkreds skal være forsynet med en betegnelse, der tydeligt angiver, til hvilken strømkreds de hører, samt disse strømkredses maksimale strømforbrug.

       For motorer skal endvidere for-sikringens størrelse være angivet.

c. Måleinstrumenter:

1.    Jævnstrømsgeneratorer

(a) For generatorer, der ikke anvendes i paralleldrift, skal der findes mindst 1 voltmeter og 1 ampéremeter for hver generator.

(b) For paralleldrift skal der findes et voltmeter og et ampéremeter for hver generator. I stedet for et voltmeter for hver generator kan anvendes ét voltmeter forbundet over samleskinnerne og ét, der er forsynet med voltmeteromskifter, således at spændingen kan måles på hver enkelt generator.

(c) For kompound-viklede generatorer, forsynet med udligningsforbindelse, skal ampéremeteret være tilsluttet den generatorpol, der ikke har forbindelse til serieviklingen.

(d) Ved 3-ledersystemer skal der findes et ampéremeter for hver generatorpol og et voltmeter mellem midterlederen og hver af yderlederne.

2.    Vekselstrømsgeneratorer

(a)   For almindelig drift skal hver generator være forsynet med mindst ét voltmeter, ét frekvensmeter og enten et ampéremeter med ampéremeteromskifter, således at strømmen i hver fase kan aflæses, eller et ampéremeter i hver fase. For generatorer på 50 kVA og derover skal der tillige findes et wattmeter.

(b) Ved paralleldrift skal der for hver generator findes et wattmeter og ampéremetre som under (a). Endvidere skal der findes 2 voltmetre, 2 frekvensmetre og et synkorniseringsapparat, bestående af et synkronoskop med lamper eller andet tilsvarende apparatur. Det ene voltmeter og det ene frekvensmeter skal være forsynet med omskifter for tilkobling til den ene af faserne på de respektive generatorer. Det andet voltmeter skal være permanent koblet over en af faserne på samleskinnerne, og alle øvrige voltmeterforbindelser skal være tilkoblet den tilsvarende fase på generatorerne.

3.    Der skal ved isolerede fordelingssystemer findes midler til påvisning af væsentlige isolationsfejl på anlægget.

4.    Måleinstrumenter, såsom voltmetre, spændingsspoler, isolationsmåleanordninger, indikatorlamper m.v. skal i forbindelse med deres tilledninger være beskyttet ved særlige sikringer efter Diazed-systemer (diametersystemet). Sikringer efter længdesystemet må ikke anvendes.  Sikringerne skal være anbragt så nær afgreningerne fra systemet som muligt, og forbindelsesledningerne til apparaterne skal være isoleret med temperaturbestandigt, ikke-flammebefordrende materiale.

 § 147. Særlige forholdsregler ved paralleldrift af generatorer.

 Hvor flere generatorer anvendes i paralleldrift, skal følgende regler iagttages:

a.    Ved jævnstrøm skal generatorerne enten være forsynet med en kompoundvikling eller med en automatisk spændingsregulering, der sikrer, at den totale belastning bliver fordelt proportionalt med mærkebelastningen for genratorerne.

b.    Kompound-viklede jævnstrømsgeneratorer skal have udligningsforbindelser, der er således dimensioneret, at de kan bære mindst halvdelen af den fulde belastning af de generatorer, til hvilke de hører. Udligningsskinner skal kunne bære mindst halvdelen af den fulde belastning af den største generator i gruppen.

c.    Ved vekselstrøm skal hver generator være forsynet med en automatisk spændingsregulator. Desuden skal der på hovedstrømtavlen eller i umiddelbar nærhed af denne findes midler til regulering af energitilførslen til drivmaskinerne, således at en ensartet belastning kan sikres.

 § 148. Installationens deling.

a.    Alle strømforbrugende genstande skal enten hver for sig eller samlet i grupper være tilsluttet en hovedstrømtavle eller en undertavle, der enten direkte eller over en anden undertavle er tilsluttet en hovedstrømtavle.

b.    Enhver fra en strømtavle eller transformer udgående strømkreds skal kunne gøres spændingsløs ved en afbryder og skal have sikringer for alle isolerede poler. Ved flerlederstrømkredse må nullederen dog ikke indeholde nogen sikring.

c.    I stedet for afbrydere og sikringer kan afbrydere med automatisk udløsning anvendes.

d.    Mindre strømforbrugere kan grupperes i afsluttende strømkredse (I.E: final subcircuits), men den maksimale belastning på en sådan strømkreds må ikke overstige 16 ampére.

e.    Enhver afsluttende strømkreds skal, undtaget hvor andet er foreskrevet, være beskyttet med sikringer eller afbrydere med automatisk udløsning i hver isoleret pol.

f.    Afsluttende strømkredse må ikke forsyne lys, kraft og varme på samme tid. Dette krav gælder dog ikke for kammervifter, beregnet for tilslutning til lysinstallationen.

g.    Normalt må en afsluttende strømkreds ikke indeholde mere end 24 lampesteder, men i en sådan kan hver to stikkontakter regnes som et lampested. Ved loftbelysninger og lignende, hvor mange lampesteder anvendes, og disse er anbragt tæt ved hinanden, kan, dersom lampestederne ikke er tilsluttet bøjelige kabler, en gruppe på 6 lamper regnes som et lampested. Den maksimale belastning på en sådan endelig strømkreds må ikke overstige 10 ampére.

h.    Enhver motor, der er beregnet for vigtige formål, skal have sin egen afsluttende strømkreds, og enhver motor på 0,5 kW/HK skal have egen beskyttelse såvel mod overbelastning som mod kortslutning.

i.     Flere undertavler kan forbindes til en fødeledning, der ikke behøver at være særskilt sikret ved hver undertavle, dersom den har samme tværsnit i hele sin længde, jfr. § 158, litra a. På sådanne undertavler skal forefindes en passende flerpolet afbryder ved hjælp af hvilken, undertavlen kan gøres spændingsløs.

 § 149. Reserve- og nødenergikilder.

a.    Over skoddækket og uden for maskincasingerne skal der findes en selvstændig elektrisk nødenergikilde. Den skal være således beliggende i forhold til hovedgeneratoren eller -generatorerne, at det på en for direktoratet fyldestgørende måde sikres, at en brand eller andet havari i maskinrummet ikke vil gribe forstyrrende ind i forsyningen eller fordelingen af nødenergien. Nødenergikilden må ikke være anbragt foran for kollisionsskoddet.

b.    Den energi, der er til rådighed, skal være tilstrækkelig til driften af alle de anlæg, som direktoratet anser for nødvendige for passagerers og mandskabs sikkerhed i en nødsituation, idet der tages tilbørligt hensyn til sådanne anlæg, som skal kunne være i drift samtidig. Energien skal være tilstrækkelig til driften af disse installationer i mindst 36 timer, dog kan direktoratet, for så vidt angår skibe, der anvendes regelmæssigt på rejser af kort varighed, godkende en mindre energiforsyning, hvis man finder, at samme grad af sikkerhed derved opnås.

c.    Nødenergikilden kan enten være

1) en generator, der drives af en egen kraftmaskine med selvstændig brændstofforsyning og med godkendt startanordning (brændstoffet skal have et flammepunkt på mindst 43o C), eller

2)    et akkumulatorbatteri, der er i stand til at bære nødbelastningen uden genopladning eller for stort spændingsfald.

d.    Såfremt nødenergikilden er en generator, skal der findes et akkumulatorbatteri som midlertidig nødenergikilde med tilstrækkelig kapacitet til

1)    at levere strøm til nødbelysningen uafbrudt i en halv time,

2)    at lukke de vandtætte døre (såfremt disse bevæges ved elektricitet); idet det dog ikke er nødvendigt, at alle vandtætte døre lukkes samtidig,

3)    at betjene de indikatorer (såfremt disse er elektriske), der viser, om de maskinelt betjente vandtætte døre er åbne eller lukkede, og

4)    at betjene de lydsignaler (såfremt disse er elektriske), som giver advarsel om, at maskinelt betjente vandtætte døre er begyndt at lukke.

 Der skal være truffet sådanne foranstaltninger, at den midlertidige nødenergikilde automatisk træder i virksomhed, såfremt hovedstrømforsyningen svigter.

e.    Hvor nødenergikilden er et akkumulatorbatteri, skal der være truffet sådanne foranstaltninger, at nødbelysningen automatisk tændes i tilfælde af, at strømforsyningen fra hovedenergikilden for belysning svigter.

f.    Hvis nødenergikilden er en generator, og denne ved hjælp af en godkendt startanordning automatisk træder i virksomhed, så snart hovedstrømkilden svigter, kan det i litra d foreskrevne akkumulatorbatteri udelades.

g.    I maskinrummet skal der så vidt muligt på hovedstrømtavlen anbringes en indikator, som viser, når et i henhold til bestemmelserne i denne paragraf installeret akkumulatorbatteri aflades.

h. For nødstrømtavlen gælder følgende:

1) Den skal anbringes så nær som praktisk muligt ved nødenergikilden.

2)    Hvor nødenergikilden er en generator, skal tavlen være anbragt i samme rum som nødenergikilden, medmindre betjeningen af tavlen derved vanskeliggøres.

3)    Intet akkumulatorbatteri, som er installeret i henhold til bestemmelserne i denne paragraf, må anbringes i samme rum som tavlen.

4) Direktoratet kan tillade, at tavlen forsynes med strøm fra hovedstrømtavlen under normale driftsforhold.

i.     Hele nødinstallationen skal kunne fungere under en krængning på 22 1/2o, og/eller når skibet har en styrlastighed på 10o.

j.     Der skal træffes foranstaltninger til periodisk afprøvning af såvel nødenergikilden som den eventuelle midlertidige energikilde. Afprøvningen skal også omfatte de automatiske anordninger.

 § 150. Anlæg nødvendige for skibets og passagerernes sikkerhed.

 Følgende elektriske anlæg m.v. skal anses som nødvendige for skibets og passagerernes sikkerhed i en nødsituation og kunne forsynes med strøm fra den i § 149 omhandlede nødenergikilde:

 1.   Nødbelysningen ved alle redningsbåde – på dækket og ud over skibssiden.

 2.   Nødbelysningen i gange, på trapper, ved udgange fra alle større rum, hvor passagerer eller mandskab opholder sig, i maskinrum og i kontrolrum.

 3.   Det elektriske alarmanlæg, der kalder passagererne til samlingspladserne, jfr. § 224, og det automatiske brandalarmanlæg, jfr. §§ 90 og 91, for så vidt disse anlæg ikke har selvstændig energikilde.

 4.   Anlæg til lukning af de vandtætte døre, jfr. § 21.

 5.   Nødlænsepumpe, jfr. § 28, litra d. 1).

 6.   Skibslysene samt dagsignallampen, såfremt denne får strøm fra hovedenergikilden.

 7.   En af brandpumperne, jfr. § 114, litra a.

 8.   Sprinklerpumpen, jfr. § 108.

 9.   Personelevatorer.

10. Elektriske maskintelegrafer.

 § 151. Reserve- og nødstrømkredse.

a. Når et skib er inddelt i flere hovedbrandzoner, skal følgende iagttages:

1.    Der skal i hver zone være to adskilte fødeledninger for belysningen. Den ene af disse kan være fødeledningen for nødbelysningen.

2.    Fordelingssystemet skal være således indrettet, at brand i en hvilken som helst hovedbrandzone ikke griber forstyrrende ind i vigtige strømforsyninger i andre hovedbrandzoner. Fødeledninger for hoved- og nødinstallationer, der fører igennem en hvilken som helst zone, skal i dette øjemed være anbragt med så stor afstand – såvel lodret som vandret – fra hinanden som muligt.

b.    Fordelingssystemet skal endvidere så vidt muligt være således indrettet, at indtrængen af vand på et under skoddækket liggende dæk ikke forårsager kortslutning i anlæg på et højere liggende dæk. Fødeledninger for såvel hoved- som nødinstallationer hørende til forskellige dæk skal i dette øjemed så vidt muligt holdes adskilt.

c.    For den i § 225 foreskrevne elektriske nødbelysning må der ikke findes andre sikringer end de på nødenergikildens strømtavle anbragte, og der må kun findes afbrydere ved nødenergikilden og i styrehuset.

d.    Ved udgangen fra alle større rum, hvor passagerer eller mandskab opholder sig, skal nødbelysningen til stadighed være i drift. Strømmen hertil kan under normale forhold tages fra hovedenergikilden.

e.    I følgende rum skal lamperne være tilsluttet mindst to forskellige grupper:

1) rum, der er tilgængelige for passagererne:

       korridorer

       trapper, der fører til båddækket

       saloner

2)    rum, der kun er tilgængelige for mandskabet:

       maskinrum

       kedelrum

       store kabysser.

f.    For hver generator bør der findes mindst én lampe, der er tilsluttet generatoren således, at lampen ikke slukkes, når strømmen fra generatoren afbrydes ved dennes afbryder eller sikringer.

 § 152. Elektriske og elektrohydrauliske styreanlæg.

a.    Indikatorer til kontinuerlig kontrol af motorer til elektriske og elektrohydrauliske styreanlæg skal være anbragt på et passende og for direktoratet tilfredsstillende sted.

b.    Elektriske og elektrohydrauliske styreanlæg skal fødes gennem to strømkredse udgående fra hovedstrømtavlen. Den ene af kredserne kan føres over nødstrømtavlen. Hver strømkreds skal være dimensioneret til at forsyne alle de motorer, som normalt er forbundet til dem, og som er i gang samtidig. Hvis der i styremaskinrummet findes omskifteranordninger, hvorved hver strømkreds kan bringes til at forsyne en hvilken som helst motor eller kombination af motorer, skal begge strømkredsene være dimensioneret til at kunne bære den største belastning. Strømkredsene skal i hele deres længde være anbragt så langt fra hinanden som praktisk muligt.

        Ovennævnte strømkredse og motorer må kun være forsynet med beskyttelse mod kortslutning.

 § 153. Særlige forholdsregler med henblik på en nødsituation.

a.    Med hensyn til midler til at stoppe anlæg for kunstig ventilation henvises til bestemmelserne i § 85, litra b.

        Disse bestemmelser finder ikke anvendelse på kammervifter o. lign., der er tilsluttet lysinstallationen.

b.    Med hensyn til midler til standsning af ventilationen i maskinrum og til standsning af brændselsoliepumper m.v. henvises til bestemmelserne i § 70, litra a og b.

c.    Med hensyn til strømtilførsel til pumper, luftkompressorer og automatiske brandalarmapparater hørende til automatiske sprinkleranlæg henvises til bestemmelserne i § 108, litra e.

d.    Såfremt motorer for pumper med afgang over vandlinien er forsynet med afbrydere, anbragt uden for maskinrummet, skal disse afbrydere være sikret mod benyttelse i utide. Denne bestemmelse skal sammenholdes med bestemmelsen i § 222, litra a. 3.

e.    Med hensyn til anbringelsen af motorer for brandpumper henvises til § 114, litra a.

f.    Motoren for den i § 28, litra d 1) omhandlede nødlænsepumpe skal kunne startes fra et sted, der er beliggende over skoddækket. Hvis der også findes startanordning anbragt ved selve motoren, skal alle forbindelser til denne startanordning kunne afbrydes fra det ovennævnte sted. Kablerne, der ikke må indeholde samlinger, skal indføres i luftklokken fra undersiden.

 § 154. Installation af skibslys og maskintelegrafer.

a.    Såfremt de foreskrevne skibslys er elektriske, skal de hver for sig være tilsluttet en særlig undertavle, der er direkte forbundet med hovedstrøm- eller nødstrømtavlen og ikke indeholder andre strømkredse. Undertavlen skal ved en omskifter på broen kunne tilsluttes hovedstrømtavlen gennem en anden forbindelse end den normale for det tilfælde, at denne svigter.

b.    Hvis de i § 198 foreskrevne reservelanterner er elektriske, skal de gennem særskilte kabler være tilsluttet en særlig undertavle.

c.1)Ethvert skibslys skal være forsynet med afbryder i hver isoleret pol samt med sikring i hver spændingsførende leder. Disse skal være således anbragt, at de er let tilgængelige for betjeningen.

d.    For hvert skibslys skal der endvidere i nærheden af afbryderen findes en anordning, som automatisk giver hørligt eller synligt signal, såfremt skibslyset slukkes.

e.    Elektriske maskintelegrafer skal hver for sig være tilsluttet en undertavle, der er direkte forbundet med hovedstrøm- eller nødstrømtavlen. Undertavlen skal være anbragt i nærheden af den i litra a omhandlede undertavle for skibslysene.

f.    På undertavlen skal for hver maskintelegraf i hver isoleret pol være anbragt 2 sikringer med tilhørende omskifter, medmindre maksimalafbrydere anvendes.

 § 155. Elektriske meddelelsesmidler.

a.    Anlæg, i hvilke elektriciteten anvendes til overførelse af meddelelser, såsom signalanlæg, telefon- og højttaleranlæg, brandalarm- og andre alarmeringsanlæg, fjernindikatorer og lignende, skal tilfredsstille de i dette afsnit indeholdte bestemmelser, såfremt:

1)    de tjener skibets eller de ombordværende sikkerhed,

2)    de er i direkte elektrisk forbindelse med et anlæg, i hvilket elektriciteten anvendes til lys, kraft eller varme,

3)    spændingen overstiger 50 volt, eller

4)    strømkilden er af en sådan størrelse, at den er i stand til at afgive mere end 100 watt i mindst 20 timer.

b.    I alle apparater hørende til de under litra a nævnte anlæg skal de strømførende dele være af vejrbestandigt metal og være monteret på flammesikkert og vejrbestandigt isolationsmateriale. Alle beskyttelseskasser skal være af flammesikkert materiale.

c.    Anlæg, som ikke falder ind under de i litra a nævnte kategorier, skal i enhver henseende være forsvarligt udført, idet der tages hensyn til den anvendte spænding. Alle strømkredse undtagen sådanne, som får strøm fra tørelementer, skal sikres med sikringer for hver isoleret pol.

d.    Omformere og transformere, som anvendes til nedsættelse af spændingen for de i litra c omhandlede anlæg, tillige med de tilhørende ledninger og installationsdele skal tilfredsstille de i dette afsnit indeholdte bestemmelser.

e.    Strømkredse skal være således ordnet og tilslutningsdåser således konstrueret og mærket, at fejlmålinger og nødvendige reparationer kan foretages med den mindst mulige forstyrrelse af andre strømkredse.

 § 156. Ledningers konstruktion.

a.5) Materiale.

       Alle ledere i isolerede ledninger skal være af kobber med en ledningsevne, som er mindst 98 pct. af ledningsevnen for standard-kobber, i overensstemmelse med I.Es standarder.

b.    Opbygning af kobberledere.

1.    Ledere med et tværsnit på 1 mm2 og derunder må ikke anvendes til fast montage.

2.    Ledere med et tværsnit på 2 mm2 og derover skal være flertrådede. Dette gælder dog ikke for mineralisolerede ledninger med kobberkappe.

3.    I gummiisolerede ledninger skal alle ledetråde være fortinnet med tin af ren kvalitet.

c.    Isolation.

       Følgende isolationstyper kan anvendes:

1.    Gummi (naturgummi eller syntetisk gummi)

2.    Polyvinylclorid (PVC)

3.    Varmebestandigt butylgummi

4.    Tekstiler

5.    Asbest

6.    Silicone gummi

7.    Mineral

Jfr. i øvrigt I.Es rekommandationer.

d. Beskyttelse af ledninger.

 Følgende typer af beskyttelse kan anvendes:

1.    Imprægneret tekstilomfletning

2.    Blykappe uden omfletning

3.    Blykappe med omfletning eller andet godkendt beskyttelseslag

4.    Armeret blykappe med eller uden omfletning eller andet beskyttelseslag over armeringen

5.    Gummikappe med eller uden omfletning

6.    Gummikappe og armering med eller uden omfletning eller andet beskyttelseslag over armeringen

7.    PVC kappe

8.    Kobberkappe (kun for mineralisolerede ledninger)

e.    Ledninger til faste installationer for lys, kraft og varme kan være:

1. Almindelig isoleret ledning

2. Uarmeret kabel

3. Armeret kabel

f.    Ledninger til transportable brugsgenstande for lys, kraft og varme kan være:

1. Bøjelig ledning med almindeligt beskyttelseslag.

2. Bøjelig ledning med slidfast beskyttelseslag.

g.    Ledninger til installation af elektriske meddelelsesmidler, bortset fra de i § 155,        litra a nævnte, kan være:

1.    Svagstrømsledninger til fast installation

2.    Bøjelige svagstrømsledninger

h.    For konstruktion af de under litra e og f nævnte ledninger og kabeltyper såvel som for de prøver, som de inden oplægning vil være at underkaste, gælder de til enhver tid af direktoratet anerkendte eller fastsatte regler. I almindelighed vil I.Es rekommandationer i så henseende være at følge.

i.     Alle ledninger og kabler skal være af en type, der med hensyn til brandhæmmende egenskaber er til direktoratets tilfredshed.

       Direktoratet kan med henblik på at forhindre brand eller eksplosion kræve yderligere sikkerhedsforanstaltninger for elektriske ledninger i særlige rum i skibet.

       For kabelføring til pumper og kompressorer for automatiske sprinkleranlæg, se endvidere § 108, litra g.

 § 157. Ledningers belastning og dimensionering.

a.    Ved beregningen af den for forskellige ledningstværsnit tilladelige belastning skal der tages hensyn til:

1)    om belastningen er permanent eller intermitterende,

2)    den omgivende lufts temperatur.

b. Under hensyntagen til de i litra a nævnte forhold beregnes den for forskellige ledningstyper og ledningstværsnit tilladelige belastning ved hjælp af tabeller, der er indeholdt i de i § 156 omhandlede af direktoratet anerkendte eller fastsatte regler.

c.    Ved dimensioneringen af gruppeledninger skal der regnes med den totale maksimale strøm, hvormed gruppen (strømforbrugeren) kan belastes. For motorer regnes med den normale strømstyrke, og for lampesteder med den maksimale belastning, dog ikke under 60 watt for hvert lampested.

d.    Ved dimensioneringen af ledninger, der føder én eller flere undertavler, kan der regnes med en belastning, der er mindre end summen af de maksimale belastninger i de enkelte til undertavler sluttede grupper. Forholdet mellem den skønnede belastning og den totale maksimale belastning (samtidighedsfaktoren) fastsættes i hvert enkelt tilfælde under hensyn til sandsynligheden for samtidig belastning af de forskellige grupper. Dette gælder dog ikke for grupper, i hvilke der udelukkende findes tilslutningssteder for lys og varme.

e.    Uden hensyn til den beregnede tilladelige belastning skal ledningerne være således dimensioneret, at spændingsfaldet mellem samleskinnerne på hovedstrømtavlen og et hvilket som helst punkt af installationen ikke overstiger 6 pct. af den normale driftsspænding, når ledningerne er maksimalt belastede under normale driftsforhold. Ved beregningen af spændingsfaldet i en ledning, der føder flere grupper, er det tilladt at regne med samtidighedsfaktoren, jfr. litra d.

f.    Ved vekselstrømsinstallationer skal ledningerne være således dimensioneret, at startstrømmen for motorer ikke forårsager så stort et spændingsfald, at beskyttelsesanordninger for andre igangværende motorer udløses.

 § 158. Sikringer eller afbrydere med automatisk udløsning.

a.   På hovedstrømtavler og undertavler skal anbringes sikringer eller afbrydere med automatisk udløsning for hver derfra udgående ikke-jordforbunden ledning. Ligeledes skal sikringer (afbrydere med automatisk udløsning) anbringes overalt, hvor et ledningsafsnit forbindes til et andet med lavere tilladt belastning.

b.   Sikringer og afbrydere med automatisk udløsning må ikke være normeret for mere end den maksimalt tilladte belastning af de pågældende ledninger og skal have en brydningskapacitet svarende til kortslutningsstrømmen ved tilslutningsklemmerne, dog kan beskyttelsesanordninger for motorkredsløb dimensioneres for den overbelastning, der fremkommer under motorens normale accelerationsperiode.

       Vedrørende sikringer for ledninger til, styremaskiner, se § 152.

c.    Sikringsanordninger skal være af godkendt konstruktion. Såvel sikringsholdere som sikringselementer (propper og patroner m.v.) skal på et synligt sted være tydeligt mærket med normeret strømstyrke og maksimalspænding. Afbrydere med automatisk udløsning skal være tilsvarende mærket.

d.   Alle spændingsførende dele af sikringsanordninger skal være anbragt på flammesikkert, fugtighedssikkert og godt isolerende materiale og skal være beskyttet mod tilfældig berøring.

e.   Sikringsanordninger, der kan bliver betjent af ikke-sagkyndigt personale, skal have prop- eller patron-sikringselementer eller tilsvarende og skal være således konstrueret, at uagtsom anbringelse af sikringselementer for større strømstyrke end den, for hvilken sikringsanordningen er normeret, er udelukket.

f.    Afbrydere med automatisk udløsning skal være af godkendt konstruktion og skal afbryde alle ikke-jordforbundne poler samtidig. Ved en normeret strømstyrke af over 15 ampére skal de være forsynet med håndtag med friudløsning og med midler til indstilling af afbrydningsstrømmen.

g.   I stedet for afbrydere med automatisk udløsning kan anvendes afbrydere med indbyggede sikringer.

h.   Sikringer og afbrydere med automatisk udløsning skal så vidt muligt installeres samlet på strømtavler og på et let tilgængeligt sted. Om anbringelse af sikringer for skibslys og maskintelegrafer, se § 154.

i.     Sikringer og afbrydere med automatisk udløsning skal anbringes og beskyttes således, at de ikke kan medføre brandfare. Såfremt de anbringes i lastrum, må de kun sikre ledninger hørende til belysning i det pågældende lastrum, og de skal være indesluttet i solide beskyttelseskasser af metal. Hvis de er udsat for stærk fugtighed eller sø, skal de være anbragt i vandtæt lukkede beskyttelseskasser af stål eller metal.

 § 159. Undertavlers konstruktion og anbringelse.

a.    Undertavler skal være af flammesikkert og fugtighedssikkert materiale, og alle spændingsførende dele skal være monteret på godt isolerende, flammesikkert og fugtighedssikkert materiale.

b.    Undertavler skal anbringes således, at der bag tavlen er et frit rum af mindst 3 cm dybde. Er uisolerede dele anbragt på bagsiden af tavlen, skal afstanden fra disse dele til skoddet dog mindst være 10 cm, medmindre skoddet er beklædt med flammesikkert materiale.

c.    Undertavler må ikke anbringes i brand- eller eksplosionsfarlige rum og skal, medmindre de er anbagt i særlige, dertil bestemte rum, som kun er tilgængelige for sagkyndigt personale, være anbragt i solide beskyttelseskasser. Disse kan i opholdsrum og lignende tørre rum være af træ, men skal ellers være udført af stål eller metal; hvor de er udsat for stærk fugtighed eller sø, skal de være vandtætte.

d.    Beskyttelseskasser af træ skal være vel ventilerede og skal være beskyttet mod brand ved en flammesikker beskyttelsesklædning, f.eks. stålplade.

e.    Spændingsførende dele, der er udsat for berøring, må ikke installeres på forsiden af undertavler, når spændingen til skrog overstiger 250 volt ved jævnstrøm og 150 volt ved vekselstrøm.

f.    Undertavler skal være udført således, at spændingsførende dele er beskyttet mod berøring.

 § 160. Ledningers anbringelse.

a.    Ledninger skal så vidt muligt oplægges således, at de har et retlinjet forløb, er let tilgængelige og ikke er udsat for stærk fugtighed, olie, mekanisk beskadigelse eller høj temperatur.

b.    Kabler, der er anbragt på åbent vejrdæk, i baderum, lastrum, kølerum, maskinrum eller andre steder, hvor vand eller skadelige dampe (f. eks. oliedampe) kan samle sig, skal være omgivet med et uigennemtrængeligt beskyttelseslag.

       På særlig fugtige steder skal kabler med hygroskopisk isolation være omgivet af et metallisk uigennemtrængeligt beskyttelseslag. Kabler med jerntrådsomfletning må ikke anvendes på åbent dæk eller på steder, hvor de er udsat for stærk fugtighed, medmindre de er omgivet med et uigennemtrængeligt beskyttelseslag, f.eks. P.V-kappe.

c.    I rum, hvor ledninger er udsat for kemisk påvirkning, skal kablerne have et mod denne påvirkning modstandsdygtigt beskyttelseslag.

d.    Kabler, hvis beskyttelseslag kan skade beskyttelseslaget af andre kabler, må ikke lægges sammen med sådanne kabler.

e.    Kabler, der er udsat for mekanisk påvirkning, skal, dersom kablernes beskyttelseslag, f.eks. armeringen, ikke er i stand til at modstå den mulige påvirkning, være beskyttet med skærme af stål eller metal eller være ført gennem stålrør.

       Kabler i lastrum og andre rum, hvor der er særlig risiko for mekanisk beskadigelse, skal, medmindre selve skibets konstruktionsdele yder tilstrækkelig beskyttelse, være forsvarligt beskyttet, selv om kablerne er armerede.

f.    Stål, der anvendes til beskyttelse af kabler, skal være behandlet mod korrosion.

       Kabler skal være effektivt understøttet og fastholdt ved bøjler med passende indbyrdes afstand og af en sådan form, at de ikke beskadiger kablerne. Kablerne skal endvidere oplægges således, at de ikke beskadiges ved bøjning, og således at de mindst muligt udsættes for stræk eller skamfiling ved deres egen vægt, ved varmeudvidelser, bevægelser i skibet eller på anden måde. Kabelbaner og bøjler skal være af korrosionsbestandigt materiale eller være forsvarligt behandlet mod korrosion forinden opsætning.

g.    Brugen af PVC-isolerede kabler skal begrænses til mindre kabler, hvis størrelse i almindelighed ikke må overstige 35 mm2. PVC-isolerede kabler må ikke anvendes, hvor det er nødvendigt at føre kablerne gennem vandtætte skodder og bør ej heller anvendes i kølerum.

h.    Til transportable brugsgenstande kan i tørre opholdsrum, hvor ledningerne ikke er udsat for mekanisk overlast, bøjelig ledning uden beskyttelsesklædning anvendes. Uden for tørre opholdsrum kan, hvor ledningerne ikke er særlig udsat for mekanisk overlast, anvendes bøjeligt kabel med almindelig beskyttelsesklædning. I maskinrum, på fyrpladser, i kulkasser og lastrum samt på dækket og i øvrigt på steder, hvor det er stærk fugtighed, eller hvor mekanisk overlast kan befrygtes, skal anvendes bøjeligt kabel med slidfast beskyttelsesklædning.

i.     De i § 156, litra g omhandlede, fast oplagte svagstrømsledninger skal ved installationen holdes adskilt fra de øvrige ledninger.

j.     Ved vekselstrømsanlæg skal så vidt muligt anvendes flerlederkabler, således at alle faser fremføres i samme kabel. Såfremt enkeltleder-kabler anvendes, skal der ved oplægningen drages omsorg for, at alle faser ligger så nær ved hinanden som muligt og givet fald fremføres i samme rør. Om fornødendt skal enkeltlederkabler sammensnos eller krydses for at reducere strømkredsens inducerende påvirkning og anbringes i sådan afstand fra skibsskroget, at tab ved induktion formindskes mest muligt.

 § 161. Ledningers gennemføring og forbindelse.

a.    Når ubeskyttede ledninger, herunder uarmerede blykabler, føres gennem skodder, jernbjælker eller lignende, skal ledningerne beskyttes ved hylstre af bly, træ eller lignende, der helt omslutter ledningerne. Føres ledningerne gennem vandtætte skodder, skal der om ledningerne anbringes vandtætte pakdåser, og føres de gennem brandskodder af klasse A, skal brandsikre pakdåser anvendes (jfr. § 76, litra a).

b.    Hvor ledningerne føres gennem dæk, skal de være anbragt i rør af stål eller metal, der skal være solidt fastgjort i dækket og ført så højt op, at vand ikke kan komme til at stå op over dem. Rørene skal tilstoppes med branddrøj isolermasse og gøres vandtætte. Ved enkeltkorede vekselstrømskabler skal rørene være af metal og fortrinsvis være befæstet i plader af metal.

c.    Samling af ledere bortset fra ledere i lavspændingskommunikationskredsløb må kun ske i samle- eller forgreningsdåser. Alle sådanne forgreningsdåser eller installationsdele skal være konstrueret således, at en eventuel brand i installationsdelen forhindres i at brede sig. Hvor splejsning anvendes, må der kun benyttes en godkendt metode, der sikrer, at ledningens oprindelige mekaniske og elektriske egenskaber bevares. Samle- og forgreningsdåser, der er anbragt i kredsløb, der er af vigtighed for sikkerhedstjenesten, jfr. § 150, skal være tydeligt afmærket.

d.    På steder, hvor installationen er udsat for fugtighed, skal samle- og forgreningsdåser være vandtæt lukket eller vandtæt tilstøbt med isolermasse.

e.    I kabler mellem hovedstrømtavler og undertavler samt mellem strømtavler og maskiner og forbrugsgenstande skal samlinger så vidt muligt undgås.

 § 162. Forholdsregler mod stød, brandfare og andre faremomenter af elektrisk art.

a.    Alle for berøring udsatte dele af elektriske maskiner eller apparater, som ikke skal være spændingsførende, men som kan blive spændingsførende på grund af fejl, skal være forbundet til skibsskroget. Alle elektriske apparater skal være således konstrueret og installeret, at der ikke opstår fare for ulykkestilfælde ved betjening under normale forhold.

b.    Vedrørende beskyttelsesforanstaltninger for transportable lamper, værktøj og lignende apparater, se §§ 140 og 141.

c.    Hvor der anvendes et fordelingssystem med skibsskroget som tilbageledning, skal der træffes særlige af direktoratet godkendte forholdsregler.

d.    Ledningers metalafskærmning og armering skal i elektrisk henseende være kontinuerlig forbundet til skibsskroget.

       Såfremt ledninger hverken er forsynet med metalkappe eller armering, skal der være truffet særlige foranstaltninger, således at en brand ikke kan opstå på grund af elektriske fejl.

e.    Belysningsarmaturer skal være således indrettet, at temperaturstigninger, der ville være skadelige for ledningerne, forhindres, og således at stærk opvarmning af omgivelserne undgås.

f.    Jordforbindelser skal være af kobber eller fosforbronze og skal være således udført, at de er beskyttet mod beskadigelse og korrosion. De skal være let tilgængelige, og forbindelsen til skibsskroget skal sikres ved en messingskrue af passende diameter, som ikke må anvendes til andet formål.

g.    For diamensionering af jordforbindelser gælder regler, som er indeholdt i de i § 156 omhandlede, af direktoratet anerkendte eller fastsatte regler.

 § 163. Afbrydere, omskiftere og stikkontakter.

a.    Afbrydere, omskiftere og stikkontakter skal være af godkendt konstruktion. Alle spændingsførende dele skal være anbragt på flammesikkert, fugtighedssikkert og godt isolerende materiale, og skal, hvor de ikke er dækket af isolerende materiale, være beskyttet mod berøring ved solide dæksler af flammesikkert materiale.

b.    Afbrydere og omskiftere skal have momentafbrydning. Gruppeafbrydere, afbrydere og omskiftere for motorer og andre brugsgenstande samt afbrydere på dæk og i fugtige rum skal bryde alle poler.

c.    Fast installerede brugsgenstande, herunder spil og transformere m.v., skal kunne afbrydes i umiddelbar nærhed af disse.

d.    Alle stikkontakter beregnet til en strømstyrke af over 15 ampére – på frit dæk og i fugtige rum over 6 ampére – skal være forsynet med en afbryder, der er således sammenlåst med stikproppen, at denne kun kan indsættes og udtages, når afbryderen er åben. Undtaget fra denne bestemmelse er anlæg, hvor driftspændingen er under 50 volt.

e.    Afbrydere, omskiftere og stikkontakter skal anbringes eller beskyttes således, at de ikke kan medføre brandfare. Hvor de er udsat for fugtighed, skal de være af vandtæt udførelse, og på særlig udsatte steder skal de tillige være beskyttet mod mekanisk overlast.

f.    Kredsløb for belysning og stikkontakter m.v. i kulbunker eller lastrum skal være forsynet med aflåselige 2-polede afbrydere, der er anbragt uden for disse rum.

g.    I baderum og lignende fugtige rum må der ikke anbringes stikkontakter, medmindre hver stikkontakt er forsynet med sin egen isolertransformer.

 § 164. Igangsættere og modstande.

a.    Ved igangsættere og modstande skal alle spændingsførende dele være anbragt på flammesikkert og godt isolerende materiale, og de skal ved en beskyttelsesklædning af flammesikkert materiale være beskyttet mod berøring.

b.    De skal endvidere være således indrettet, at de ved normal benyttelse ikke kan opnå en ydre temperatur, der kan være farlig for omgivelserne. Intet ubeskyttet træværk må findes i mindre afstand end 10 cm fra apparaternes udvendige dele.

c.    Igangsættere og modstande skal være let tilgængelige og må ikke anbringes i beboelsesrum. På dæk, i lastrum og på fyrpladser samt på steder, hvor de er udsat for stærk fugtighed, skal de være passende beskyttet mod fugtighed og overlast.

 § 165. Glødelamper.

a.    Lampeholderes spændingsførende dele skal være anbragt på flammesikkert, fugtighedssikkert og godtisolerende materiale og være beskyttet mod berøring ved sådant materiale.

b.    Armaturer med skærme af brændbart materiale skal være af en sådan konstruktion, af skærmene ikke kan komme i farlig nærhed af belysningslegemet.

c.    Lamper i nærheden af let antændelige stoffer skal være beskyttet eller anbragt således, at belysningslegemerne ikke kan komme i direkte berøring med stofferne.

d.    Lamper, der er udsat for mekanisk beskadigelse, f. eks. lamper i lastrum og lignende rum, skal være anbragt i armaturer af solid konstruktion og med stærkt beskyttelsesgitter.

e.    Lamper, der er anbragt på dæk og fyrpladser og i øvrigt på steder, hvor de er udsat for stærk fugtighed, skal være anbragt i vandtætte armaturer med tætsluttende klokke af glas eller tilsvarende materiale.

 § 166. Lysrør.

a.    Induktionsspoler, kondensatorer og kontaktanordninger, som indgår i lysrørinstallationer, skal være indesluttet i beskyttelseskasse af metal, der er forbundet til skibsskroget. Temperaturstigningen af disse dele må ikke overstige 60o C., og kondensatorer på over 0,5 mikrofarad skal være forsynet med beskyttelsesafledning.

b.    For anvendelsen af lysrør, der er konstrueret for spændinger over 250 volt, gælder særlige af direktoratet anerkendte eller fastsatte regler.

 § 167. Transportable lamper og brugsgenstande.

a. Ved håndlamper og større, transportable lamper eller belysningsanordninger til belysning af dæk, lastrum eller lignende skal fatningerne enten være helt dækket af brudsikkert isolationsmateriale eller beskyttet mod uagtsom berøring ved skærme eller beskyttelsesgitre, som er isoleret fra fatningerne ved brudsikkert isolationsmateriale. Lamperne må ikke være forsynet med påmonteret afbryder.

b.    Transportable brugsgenstande skal være af godkendt konstruktion og skal på et synligt sted være forsynet med tydelig angivelse af fabrikat, spænding og effekt. De skal både i elektrisk og mekanisk henseende være tilstrækkeligt dimensioneret og således konstrueret, at de ikke kan forårsage brandfare eller udsætte betjeningen for fare ved gnistdannelse eller lignende.

c.    Det i litra b nævnte elektriske brugsgenstande skal være således konstrueret, at alle spændingsførende dele er beskyttet imod uagtsom berøring. De skal endvidere fortrinsvis være således konstrueret, at ikke-spændingsførende metaldele, der er til gængelige for berøring, ved en særlig anbragt, brudsikker isolation er adskilt fra alle strømførende dele, således at de ikke kan komme i berøring med disse. Såfremt dette ikke er praktisk gennemførligt, skal for berøring tilgængelige, ikke-spændingsførende metaldele være forbundet til skibsskroget gennem en passende leder i strømforsyningskablet.

 § 168. Særlige regler for farlige rum.

 For elektriske installationer i rum, i hvilke eksplosionsfare kan befrygtes, gælder de i afsnit D fastsatte bestemmelser for tankskibe.

 § 169. Særlige regler for brandfarlige rum.

a.    I rum, der er bestemt til opbevaring af letantændelige stoffer (brandfarlige rum), må generatorer, omformere og ensrettere samt hovedstrømtavler ikke opstilles. Motorer og transformere skal være i fuldstændig lukket udførelse eller være anbragt i tætsluttende beskyttelseskasser, udført af eller foret med flammesikkert materiale.

b.    Sikringer, afbrydere, stikkontakter og andre installationsdele, der kan give anledning til gnistdannelse, skal være omgivet med tætsluttende beskyttelseskasser af flammesikkert materiale. Stikkontakter skal være forsynet med en afbryder, der er således sammenlåset med stikproppen, at denne kun kan indsættes og udtages, når afbryderen er åben.

c.    Belysningslegemer skal være anbragt i tætsluttende armaturer.

d.    Elektriske brugsgenstande, ved hvilke der kan forekomme gnistdannelse, skal enten være af lukket konstruktion eller være anbragt i tætsluttende beskyttelseskasser af flammesikkert materiale.

 § 170. Forholdsregler mod forstyrrelser i radioanlæg.

a.    For at formindske de fra elektriske anlæg hidrørende forstyrrelser i de af hensyn til sikkerheden installerede radiomodtagere om bord skal følgende forholdsregler iagttages:

1.    Elektriske maskiner og apparater skal være således konstrueret og installeret, at forstyrrelser så vidt muligt forebygges ved kilden.

2.    Støjfiltre af godkendt konstruktion, som hindrer forstyrrelserne i at udbrede sig, skal om fornødent anbringes ved støjkilderne, fortrinsvis indbygget i de pågældende maskiner eller apparater. Sådanne maskiner og apparater, som installeres i nærheden af modtageantennerne eller radiorummet, skal være underkastet særlig opmærksomhed.

3.    Ledninger, der er installeret i nærheden af modtageantennerne og radiorummet, skal være skærmet ved metalrør, medmindre de selv er forsynet med metalkappe. De skal så vidt muligt lægges som dobbelt- eller flerlederkabler, og hvis enkeltlederkabler anvendes, skal frem- og tilbageledningen lægges så nær ved hinanden som muligt.

4.    Ledninger, som hører til installationen i radiorummet, skal om fornødent forsynes med støjfiltre ved deres indførelse i radiorummet.

5.    Ledninger og rør, som ikke ender i radiorummet, skal så vidt muligt føres uden om dette.

6.    Omformere, som er installeret i selve radiorummet, skal være omsluttet af en skærmet kasse, medmindre de selv er af skærmet udførelse.

b.    De i litra a, 3 og 6, omhandlede skærme og rør skal forbindes til skibsskroget ved en kobberskinne, som i flere punkter er effektivt forbundet med dette såvel som med radiorummets metalkonstruktion eller afskærmning.

 § 171. Lynafledere.

 For de i §§ 30, 47 og 58 foreskrevne lynafledere gælder følgende bestemmelser:

1.    Lynaflederen skal bestå af en tilspidset kobberstang, der er mindst 12 mm i diameter og rækker mindst 150 mm op over mastetoppen. Den skal være solidt forbundet til et kobberbånd eller et kobberkabel med et tværsnit af mindst 75 mm2, der føres ned til godset for vantene.

2.    a) I træskibe skal lynaflederen fra godset følge vantet som et kobberkabel med mindst 75 mm2 tværsnit og forbindes solidt til en kobberplade med en overflade af mindst 0,2 m2, der er anbragt på skibssiden under let vandlinie, således at den er nedsænket i vand under alle forhold.

       b) I stålskibe med træmaster eller med stænger af træ skal lynaflederen være udført som ovenfor angivet, dog at den i stedet for at være forbundet til en jordplade kan være forbundet til den nærmeste del af skibsskroget.

3.    Lynafledere skal føres så retlinjet som muligt, og skarpe bøjninger skal undgås. Alle forbindelser skal være skrueforbindelser af messing eller kobber og skal være effektivt sikret mod at arbejde sig løs.

 § 172. Installation ved kompasser og søure.

a.    Elektriske maskiner og apparater samt hovedstrømtavler og undertavler skal anbringes således, at de ikke kan indvirke forstyrrende på kompasser og søure.

b.    Ledninger skal oplægges således, at de ikke kan indvirke forstyrrende på kompasser og søure. Indenfor en afstand af 5 m fra kompasser skal sammenhørende ledninger af modsat polaritet lægges tæt op ad hinanden eller være sammensnoede.

c.    Lamper til belysning af kompasser skal være således indrettet og installeret, at de ikke indvirker forstyrrende på disse.

B. Passagerskibe i indenrigs fart.

 § 173. Princip.

 De i foranstående §§ 137-172 indeholdte bestemmelser finder i princippet også anvendelse på passagerskibe i indenrigs fart, men direktoratet kan, når det skønner, at disse bestemmelsers gennemførelse under hensyn til rejsens nærmere beskaffenhed ville være urimelig eller upraktisk, tilstå de fornødne lempelser og afvigelser.

C. Lastskibe.

(se dog for tankskibe afsnit D).

 § 174. Almindelig bestemmelse.

 Bestemmelserne i §§ 140-148 og 154-172 finder tilsvarende anvendelse.

 § 175. Nødenergikilder.

a. Lastskibe på 5.000 tons og derover.

1.    I lastskibe på 5.000 tons og derover skal der findes en selvstændig nødenergikilde, som skal være anbragt på et for direktoratet tilfredsstillende sted over det øverste gennemgående dæk og uden for maskincasingerne med henblik på, at den vil kunne fungere i tilfælde af brand eller andet havari, som medfører, at hovedinstallation svigter.

2.    Den energi, der er til rådighed, skal være tilstrækkelig til driften af alle de anlæg, som direktoratet anser for nødvendige for alle ombordværendes sikkerhed i en nødsituation, herunder bl.a.:

a)    nødbelysning ved alle redningsbåde og redningsflåder – på dæk og ud over skibssiden,

b)    nødbelysning i gange, på trapper, ved udgange, i maskinrum, på kommandobroen og i bestiklukafet,

c)    det elektriske alarmanlæg, der kalder besætningen til samlingspladserne, for så vidt dette ikke har selvstændig energikilde, og

d)    skibslysene, hvis disse udelukkende er elektriske, samt dagsignallampen, hvis denne får strøm fra den elektriske hovedenergikilde.

       Energien skal være tilstrækkelig til driften i 6 timer.

3.    I skibe, hvor nødenergikilden tillige leverer strøm til radioanlægget, skal den – udover at opfylde de i særlige regler om radiostationer og radiotjeneste i skibe stillede fordringer – have tilstrækkelig energi til at sikre driften af den ovenfor omhandlede nødstrømforsyning i det foreskrevne antal timer.

4.    Nødenergikilden kan enten være:

a)    et akkumulatorbatteri, der er i stand til at bære nødbelastningen uden genopladning eller for stort spændingsfald, eller

b)    en generator, der drives af en egnet kraftmaskine med selvstændig brændstofforsyning og med en for direktoratet tilfredsstillende startanordning. Brændstoffet skal have et flammepunkt på mindst 43o C.

5.    Direktoratet kan tillade, at reserveenergikilden for et skibs reserveradioanlæg anvendes som nødenergikilde for et mindre antal nødstrømkredse med ringe effektforbrug. Sådanne nødstrømkredse skal i deres helhed være begrænset til den øverste del af skibet, såsom nødbelysningen på båddækket, og det skal fra radiostationen kunne kontrolleres, når sådanne strømkredse aftager strøm.

       Energikilden skal have tilstrækkelig kapacitet til foruden at kunne forsyne reserveradioanlægget i det foreskrevne antal timer også at kunne bære denne yderligere belastning.

6.    Hele nødinstallationen skal kunne fungere under en krængning på 22 1/2o, og/eller når skibet har en styrlastighed på 10o.

7.    Der skal træffes foranstaltninger til periodisk afprøvning af hele nødinstallationen.

b. Lastskibe på 500 tons og derover, men under 5.000 tons.

1.    I sådanne skibe skal der findes en selvstændig nødenergikilde, som skal være anbragt på et for direktoratet tilfredsstillende sted, og som er i stand til at levere strøm til belysningen på de steder, hvorfra redningsbåde og redningsflåder udsættes, og ud over skibssiden, samt i skibe på 1.600 tons og derover til belysningen i gange, på trapper og ved udgange, således at adgang for alle ombordværende til redningsbådes og redningsflåders udsætnings- og anbringelsessteder ikke vanskeliggøres.

       Endvidere skal nødenergikilden kunne levere strøm til sådanne andre anlæg, som direktoratet måtte finde værende af betydning for sikkerheden.

2.    Den energi, der er til rådighed, skal være tilstrækkelig til driften i mindst 3 timer.

3.    Bestemmelserne i litra a. 3, 4, 5, 6 og 7 finder tilsvarende anvendelse.

c.    Lastskibe under 500 tons, herunder fiskeskibe og -fartøjer.

       De foranstående i litra b indeholdte bestemmelser finder i princippet tilsvarende anvendelse, men direktoratet kan, når det skønner, at disse bestemmelsers gennemførelse under hensyn til skibets størrelse og fartsområde m.v. ville være urimelig eller unødvendig, tilstå de fornødne lempelser og afvigelser.

 § 176. Reserve- og nødstrømkredse m.v.

a.    For den ved § 175 foreskrevne nødbelysning ved redningsbåde og redningsflåder må der ikke findes andre sikringer end de ved nødenergikilden anbragte, og der må kun findes afbrydere ved nødenergikilden og i styrehuset.

b.    I maskin- og kedelrum skal belysningskredsløb være tilsluttet mindst 2 forskellige grupper.

 § 177. Elektriske og elektrohydrauliske styreanlæg.

a.    Lastskibe på 5.000 tons og derover.

1.    Indikatorer til og kontinuerlig kontrol af motorer til elektriske og elektrohydrauliske styreanlæg skal være anbragt på et passende og for direktoratet tilfredsstillende sted.

2.    a) Elektriske og elektrohydrauliske styreanlæg skal fødes gennem to strømkredse, udgående fra hovedstrømtavlen. Den ene af kredsene kan føres over nødstrømtavlen. Hver strømkreds skal være dimensioneret til at forsyne alle de motorer, som normalt er forbundet til den, og som er i gang samtidig. Hvis der i styremaskinrummet findes omskifteranordninger, hvorved hver strømkreds kan bringes til at forsyne en hvilken som helst motor eller kombination af motorer, skal begge strømkredsene være dimensioneret til at kunne bære den største belastning. Strømkredsene skal i hele deres længde være anbragt så langt fra hinanden som praktisk muligt.

b) Ovennævnte strømkredse og motorer må kun være forsynet med beskyttelse mod kortslutning.

b.    Lastskibe på 500 tons og derover, men under 5.000 tons.

1. I sådanne skibe, i hvilke elektricitet er den eneste energikilde til såvel hovedstyreanlæg som reservestyreanlæg, skal bestemmelserne i litra a, pkt. 2 ovenfor opfyldes, dog således, at dersom reservestyreanlægget drives af en motor, der fortrinsvis anvendes til drift af andre anlæg, kan bestemmelsen i pkt. 2 b) fraviges, forudsat beskyttelsesforanstaltningerne er til direktoratets tilfredshed.

2.    Motorer og strømkredse til elektriske og elektrohydrauliske hovedstyreanlæg må kun være forsynet med beskyttelse mod kortslutning.

c.    Lastskibe under 500 tons, herunder fiskeskibe og -fartøjer.

       De foranstående i litra b indeholdte bestemmelser finder i princippet tilsvarende anvendelse, men direktoratet kan, når det skønner, at disse bestemmelsers gennemførelse under hensyn til skibets størrelse m.v. ville være urimelig eller unødvendig, tilstå de fornødne lempelser og afvigelser.

 § 178. Særlige forholdsregler med henblik på en nødsituation.

a.    Brændselsoliepumper og centrifuger m.v. skal være forsynet med ekstra afbrydere på et let tilgængeligt sted uden for maskinrummet.

b.    Kunstig ventilation til maskinrum skal kunne stoppes fra et let tilgængeligt sted uden for maskinrummet.

D. Tankskibe.

 § 179. Almindelig bestemmelse.

 Bestemmelserne i §§ 174-178 finder med de nedenfor angivne tilføjelser og afvigelser tilsvarende anvendelse.

 § 180. Definitioner.

a. Tankskib.

 I nærværende afsnit skal ved et „tankskib“ forstås et lastskib, der er konstrueret eller indrettet til transport i bulk af olie eller anden letantændelig flydende ladning med flammepunkt på 65o C og derunder.

b. Farlige rum og farlige steder.

       Ved „farlige rum og farlige steder“ i et tankskib forstås alle rum og steder, hvor letantændelige eller eksplosive gasarter eller dampe vil kunne forventes at ville samle sig.

        Følgende rum og steder skal altid anses for farlige:

1.    Lastolietanke.

2.    Cofferdamme, der afgrænser lastolietanke.

3.    Lastpumperum.

4.    Lukkede eller delvis lukkede rum umiddelbart over lastolietankes topplader (f. eks. rum under brohus og mellemdæksrum).

5.    Lukkede eller delvis lukkede rum umiddelbart over pumperum og cofferdamme, der afgrænser lastolietanke.

6.    Lukkede rum – andre end cofferdamme – der i et lavere niveau end lastolietankenes topplader, støder op til disse tanke (f. eks. lastrum, rørtrunke, gange og lign.).

7.    Zoner på åbent dæk inden for en afstand af 3 m fra enhver åbning til lastolietanke, såsom luger, inspektionsåbninger, tankrensningsåbninger, ullageåbninger, pejlrør, afgangsrør for gasarter og dampe og fra åbninger til lastpumperum.

c. Eksplosionssikkert materiel.

 Ved „eksplosionssikret materiel“ forstås materiel, der under hensyn til de muligt forekommende gasarter eller dampe er konstrueret i overensstemmelse med I.Es rekommandationer eller andre af direktoratet godkendte normer eller bestemmelser.

 § 181. Strømart og fordelingssystemer.

a.    Der må kun anvendes følgende fordelingssystemer:

1.

Jævnstrøm: 2-leder, isoleret.

 

2.

Vekselstrøm:

Een-fase, 2-leder, isoleret.

 

 

3-fase, 3-leder, isoleret.

b.    Skibsskroget må ikke benyttes som tilbageledning, og med nedennævnte undtagelser må ingen strømførende del af et fordelingssystem være forbundet til dette.

1.    Systemer for katodisk beskyttelse af skibsbunden udvendig.

2.    Lokale systemer som f. eks. start- og tændingssystemer for forbrændingsmotorer.

3.    Støjfiltre for dæmpning af forstyrrelser i radioanlæg.

 § 182. Reserveenergikilder.

 Hvor den elektriske energi er det eneste middel til at sikre driften af de for skibets fremdrivning og sikkerhed uundværlige hjælpeinstallationer, skal der findes mindst to hovedgeneratoranlæg af en sådan størrelse, at driften af de nævnte installationer kan opretholdes, selv om det ene generatoranlæg ophører at virke.

 § 183. Installationer i farlige rum.

 I rum og på steder som omhandlet i § 180, litra b må der med de nedenfor under pkt. 1-5 nævnte undtagelser ikke installeres elektrisk materiel.

1.    Elektrisk belysning i lastpumperum kan tilvejebringes på en af følgende måder:

a)    Ved eksplosionssikkert armatur monteret i selve rummet. Lampestederne skal være tilsluttet mindst 2 af hinanden uafhængige strømkredse beskyttet ved sikringer og 2-polede afbrydere, anbragt på et ikke farligt sted uden for rummet. Lamperne og de tilhørende afbrydere skal af identificeringshensyn være tydeligt mærkede. Glaskupler og andre dæksler på armaturet skal være sikret med skruer eller møtrikker, der kun kan fjernes ved anvendelse af speciel nøgle. Kablerne skal opfylde bestemmelserne i § 184. De skal være beskyttet mod mekanisk overlast og skal være oplagt på kabelbaner, der er holdt fri af skodder og dæk.

b)    Ved belysning fra et ikke farligt rum, der støder op til pumperummet gennem permanent anbragte vand- og gastætte svære glasruder i afgrænsningsskodder eller dæk.

2.    I cofferdamme samt i lastpumperum foran for lastolietankene kan svingere for ekkolod installeres forudsat

a)    at svingerne er fuldstændig omsluttet af gastæt og korrisonsbestandigt armatur, der er fastgjort gastæt til yderklædningen og ikke er i forbindelse med tankskodderne,

b)    at kablerne til svingerne er ført gennem svære galvaniserede stålrør med gastætte samlinger fra armaturet og helt op til hoveddæk.

       På tilsvarende måde er det tilladt at fremføre kabler for kredsløb til katodisk beskyttelse af skibsbunden udvendig.

3.    I rum som omhandlet i § 180, litra b. 4 og 5 må der normalt kun installeres lysarmatur, og dette skal være af eksplosionssikker konstruktion. Afbrydere herfor skal være 2-polede og skal være anbragt i et ikke farligt rum. Det er tilladt at føre kabler ubrudt igennem sådanne rum.

       Andet elektrisk materiel end belysningsarmatur kan dog tillades installeret forudsat

a)    at det er af eksplosionssikker konstruktion,

b)    at rummet er vel ventileret,

c)    at der kun er adgang til rummet fra det overliggende dæk,

d)    at dørken i rummet er adskilt fra olietanken ved cofferdam,

e)    at såvel de i rummet omgivende skodder som dørken er gastætte,

f)    at kablerne er oplagt på kabelbaner, der er holdt fri af skodder og dæk.

4.    Elektrisk belysning i rum som omhandlet i § 180, litra b. 6 skal udføres tilsvarende som i pumperum.

5.    I de i § 180, litra b. 7 omhandlede zoner må kun anvendes eksplosionssikkert elektrisk materiel egnet til brug på åbent dæk.

 § 184. Ledninger og kabler.

a.    Med de i § 183 nævnte undtagelser må elektriske ledninger og kabler ikke installeres i farlige rum.

b.    Alle kabler, som kan blive udsat for fugtighed, olie, oliedampe eller gasarter, skal være beskyttet på en af følgende måder:

1.    Kobberkappe (for mineralisolerede kabler).

2.    Blykappe med ydre mekanisk beskyttelseslag, f. eks. armering eller ikke metallisk uigennemtrængeligt beskyttelseslag.

3.    Ikke-metallisk uigennemtrængeligt beskyttelseslag samt armering.

        Alle metalliske beskyttelseslag skal være forbundet til skibsskroget i det mindste i begge ender af kablet. Hvor korrosion kan forventes, skal armering være beskyttet med et ikke-metallisk uigennemtrængeligt beskyttelseslag. Aluminiumsarmering er ikke tilladt.

c.    Kabler på dæk i nærheden af lastolietanke eller på forreste og agterste løbebro skal være beskyttet mod mekanisk overlast. Kabler, kabelbaner og beskyttelsesskærme skal anbringes på en sådan måde, at der ikke ved skibets arbejden i søen opstår spændinger i kablerne eller mulighed for skamfiling. Oplægges kablerne i rør eller lukkede kanaler, skal disse være forsynet med afløb, og ved skodgennemføringer skal der være passende ekspansionsanordninger.

d.    Antallet af kabler, der føres fra for til agter skal være så lille som muligt, og kablerne skal føres i så stor afstand fra damp- og udstødsrør, at skadelig opvarmning undgås.

 § 185. Belysningsarmaturer.

 Bortset fra lamper i apteringen skal alt belysningsarmatur være fremstillet af modstandsdygtigt ikke-brændbart materiale, f. eks. stål eller metal.

 § 186. Transportable lamper.

 I farlige rum må der kun anvendes transportable batterilamper af godkendt eksplosionssikker konstruktion, se dog § 190.

 § 187. Eksplosionssikkert materiel.

 Eksplosionssikkert materiel skal være af godkendt konstruktion, og hvor sådant materiel er installeret, skal det være muligt fra et sikkert sted at gøre strømkredsene fuldstændig spændingsløse, ligesom der skal være truffet foranstaltninger til at forhindre ukyndigt personale i atter at slutte strømmen, så længe der er risiko for, at der i strømkreds eller armatur er blottede ledninger.

 § 188. Motorer.

 Motorer med tilhørende apparater, der anvendes til drift af maskineri i pumperum, skal være adskilt fra disse ved gastæt skod eller dæk. Der skal være indskudt elastiske koblinger eller lignende i akslerne mellem motorer og pumper, og hvor akslerne passerer gennem de gastætte skodder og dæk, skal der være anbragt gastætte pakdåser.

 § 189. Sikringer.

 Der må kun anvendes godkendte patronsikringer.

 § 190. Opslagstavler.

 På mindst to iøjnefaldende steder skal der findes opslagstavler i vejrfast udførelse, indeholdende forbud mod, at lamper og andre elektriske brugsgenstande anvendes

a)    i nærheden af olietanke, medmindre skibsførerens udtrykkelige tilladelse dertil foreligger, eller

b)   i olietanke, cofferdamme og pumperum, medmindre disse rum er blevet undersøgt og fundet fri for eksplosive blandinger.

Afdeling B. Navigering m.v.

 § 191. Almindelige bestemmelser.

 De for skibe og fartøjer i indenrigs fart i nærværende afdeling givne bestemmelser er tillige gældende for alle skibe og fartøjer, der anvendes i international fart inden for linierne Skagen-Vinge og Falsterbo-Darserort, herunder fart gennem Kielerkanalen til Elben, samt i lokal fart ved Færøerne. På skibe i sådan international fart finder tillige bestemmelserne i § 195, litra a, om radiopejlapparat og i §§ 197, litra c og 205, litra b om signallampe anvendelse.

I. Maskindrevne skibe.

 § 192. Kompasser.

a.    Ethvert skib skal være forsynet med et fast opstillet magnetkompas samt et reservekompas. Såfremt et skib kun er forsynet med ét fast opstillet magnetkompas, skal dette være således opstillet eller indrettet, at det kan anvendes som styrekompas og kan belyses ved en lampe, der er uafhængig af skibets elektriske hovedstrømforsyning. Fartøjer under 20 tons behøver ikke være forsynet med reservekompas.

b.8) Ethvert kompas om bord til brug ved skibets navigering skal være forsynet med certifikat fra direktoratet (Nautisk Prøvekammer) eller et af direktoratet anerkendt prøvekammer. Direktoratet kan på fastsatte vilkår bemyndige en fabrikant til at udstede certifikater for kompasser, der er fremstillet i overensstemmelse med en forud godkendt prototype. Certifikaterne skal findes om bord til forevisning for skibstilsynet.

c.8) Et kompas skal for at kunne opnå certifikat opfylde de krav med hensyn til konstruktion, materialer, vægt m.v. samt afprøvning, som indeholdes i de til enhver tid gældende af direktoratet givne forskrifter.

d.    Fast opstillede magnetkompasser skal være således anbragt i skibet, at deviationen ved hjælp af passende kompensationsmidler kan holdes inden for rimelige grænser. Sådanne kompasser skal være fjernet så langt, som de stedlige forhold tillader det, fra alt jern, navnlig flyttelige og bevægelige jernmasser.

e.    De foranstående bestemmelser er ikke gældende for åbne fartøjer.

f.8) Såfremt et magnetkompas, for hvilket der er udstedt certifikat, er blevet underkastet en reparation, der kan have indflydelse på de forhold, der betinger dets fortsatte godkendelse, påhvilet det skibets fører snarest muligt at lade det undersøge og forsyne med eventuelt nyt certifikat.

 § 193. Søkort m.v.

a.    Ethvert skib og fartøj, med undtagelse af åbne fartøjer i indenrigs fart, skal i fornødent omfang være forsynet med midler til at sætte en kurs, søkort, fyrfortegnelser, sejlhåndbøger o. lign. samt med officielt udgivne navigationsefterretninger.

b.    Skibe uden for indskrænket fart og skibe på over 100 tons i indskrænket fart skal – til brug, når det skønnes hensigtsmæssigt – være udstyret med en på broen anbragt kortkasse af passende størrelse, såfremt der ikke på broen findes bestiklukaf eller styrehus med kortbord.

 § 194. Kikkert, sekstant m.v.

a.    Skibe på 20 tons og derover skal være forsynet med kikkert, barometer og vagtsur.

b.2)Skibe uden for indskrænket fart, bortset fra fiskeskibe på 500 tons eller derunder i fart øst for 4°v. lg. og syd for 61°n. br. samt i fart på Færøerne og Færø Banke, skal endvidere være forsynet med sekstant.

 § 195. Pejlapparat, log og lod.

a.    Skibe på 20 tons og derover skal, såfremt der ikke på tilfredsstillende måde kan pejles direkte over kompasset, være udstyret med pejlskive. Endvidere skal ethvert skib på 1600 tons og derover i international fart have om bord et radiopejlapparat, der skal opfylde de fordringer, som derom er opstillet i de særlige regler om radiostationer og radiotjeneste i skibe.

b.    Skibe i international fart uden for linien Hanstholm-Lindesnæs skal være udstyret med log.

c.    Skibe på 20 tons og derover skal være forsynet med håndlod.

d.    Skibe uden for indskrænket fart skal endvidere være forsynet med dybdelod eller med mekanisk eller elektrisk dybdemåler.

 § 196. Søur (kronometer).

 Ethvert passagerskib uden for indskrænket fart samt ethvert skib på over 150 tons uden for europæisk fart skal være forsynet med søur (kronometer).

§ 197. Flag og signalmateriel.

a.    Ethvert skib skal være forsynet med nationalflag af passende dimensioner.

b.2) Skibe uden for indskrænket fart skal være forsynet med Den internationale Signalbog, 1969, med tilhørende flag, fiskeskibe på 500 tons og derunder i fart øst for 4°v. lg. og syd for 61°n. br. samt i fart på Færøerne og Færø Banke dog alene med de nævnte flag.

c.    Skibe på over 150 tons i international fart skal være forsynet med en fyldestgørende signallampe til brug om dagen. Signallampen må ikke udelukkende være afhængig af skibets elektriske hovedenergikilde.

d.8) (Ophævet).

e.    I ethvert skib på 20 tons og derover skal der i styrehuset være opslået en tavle visende de internationale signalflag og morsetegnene samt betydningen af et-bogstav signalerne.

 § 198.8) Lanterner, signalfigurer og lydsignalapparater.

a.    Ethvert skib skal være udrustet med lanterner, signalfigurer og lydsignalapparater i sådant omfang, at det er i stand til at opfylde kravene i de internationale søvejsregler. Signalfigurernes konstruktion og lydsignalapparaternes konstruktion, effektivitet og installation om bord skal være i overensstemmelse med de internationale søvejsregler samt med de af direktoratet givne forskrifter.

b.    Skibe uden for indskrænket fart med undtagelse af fiskeskibe under 20 tons i fart på Nord- og Østersøen og Den engelske Kanal skal være forsynet med et reservesæt side- og toplanterner samt med en reserve-agterlanterne og et sæt reserve-ankerlanterner. Reservelanterner skal, såfremt de er indrettet til elektisk belysning, kunne tilsluttes skibets elektriske nødenergikilde.

c.1) Lanterner med petroleumsbelysning må ikke anvendes i tankskibe og skibe indrettet til transport af gasarter, herunder fordråbede gasarter.

d.    Lanternerne skal være forsynet med certifikat fra direktoratet (Nautisk Prøvekammer) eller et af direktoratet anerkendt prøvekammer. Direktoratet kan på fastsatte vilkår bemyndige en fabrikant til at udstede certifikat for lanterner, der er fremstillet i overensstemmelse med en forud godkendt prototype. Certifikaterne skal findes om bord til forevisning for skibstilsynet. Dog kan direktoratet tillade, at skibe under 12 m i længde udstyres med lanterner uden certifikat under forudsætning af, at de er af godkendt type.

e.    En lanterne skal for at kunne opnå certifikat eller typegodkendelse opfylde de krav med hensyn til konstruktion  m.v., som indeholdes i de til enhver tid gældende af direktoratet givne forskrifter.

f.    Såfremt en lanterne, for hvilken der er udstedt certifikat, er blevet underkastet en reparation, der kan have indflydelse på de forhold, der betinger dens fortsatte godkendelse, påhviler det skibets fører snarest muligt at lade den undersøge og forsyne med eventuelt nyt certifikat.

 § 199.8) (Ophævet).

II. Sejlskibe og sejlskibe med

hjælpemaskinkraft.

 § 200. Kompasser.

a.    Ethvert skib skal være forsynet med et fast opstillet magnetkompas og et reservekompas; skibe på ikke over 100 tons i fart i Nordsøen og i Den engelske Kanal samt Østersøen behøver dog intet reservekompas. Såfremt et skib kun er forsynet med ét fast opstillet magnetkompas, skal dette være således opstillet eller indrettet, at det kan anvendes som styrekompas og kan belyses ved en lampe, der er uafhængig af skibets elektriske hovedstrømforsyning. Fartøjer under 20 tons i indenrigs fart behøver kun at have et bådkompas.

b.8) Kompasserne skal være gode og nøjagtige instrumenter. Ethvert kompas om bord i skibe på 20 tons og derover samt i passagerfartøjer under denne størrelse til brug ved skibets navigering skal være forsynet med certifikat fra Nautisk Prøvekammer eller andet af direktoratet anerkendt prøvekammer. Certifikaterne skal findes om bord til forevisning for skibstilsynet.

c.8) Med hensyn til de krav, et kompas skal opfylde for at kunne opnå certifikat, gælder bestemmelserne i § 192, litra c.

d.    Med hensyn til hovedkompassets anbringelse finder bestemmelserne i § 192, litra d, tilsvarende anvendelse.

e.    De foranstående bestemmelser er ikke gældende for åbne fartøjer.

f.    Med hensyn til fornyet undersøgelse af kompasser gælder bestemmelserne i § 192, litra f.

 § 201. Søkort m.v.

a.    Ethvert skib og fartøj skal i fornødent omfang være forsynet med søkort samt midler til at sætte en kurs og til á jour-føring af søkortene. Undtagne fra denne bestemmelse er åbne fartøjer i indenrigs fart samt skibe i fart i havne, kanaler, åer og indsøer.

b.    Ethvert skib på 20 tons eller derover skal derhos i fornødent omfang være forsynet med fyrfortegnelser eller lignende, f. eks. med den seneste udgave af „Årbog for den danske fiskerflåde“.

 § 202. Kikkert, sekstant m.v.

a.    Skibe på 20 tons og derover skal være forsynet med kikkert, barometer og vagtsur.

b.    Skibe uden for europæisk fart skal endvidere være forsynet med sekstant.

§ 203. Log og lod.

a.    Skibe uden for indskrænket fart skal være forsynet med log.

b.    Skibe på 20 tons og derover skal være forsynet med håndlod.

c.    Fiskeskibe i fart uden for Nord- og Østersøen og Den engelske Kanal samt andre skibe uden for indskrænket fart skal endvidere være forsynet med dybdelod eller med mekanisk eller elektrisk dybdemåler.

 § 204. Søur (kronometer).

 Skibe på over 150 tons uden for europæisk fart skal være forsynet med søur (kronometer).

 § 205. Flag og signalmateriel.

a.    Ethvert skib skal være forsynet med nationalflag af passende dimensioner.

b.    Skibe på over 150 tons i international fart skal være forsynet med en fyldestgørende signallampe til brug om dagen. Signallampen må ikke udelukkende være afhængig af skibets elektriske hovedenergikilde.

c.8) (Ophævet).

d.    I ethvert skib på 20 tons og derover skal der i styrehuset være opslået en tavle visende de internationale signalflag og morsetegnene samt betydningen af et-bogstav signalerne.

 § 206.8) Lanterner, signalfigurer og lydsignalapparater.

a.    Ethvert skib skal være udrustet med lanterner, signalfigurer og lydsignalapparater i sådant omfang, at det er i stand til at opfylde kravene i de internationale søvejsregler. Signalfigurernes konstruktion og lydsignalapparaternes konstruktion, effektivitet og installation om bord skal være i overensstemmelse med de internationale søvejsregler samt med de af direktoratet givne forskrifter.

b.    Skibe uden for indskrænket fart med undtagelse af fiskeskibe i fart på Nord- og Østersøen og Den engelske Kanal skal være forsynet med et reservesæt sidelanterner, en reserve-agterlanternerne og en reserve-ankerlanterne samt, for så vidt angår sejlskibe med hjælpemaskinkraft, tillige med en reserve-toplanterne. Reservelanterner skal, såfremt de er indrettet til elektrisk belysning, være uafhængige af skibets elektriske hovedstrømsforsyning.

c.    Lanternerne skal være forsynet med certifikat fra et af direktoratet anerkendt prøvekammer. Direktoratet kan på fastsatte vilkår bemyndige en fabrikant til at udstede certifikat for lanterner, der er fremstillet i overensstemmelse med en forud godkendt prototype. Certifikaterne skal findes om bord til forevisning for skibstilsynet. Dog kan direktoratet tillade, at skibe under 12 m i længde udstyres med lanterner uden certifikat under forudsætning af, at de er af godkendt type.

d.    Med hensyn til de krav, en lanterne skal opfylde for at kunne opnå certifikat eller typegodkendelse, og med hensyn til fornyet undersøgelse af lanterner gælder bestemmelserne i § 198, litra e og f.

 § 207.8) (Ophævet).

III. Materiel uden selvstændigt fremdrivningsmiddel.

§ 208 a.8) For lægtere, pramme og andet flydende materiel, der ikke har selvstændigt fremdrivningsmiddel, og som anvendes uden for havne, kanaler, åer og indsøer, gælder de i § 205 om nationalflag og dagsignallampe samt i § 206, litra a, om forsyning med signalfigurer og lydsignalapparater fastsatte bestemmelser, for så vidt disse kan komme til anvendelse.

b.    For materiel, der ikke udelukkende anvendes i dagfart, finder bestemmelserne i § 206 om skibes udstyr med lanternemateriel tilsvarende anvendelse.

c.8) (Ophævet).

Afdeling C. Redningsmidler.

 § 209. Almindelige bestemmelser.

a.    Et skib skal være udrustet med redningsmidler som nærmere i nærværende afdeling foreskrevet; herved gælder som ledende synspunkt, at redningsmidlerne skal være let tilgængelige i en nødsituation.

b.    For at kunne anses som let tilgængelige skal redningsbåde, redningsflåder og flydemidler opfylde følgende krav:

1.    De skal kunne sættes hurtigt og sikkert i vandet selv under ugunstige forhold med hensyn til styrlastighed og med 15o slagside.

2.    De skal være anbragt på en sådan måde, at håndteringen af andre både, redningsflåder og flydemidler ikke vanskeliggøres.

3.    Overførelsen til redningsbådene og redningsflåderne skal kunne foregå hurtigt og i god orden.

c.1) Alle redningsmidler skal, såvel inden skibet afsejler fra havn, som til enhver tid under rejsen være i brugbar stand og klar til øjeblikkelig brug. Medmindre andet er godkendt i det enkelte tilfælde, skal udløserlinen (fanglinen) til oppustelige gummiredningsflåder være fastgjort til skibet. Ændring af et godkendt redningsmiddelarrangement må ikke foretages uden forud indhentet tilladelse.

d.9) Alle redningsmidler skal være forsynet med refleksanordninger efter nærmere af direktoratet fastsatte regler.

I. Passagerskibe i international fart.

 § 210. Redningsbådes konstruktion.

a.    Alle redningsbåde skal være godt konstrueret og have sådan form og sådanne indbyrdes dimensionsforhold, at de har tilstrækkelig stabilitet i søgang og tilstrækkeligt fribord med deres fulde belastning af personer og inventar. Alle redningsbåde skal med deres fulde belastning af personer og inventar kunne bibeholde positiv stabilitet, når de er vandfyldt og i fri forbindelse med søen.

b.    Alle redningsbåde skal have tilstrækkelig styrke til sikkert at kunne affires med deres fulde belastning af personer og inventar. Alle redningsbåde skal have en sådan styrke, at de ikke udsættes for blivende formforandring, hvis de belastes med en overvægt på 25 pct.

c.    1.  Alle redningsbåde skal have fast klædning og udelukkende indenbords opdriftsmilder. Direktoratet kan godkende redningsbåde med et fast ly, forudsat at dette let kan åbnes såvel indefra som udefra og ikke vanskeliggør hurtig indskibning og udskibning eller udsætningen og manøvreringen af redningsbåden, ligesom direktoratet kan godkende, at motorredningsbåde forsynes med midler til at forhindre indtrængen af vand forude.

 2.   Alle redningsbåde skal være mindst 7,3 m (24 engelske fod) i længde, medmindre direktoratet under hensyn til skibets størrelse eller af andre årsager anser udrustning med sådanne redningsbåde for urimelig eller uigennemførlig. Intet skib må have redningsbåde på mindre end 4,9 m (16 engelske fod) i længde.

d.   Enhver redningsbåd, der må optage flere end 60 personer, men ikke flere end 100 personer, skal enten være en motorredningsbåd, der opfylder forskrifterne i § 229, eller en redningsbåd, som er forsynet med et godkendt mekanisk fremdrivningsmiddel, der opfylder forskrifterne i § 231. En redningsbåd, der må optage flere end 100 personer, skal være en motorredningsbåd, der opfylder forskrifterne i § 229.

e.    En redningsbåd skal i sig selv have fornøden opdrift eller være forsynet med vandtætte luftkasser eller andre lige så gode korrosionsbestandige opdriftsmilder, som ikke påvirkes skadeligt af olie eller olieprodukter, og som er tilstrækkelige til at holde båden og dens udrustning flydende, når den er vandfyldt og er i fri forbindelse med søen. Herudover skal der tilvejebringes et yderligere rumfang af vandtætte luftkasser eller af andre, lige så gode korrosionsbestandige opdriftsmidler, som ikke påvirkes skadeligt af olie eller olieprodukter, svarende til mindst en tiendedel af bådens rumindhold, i både med indbyggede luftkasser 12,5 pct. af bådens rumindhold. Direktoratet kan tillade, at de vandtætte luftkasser fyldes med et korrosionsbestandigt opdriftsmiddel, som ikke påvirkes skadeligt af olie eller olieprodukter.

f.    Opdriftsmidlernes rumfang skal i redningsbåde, som må optage 100 personer eller derover, forøges i overensstemmelse med de af direktoratet stillede krav.

g.    For de i litra e nævnte luftkassers konstruktion gælder følgende:

1.    De skal være af kobber, gultmetal, søvandsbestandig aluminium eller andet lige så varigt materiale. Luftkasser af zink eller galvaniseret jern o. lign. er ikke tilladt.

2.    Kan der opstå gavanisk virkning, må denne forebygges ved passende isolation. Ingen luftkasses længde må overstige 1,2 m. Har båden indbyggede luftkasser, skal disse strække sig over mindst 3/4 af bådens længde, og længden af hver luftkasse må ikke overstige 0,61 m.

3.    Godstykkelsen af plader af kobber eller gultmetal må ikke være under 0,6 mm og af søvandsbestandigt aluminium ikke under 1 mm. Anvendes disse godstykkelser, kan man regne, at 1 m3 luftkasser giver en opdrift af ca. 950 kg.

h.    Alle redningsbåde skal have et middelspring svarende til mindst 4 pct. af deres længde. Springet skal tilnærmelsesvis være parabolsk.

i.1) Blokkoefficienten af det i henhold til § 211 udregnede rumindhold skal for alle redningsbåde, med undtagelse af klinkbyggede træredningsbåde, være mindst 0,64, dog at en sådan redningsbåd må have en blokkoefficient mindre end 0,64, såfremt direktoratet finder, at metacenterhøjde og fribord er tilfredsstillende, når redningsbåden er maksimalt belastet med personer og udrustning.

j.     Alle tofter og langsæder skal anbringes så lavt i redningsbåden som muligt.

k.    Ingen redningsbåd må godkendes, dersom bådens vægt med fuld belastning af personer og inventar overstiger 20.300 kg.

§ 211. Rumindholdet af redningsbåde.

a.    Rumindholdet af en redningsbåd beregnes efter Simpsons formel eller efter en hvilken som helst anden metode, der giver et lige så nøjagtigt resultat. Rumindholdet af en spejlgattet båd skal beregnes, som om båden havde været spidsgattet.

b.    Rumindholdet i m3 udfindes efter Simpsons formel således:

 

 L

Rumindhold  =

–– (4 A + 2 B + 4 C),

 

12

       hvor L angiver bådens længde i m, regnet fra inderkant af bordene eller pladerne i forstævnen til det tilsvarende punkt i agterstævnen. For en spejlgattet båd måles længden til inderkant af spejlet.

        A, B og C betegner tværsnitsarealet på henholdsvis kvartlængde for, midtskibs og kvartlængde agter, svarende til de tre punkter, der fås ved at dele L i fire lige store dele (arealet svarende til bådens to ender medregnes ikke).

        Arealerne A, B og C i m2 udfindes ved anvendelse af følgende formel på hvert af de tre tværsnit:

 

 h

Areal =

–– (a + 4 b + 2 c + 4 d + e),

 

12

       hvor h angiver dybden, målt i m indvendig på træ- eller pladeklædningen fra kølen til essingens overkant (i visse tilfælde en mindre dybde som nedenfor i litra d. bestemt), medens a, b, c, d og e betegner de horisontale bredder i båden, målt i m i h´s endepunkter (bredderne a og e) og i de tre punkter, der fremkommer ved at h deles i fire lige store dele, og hvoraf c repræsenterer bredden ved midtpunktet.

c.    Hvis springet i essingen, målt i to punkter, beliggende på en fjerdedel af bådens længde, regnet fra endepunkterne, overstiger 1 pct. af bådens længde, skal den dybde, der anvendes ved beregningen af tværsnittene A eller C, tages som dybden midtskibs forøget med 1 pct. af bådens længde.

d.    Hvis bådens dybde midtskibs overstiger 45 pct. af bredden, skal den dybde, der anvendes ved beregningen af tværsnittet B, tages som 45 pct. af bredden, og dybden, der bruges ved beregningen af tværsnittene A og C, udledes af dette tal ved at forhøje sidstnævnte tal med en værdi, der svarer til 1. pct. af bådens længde; dog må den ved beregningen anvendte dybde i disse to punkter i intet tilfælde overstige den virkelige dybde i disse punkter.

e.    Hvis bådens dybde midtskibs overstiger 1,22 m, skal det til bådens rumindhold efter denne regel svarende personantal, jfr. § 212, formindskes i samme forhold som det, hvori 1,22 m står til den virkelige dybde, indtil båden med tilfredsstillende resultat er prøvet på vandet med det først udfundne antal personer om bord, alle iført redningsbælter.

f.    Medmindre rederen i det enkelte tilfælde udtrykkelig forlanger, at bådens rumindhold skal bestemmes ved nøjagtig beregning, kan rumindholdet af en klinkbygget træbåd ansættes lig produktet af længden, bredden og dybden multipliceret med 0,6, såfremt det er givet, at denne formel ikke giver et højere rumindhold end det ved ovenfor anførte metode opnåede. De pågældende dimensioner måles da på følgende måde:

Længden. Udvendig fra spundingslinien i forstævnen til det tilsvarende punkt i agterstævnen, i spejlgattede både til agterkant af spejlet.

Bredden. Udvendig på klædningen på bådens bredeste sted.

Dybden. Indvendig på klædningen ved kølen til essingens overkant ved bådens halve længde; dog må den dybde, der benyttes ved beregningen af rumindholdet, i intet tilfælde overstige 45 pct. af bredden.

g.    Netto-rumindholdet af en motorredningsbåd eller af en redningsbåd med andet fremdrivningsmiddel findes ved fra det efter de foran anførte regler beregnede rumindhold at fradrage et rumindhold svarende til det, der optages af motoren med tilbehør eller af det andet fremdrivningsmiddels gearkasse og, såfremt båden er udstyret hermed, af radiotelegrafanlægget og søgelyset med tilbehør.

 § 212. Redningsbådes bæreevne.

a.    Det antal personer, som en redningsbåd kan godkendes til at optage, et lig det største hele tal, der fås ved at dividere rumindholdet i m3 med:

       såfremt redningsbådens længde er 7,3 m (24 engelske fod) eller derover

       0,283 (eller med 10, hvis rumindholdet er målt i engelske kubikfod);

       såfremt redningsbådens længde er 4,9 m (16 engelske fod)

       0,396 (eller med 14, hvis rumindholdet er målt i engelske kubikfod);

       såfremt redningsbådens længde er 4,9 m (16 engelske fod) eller derover, men under 7,3 m (24 engelske fod)

       et tal mellem 0,396 og 0,283 (eller mellem 14 og 10, hvis rumindholdet er målt i engelske kubikfod), der fås ved interpolation.

b.    En redningsbåd kan ingen sinde godkendes til at optage flere personer end det antal voksne personer iført redningsbælte, som kan få siddeplads uden på nogen måde at vanskeliggøre brugen af årerne eller anvendelsen af andre fremdrivningsmidler. Hvor som følge af redningsbådens særlige konstruktionsforhold det beregnede personantal er større end det, som direktoratet anser for sikkerhedsmæssigt forsvarligt, skal dette antal reduceres, således at der er mindst 46 cm siddeplads til hver person.

c.    Ingen redningsbåd må godkendes til at optage flere end 150 personer.

 § 213. Forskrifter for oppustelige redningsflåder.

a.    Enhver oppustelig redningsflåde skal være således konstrueret, at den er stabil i søgang, når den er fuldt oppustet og flyder med sit overdække opad.

b.    Redningsflåden skal være således konstrueret, at hverken flåden eller dens udrustning beskadiges, hvis den kastes i vandet fra en højde af 18 m (60 engelske fod).

c.    1.  Redningsflådens konstruktion skal indbefatte et overdække, som automatisk rejses, når flåden pustes op. Dette overdække skal være i stand til at beskytte de ombordværende mod overlast fra vejrliget, og der skal forefindes midler til opsamling af regnvand. Overdækket skal foroven være forsynet med en lampe, som får sit lys fra et element, der sættes i funktion af søvand, og en lignende lampe skal også være anbragt indvendig i redningsflåden. Flådens overdække skal have en stærkt synlig farve.

2.    Redningsflåder, der medføres i skibe, som skal være udstyret med transportabelt radioapparat for redningsbåde og -flåder, jfr. § 221, skal være forsynet med midler til understøtning af den i § 13, pkt. 12, i bekendtgørelse om radiostationer og radiotjeneste i skibe nævnte sammenfoldelige stavantenne.

d.    Redningsflåden skal være forsynet med en fangline og skal have en line forsvarligt fastgjort i bugter udenbords hele vejen rundt. En redningsline skal tillige være anbragt hele vejen rundt indvendig i redningsflåden.

e.    Redningsflåden skal let kunne bringes på ret køl af én person, hvis den oppustes med bunden opad.

f.    Redningsflåden skal ved hver åbning være forsynet med effektive midler, hvorved det gøres muligt for personer i vandet at klatre om bord.

g.    Redningsflåden skal være anbragt i en paksæk eller beholder, der er således konstrueret, at den er i stand til at modstå stærk slitage under de til søs forekommende forhold. Redningsflåden i sin paksæk eller beholder skal kunne flyde af sig selv.

h.    Redningsflådens flydeevne skal være fordelt således, at der enten ved inddeling i et lige antal adskilte rum, hvoraf halvdelen skal kunne holde det antal personer, som flåden er godkendt til at optage, helt oven vande, eller på anden lige så effektiv måde sikres en rimelig opdriftsmargin, hvis flåden beskadiges, eller oppustningen delvis svigter.

i.     Den samlede vægt af flåden med paksæk eller beholder og udrustning må ikke overstige 180 kg (eller 400 engelske pund).

j.     Det antal personer, som en oppustelig redningsflåde er godkendt til at optage, skal være lig med det mindste af følgende to tal:

1)    det største hele tal, der fås ved at dividere rumfanget – målt i dm3 – af hovedopdriftsrummene (fraregnet buer og eventuelle tofter), når de er oppustet, med 96 (eller rumfanget målt i engelske kubikfod med 3,4), eller

2)    det største hele tal, som fås ved at dividere arealet – målt i cm2 – af redningsflådens gulv (eventuelle tofter kan medregnes), når det er oppustet, med 3720 (eller arealet målt i engelske kvadratfod med 4).

k.    Redningsflådens gulv skal være vandtæt og skal i fyldestgørende grad kunne virke isolerende mod kulde.

l.     Redningsflåden skal oppustes af en luftart, som ikke er skadelig for de ombordværende, og oppustningen skal ske automatisk enten ved ryk i en line eller på anden lige så simpel og effektiv måde. Der skal forefindes midler, hvorved den i § 220 foreskrevne luftpumpe eller blæsebælg kan benyttes til at vedligeholde trykket.

m.   Redningsflåden skal være af godkendt materiale og konstruktion og skal være således konstrueret, at den er i stand til _at modstå vejrligets påvirkning i 30 dage under drift på havet under alle forhold.

n.    Ingen redningsflåde må godkendes, hvis den har en bæreevne, udregnet efter bestemmelserne i litra j, til mindre end seks personer. Det største antal personer, udregnet efter bestemmelserne i nævnte litra, en redningsflåde kan godkendes til at optage, fastsættes af direktoratet, men antallet må aldrig overstige 25.

o.    Redningsflåden skal kunne fungere inden for temperaturområdet 66_ C til minus 30_ C.

p.    Redningsflåden skal være forsynet med anordninger til brug ved dens bugsering.

q.10) En illustreret anvisning i brugen af den type redningsflåder, hvormed skibet er forsynet, skal anbringes på iøjnefaldende og hensigtsmæssige steder i messer eller i gange i apteringen.

 § 214. Forskrifter for faste redningsflåder.

a.    Enhver fast redningsflåde skal være således konstrueret, at hverken flåden eller dens udrustning beskadiges, hvis den kastes i vandet fra det sted, hvor den er anbragt.

b.    Redningsflådens dæksareal skal være beliggende inden for den del af flåden, som yder de ombordværende beskyttelse. Dækket skal være af en sådan beskaffenhed, at det så vidt muligt forhindrer indtrængen af vand, og det skal på effektiv måde kunne holde de ombordværende fri af vandet.

c.    Det antal personer, som en redningsflåde kan godkendes til at optage, fås ved at dividere dette dæksareal udtrykt i cm2 med 3720 (eller udtrykt i engelske kvadratfod, med 4).

d.   1.  Redningsflåden skal være forsynet med et overdække eller tilsvarende anordning, som har en stærkt synlig farve, og som er i stand til at beskytte de ombordværende mod overlast fra vejrliget, uanset om flåden flyder med den ene eller den anden side opad.

2.    Redningsflåder, der medføres i skibe, som skal være udstyret med transportabelt radioapparat for redningsbåde og -flåder, jfr. § 221, skal være forsynet med midler til understøtning af den i § 13, pkt. 12, i bekendtgørelse om radiostationer og radiotjeneste i skibe nævnte sammenfoldelige stavantenne.

e.    Redningsflådens udrustning skal være således anbragt, at den er let tilgængelig, uanset om flåden flyder med den ene eller den anden side opad.

f.    Den samlede vægt af en redningsflåde med udrustning må ikke overstige 180 kg (eller 400 engelske pund). En flåde må ikke være mindre, end at den kan optage 10 mand.

g.    Redningsflåden skal altid være anvendelig og stabil, uanset om den flyder med den ene eller den anden side opad.

h.    Redningsflåden skal have luftkasser eller tilsvarende opdriftsmidler af et rumindhold på mindst 96 dm3 (3,4 engelske kubikfod) for hver person, den må optage, hvilke opdriftsmidler skal være anbragt så nær flådens sider som muligt.

i.     Redningsflåden skal have en fangline fastgjort til flåden og en redningsline forsvarligt fastgjort i bugter udenbords hele vejen rundt. En redningsline skal tillige være anbragt hele vejen rundt indvendig i flåden.

j.     Redningsflåden skal ved hver åbning være forsynet med effektive midler, hvorved det gøres muligt for personer i vandet at klatre om bord.

k.    Redningsflåden skal være således konstrueret, at den ikke angribes af olie eller olieprodukter.

l.     Et selvtændende blus af elektrisk batteritype, som kan flyde på vandet, skal være fastgjort til flåden med line.

m.   Redningsflåden skal være forsynet med anordninger til brug ved dens bugsering.

 § 215. Flydemidler.

a.    Ved udtrykket „flydemidler“ forstås sådanne genstande (udover redningsbåde, redningsflåder, redningskranse og redningsbælter), som er indrettet til at holde et nærmere angivet antal personer oven vande, og som er af en sådan konstruktion, at de bibeholder deres form og egenskaber.

b.    For at kunne godkendes skal et flydemiddel opfylde følgende betingelser:

1.    Det skal være af en sådan størrelse og styrke, at det kan kastes over bord fra det sted, hvor det er anbragt, uden at tage skade.

2.    Dets vægt må ikke overstige 180 kg.  (eller 400 engelske pund), medmindre der findes passende, af direktoratet godkendte, midler til at sætte det i vandet uden at løfte det ved håndkraft.

3.    Det skal være af godkendt materiale og konstruktion.

4.    Det skal være anvendeligt og stabilt, hvad enten det flyder med den ene eller den anden side opad.

5.    Luftkasserne eller de til disse svarende opdriftsmidler skal være anbragt så nær flydemidlets sider som muligt, og deres opdriftsevne må ikke være afhængig af en forudgående oppumpning.

6.    Det skal være forsynet med en fangline og et selvtændende blus, og der skal være en line forsvarlig fastgjort i bugter udenbords hele vejen rundt.

c.    Det antal personer, som et flydemiddel er godkendt til, skal være lig med:

1)    det tal, som fås ved at dividere det antal kg jern, som flydemidlet kan bære i ferskvand, med 14,5 (svarende til antallet af engelske pund divideret med 32); eller

2)    det antal gange, som 30,5 cm (1 engelsk fod) indeholdes i omkredsen, idet den mindste af disse værdier anvendes.

 § 216. Mærkning af redningsbåde, redningsflåder og flydemidler.

a.    En redningsbåds dimensioner og det efter § 212 beregnede tilladte personantal skal påmærkes båden med uudslettelig og let læselig skrift. Navn og hjemsted på det skib, som redningsbåden hører til, skal være malet på hver side af boven.

b.    Flydemidler skal have personantallet påmærket på samme måde.

c.    Personantallet skal på samme måde påmærkes oppustelige redningsflåder samt den paksæk ellet beholder, i hvilken flåden er anbragt. Enhver oppustelig redningsflåde skal endvidere være forsynet med et løbenummer og fabrikantens navn til identifikation af flåden og dens tilhørsforhold.

d.    En fast redningsflåde skal være påmærket navn og hjemsted på det skib, til hvilket den hører, samt det antal personer, den er godkendt til at optage.

e.    Ingen redningsbåd, redningsflåde og intet flydemiddel må være forsynet med påmærkning om at kunne optage et større antal personer end det antal, der er beregnet på den i §§ 212-215 angivne måde.

 § 217. Redningsbådes udrustning.

a.    Hver redningsbåds normale udrustning skal bestå af:

 1.   Tilstrækkeligt antal årer til de tofter, hvorfra der ros, to reserveårer og en styreåre. Alle årer skal kunne flyde på vandet. 11/2 sæt åretolde eller -gafler, fastgjort til redningsbåden med line eller kæde. En bådshage.

 2.   To lænsepropper til hvert lænsehul, fastgjort til redningsbåden med liner eller kæder (propper er ikke påkrævet til lænsehuller med passende automatiske ventiler). Et øsekar og to pøse af godkendt materiale.

 3.   Et til redningsbåden fastgjort ror samt rorpind.

 4.   To kapøkser, en i hver ende af båden.

 5.   En lygte med olie tilstrækkelig til 12 timers brug. Ti æsker stormtændstikker i en vandtæt beholder.

 6.   En mast eller master med tilhørende galvaniserede wirestag og sejl (orangefarvet). I forbindelse med masten skal der forefindes midler til at oprigge en antenne i ca. 6 m højde.

 7.   Et brugbart kompas i et nathus, der kan oplyses eller er forsynet med passende belysningsmidler.

 8.   En redningsline, fastgjort i bugter udenbords hele vejen rundt.

 9.   Et drivanker af godkendt størrelse.

10. To fangliner af tilstrækkelig længde. Den ene skal være fastgjort forude i redningsbåden med strop og ters, således at den let kan gøres los, og den anden skal være sikkert fastgjort til redningsbådens stævn, klar til brug.

11. En beholder, indeholdende 41/2 l ( l engelsk gallon) vegetabilsk eller animalsk olie eller tran. Denne beholder skal være således konstrueret, at olien let kan spredes på vandet, og således indrettet, at den kan fastgøres til drivankeret.

12. 1/2 kg eller 1 engelsk pund skibsbrød og 1/2 kg eller 1 engelsk pund kandissukker eller tilsvarende næringsmidler for hver person. Disse rationer skal opbevares i lufttætte beholdere, som skal anbringes i en vandtæt beholder.

13. 1/2 kg. eller 1 engelsk pund kondenseret mælk for hver person.

14. Vandtætte beholdere indeholdende 3 l (6 engelske pints) ferskvand for hver person, redningsbåden er godkendt til at optage, eller vandtætte beholdere indeholdende 2 l (4 engelske pints) ferskvand for hver person samt et godkendt afsaltningsapparat, der er i stand til at fremstille 1 l (2 engelske pints) drikkevand pr. person; et rustfrit mål med line; et rustfrit, inddelt drikkebæger.

15.4) Fire faldskærmssignaler af godkendt type, der er i stand til at frembringe et kraftigt rødt lys i stor højde. Seks håndblus af godkendt type der frembringer et kraftigt rødt lys. Faldskærmssignaler skal fornyes ved første lejlighed efter udløbet af 4 år regnet fra fabrikationsdatoen.

16. To røgsignaler af godkendt type, der kan flyde på vandet og afgive en orangefarvet røg (til brug om dagen).

17. Slingrekøle eller håndlister langs kølen, tillige med håndperter under kølen fra essing til essing, eller andre godkendte anordninger, hvorved det gøres muligt for personer at klynge sig til båden, hvis den skulle drive med bunden opad.

18.5) En „medincinkiste 6“.

19. En vandtæt elektrisk lygte, der er egnet til morsesignalering, samt et sæt reserveelementer og en reservepære i vandtæt beholder.

20. Et signalspejl af godkendt type til brug om dagen.

21. En foldekniv med dåseåbner eller en skedekniv og en dåseåbner. De pågældende genstande skal være fastgjort til båden med line.

22. To lette kasteliner, der kan flyde på vandet.

23. En håndpumpe af godkendt type.

24. Et passende aflukke til småinventar.

25. En fløjte eller tilsvarende lydsignalgiver.

26. Et sæt fiskeredskaber.

27. Et godkendt overdække, hvis farve er stærkt synligt, egnet til beskyttelse af de ombordværende mod overlast fra vejrliget.

28. Et selvtændende blus af elektrisk batteritype, som kan flyde på vandet, skal være fastgjort til båden med line.

29. Et eksemplar af den i § 386 omhandlede illustrerede tavle visende redningssignalerne.

b.    Alle redningsbåde skal være forsynet med passende anordninger, hvorved det gøres muligt for personer, der befinder sig i vandet, at klatre om bord i båden.

c.    Redningsbådene i skibe, der går i fart inden for linierne Skagen-Færder og Smygehuk-Arkona, behøver ikke at være udstyret med det i litra a, numrene 6, 12, 13, 20, 21 og 26 nævnte inventar.

 § 218. Særligt udstyr til både.

 I skibe af 500 tons og derover, der anvendes uden for indskrænket fart, skal der på let tilgængeligt og beskyttet sted til supplering af bådenes udstyr opbevares en beholdning af beklædningsgenstande bestående af mindst 3 islandske trøjer, tæpper eller lignende for hver båd, der indgår i redningsmateriellet.

 § 219. Sikring af redningsbådes udrustning.

 Med undtagelse af bådshagen, der skal holdes rede til brug, skal alt redningsbådsinventar være forsvarligt sikret i redningsbåden. Surringen skal udføres på en sådan måde, at inventaret er forsvarligt sikret, at løftehagerne er fri, og at hurtig indskibning i redningsbåden ikke vanskeliggøres. Alle udrustningsgenstande skal være så små og lette som muligt og være pakket i hensigtsmæssig og kompakt form.

 § 220. Oppustelige og faste redningsflåders udrustning.

a.    Hver redningsflådes normale udrustning skal bestå af:

 1.   En kastering, der kan flyde på vandet, fastgjort til 30 m (100 engelske fod) line, der ligeledes kan flyde på vandet.

 2.   En kniv og et øsekar i redningsflåder, som må optage højst 12 personer. To knive og øsekar i redningsflåder, som må optage 13 personer eller derover.

 3.   To svampe.

 4.   Et drivanker med line, fastgjort til flåden, og et reservedrivanker med line.

 5.   To pagajer.

 6.   Et sæt værktøj til reparation af lækager i opdriftsrummene.

 7.   En luftpumpe eller blæsebælg (gælder kun oppustelige flåder).

 8.   Tre dåseåbnere.

 9.5) En „medicinkiste 6“.

10. Et rustfrit inddelt drikkebæger.

11. En vandtæt elektrisk lygte, der er egnet til morsesignalering, samt et sæt reserveelementer og en reservepære i vandtæt beholder.

12. Et signalspejl til brug om dagen og en signalfløjte.

13.4) Fire faldskærms-nødsignaler af godkendt type, der er i stand til at frembringe et kraftigt rødt lys i stor højde. Faldskærmssignaler skal fornyes ved første lejlighed efter udløbet af 4 år regnet fra fabrikationsdatoen.

14.  Seks håndblus af godkendt type, der er i stand til at frembringe et kraftigt rødt lys.

15. Et sæt fiskeredskaber.

16. For hver person, som flåden er godkendt til at optage: 1/3 kg (12 ounces) godkendt levnedsmiddel. Levnedsmidlet må ikke fremkalde tørst og skal indeholde mindst 2.200 kalorier pr. 453 g (1 engelsk pund). Der skal endvidere forefindes 1/6 kg (6 ounces) kandissukker eller andre lige så egnede sukkervarer.

17. Vandtætte beholdere indeholdende 11/2 l (3 engelske pints) ferskvand for hver person, redningsflåden er godkendt til at optage, hvoraf 1/2 l (1 engelsk pint) kan erstattes af et egnet afsaltningsapparat, der er i stand til at fremstille en tilsvarende mængde ferskvand.

18. Seks anti-søsygetabletter for hver person, redningsflåden er godkendt til at optage.

19. En på dansk trykt vejledning i, hvordan man holder sig i live i redningsflåden.

20. Et eksemplar af den i § 386 omhandlede illustrerede tavle visende redningssignalerne.

b.    For så vidt angår skibe, der er beskæftiget på korte internationale rejser, kan direktoratet, såfremt det skønner, at den fulde opfyldelse af de i litra a indeholdte forskrifter under hensyn til rejsens varighed ville være urimelig eller unødvendig, tillade, at udrustningen i de medførte redningsflåder foruden af det i litra a, numrene 1-7, 9-10 og 19 nævnte inventar alene består af:

1.    En dåseåbner.

2.    En vandtæt elektrisk lygte, der er egnet til morsesignalering.

3.    100 g kandisukker eller andre lige så egnede sukkervarer for hver person, redningsflåden er godkendt til at optage.

4.    Vandtætte beholdere, indeholdende 1/2 l (1 engelsk pint) ferskvand for hver person, redningsflåden er godkendt til at optage.

        Derudover skal én eller flere redningsflåder, dog mindst en sjettedel af de redningsflåder, der medføres i sådant skib, være forsynet med:

5.    Et sæt reserveelementer og en reservepære i vandtæt beholder til den i nr. 2 foreskrevne elektriske lygte.

6.4) To faldskærms-nødsignaler af godkendt type, der er i stand til at frembringe et kraftigt rødt lys i stor højde. Faldskærmssignaler skal fornyes ved første lejlighed efter udløbet af 4 år regnet fra fabrikationsdatoen.

7.    Tre håndblus af godkendt type, der er i stand til at frembringe et kraftigt rødt lys.

c.    Ved udtrykket „korte internationale rejser“ forstås internationale rejser, under hvilke det pågældende skib ikke fjerner sig mere end 200 sømil fra en havn eller et sted, hvor passagerer og besætning vil kunne bringes i sikkerhed, og hvis længde, regnet fra den sidste anløbshavn i det land, hvorfra rejsen påbegyndes, til den endelige bestemmelseshavn, ikke overstiger 600 sømil.

 § 221. Transportabelt radioapparat for redningsbåde og -flåder.

a.    Der skal forefindes et til brug i redningsbåde og redningsflåder godkendt transportabelt radioapparat, som opfylder de i § 13 i bekendtgørelse om radiostationer og radiotjeneste i skibe fastsatte forskrifter. Hele dette udstyr skal opbevares samlet i bestiklukafet eller et andet passende sted, klar til i en nødsituation at bringes om bord i en af redningsbådene.

b.    Bestemmelsen i litra a gælder ikke for:

1)    skibe, der er beskæftiget i fart øst for linien Lindesnæs-Wilhelmshaven;

2)    skibe, der på hver side medfører en motorredningsbåd med radiotelegrafanlæg, som opfylder bestemmelserne i § 230 samt i § 12 i nævnte bekendtgørelse om radiostationer og radiotjeneste i skibe.

 § 222. Indskibning i redningsbåde og redningsflåder.

a.    Der skal træffes passende foranstaltninger til indskibning i redningsbådene, omfattende:

1)    en lejder ved hvert davidpar for overføring til redningsbådene, når disse ligger på vandet;

2)    midler til belysning af redningsbådene og udsætningsmateriellet under forberedelserne til og under udsætningen samt til belysning af den del af søen, hvori redningsbådene affires, indtil udsætningen er tilendebragt; og

3)    midler, hvorved enhver udtømning af vand i redningsbådene forhindres.

b.    Direktoratet kan tillade, at de i litra a, pkt. 1, nævnte lejdere erstattes med andet udstyr, forudsat at der forefindes mindst én lejder på hver side af skibet.

c.    Der skal træffes passende foranstaltninger til indskibning i redningsflåderne, omfattende:

1)    tilstrækkelige lejdere til at lette indskibning i redningsflåderne, når disse ligger på vandet;

2)    for så vidt angår redningsflåder, for hvilke der forefindes godkendte udsætningsanordninger: midler til belysning af sådanne redningsflåder og udsætningsanordninger under forberedelserne til og under udsætningen samt til belysning af den del af søen, hvori redningsflåderne affires, indtil udsætningen er tilendebragt. For så vidt angår andre redningsflåder: midler til belysning af de steder, hvor flåderne er anbragt; og

3)    midler, hvorved enhver udtømning af vand i redningsflåder anbragt ved faste udsætningsflåder samt i flåder under godkendte udsætningsanordninger forhindres.

d.    Direktoratet kan tillade, at nogle eller samtlige af de i litra c, pkt. 1, omhandlede lejdere erstattes med andet udstyr.

 § 223. Anbringelse og håndtering af redningsbåde, redningsflåder og flydemidler.

a.    Redningsbåde og redningsflåder skal være anbragt på godkendt måde og i øvrigt under iagttagelse af følgende regler:

1.    De skal alle kunne sættes i vandet på den kortest mulige tid og på ikke over 30 minutter.

2.    Anbringelsen må ikke på nogen måde vanskeliggøre arbejdet med udsætning af nogen af de øvrige redningsbåde, redningsflåder eller flydemidler eller vanskeliggøre samlingen af de ombordværende personers udsætningsstederne eller disse personers indskibning i bådene.

3.    Redningsbådene og de redningsflåder, for hvilke der kræves godkendte udsætningsanordninger, skal kunne sættes i vandet med deres fulde belastning af personer og inventar selv under ugunstige forhold med hensyn til styrlastighed og under en slagside på 15° til en af siderne.

4.    Redningsflåder, for hvilke der ikke kræves godkendte udsætningsanordninger, samt flydemidler skal kunne sættes i vandet selv under ugunstige forhold med hensyn til styrlastighed og under en slagside på 15° til en af siderne.

5.    Redningsflåder af den faste type skal kunne flyde fri, såfremt skibet synker.

b.    Enhver redningsbåd skal anbringes under et særskilt davidpar.

c.    Redningsbåde må kun anbringes på mere en ét dæk, hvis der er taget nødvendige forholdsregler for at forebygge, at redningsbådene på et underliggende dæk ved udsætning kommer uklar af dem, der udsættes fra et dæk ovenover.

d.    Redningsbåde og redningsflåder, for hvilke der kræves godkendte udsætningsanordninger, må ikke anbringes helt forude i skibet. De skal anbringes på sådanne steder, at de kan sættes sikkert i vandet, idet der herved navnlig skal tages hensyn til en passende afstand fra skruen samt stærkt overhængende dele af skroget agter.

e.    Davider skal være af godkendt type og være anbragt på passende måde til direktoratets tilfredshed. De skal være således fordelt på ét eller flere dæk, at affiringen af de under dem anbragte redningsbåde kan foregå sikkert, uden at arbejdet med nogen af de andre davider derved vanskeliggøres.

f.    Daviderne skal være:

1)    vippedavider (davider, der bevæges i et tværskibs plan ved hjælp af mekaniske midler) eller falddavider (davider, der bevæges i et tværskibs plan ved bådens vægt under affiringen) til udsætning af redningsbåde, som ikke vejer over 2.300 kg. (2 1/4 engelske tons) med fuld udrustning, men uden personer;

2)    falddavider til udsætning af redningsbåde, som vejer over 2.300 kg. (2 1/4 engelske tons) med fuld udrustning, men uden personer.

g.    Davider, taljeblokke, blokke og alt andet grej skal være af en sådan styrke, at redningsbådene kan svinges ud bemandet med udsætningsmandskab og derefter sikkert kan affires med deres fulde belastning af personer og udrustning, når skibet har en slagside på 15° til en af siderne, og når det har en styrlastighed på 10°.

h.    Der skal forefindes meder eller andre egnede midler for at lette udsætning af redningsbådene mod en slagside på 15°.

i.     Der skal forefindes midler, hvorved redningsbådene bringes ind til og fastholdes ved skibssiden, således at overførsel af personer kan foregå sikkert.

j.     Til affiring af redningsbådene, herunder de i § 226, litra a, foreskrevne både, som skal være klar til brug i en nødsituation, skal der anvendes wiretaljeløbere samt spil af en godkendt type, der, såfremt de betjener nævnte nødredningsbåde, hurtigt skal kunne hejse disse både. Direktoratet kan undtagelsesvis tillade anvendelse af manilataljeløbere eller taljeløbere af andet godkendt materiale med eller uden spil (dog at nødredningsbådene skal betjenes af spil, som hurtigt skal kunne hejse disse både), såfremt det skønner, at manilataljeløbere eller taljeløbere af andet godkendt materiale er tilstrækkelige.

k.    Der skal være fastgjort to redningsliner til mellemhaleren mellem daviderne, og disse redningslinjer samt taljeløberne skal være af en sådan længde, at de kan nå ned til vandet, når skibet ligger på sin mindste dybgang i søen med en slagside på 15_ til en af siderne. Medmindre der forefindes et godkendt slipapparat, skal hver af de nederste taljeblokke være forsynet med en passende ring eller et langt led til at hugge i hagerne i båden.

l.     Såfremt der findes maskinelt drevne anordninger til hejsning af redningsbådene, skal der tillige forefindes brugbare grejer til hejsning af bådene ved håndkraft. Såfremt davider bringes på plads ved hjælp af taljeløbere, der indhives maskinelt, skal der for at undgå overbelastning af wiretaljeløbere eller davider forefindes sikkerhedsanordninger, som automatisk afbryder strømmen, før daviderne går imod stopklodserne.

m.   De under davider anbragte redningsbåde skal have taljeløberne klar til brug, og der skal forefindes midler til hurtigt, men ikke nødvendigt samtidigt, at frigøre redningsbåden fra taljerne. Løftehagerne i redningsbåden skal være anbragt i en sådan højde over rælingen, at redningsbådenes stabilitet under nedfiringen er sikret.

n.    1. I skibe, i hvilke der medføres redningsbåde og redningsflåder i overensstemmelse med bestemmelserne i § 226, litra b. 1, skal der forefindes godkendte udsætningsanordninger i et efter direktoratets skøn tilstrækkeligt antal til, at det antal redningsflåder, der tillige med redningsbådene i henhold til nævnte punkt skal kunne optage alle ombordværende, kan sættes i vandet belastet med det antal personer, de er godkendt til at optage, på ikke over 30 minutter under rolige forhold. De således foreskrevne godkendte udsætningsanordninger skal, såvidt det er praktisk gennemførligt, være ligeligt fordelt på begge sider af skibet, og der skal altid være mindst én sådan anordning på hver side. Der behøver imidlertid ikke at forefindes sådanne anordninger til at betjene de i henhold til § 226, litra b. 2, foreskrevne redningsflåder, men enhver sådan redningsflåde skal, såfremt der findes en godkendt udsætningsanordning i skibet, være af en type, som kan udsættes ved hjælp af en sådan anordning.

2.    I skibe, der er beskæftiget på korte internationale rejser, fastsættes antallet af godkendte udsætningsanordninger af direktoratet. Antallet af redningsflåder hørende til hver sådan ombordværende anordning må ikke overstige det antal, som ved den pågældende anordning efter direktoratets skøn kan sættes i vandet fuldt belastet med det tilladte antal personer på ikke over 30 minutter under rolige forhold.

 § 224. Alarmsignalapparater.

a.    Til alarmering af passagerer og besætning, når skibet skal forlades, skal der forefindes elektrisk drevne alarmsignalapparater der kan lyde over hele skibet og betjenes fra broen.

b.    Betydningen af alle de passagererne vedrørende signaler samt nøjagtig anvisning på, hvorledes passagererne skal forholde sig i en nødsituation, skal tydeligt angives på de efter forholdene mest hensigtsmæssige sprog ved opslag i passagerkamrene og på iøjnefaldende steder i andre opholdsrum for passagerer.

c.    Bestemmelsen i litra a skal for skibe på korte internationale rejser anses for opfyldt ved skibets sædvanlige materiel til afgivelse af lydsignaler.

 § 225. Belysning til dæk, redningsbåde, redningsflåder etc.

a.    På dæk, hvor redningsbåde og redningsflåder er anbragt, skal der forefindes elektrisk eller lignende belysning, som er tilstrækkelig til at tilfredsstille sikkerhedstjenestens krav. Nødbelysningen skal endvidere omfatte belysning i gange, på trapper samt i maskin- og kontrolrum. Den i § 149, lita a, påbudte selvstændige elektriske nødenergikilde skal om fornødent kunne levere strøm til denne belysning samt til den i § 22, litra a. 2 og litra c. 2, foreskrevne belysning.

b.    Udgangen fra enhver hovedafdeling, hvor passagerer eller mandskab opholder sig, skal til stadighed være belyst af en nødlampe. Energien til disse lamper skal kunne tages fra den i litra a omhandlede nødenergikilde, såfremt hovedlysanlægget skulle svigte.

 § 226. Redningsbåde, redningsflåder og flydemidler.

a.    På hver side af skibet skal medføres en under davider anbragt båd til brug i en nødsituation. Disse både skal være af godkendt type, og de må ikke være over 8,5 m (28 engelske fod) i længde. De kan medregnes til opfyldelse af bestemmelserne b, og c, forudsat, at de fuldt ud opfylder de for redningsbåde fastsatte krav, og til opfyldelse af bestemmelserne i § 228, forudsat, at de endvidere fuldt ud opfylder forskrifterne i § 229 og eventuelt i § 230, litra c og d. De skal holdes klar til øjeblikkelig brug, når skibet er i søen. I skibe, hvor bestemmelserne i § 223, litra h er opfyldt ved en anordning på redningsbådenes sider, skal denne anordning ikke kræves på de to her omhandlede både.

b.    Et skib skal medføre:

1.    Redningsbåde på hver side af skibet af sådan samlet kapacitet, at de kan optage halvdelen af samtlige ombordværende personer. Direktoratet kan tillade, at redningsbåde erstattes af redningsflåder af tilsvarende samlet kapacitet, dog at der på hver side af skibet altid skal være tilstrækkelig bådplads i redningsbåde til at optage mindst 37 1/2 pct. af alle ombordværende.

2.    Redningsflåder af tilstrækkelig samlet kapacitet til at optage 25 pct. af samtlige ombordværende personer tillige med flydemidler til 3 pct. af dette antal. Skibe, som har en inddelingsfaktor på 0,33 eller derunder, kan i stedet for sådanne redningsflåder og flydemidler medføre flydemidler til 25 pct. af alle ombordværende.

c.    For skibe, som er beskæftiget på kort internationale rejser, gælder i stedet for forskrifterne under litra b følgende:

1.    Skibet skal have et så stort antal davidpar, som svarer til skibets længde, således som angivet i kolonne A i tabellen til § 227. Der skal være anbragt en redningsbåd under hvert davidpar, og rumindholdet af disse både skal være mindst enten det i tabellens kolonne C fastsatte minimumsrumindhold eller tilstrækkeligt til, at alle ombordværende personer kan optages.

        Hvis direktoratet skønner, at det ville være praktisk uigennemførligt eller urimeligt at anbringe det ifølge kolonne A i tabellen i § 227 påbudte antal davidpar, kan direktoratet i særlige tilfælde tillade, at der anbringes et mindre antal davidpar. Dog må antallet aldrig være mindre end det i kolonne B i tabellen fastsatte minimumsantal, hvorhos det samlede rumindhold af de om bord på skibet værende redningsbåde skal være i det mindste lig med det ifølge kolonne C påbudte minimumsrumindhold eller, såfremt rumindholdet er mindre, tilstrækkeligt til, at alle ombordværende personer kan optages.

2.    Såfremt de således foreskrevne redningsbåde ikke er tilstrækkelige til at optage alle ombordværende personer, skal der forefindes så mange yderligere redningsbåde under davider eller redningsflåder, at den i skibets redningsbåde og redningsflåder tilvejebragte plads er tilstrækkelig for alle ombordværende.

3.    Uanset bestemmelserne i pkt. 2 må antallet af personer ikke overstige det antal, som de redningsbåde, der medføres i henhold til punkterne 1 og 2, tilsammen kan optage, medmindre direktoratet skønner, at dette er nødvendigt på grund af omfanget af trafikken, og i så fald kun, hvis skibet opfylder bestemmelserne i §§ 11, litra d og 12, litra d.

4.    Såfremt direktoratet i henhold til bestemmelserne i pkt. 3 har tilladt befordring af flere personer, end redningsbådene kan optage, og skønner, at det i det pågældende skib er praktisk umuligt at anbringe de redningsflåder, som skal medføres i henhold til pkt. 2, kan direktoratet tillade, at antallet af redningsbåde nedsættes under forudsætning af,

       at antallet af redningsbåde i skibe, hvis længde er 58 m (190 engelske fod) og derover, aldrig nedsættes til mindre end fire, hvoraf to skal anbringes på hver side af skibet, og at antallet i skibe, hvis længde er under 58 m (190 engelske fod), aldrig nedsættes til mindre end to, én på hver side af skibet, og

       at redningsbådes og redningsflåders samlede kapacitet altid skal være tilstrækkelig til at kunne optage alle ombordværende personer.

       Redningsbådenes samlede rumindhold må i så tilfælde ikke være mindre end det, der fås ved at multiplicere det samlede rumindhold ifølge kolonne C i tabellen i § 227 med forholdet mellem det tilladte og det i kolonne A i tabellen foreskrevne antal af davidpar.

5.    Ethvert skib skal foruden de ovenfor foreskrevne redningsbåde og redningsflåder medføre redningsflåder tilstrækkelige til at optage 10 pct. af det samlede antal personer, for hvilke der er plads i skibets redningsbåde.

6. Ethvert skib skal endvidere medføre flydemidler til mindst 5 pct. af alle ombordværende personer.

d.   Direktoratet kan tillade bestemte skibe eller klasser af skibe, hvis certifikat er begrænset til korte internationale rejser, at foretage rejser på over 600, men ikke over 1200 sømil, såfremt sådanne skibe opfylder bestemmelserne i §§ 11, litra d og 12, litra d og medfører redningsbåde, der kan optage mindst 75 pct. af de ombordværende, og i øvrigt opfylder bestemmelserne i litra c.

 § 227. Tabel for antal af davider og forredningsbåds rumindhold i skibe på korte internationale rejser.

Den efterfølgende tabel fastsætter i forhold til skibets længde:

A. Det minimumsantal davidpar, som skal forefindes i et skib beskæftiget på korte internationale rejser, og under hvilke der skal være anbragt redningsbåde i henhold til § 226.

B. Det mindre antal davidpar, som kan tillades i særlige tilfælde i et skib beskæftiget på korte internationale rejser i henhold til § 226.

C. Det for et skib, som er beskæftiget på korte internationale rejser, påbudte samlede minimumsrumindhold af ombordværende redningsbåde.

§ 228. Antallet af motorredningsbåde, der skal medføres.

a.    Ethvert skib skal på hver side medføre én motorredningsbåd, som opfylder bestemmelserne i § 229.

b.    I et skib, i hvilket det samlede antal personer, som skibet er godkendt til at befordre iberegnet besætningen, ikke overstiger 30, skal der dog kun medføres én sådan motorredningsbåd.

c.    De foranstående bestemmelser kommer ikke til anvendelse på skibe i fart inden for linierne Skagen-Færder og Smygehuk-Arkona.

 § 229. Bestemmelser vedrørende motorredningsbåde.

a.    En motorredningsbåd skal, foruden at opfylde de for en almindelig redningsbåd stillede krav, opfylde følgende betingelser:

1.    Den skal være udstyret med en i båden fast indbygget motor af godkendt type med kompressionstænding således vedligeholdt, at den altid er klar til brug. Motoren skal let kunne startes under alle forhold, og der skal være tilstrækkeligt brændstof til 24 timers uafbrudt drift ved den i pkt. 3 nævnte fart.

2.    Motoren og dens tilbehør skal være tilstrækkelig beskyttet til at sikre, at den kan virke under ugunstige vejrforhold, og motorkassen skal være modstandsdygtig over for brand. Der skal være truffet foranstaltninger til, at båden kan bakke.

3.    Farten fremover i smult vande med fuld last af personer og udrustning skal være mindst 6 knob.

b.    Rumindholdet af en motorredningsbåds indenbords opdriftsmidler skal udover det i § 210 foreskrevne rumindhold forøges med det rumfang, hvormed rumindholdet af de indenbords opdriftsmidler, der er nødvendige til at bære motoren med tilbehør og, hvor sådant findes, søgelyset og radiotelegrafanlægget med tilbehør, evt. overstiger rumindholdet af de indenbords opdriftsmidler, der er nødvendige – i forholdet 0,0283 m3 (1 engelsk kubikfod) for hver person – til at bære de personer, som redningsbåden yderligere ville kunne optage, såfremt motoren med tilbehør og, hvor sådant findes, søgelyset og radiotelegrafanlægget med tilbehør blev fjernet.

 § 230. Motorredningsbådes udrustning.

a.    En motorredningsbåd skal være forsynet med den samme udrustning som en almindelig redningsbåd, jfr. § 217, dog at der, for så vidt angår nævnte paragrafs litra a, nr. 1, alene vil være at stille krav om halvdelen af det dér foreskrevne antal årer, medens der skal være to bådshager. Båden kræves ikke forsynet med mast og sejl, men der skal i alle tilfælde findes midler til at oprigge en antenne i ca. 6 m højde.

b.    Enhver motorredningsbåd skal være forsynet med transportabelt brandslukningsudstyr af godkendt type, som kan udsende skum eller andet egnet stof til slukning af oliebrande.

c.    1.  Såfremt det samlede antal personer om bord i et skib, der er beskæftiget på internationale rejser, som ikke er korte internationale rejser, er 200 eller derover, men under 1.500, skal mindst én af de motorredningsbåde, som i henhold til § 228 skal medføres i skibet, være udstyret med et radiotelegrafanlæg, som opfylder de i nedenstående litra d og i § 12 i bekendtgørelse om radiostationer og radiotjeneste i skibe indeholdte bestemmelser.

2.    Såfremt det samlede antal personer om bord i et sådant skib er 1.500 eller derover, skal enhver motorredningsbåd, som skibet i henhold til § 228 skal medføre, være udstyret med et radiotelegrafanlæg som nævnt.

d.    For det i litra c nævnte radiotelegrafanlæg gælder følgende forskrifer:

1.    Det skal være anbragt i en kahyt, der er tilstrækkelig stor til at rumme såvel anlægget med tilbehør som den person, der betjener det.

2.    Installationen skal være således, at brugen af sender og modtager ikke forstyrres af motoren, når denne er i gang, uanset om et batteri er under opladning eller ej.

3.    Batteriet til radioanlægget må ikke anvendes som energikilde til noget startsystem for bådmotoren.

4.    Motorredningsbådens motor skal være forsynet med en dynamo til genopladning af batteriet til radioanlægget og til andre formål.

e.    I enhver motorredningsbåd, som skal medføres i henhold til § 228, litra a og b, skal der forefindes et søgelys, der skal indbefatte en lampe på mindst 80 watt, en effektiv reflektor samt en energikilde, og som i en periode på i alt 6 timer og i en afstand af 180 m skal være i stand til tilstrækkeligt at oplyse en 18 m bred, lys genstand. Energikilden skal kunne arbejde uafbrudt i mindst 3 timer.

 § 231. Andre mekanisk fremdrevne redningsbåde.

a.    Mekanisk fremdrevne redningsbåde, bortset fra motorredningsbåde, skal foruden at opfylde de for en almindelig redningsbåd stillede krav opfylde følgende betingelser:

1.    Fremdrivningsmekanismen skal være af godkendt type og skal være tilstrækkelig kraftig til at kunne bringe redningsbåden hurtigt klar af skibssiden efter udsætningen og til at kunne holde styrefart under ugunstige vejrforhold. Såfremt mekanismen drives med håndkraft, skal den kunne betjenes af uøvede personer, ligesom den skal kunne betjenes, selv om redningsbåden er bordfyldt.

2.    Der skal forefindes midler, hvormed rorsmanden når som helst kan få redningsbåden til at bakke, når fremdrivningsmekanismen er i funktion.

3.    Rumindholdet af de indenbords opdriftsmidler i sådanne redningsbåde skal forøges for at kompensere fremdrivningsmekanismens vægt.

b.    For de heromhandlede redningsbådes forsyning med inventar gælder bestemmelserne i § 230, litra a.

 § 232. Redningskranse.

a.    Det mindste antal redningskranse med udstyr, der skal findes om bord, udledes af følgende tabel:

b.    En redningskrans skal opfylde følgende betingelser:

1.    Den skal være af enten massiv kork eller andet tilsvarende materiale.

2.    Den skal kunne flyde på ferskvand i 24 timer med en vægt af mindst 14,5 kg jern uden at synke.

3.    Den må ikke kunne påvirkes skadeligt af olie eller olieprodukter.

4.    Den skal have en stærkt synlig farve.

5.    Den skal med blokbogstaver være påmærket navn og hjemsted på det skib, til hvilket den hører.

c.    Redningskranse, fyldt med plantetrevler, korkspåner eller korksmuld eller andet løst affald, samt kranse, hvis flydeevne tilvejebringes ved luftrum, der først skal pumpes op, er forbudt.

d.    Redningskranse, som er fremstillet af plast eller andre syntetiske forbindelser, skal kunne bibeholde deres flydeevne og holdbarhed ved berøring med søvand eller olieprodukter eller under de på rejser over åbent hav forekommende temperaturændringer og klimatiske forandringer.

e.    Om hver redningskrans skal en håndline være solidt fastgjort i bugter. Der skal på hver side af skibet findes én krans, der er forsynet med en redningsline, som kan flyde på vandet, mindst 27,5 m lang.

f.    Minst halvdelen af samtlige redningskranse, og aldrig under seks, skal være forsynet med effektive selvtændende blus af elektrisk batteritype. De skal kunne brænde i 45 minutter og skal have en lysstyrke på mindst 3,5 lumen.

g.    Af de redningskranse, som i henhold til litra f skal være forsynet med selvtændende blus, skal mindst to være forsynet med et effektivt, selvvirkende røgsignal, medens de øvrige skal være forsynet med svømmer med stage og mærkeflag. Røgsignalet skal være være i stand til at frembringe røg af stærkt synlig farve i mindst 15 minutter og skal hurtigt kunne udløses fra broen. Blussene samt svømmerne med tilhørende stager og mærkeflag skal anbringes i nærheden af de pågældende redningskranse med fornødne fastgøringsmidler.

h.    Alle redningskranse skal være hensigtsmæssigt fordelt i skibet og anbragt således, at de er let tilgængelige for alle ombordværende. Redningskranse skal altid kunne kastes los øjeblikkeligt og må ikke på nogen måde være permanent fastgjort.

 § 233. Redningsbælter.

a.    Der skal for hver ombordværende person forefindes et redningsbælte af godkendt type. Derudover skal der, medmindre disse redningsbælter kan anvendes også af børn, eller særlige forhold gør sig gældende, forefindes redningsbælter passende til børn i et antal svarende til 10 pct. af det største tilladte passagerantal.

b.    Foruden de i litra a foreskrevne redningsbælter skal der medføres redningsbælter svarende til 5 pct. af det samlede antal ombordværende personer. Disse redningsbælter skal være anbragt på et iøjnefaldende sted på dækket.

c.1)  Et godkendt redningsbælte skal opfylde følgende betingelser:

1.    Det skal være godt forarbejdet og af godkendt materiale.

2.    Det skal være således konstrueret, at enhver risiko for, at det bliver taget forkert på, så vidt muligt er udelukket, og således at det kan tages på, uanset hvilken side vender mod legemet.

3.    Det skal kunne løfte en udmattet eller bevidstløs persons ansigt klar af vandet og holde det oven vande med legemet hældende bagover fra den lodrette stilling.

4.    Det skal kunne dreje legemet fra enhver stilling i vandet til en sikker flydestilling som den i punkt 3 omtalte.

5.    Det må ikke kunne påvirkes skadeligt af olie eller olieprodukter.

6.    Det skal have en stærkt synlig farve.

7.    Det skal være forsynet med en godkendt fløjte sikkert fastgjort med en line.

8.    Dets flydeevne må ikke reduceres med mere end 5 pct., efter at det har ligget nedsænket i ferskvand 24 timer.

9.    Direktoratet fastsætter de nærmere retningslinier for de prøvninger, som redningsbæltet og de materialer, der anvendes til dets fremstilling, skal gennemgå, for at en godkendelse i henhold til foranstående betingelser kan meddeles. Redningsbæltet skal bære påmærkning om godkendelsen i den af direktoratet fastsatte form.

d.1)  De før 1. marts 1976 godkendte redningsbælter kan fortsat anvendes i de skibe, hvor de findes, dog længst indtil 1. marts 1981.

e.1)  Anvendelse af redningsbælter, hvis flydeevne tilvejebringes ved oppustning, er forbudt.

f.1)   Redningsbælter skal være anbragt således, at de er let tilgængelige og jævnt fordelt på hensigtsmæssige steder i skibet. Hvor bælterne opbevares i kasser eller skabe, skal disse være tydeligt påmærket herom.

g.1)  En illustreret anvisning i brugen af den type redningsbælter, hvormed skibet er forsynet, skal anbringes på iøjnefaldende og hensigtmæssige steder i passagerapteringen.

 § 234. Linekastningsapparat.

a.    Der skal om bord findes et linekastningsapparat af godkendt type.

b.    Apparatet skal med en rimelig nøjagtighed kunne føre en line 230 m bort, og til apparatet skal høre mindst fire projektiler og fire liner.

 § 235. Nødsignaler for skibe.

a.    Skibe af 20 tons og derover skal være forsynet med 12 kanonslag og 12 faldskærmssignaler. Faldskærmssignalerne skal kunne frembringe et kraftigt rødt lys i stor højde.

b.    Skibe af 20 tons og derover skal være udstyret med materiel til afgivelse af nødsignal efter det internationale signalsystem (to-flagssignalet).

c.    Det i litra a omhandlede materiel skal være anbragt på et let tilgængeligt sted og således, at det er bedst muligt beskyttet mod fugtighed. Faldskærmssignaler skal fornyes ved første lejlighed efter udløbet af 4 år, regnet fra fabrikationsdatoen.

 § 236. Særlig bestemmelse om eksisterende skibe.

a.    De i de foranstående §§ 209-235 indeholdte bestemmelser kommer i fuld udstrækning til anvendelse på nye skibe, jfr. § 1.

b.    For så vidt angår eksisterende skibe, som ikke allerede opfylder disse bestemmelser, vil direktoratet undersøge forholdene i hvert enkelt tilfælde med henblik på at sikre, at vedkommende skib, så vidt dette er praktisk gennemførligt og rimeligt, snarest muligt i det væsentlige bringes i overensstemmelse med forskrifterne i nærværende afsnit I. Den i § 226, litra b. 1 indeholdte adgang til lempelse finder imidlertid kun anvendelse på eksisterende skibe, såfremt:

1)    bestemmelserne i §§ 209, litra b-c, 222, 226, litra a og b. 2, 228 og 230 er opfyldt.

2)    de redningsflåder, der medføres i overensstemmelse med bestemmelserne i § 226, litra b, opfylder forskrifterne enten i § 213 eller § 214 samt i § 220.

3)    det samlede tilladte antal ombordværende personer ikke forøges som følge af udrustning med redningsflåder; og

4)    besætningen er øvet i redningsflådernes udsætning og brug.

 § 237. Dispensationsbestemmelse.

 De i §§ 209-235 indeholdte bestemmelser kan fraviges, for så vidt angår skibe, der på rejsen ikke fjerner sig mere end 20 sømil fra den nærmeste kyst, såfremt direktoratet skønner, at rejsen foregår under så beskyttede forhold, at den fulde anvendelse af den eller de pågældende bestemmelser ville være urimelig eller unødvendig.

II. Passagerskibe i indenrigs fart.

 § 238. Antal og rumindhold af både.

a.    Skibe over 50 tons skal være forsynet med både i det antal og af det rumindhold, som fremgår af nedenstående tabel, jfr. dog § 240.

b.    Overstiger bådenes samlede rumindhold, beregnet efter tabellen, hvad der er nødvendigt til at optage alle ombordværende personer, kan såvel antal som rumindhold nedsættes indtil denne grænse.

c.    En af bådene skal være en redningsbåd. Såfremt antallet af både i henhold til tabellen overstiger tre, skal mindst halvdelen af bådene være redningsbåde.

d.    Ingen båd må være af mindre rumindhold end 2 m3.

 § 239. Redningsflåder.

a.    Såfremt de i § 238 foreskrevne både i skibe over 50 tons ikke er i stand til at optage alle ombordværende personer, skal skibet være udstyret med redningsflåder i et sådant omfang, at både og flåder tilsammen kan optage alle ombordværende personer.

b.1)1.    Skibe på 20 tons og derover, men ikke over 50 tons samt skibe under 20 tons i fart uden for beskyttede farvande, såsom havne, kanaler og åer, skal være forsynet med tilstrækkelige redningsflåder til at optage samtlige ombordværende personer. Der skal være mindst to flåder.

2.    I skibe, der er forsynet med to redningsflåder, skal hver flåde kunne optage mindst halvdelen af samtlige ombordværende personer. I skibe, der er forsynet med flere end to flåder, skal flådernes størrelse godkendes af direktoratet.

c.1)     (Ophævet).

 § 240. Nedsættelse af bådenes antal.

a.    Direktoratet kan tillade, at de i § 238 foreskrevne både i skibe, hvis registreringslængde er under 49 m, erstattes af redningsflåder til samtlige ombordværende personer, dog at der altid skal medføres én båd – der ikke behøver at være en redningsbåd – med et rumindhold af mindst 2 m3 og med inventar som angivet i § 242, litra c.

b.    1.  Direktoratet kan tillade, at et antal af de i § 238 foreskrevne både i skibe, hvis registreringslængde er 49 m eller derover, erstattes af redningsflåder i et sådant omfang, at både og redningsflåder tilsammen er i stand til at optage samtlige ombordværende personer. Antallet af både kan dog aldrig nedsættes til mindre end to, hvoraf den ene skal være en redningsbåd.

2.    Bådenes samlede rumindhold må ikke være mindre end det, der fås ved at multiplicere det samlede rumindhold efter tabellen i § 238 med forholdet mellem det tilladte og det foreskrevne antal af både.

3.    Såfremt redningsflåderne kan optage samtlige ombordværende personer, kan direktoratet tillade, at skibet kun er forsynet med to både – hvoraf ingen behøver at være en redningsbåd – hver med et rumindhold af mindst 2 m3 og med inventar som angivet i § 242, litra c.

 § 241. Redningsbådes konstruktion m.v.

 Med hensyn til konstruktion af redningsbåde gælder de i § 210 indeholdte bestemmelser, dog med undtagelse af bestemmelsen i litra c. 2. Med hensyn til beregning af rumindhold af redningsbåde og andre både finder § 211 tilsvarende anvendelse.

 § 242. Udrustning til både.

a. Enhver redningsbåds normale udrustning skal bestå af:

 1.   Det fulde antal årer; to reserveårer; 11/2 sæt fastgjorte åretolde eller -gafler; to bådshager.

 2.   To ved hullerne fastgjorte lænsepropper (propper er ikke påkrævet til lænsehuller med passende automatiske ventiler); et øsekar eller en pøs.

 3.   Et til redningsbåden fastgjort ror samt rorpind.

 4.   To kapøkser.

 5.   Et blusapparat eller en lanterne, klar til brug.

 6.   Et bådkompas.

 7.   Et drivanker.

 8.   En fangline.

 9.   En beholder, indeholdende 4 1/2 l vegetabilsk eller animalsk olie eller tran. Denne beholder skal være således konstrueret, at olien let kan spredes på vandet, og således indrettet, at den kan fastgøres til drivankeret.

10.  En vandtæt beholder, forsynet med et mål med snor og indeholdende ca. 40 l ferskvand.

11. I vandtæt indpakning: Seks raketter, der kan udkaste røde stjerner, og ti æsker stormtændstikker.

12. Et selvtændende blus af elektrisk batteritype, der tændes, når båden flyder.

13. Slingrekøle eller håndlister langs kølen, tillige med håndperter under kølen fra essing til essing, eller andre godkendte anordninger, hvorved det gøres muligt for personer at klynge sig til båden, hvis den skulle drive med bunden opad.

14. En kasteline, der kan flyde på vandet.

15. En fløjte eller tilsvarende lydsignalgiver.

b.    De øvrige bådes normale udrustning skal bestå af:

1)    det fulde antal årer; et sæt åretolde eller -gafler; to bådshager;

2)    en kapøkse; samt af den i litra a under numrene 2, 3, 8, 11, 12 og 15 omtalte udrustning.

c.    Den i § 240, litra a og b. 3, nævnte udrustning skal bestå af:

1) det fulde antal årer; to reserveårer; 1 1/2 sæt fastgjorte åretolde eller -gafler og en bådshage;

2)    seks håndblus af godkendt type, der frembringer et kraftigt rødt lys, og ti æsker stormtændstikker, alt i vandtæt indpakning;

       samt af den i litra a under numrene 2, 3, 7, 8 og 15 omtalte udrustning.

 § 243. Anbringelse af både og redningsflåder.

a.    Både og redningsflåder skal være anbragt på godkendt måde og i øvrigt under iagttagelse af følgende regler:

1.    De skal kunne sættes i vandet på den kortest mulige tid og på ikke over 30 minutter.

2.    Anbringelsen må ikke på nogen måde vanskeliggøre arbejdet med udsætning af nogen af de øvrige både eller redningsflåder eller vanskeliggøre samlingen af de ombordværende personer på udsætningsstederne eller disse personers indskibning i bådene.

3.    Bådene skal kunne sættes i vandet med deres fulde belastning af personer og inventar selv under ugunstige forhold med hensyn til styrlastighed og under en slagside på 15o til en af siderne.

4.    Redningsflåder af den faste type skal kunne flyde fri, såfremt skibet synker.

b.    Enhver båd skal være anbragt under et særskilt davidpar eller kunne betjenes af kraner eller bomme. I skibe, hvis længde overstiger 46 m (150 engelske fod), skal davider anvendes.

c.    Davider skal være vippedavider eller falddavider som i § 223, litra f for passagerskibe i international fart foreskrevet.

d.    Bådene skal så vidt muligt være således ophængt eller opstillet, at det halve antal både kan sættes ud til hver sin side af skibet. Har et skib kun én båd, skal denne være anbragt enten under davider eller således, at den let og hurtigt kan sættes ud til hver side af skibet.

e.    De under davider anbragte både skal have taljeløberne klar til brug, og der skal forefindes midler til hurtigt, men ikke nødvendigvis samtidigt, at frigøre båden fra taljerne. Løftehagerne i bådene skal være anbragt i en sådan højde over rælingen, at bådenes stabilitet under nedfiringen er sikret.

f.    Daviderne, blokkene, taljeløberne og øvrige grejer skal være af en sådan styrke, at bådene med sikkerhed kan nedfires med fuldt personantal og inventar. Taljeløbere skal være lange nok til at kunne nå vandet, når skibet ligger på sin mindste dybgang i søen med en slagside på 15°. Medmindre der forefindes et godkendt slipapparat, skal hver af de nederste taljeblokke være forsynet med en passende ring eller et langt led til at hugge i hagerne i båden.

g.    I skibe, hvis længde overstiger 46 m (150 engelske fod), skal der være fastgjort to redningsliner til mellemhalerne mellem daviderne, og disse redningsliner skal være af tilstrækkelig længde til at kunne nå vandet, når skibet ligger på sin mindste dybgang i søen med en slagside på 15°.

h.1)  Der skal træffes passende foranstaltninger til indskibning i redningsbådene og redningsflåderne omfattende:

1.    tilstrækkelige lejdere til at lette indskibningen i redningsbådene og redningsflåderne, når disse ligger på vandet,

2.    midler, hvorved enhver udtømning af vand i redningsbådene, i redningsflåder anbragt ved faste udsætningssteder samt i flåder under godkendte udsætningsanordninger forhindres.

i.1)   Direktoratet kan tillade, at de i litra h nævnte lejdere erstattes af andet udstyr, forudsat at der findes mindst én lejder på hver side af skibet.

 § 244. Bådenes bæreevne og mærkning.

a.    Det antal personer, en båd kan godkendes til at optage, findes som foreskrevet i § 212. Antallet af personer må dog ikke være større, end at der er fornøden siddeplads til alle, og at årerne kan blive forsvarligt betjent.

b.    Det tilladte personantal skal angives på båden med uudslettelige og let læselige typer. Navn og hjemsted for det skib, som båden hører til, skal være påmalet enhver båd.

 § 245. Forskrifter for redningsflåder.

 Med hensyn til oppustelige og faste redningsflåders materiale og konstruktion m.v. gælder de i § 213, henholdsvis § 214 indeholdte bestemmelser. Med hensyn til mærkning af redningsflåder finder § 216, litra c-e, tilsvarende anvendelse.

 § 246. Redningsflåders udrustning.

 Hver redningsflådes normale udrustning skal bestå af:

 1.   En kastering, der kan flyde på vandet, fastgjort til 30 m (100 engelske fod) line, der ligeledes kan flyde på vandet.

 2.   En kniv og et øsekar i redningsflåder, som må optage højst 12 personer; to knive og to øsekar i redningsflåder, som må optage 13 personer eller derover.

 3.   To svampe.

 4.   Et drivanker med line, fastgjort til flåden, og et reserve-drivanker med line.

 5.   To pagajer.

 6.   Et sæt værktøj til reparation af lækager i opdriftsrummene.

 7.   En luftpumpe eller blæsebælg (gælder kun oppustelige flåder).

 8.   En dåseåbner.

 9.5) En „medicinkiste 6“.

10. Et rustfrit, inddelt drikkebæger.

11. En vandtæt elektrisk lygte, der er egnet til morsesignalering.

12. 100 g kandissukker eller andre lige så egnede sukkervarer for hver person, redningsflåden er godkendt til at optage.

13. Vandtætte beholdere, indeholdende 1/2 l (1 engelsk pint) ferskvand for hver person, redningsflåden er godkendt til at optage.

14. En på dansk trykt vejledning i, hvordan man holder sig i live i redningsflåden.

       Derudover skal én eller flere redningsflåder, dog mindst en sjettedel af de redningsflåder, der medføres, være forsynet med:

15.4) To faldskærms-nødsignaler af godkendt type, der er i stand til at frembringe et kraftigt rødt lys i stor højde. Faldskærmssignaler skal fornyes ved første lejlighed efter udløbet af 4 år regnet fra fabrikationsdatoen.

16. Tre håndblus af godkendt type, der er i stand til at frembringe et kraftigt rødt lys.

17.5) Seks anti-søsygetabletter for hver person, redningsflåden er godkendt til at optage.

 § 247. Belysning til dæk, redningsbåde etc.

 I skibe på 100 tons og derover skal der på båddækket og ud over skibssiden ved alle bådene forefindes elektrisk nødbelysning, der kan tændes øjeblikkeligt, og hvis energikilde er anbragt over skoddækket. Såfremt der medføres redningsflåder, skal de steder, hvor de er anbragt, kunne belyses af fornævnte nødbelysning. Nødbelysningen skal endvidere omfatte belysning i gange, på trapper, ved udgangene fra alle større rum, hvor passagerer eller mandskab opholder sig, i maskinrum og i kontrolrum.

 § 248. Redningskranse.

 Der skal forefindes en redningskrans om bord for hver båd, dog ikke under fire. Med hensyn til redningskranses materiale, konstruktion og anbringelse henvises til § 232, litra b-h, dog at røgsignal ikke kræves, samt at blus og svømmer med stage kun kræves for én redningskrans i skibe, hvis længde ikke overstiger 46 m (150 engelske fod), medens et sådant krav for skibe over denne længde gælder for én redningskrans på hver side af skibet.

 § 249. Redningsbælter.

a.    Der skal for hver ombordværende person forefindes et redningsbælte af godkendt type. Derudover skal der, medmindre disse redningsbælter kan anvendes også af børn, eller særlige forhold gør sig gældende, forefindes redningsbælter passende til børn i et antal svarende til 10 pct. af det største tilladte passagerantal.

b.    Med hensyn til redningsbælters konstruktion, materiale og anbringelse henvises til § 233, litra c-f.

c.    Når forholdene taler derfor, kan direktoratet tillade, at antallet af redningsbælter i fartøjer under 20 tons nedsættes under forudsætning af, at der på anden måde er truffet foranstaltninger til redning af alle ombordværende personer.

 § 250. Nødsignaler for skibe.

a.    Skibe af 20 tons og derover skal være forsynet med seks kanonslag og seks faldskærmssignaler. Faldskærmssignalerne skal kunne frembringe et kraftigt rødt lys i stor højde.

b.    Skibe af 20 tons og derover skal være udstyret med materiel til afgivelse af nødsignal efter det internationale signalsystem (to-flagssignalet).

c.    Dæksfartøjer af under 20 tons skal være forsynet med fire raketter eller bomber, der udkaster røde stjerner.

d.    Det i litra a og c omhandlede materiel skal være anbragt på et let tilgængeligt sted og således, at det er bedst muligt beskyttet mod fugtighed. Faldskærmssignaler skal fornyes ved første lejlighed efter udløbet af 4 år, regnet fra fabrikationsdatoen.

 § 251. Åbne fartøjer.

 Åbne fartøjer af ikke over 50 tons behøver af redningsmateriel kun at være udstyret med et redningsbælte for hver ombordværende person, jfr. herved § 249, samt to redningskranse.

 § 251 a.1) Særlige bestemmelser om eksisterende skibe.

 For så vidt angår eksisterende skibe, som ikke allerede opfylder bestemmelserne i §§ 209 og 238-251, vil direktoratet undersøge forholdende i hvert enkelt tilfælde med henblik på at sikre, at vedkommende skib, så vidt dette er praktisk gennemførligt og rimeligt, snarest muligt i det væsentlige bringes i overensstemmelse med forskrifterne i nærværende afsnit II.

 § 252.1) Dispensationsbestemmelse.

 De i §§ 209 og 238-291 indeholdte bestemmelser kan fraviges, for så vidt angår skibe, der udelukkende anvendes i sådan fart, som efter direktoratets skøn, foregår under så beskyttede forhold, at den fulde anvendelse af den eller de pågældende bestemmelser ville være urimelig eller unødvendig. 66)

III. Lastskibe i international fart, fiskeskibe og lystfartøjer undtaget.

A. Skibe af 500 tons og derover.

 § 253. Definition.

 Hvor i det følgende ordet „industriskibe“ benyttes, skal herved forstås:

 Hvalkogerier, skibe indrettet specielt med henblik på tilvirkning eller konservering af fisk, og skibe der anvendes til befordring af personer, som er beskæftiget i sådanne skibe.

 § 254. Redningsbådes konstruktion.

 De i § 210 indeholdte bestemmelser finder tilsvarende anvendelse, idet dog de i litra d omhandlede motorredningsbåde skal opfylde forskrifterne i § 269, og de sammesteds omhandlede redningsbåde, som er forsynet med et godkendt mekanisk fremdrivningsmiddel, skal opfylde forskrifterne i § 231, litra a.

 § 255. Beregning af redningsbådes rumindhold.

 De i § 211 indeholdte bestemmelser finder tilsvarende anvendelse.

 § 256. Redningsbådes bæreevne.

 De i  § 212 indeholdte bestemmelser finder tilsvarende anvendelse.

 § 257. Mærkning af redningsbåde og redningsflåder.

 De i § 216, litra a, c, d og e, indeholdte bestemmelser finder tilsvarende anvendelse.

 § 258. Oppustelige redningsflåder.

 De i § 213 indeholdte bestemmelser finder tilsvarende anvendelse.

 § 259. Faste redningsflåder.

 De i § 214 indeholdte bestemmelser finder tilsvarende anvendelse, idet dog den samlede vægt af en redningsflåde med udrustning kan overstige 180 kg eller 400 engelske pund, hvis flåden kan udsættes fra begge sider af skibet, eller der forefindes mekaniske midler til at sætte den i vandet. En flåde må dog ikke være større, end hvad der er nødvendig for optagelse af 25 mand.

 § 260. Redningsbådes udrustning.

 De i § 217 indeholdte bestemmelser finder tilsvarende anvendelse med følgende ændringer eller undtagelse:

1. Det i litra a, nr. 12, nævnte kvantum skibsbrød forøges til 1 kg eller 2 engelske pund.

2. Litra a, nr. 13, finder ikke anvendelse.

3. Det i litra a, nr. 28, nævnte blus kan i andre skibe end tankskibe være af calciumcarbidtypen.

 § 261. Sikring af redningsbådes udrustning.

 De i § 219 indeholdte bestemmelser finder tilsvarende anvendelse.

 § 262. Redningsflåders udrustning.

 De i § 220, litra a, indeholdte bestemmelser finder tilsvarende anvendelse.

 § 263. Transportabelt radioapparat for redningsbåde og -flåder.

 De i § 221 indeholdte bestemmelser finder tilsvarende anvendelse, idet dog det omhandlede udstyr i tankskibe på 3.000 tons og derover, i hvilke redningsbådene er anbragt midtskibs og agter, skal opbevares på et passende sted i nærheden af de redningsbåde, som er længst væk fra skibets hovedsender.

 § 264. Alarmsignalapparater.

a.    Til alarmering af de ombordværende, når skibet skal forlades, skal der forefindes elektrisk drevne alarmsignalapparater, der kan lyde over hele skibet og betjenes fra broen.

b.    Bestemmelsen i litra a skal for skibe under 45,7 m (150 engelske fod) i længde anses for opfyldt ved skibets sædvanlige materiel til afgivelse af lydsignaler.

 § 265. Indskibning i redningsbåde og redningsflåder.

a.    Der skal træffes passende foranstaltninger til indskibning i redningsbådene, omfattende:

1)    en lejder ved hvert davidpar for overføring af redningsbådene, når disse ligger på vandet, dog at direktoratet kan tillade, at sådanne lejdere i industriskibe erstattes med andet udstyr, forudsat at der forefindes mindst én lejder på hver side af skibet;

2)    midler til belysning af redningsbådene og udsætningsmateriellet under forberedelserne til og under udsætningen samt til belysning af den del af søen, hvori redningsbådene affires, indtil udsætningen er tilendebragt; og

3)    midler, hvorved enhver udtømning af vand i redningsbådene forhindres.

b.    Der skal træffes passende foranstaltninger til indskibning i redningsflåderne, omfattende:

1)    tilstrækkelige lejdere til at lette indskibning i redningsflåderne, når disse ligger på vandet, dog at direktoratet, for så vidt angår industriskibe, kan tillade, at nogle eller samtlige sådanne lejdere erstattes med andet udstyr;

2)    for så vidt angår redningsflåder, for hvilke der forefindes godkendte udsætningsanordninger: midler til belysning af sådanne redningsflåder og udsætningsanordninger under forberedelserne til og under udsætningen samt til belysning af den del af søen, hvori redningsflåderne affires, indtil udsætningen er tilendebragt. For så vidt angår andre redningsflåder: midler til belysning af de steder, hvor flåderne er anbragt;

3)    midler, hvorved enhver udtømning af vand i redningsflåder anbragt ved faste udsætningssteder samt i flåder under godkendte udsætningsanordninger forhindres.

c.    Den ved litra a. 2 og b. 2 foreskrevne belysning skal kunne forsynet med strøm fra den i § 175 foreskrevne nødenergikilde.

 § 266. Belysning af gange, trapper og udgange.

 I skibe på 1.600 tons og derover skal belysningen af gange, trapper og udgange være af en sådan beskaffenhed, at alle ombordværende personers adgang til redningsbådes og redningsflåders udsætningssteder og anbringelsessteder lettes.

 § 267. Antal af redningsbåde og redningsflåder og disses kapacitet.

a.11)1. Ethvert skib med undtagelse af de i litra b og litra c omhandlede skibe skal på hver side af skibet medføre redningsbåde af sådant samlet rumindhold, at de kan optage alle ombordværende personer; desuden skal der medføres redningsflåder tilstrækkelige til at optage samtlige ombordværende.

2.    Såfremt sådanne skibe er beskæftiget på rejser mellem nabolande, der ligger nær ved hinanden, kan direktoratet, hvis det finder, at rejsen foregår under sådanne forhold, at det ville være urimeligt eller unødvendigt at opretholde kravet om redningsflåder, fritage bestemte skibe eller klasser af skibe fra at opfylde dette krav.

b.11)1.   Ethvert tankskib på 1.600 tons eller derover skal medføre redningsbåde på hver side af skibet af sådant samlet rumindhold, at de kan optage alle ombordværende personer, samt redningsflåder, der kan optage samtlige ombordværende.

2.        Ethvert tankskib på 3.000 tons eller derover skal medføre mindst fire redningsbåde samt redningsflåder, der kan optage samtlige ombordværende. Såfremt det i tankskibe uden overbygning midtskibs er praktisk umuligt at have fire redningsbåde anbragt agter, jfr. § 268, litra c. 2, kan direktoratet tillade, at der istedet herfor føres én redningsbåd på hver side af skibet agter, men i så fald:

a)    må ingen af disse redningsbåde overstige 8 m (26 engelske fod) i længde,

b)   skal hver af disse redningsbåde være anbragt så langt forefter som praktisk muligt, men mindst så langt forefter, at redningsbådens agterstævn er halvanden gang bådens længde foran for skruen,

c)    skal begge redningsbåde være anbragt så nær havoverfladen, som det er forsvarligt og praktisk muligt,

d)   (Ophævet).

c.    Ethvert industriskib skal medføre:

1)    redningsbåde på hver side af sådant samlet rumindhold, at de kan optage halvdelen af samtlige ombordværende personer. Direktoratet kan tillade, at redningsbåde erstattes af redningsflåder af tilsvarende samlet kapacitet, dog at der på hver side af skibet altid skal være tilstrækkelig bådplads i redningsbåde til at optage mindst 37 1/2 pct. af alle ombordværende;

2)11)redningsflåder, der kan optage samtlige ombordværende personer.

d.    Såfremt det i skibe indrettet specielt med henblik på tilvirkning eller konservering af fisk er praktisk umuligt at medføre redningsbåde, som fuldt ud opfylder forskrifterne i denne afdeling, kan direktoratet tillade, at der istedet herfor medføres andre både, som imidlertid mindst skal kunne tilvejebringe den i denne paragraf foreskrevne bådplads, og som skal have i det mindste samme flydeevne og udrustning som foreskrevet for redningsbåde i denne afdeling.

e.    Ethvert industriskib skal på hver side medføre en båd til brug i en nødsituation. Disse både skal være af godkendt type, og de må ikke være over 8 1/2 m (28 engelske fod) i længde. De kan medregnes til opfyldelse af bestemmelserne i litra c, forudsat at de fuldt ud opfylder de i denne afdeling for redningsbåde fastsatte forskrifter, og til opfyldelse af bestemmelserne i § 269, litra b, forudsat at de endvidere fuldt ud opfylder forskriferne i § 229 og eventuelt § 270, litra c-d. De skal holdes klar til øjeblikkelig brug, når skibet er i søen. I skibe, hvor bestemmelserne i § 268, litra g, er opfyldt ved en anordning på redningsbåbenes sider, skal denne anordning ikke kræves på de her omhandlede to både.

f.11) Ethvert lastskib, der har et fordæk på over 120 meters længde, regnet fra brohusets forkant til den forreste del af stævnen, skal foruden de i § 267, litra a-c foreskrevne redningsflåder medføre en redningsflåde, der kan optage mindst 6 personer, anbragt så langt forude som muligt.

 § 268. Anbringelse og håndtering af redningsbåde og redningsflåder.

a.    Redningsbåde og redningsflåder skal være anbragt på godkendt måde.

b.    Enhver redningsbåd skal anbringes under et særskilt davidpar.

c.    1.  Redningsbåde og redningsflåder, for hvilke der kræves godkendte udsætningsanordninger, må ikke anbringes helt forude i skibet. De skal anbringes på sådanne steder, at de kan sættes sikkert i vandet, idet der herved navnlig skal tages hensyn til en passende afstand fra skruen samt stærkt overhængende dele af skroget agter, således at der, såvidt det er praktisk muligt, tilvejebringes sikkerhed for, at de kan affires ned langs en lige del af skibssiden.

2.    To af de i § 267, litra b. 2 nævnte redningsbåde skal være anbragt agter og to midtskibs, dog at alle redningsbåde i tankskibe uden overbygning midtskibs skal være anbragt agter.

d.    Davider skal være af godkendt type og være anbragt på passende måde til direktoratets tilfredshed.

e.    I tankskibe på 1.600 tons og derover samt i industriskibe skal alle davider være falddavider. I andre skibe skal daviderne være:

1)    vippedavider eller falddavider til udsætning af redningsbåde, som ikke vejer over 2.300 kg. (2 1/4 engelske tons) med fuld udrustning, men uden personer;

2)    falddavider til udsætning af redningsbåde, som vejer over 2.300 kg (2 1/4 engelske tons) med fuld udrustning, men uden personer.

f.    Davider, taljeløbere, blokke og alt andet grej skal være af en sådan styrke, at redningsbådene kan svinges ud bemandet med udsætningsmandskab og derefter sikkert affires med den fulde belastning af personer og udrustning, når skibet har en slagside på 15° til en af siderne, og når det har en styrlastighed på 10°.

g.    Der skal forefindes meder eller andre egnede midler for at lette udsætning af redningsbåde mod en slagside på 15°.

h.    Der skal forefindes midler, hvorved redningsbådene bringes ind til og fastholdes ved skibssiden, således at overførsel af personer kan foregå sikkert.

i.     Til affiring af redningsbådene, herunder de ved § 267, litra e foreskrevne både, som skal være klar til brug i en nødsituation, skal der anvendes wiretaljeløbere samt spil af godkendt type, der, såfremt de betjener nævnte nødredningsbåde, hurtigt skal kunne hejse disse både. Direktoratet kan undtagelsesvis tillade anvendelse at manila-taljeløbere eller taljeløbere af andet godkendt materiale med eller uden spil dog at (nødredningsbådene skal betjenes af spil, som hurtigt skal kunne hejse disse både), såfremt det skønner, at manilataljeløbere eller taljeløbere af andet godkendt materiale er tilstrækkelige.

j.     Der skal være fastgjort to redningsliner til mellemhalerne mellem daviderne, og disse redningsliner samt taljeløberne skal være af en sådan længde, at de kan nå ned til vandet, når skibet ligger på sin mindste dybgang i søen med en slagside på 15_ til en af siderne. Medmindre der findes et godkendt slipapparat, skal hver af de nederste taljeblokke være forsynet med en passende ring eller et langt led til at hugge i hagerne i båden.

k.    Såfremt der findes maskinelt drevne anordninger til hejsning af redningsbådene, skal der tillige forefindes brugbare midler til hejsning af bådene ved håndkraft. Såfremt davider bringes på plads ved hjælp af taljeløbere, der indhives maskinelt, skal der, for at undgå overbelastning af wiretaljeløbere eller davider, forefindes sikkerhedsanordninger, som automatisk afbryder strømmen, før daviderne går imod stopklodserne.

l.     Redningsbådene skal have taljeløberne klar til brug, og der skal findes midler til hurtigt, men ikke nødvendigvis samtidigt, at frigøre redningsbådene fra taljerne. Løftehagerne i redningsbådene skal være anbragt i en sådan højde over rælingen, at redningsbådenes stabilitet under nedfiringen er sikret.

m.   Til udsætning af de i § 267, litra c. 1, for industriskibe alternativt foreskrevne redningsflåder skal der forefindes godkendte udsætningsanordninger i et efter direktoratets skøn tilstrækkeligt antal til, at de omhandlede flåder kan sættes i vandet belastet med det tilladte antal personer på ikke over 30 minutter under rolige forhold. Disse udsætningsanordninger skal, så vidt det er praktisk muligt, være ligeligt fordelt på begge sider af skibet. I skibe, i hvilke der herefter skal forefindes en godkendt udsætningsordning, skal alle redningsflåder være af en type, som kan udsættes ved hjælp af sådan anordning.

 § 269. Motorredningsbåde.

a.    Ethvert skib på 1.600 tons eller derover – bortset fra de i litra b nævnte – skal medføre mindst én motorredningsbåd, der opfylder forskrifterne i § 229, idet dog farten kun skal være 4 knob.

b.    Ethvert tankskib på 1.600 tons eller derover samt ethvert industriskib skal på hver side af skibet medføre mindst én motorredningsbåd, som opfylder forskrifterne i § 229.

c.    De i litra a og b indeholdte bestemmelser kommer ikke til anvendelse på skibe i fart inden for linierne Skagen-Færder og Smygehuk-Arkona.

 § 270. Udrustning i motorredningsbåde og i andre mekanisk fremdrevne redningsbåde.

a.    Motorredningsbåde og andre mekanisk fremdrevne redningsbåde skal være forsynet med den samme udrustning som almindelige redningsbåde, jfr. § 260, dog at der kun kræves halvdelen af det for redningsbåde foreskrevne antal årer, medens der skal være to bådshager. Bådene kræves ikke forsynet med mast og sejl, men der skal i alle tilfælde findes midler til at oprigge en antenne i ca. 6 m højde.

b.    Enhver motorredningsbåd skal være forsynet med transportabelt brandslukningsudstyr af godkendt type, som kan udsende skum eller andet egnet stof til slukning af oliebrande.

c.    1.  Såfremt det samlede antal personer om bord i et industriskib er 200 eller derover, men under 1.500, skal mindst én af de motorredningsbåde, som i henhold til § 269 skal medføres i skibet, være udstyret med et radiotelegrafanlæg, som opfylder de i § 230, litra d, og i § 12 i bekendtgørelse om radiostationer og radiotjeneste i skibe indeholdte bestemmelser.

2.    Såfremt det samlede antal personer om bord i et sådant skib er 1.500 eller derover, skal enhver motorredningsbåd, som skibet i henhold til § 269 skal medføre, være udstyret med et radiotelegrafanlæg som nævnt.

d.    Enhver motorredningsbåd, som i henhold til § 269, litra b, skal medføres i industriskibe, skal være forsynet med et søgelys, der skal opfylde bestemmelserne i § 230 litra e.

 § 271. Redningskranse.

a.    Der skal findes mindst otte redningskranse med udstyr som nedenfor i litra b-d angivet. Redningskransene skal være af en sådan beskaffenhed, at de opfylder bestemmelserne i § 232, litra b-d.

b.    Om hver redningskrans skal en håndline være solidt fastgjort i bugter. Der skal på hver side af skibet findes én krans, der er forsynet med en redningsline, som kan flyde på vandet, mindst 27,5 m lang. En af redningskransene på hver side af skibet skal være forsynet med en svømmer med stage og mærkeflag.

c.    Mindst halvdelen af samtlige redningskranse skal have effektive selvtændende blus således indrettet, at de ikke slukkes i vand. De skal kunne brænde i 45 minutter og skal have en lysstyrke på mindst 3,5 lumen. Selvtændende blus til brug i tankskibe skal være af godkendt elektrisk batteritype.

d.    Mindst to af de redningskranse, som er forsynet med selvtændende blus i henhold til litra c, skal endvidere være forsynet med et effektivt, selvvirkende røgsignal, som er i stand til at frembringe røg af stærkt synlig farve i mindst 15 minutter, og skal hurtigt kunne udløses fra broen.

e.    Blussene samt svømmerne med stager og mærkeflag skal anbringes i nærheden af de pågældende redningskranse med fornødne fastgøringsmidler.

f.    Alle redningskranse skal være hensigtmæssigt fordelt i skibet og anbragt således, at de er let tilgængelige for de ombordværende. Redningskranse skal altid kunne kastes los øjeblikkeligt og må ikke på nogen måde være permanent fastgjort.

 § 272. Redningsbælter.

a.    Der skal for hver ombordværende person forefindes et redningsbælte af godkendt type. For så vidt der er børn om bord, skal der, medmindre redningsbælterne kan anvendes også af børn, forefindes et tilstrækkeligt antal redningsbælter passende for børn.

b.    Redningsbælterne skal opfylde de i § 233, litra c, indeholdte bestemmelser.

c.1)  Et redningsbælte, hvis flydeevne tilvejebringes ved oppustning, kan tillades til brug for besætningen, dog ikke i tankskibe, under forudsætning af:

1.    at det har to adskilte oppustelige rum,

2.    at det kan oppustes såvel mekanisk som ved hjælp af munden, og

3.    at det opfylder bestemmelserne i § 233 litra c, med et enkelt rum oppustet.

d.    Redningsbælter skal være anbragt således, at de er let tilgængelige, og de steder, hvor de er anbragt, skal være tydeligt angivet.

 § 273. Linekastningsapparat.

 De i § 234 indeholdte bestemmelser finder tilsvarende anvendelse.

 § 274. Nødsignaler for skibe.

 De i § 235 indeholdte bestemmelser finder tilsvarende anvendelse.

 § 275. Særlig bestemmelse om eksisterende skibe.

a.    De i de foranstående §§ 254-274 indeholdte bestemmelser kommer i fuld udstrækning til anvendelse på nye skibe, jfr. § 1.

b.    For så vidt angår eksisterende skibe, som ikke allerede opfylder disse bestemmelser, vil direktoratet undersøge forholdene i hvert enkelt tilfælde med henblik på at sikre, at vedkommende skib, såvidt dette er praktisk gennemførligt og rimeligt, snarest muligt i det væsentlige bringes i overensstemmelse med forskrifterne i nærværende afsnit III A.

 § 276. Dispensationsbestemmelse.

 De i §§ 254-272 indeholdte bestemmelser kan fraviges, for så vidt angår skibe, der på rejsen ikke fjerner sig mere end 20 sømil fra den nærmeste kyst, såfremt direktoratet skønner, at rejsen foregår under så beskyttede forhold, at den fulde anvendelse af den eller de pågældende bestemmelser ville være urimelig eller unødvendig.

B. Skibe under 500 tons.

 § 277. Redningsbådes konstruktion.

 Med hensyn til konstruktion af redningsbåde gælder de i § 210 indeholdte bestemmelser med undtagelse af litra c. 2.

 § 278. Beregning af rumindhold af redningsbåde og andre både.

 De i § 211 indeholdte bestemmelser finder tilsvarende anvendelse, dog er det tilladt at anvende reglen i litra f på alle både.

 § 279. Mærkning af redningsflåder.

 De i § 216, litra c, d og e indeholdte bestemmelser finder tilsvarende anvendelse.

 § 280.1) Oppustelige redningsflåder.

 De i § 213 indeholdte bestemmelser finder tilsvarende anvendelse, idet dog 4-mands-flåder af godkendt type kan anvendes i skibe af ikke over 100 tons i indskrænket fart.

 § 281. Faste redningsflåder.

 De i § 214 indeholdte bestemmelser finder tilsvarende anvendelse.

 § 282. Redningsflåders udrustning.

 De i § 220, litra a, indeholdte bestemmelser finder tilsvarende anvendelse.

 § 283. Antal af både og redningsflåder; bådes rumindhold.

a.    Skibe af 20 tons og derover, men ikke over 50 tons, skal være forsynet med redningsflåder tilstrækkelige til at kunne optage samtlige ombordværende personer.

b.    1.  Skibe over 50 tons skal være forsynet med redningsflåder tilstrækkelige til at kunne optage samtlige ombordværende personer. Overstiger antallet af ombordværende personer 12, skal flådernes antal være mindst to.

2.1)  Endvidere skal sådanne skibe i indskrænket fart være forsynet med en båd af et rumindhold af mindst 1,5 m3 med udstyr som angivet i § 285, litra a, og uden for indskrænket fart med en redningsbåd af et rumindhold af mindst 2,85 m3 med udstyr som angivet i § 285, litra b. I begge tilfælde kan båden erstattes med en permanent oppustet gummibåd af godkendt type og størrelse med påhængsmotor af forsvarlig effekt og med følgende udstyr:

 1.   To årer, to fastgjorte åregafler og en bådshage.

 2.   Et øsekar eller en pøs.

 3.   En fangline.

 4.   Tre faldskærmssignaler, der kan udkaste røde stjerner, og tre håndblus af godkendt type, der er i stand til at frembringe et kraftigt rødt lys, alt i vandtæt indpakning.

 5.   En fløjte.

 6.   Et drivanker.

 7.   En vandtæt elektrisk lygte, der er egnet til morsesignalering.

 8.   En ildslukker.

 9.   En luftpumpe eller blæsebælg.

10. Et reparationssæt.

c.    I skibe, der er forsynet med to redningsflåder, skal flåderne hver især kunne optage mindst halvdelen af samtlige ombordværende personer. I skibe, der er forsynet med flere end to flåder, skal flådernes størrelse godkendes af direktoratet.

 § 284. Bådenes anbringelse og mærkning.

a.11) Er et skib i henhold til § 283 forsynet med båd, skal denne være anbragt enten under davider eller således, at den let og hurtigt kan sættes i vandet til hver side af skibet. Den under § 283, litra b, nr. 2, nævnte permanent oppustede gummibåd kan dog tillades anbragt således, at den let og hurtigt kan udsættes til den ene side af skibet.

b.11) Bådens rumindhold samt navn og hjemsted for det skib, som båden hører til, skal være påmærket denne. Den under § 283, litra b, nr. 2, nævnte permanent oppustede gummibåd skal være påmærket fabrikat, type og fabrikationsnummer. Endvidere skal båden på agterspejlet være forsynet med navn og hjemsted for det skib, som den hører til.

 § 285. Udrustning til både.

a.    Den i § 283, litra b. 2 foreskrevne båd i skibe i indskrænket fart skal være forsynet med følgende udrustning:

1.    Det fulde tilbehør af årer, et sæt åregafler eller -tolde.

2.    Ror med rorpind eller styreåre.

3.    Lænsepropper og et øsekar eller en pøs.

4.    Tre raketter, der kan udkaste røde stjerner, tre håndblus af godkendt type, der er i stand til at frembringe et kraftigt rødt lys, samt ti æsker stormtændstikker, alt i vandtæt indpakning.

b.    Den i § 283, litra b. to foreskrevne redningsbåde skal være forsynet med følgende udrustning:

1.    Det fulde antal årer, to reserveårer, 1 1/2 sæt fastgjorte åregafler eller -tolde og en bådshage.

2.    To lænsepropper til hvert lænsehul fastgjort til båden med liner eller kæder, idet propper dog ikke er påkrævet til lænsehuller med passende automatiske ventiler; et øsekar eller en pøs.

3.    Et til båden fastgjort ror samt rorpind.

4.    En fangline.

5.    Tre raketter, der kan udkaste røde stjerner, tre håndblus af godkendt type, der er i stand til at frembringe et kraftigt rødt lys, samt ti æsker stormtændstikker, alt i vandtæt indpakning.

6.    En fløjte eller tilsvarende lydsignalgiver.

7.    Et drivanker.

 § 286. Nødbelysning.

a.    I skibe på 100 tons og derover skal der på båddækket og ud over skibssiden ved båden samt på de steder, hvor redningsflåder er anbragt, forefindes elektrisk nødbelysning, der kan tændes øjeblikkeligt, og hvis energikilde er anbragt over skoddækket, jfr. § 175.

b.    Nødbelysningen og radio-nødinstallationen kan have fælles energikilde, såfremt øjeblikkelig tænding kan etableres.

 § 287. Redningskranse.

a.    Der skal om bord findes seks redningskranse. For skibe i indskrænket fart kan antallet dog nedsættes til fire.

b.    Med hensyn til redningskranses materiale finder bestemmelserne i § 232, litra b-d, tilsvarende anvendelse.

c.    Med hensyn til redningskranses konstruktion og anbringelse finder bestemmelserne i § 271, litra b, c, e og f tilsvarende anvendelse, dog at der kun kræves ét blus og én svømmer med stage og mærkeflag.

 § 288. Redningsbælter.

 De i § 272 indeholdte bestemmelser finder tilsvarende anvendelse.

 § 289. Nødsignaler.

 Med hensyn til nødsignaler finder bestemmelserne i § 235 – for skibe i indskrænket fart bestemmelserne i § 250, litra a, b og d – tilsvarende anvendelse.

 § 290. Åbne fartøjer.

 Åbne fartøjer skal være forsynet med et redningsbælte for hver ombordværende person samt en redningskrans.

 § 290 a.1) Særlige bestemmelser om eksisterende skibe.

 For så vidt angår eksisterende skibe, som ikke allerede opfylder bestemmelserne i §§ 209 og 277-290, vil direktoratet undersøge forholdene i hvert enkelt tilfælde med henblik på at sikre, at vedkommende skib, såvidt dette er praktisk gennemførligt og rimeligt, snarest muligt i det væsentlige bringes i overensstemmelse med forskrifterne i nærværende afsnit III. B.

 § 291. Dispensationsbestemmelse.

a.    For så vidt angår skibe af særlig type eller bestemt til særlige formål, kan direktoratet, når omstændighederne taler derfor, dispensere fra kravet om, at skibe over 50 tons i indskrænket fart skal være forsynet med båd, ligesom direktoratet kan tillade anvendelsen af oppustelige flåder, der har en mindre bæreevne end angivet i § 213, litra n, men dog ikke mindre, end at flåden kan optage 4 mand.

b.1)De i §§ 209 og 277-290 indeholdte bestemmelser kan fraviges, for så vidt angår skibe, der udelukkede anvendes i sådan fart, som efter direktoratets skøn foregår under så beskyttede forhold, at den fulde anvendelse af den eller de pågældende bestemmelser ville være urimelig eller unødvendig.

IV. Lastskibe i indenrigs fart, fiskeskibe og lystfartøjer undtaget.

 § 292. Redningsbådes konstruktion.

 Med hensyn til konstruktion af redningsbåde gælder de i § 210 indeholdte bestemmelser med undtagelse af litra c. 2.

 § 293. Beregning af rumindhold af redningsbåde og andre både.

 De i § 211 indeholdte bestemmelser finder tilsvarende anvendelse, dog er det tilladt at anvende reglen i litra f på alle både.

 § 294. Mærkning af redningsflåder.

 De i § 216, litra c, d og e indeholdte bestemmelser finder tilsvarende anvendelse.

 § 295.1) Oppustelige redningsflåder.

 De i § 213 indeholdte bestemmelser finder tilsvarende anvendelse, idet dog 4-mands-flåder af godkendt type kan anvendes i skibe af ikke over 100 tons.

 § 296. Faste redningsflåder.

 De i § 214 indeholdte bestemmelser finder tilsvarende anvendelse.

 § 297. Antal af både og redningsflåder; bådes rumindhold.

a.    Skibe af 20 tons og derover, men ikke over 50 tons, skal være forsynet med redningsflåder tilstrækkelige til at kunne optage samtlige ombordværende personer.

b.11) Skibe over 50 tons, men under 500 tons, skal være forsynet med redningsflåder til samtlige ombordværende personer. Endvidere skal de være forsynet med en båd af et rumindhold af mindst 1,5 m3 med udstyr som angivet i § 285, litra a.

        Båden kan erstattes med en permanent oppustet gummibåd af godkendt type og størrelse med påhængsmotor af forsvarlig effekt og med følgende udstyr:

 1.   To årer, to fastgjorte åregafler og en bådshage.

 2.   Et øsekar eller en pøs.

 3.   En fangline.

 4.   Tre faldskærmssignaler, der kan udkaste røde stjerner, og tre håndblus af godkendt type, der er i stand til at frembringe et kraftigt rødt lys, alt i vandtæt indpakning.

 5.   En fløjte.

 6.   Et drivanker.

 7.   En vandtæt elektrisk lygte, der er egnet til morsesignalering.

 8.   En ildslukker.

 9.   En luftpumpe eller blæsebælg.

10. Et reparationssæt.

c.    Skibe af 500 tons og derover skal være forsynet med redningsflåder til samtlige ombordværende personer samt med en redningsbåd af et rumindhold af mindst 2,85 m3 med udstyr som angivet i § 285, litra b.

d.    Overstiger antallet af ombordværende personer 12, skal der findes mindst to redningsflåder.

e.    I skibe, der er forsynet med to redningsflåder, skal flåderne hver især kunne optage mindst halvdelen af samtlige ombordværende personer. I skibe, der er forsynet med flere end to flåder, skal flådernes størrelse godkendes af direktoratet.

 § 298. Redningsflåders udrustning.

 Hver redningsflådes normale udrustning skal bestå af:

 1.   En kastering, der kan flyde på vandet, fastgjort til mindst 30 m (100 engelske fod) line, der ligeledes kan flyde på vandet.

 2.   En kniv og et øsekar i redningsflåder, som må optage højst 12 personer; to knive og to øsekar i redningsflåder, som må optage 13 personer eller derover.

 3.   To svampe.

 4.   Et drivanker med line, fastgjort til flåden, og et reserve-drivanker med line.

 5.   To pagajer.

 6.   Et sæt værktøj til reparation af punkteringer i opdriftsrummene.

 7.   En luftpumpe eller blæsebælg (gælder kun oppustelige flåder).

 8.   En dåseåbner.

 9.5) En „medicinkiste 6“.

10. Et rustfrit, inddelt drikkebæger.

11. En vandtæt elektrisk lygte, der er egnet til morsesignalering.

12.4) To faldskærms-nødsignaler af godkendt type, der er i stand til at frembringe et kraftigt rødt lys i stor højde. Faldskærmssignaler skal fornyes ved første lejlighed efter udløbet af 4 år regnet fra fabrikationsdatoen.

13. Tre håndblus af godkendt type, der er i stand til at frembringe et kraftigt rødt lys.

14. 100 g kandissukker eller andre lige så egnede sukkervarer for hver person, redningsflåden er godkendt til at optage.

15. Vandtætte beholdere, indeholdende 1/2 l (1 engelsk pint) ferskvand for hver person, redningsflåden er godkendt til at optage.

16. En på dansk trykt vejledning i, hvordan man holder sig i live i redningsflåden.

17.5) Seks anti-søsygetabletter for hver person, redningsflåden er godkendt til at optage.

 § 299. Bådenes anbringelse og mærkning.

a.11) Er et skib i henhold til § 297 forsynet med båd, skal denne være anbragt enten under davider eller således, at den let og hurtigt kan sættes i vandet til hver side af skibet. Den under § 297, litra b, nævnte permanent oppustede gummibåd kan dog tillades anbragt således, at den let og hurtigt kan udsættes til den ene side af skibet.

b.11) Bådens rumindhold samt navn og hjemsted for det skib, som båden hører til, skal være påmærket denne. Den under § 297, litra b, nævnte permament oppustede gummibåd skal være påmærket fabrikat, type og fabrikationsnummer. Endvidere skal båden på agterspejlet være forsynet med navn og hjemsted for det skib, som den hører til.

 § 300. Nødbelysning.

 De i § 286 indeholdte bestemmelser finder tilsvarende anvendelse.

 § 301. Redningskranse.

a.    Der skal om bord findes mindst fire redningskranse.

b.    Med hensyn til redningskranses materiale gælder bestemmelserne i § 232, litra b-d.

c.    Med hensyn til redningskranses konstruktion og anbringelse gælder  bestemmelserne i § 271, litra b, c, e og f, dog at der kun kræves ét blus og én svømmer med stage og mærkeflag.

 § 302. Redningsbælter.

 De i § 272 indeholdte bestemmelser finder tilsvarende anvendelse.

 § 303. Nødsignaler.

 De i § 250, litra a, b og d, indeholdte bestemmelser finder tilsvarende anvendelse.

§ 304. Åbne fartøjer.

 Åbne fartøjer skal være forsynet med et redningsbælte for hver ombordværende person samt en redningskrans.

 § 304 a.1) Særlige bestemmelser om eksisterende skibe.

 For så vidt angår eksisterende skibe, som ikke allerede opfylder bestemmelserne i §§ 209 og 292-304, vil direktoratet undersøge forholdene i hvert enkelt tilfælde med henblik på at sikre, at vedkommende skib, for så vidt dette er praktisk gennemførligt, snarest muligt i det væsentlige bringes i overensstemmelse med forskrifterne i nærværende afsnit IV.

 § 305. Dispensationsbestemmelse.

a.    For så vidt angår skibe af særlig type eller bestemt til særlige formål, kan direktoratet, når omstændighederne taler derfor, tilstå undtagelser fra kravet om, at skibe over 50 tons skal være forsynet med båd, ligesom direktoratet kan tillade anvendelsen af oppustelige flåder, der har en mindre bæreevne end angivet i § 213, litra n, men dog ikke mindre, end at flåden kan optage 4 mand.

b.1) De i §§ 209 og 292-304 indeholdte bestemmelser kan fraviges, for så vidt angår skibe, der udelukkende anvendes i sådan fart, som efter direktoratets skøn foregår under så beskyttede forhold, at den fulde anvendelse af den eller de pågældende bestemmelser ville være urimelig eller unødvendig.

V. Fiskeskibe og lystfartøjer.

 § 306. Redningsbådes konstruktion.

 Med hensyn til konstruktion af redningsbåde gælder de i § 210 indeholdte bestemmelser med undtagelse at litra c. 2.

 § 307. Beregning af rumindhold af redningsbåde og andre både.

 De i § 211 indeholdte bestemmelser finder tilsvarende anvendelse, dog er det tilladt at anvende reglen i litra f på alle både.

 § 308. Mærkning af redningsflåder.

 De i § 216, litra c, d og e indeholdte bestemmelser finder tilsvarende anvendelse.

 § 309. Oppustelige redningsflåder.

 De i § 213 indeholdte bestemmelser finder tilsvarende anvendelse, idet dog 4-mandsflåder af godkendt type kan anvendes i skibe af ikke over 100 tons.

 § 310. Faste redningsflåder.

 De i § 214 indeholdte bestemmelser finder tilsvarende anvendelse.

 § 311.*) Transportabelt radioapparat for redningsbåde og -flåder.

 I fiskeskibe på 500 tons og derover skal der forefindes et til brug i redningsbåde og -flåder godkendt transportabelt radioapparat, som opfylder de i § 13 i bekendtgørelse om radiostationer og radiotjeneste i skibe fastsatte forskrifter. Hele dette udstyr skal opbevares samlet i styrehuset eller et andet passende sted, klar til i en nødsituation at bringes om bord i en af redningsflåderne eller redningsbåden.

 § 312. Antal af både og redningsflåder; bådes rumindhold og inventar.

a.    Skibe af 20 tons og derover, men ikke over 150 tons, samt fartøjer under 20 tons, der går i fart vest for 6o østlig lgd. eller uden for lokal fart ved Færøerne, skal være forsynet med redningsflåder til samtlige ombordværende personer. Overstiger antallet af ombordværende personer 12, skal flådernes antal være mindst to.

b.    1.  Skibe over 150 tons, men under 500 tons, skal være forsynet med redningsflåder til samtlige ombordværende personer. Overstiger antallet af ombordværende personer 12, skal flådernes antal være mindst to.

2.11) Endvidere skal sådanne skibe i indskrænket fart være forsynet med en båd af et rumindhold af mindst 1,5 m3 med udstyr som angivet i § 285, litra a, og uden for indskrænket fart med en redningsbåd af et rumindhold af mindst 2,85 m3 med udstyr som angivet i § 285, litra b. I begge tilfælde kan båden erstattes med en permanent oppustet gummibåd af godkendt type og størrelse med påhængsmotor af forsvarlig effekt og med følgende udstyr:

 1.   To årer, to fastgjorte åregafler og en bådshage.

 2.   Et øsekar eller en pøs.

 3.   En fangline.

 4.   Tre faldsskærmssignaler, der kan udkaste røde stjerner, og tre håndblus af godkendt type, der er i stand til at frembringe et kraftigt rødt lys, alt i vandtæt indpakning.

 5.   En fløjte.

 6.   Et drivanker.

 7.   En vandtæt elektrisk lygte, der er egnet til morsesignalering.

 8.   En ildslukker.

 9.   En luftpumpe eller blæsebælg.

10. Et reparationssæt.

c.    1.  Skibe af 500 tons og derover skal være forsynet med redningsflåder til samtlige ombordværende personer og derudover med redningsflåder til 50 pct. af samtlige ombordværende personer. Overstiger antallet af ombordværende personer 12, skal flådernes antal være mindst tre.

2.    Endvidere skal sådanne skibe være forsynet med en redningsbåd af et rumindhold af mindst 2,85 m3 med udstyr som angivet i § 285, litra b.

d.    I skibe, der er forsynet med to redningsflåder, skal disse hver især kunne optage mindst halvdelen af samtlige ombordværende personer. I skibe, der er forsynet med flere end to flåder, skal flådernes størrelse og anbringelse godkendes af direktoratet.

 § 313.11) Bådenes anbringelse og mærkning.

a.    Er et skib i henhold til § 312 forsynet med båd, skal denne være anbragt enten under davider eller således, at den let og hurtigt kan sættes i vandet til hver side af skibet. Den under § 312, litra b, nr. 2, nævnte permanent oppustede gummibåd kan dog tillades anbragt således, at den let og hurtigt kan udsættes til den ene side af skibet.

b.    Bådens rumindhold samt navn og hjemsted for det skib, som båden hører til, skal være påmærket denne.

        Den under § 312, litra b, nr. 2, nævnte permanent oppustede gummibåd skal være påmærket fabrikat, type og fabrikationsnummer. Endvidere skal båden på agterspejlet være forsynet med navn og hjemsted for det skib, som den hører til.

 § 314. Redningsflåders udrustning.

 Med hensyn til flådernes udrustning gælder bestemmelserne i § 220, litra a, dog kan direktoratet, når omstændighederne taler derfor, tillade en reduktion af ovennævnte inventar i flåder i skibe, der udelukkende anvendes i begrænset fart inden for linierne Skagen-Vinga og Falsterbo-Darsserort.

 § 315. Nødbelysning.

 De i § 286 indeholdte bestemmelser finder tilsvarende anvendelse.

 § 316. Redningskranse.

a.    Der skal om bord findes mindst to redningskranse; i skibe over 150 tons dog fire redningskranse.

b.    Med hensyn til redningskranses materiale gælder bestemmelserne i § 232, litra b-d.

c.    Med hensyn til redningskranses konstruktion og anbringelse gælder bestemmelserne i § 271, litra b, c, e og f, dog at der kun kræves ét blus og én svømmer med stage og mærkeflag.

 § 317. Redningsbælter.

 De i § 272 indeholdte bestemmelser finder tilsvarende anvendelse.

 § 318. Åbne fartøjer.

 Åbne fartøjer behøver af redningsmateriel kun at være forsynet med et redningsbælte for hver ombordværende person samt en redningskrans.

 § 319. Nødsignaler.

a.    Skibe af 20 tons og derover skal være forsynet med mindst 12 faldskærmssignaler eller raketter og 12 kanonslag. Skibe i fart på Nordsøen, Østersøen og mellemliggende farvande samt Den engelske Kanal behøver dog kun at være forsynet med seks faldskærmssignaler eller raketter og seks kanonslag.

b.    Fartøjer under 20 tons, der går i fart vest for 6_ østlig lgd. eller uden for lokal fart ved Færøerne, skal være forsynet med seks faldskærmssignaler eller raketter og seks kanonslag.

c.    Det foran omhandlede materiel skal være anbragt på et let tilgængeligt sted og således, at det er bedst muligt beskyttet mod fugtighed. Faldskærmssignaler skal fornyes ved første lejlighed efter udløbet af 4 år, regnet fra fabrikationsdatoen.

VI. Lægtere, pramme og andet flydende materiel uden selvstændigt fremdrivningsmiddel.

 § 320. Redningsbådes konstruktion.

 Med hensyn til konstruktion af redningsbåde gælder de i § 210 indeholdte bestemmelser med undtagelse af litra c. 2.

 § 321. Beregning af rumindhold af redningsbåde og andre både.

 De i § 211 indeholdte bestemmelser finder tilsvarende anvendelse, dog er det tilladt at anvende reglen i litra f på alle både.

 § 322. Mærkning af redningsflåder.

 De i § 216, litra c, d og e indeholdte bestemmelser finder tilsvarende anvendelse.

 § 323. Oppustelige redningsflåder.

 De i § 213 indeholdte bestemmelser finder tilsvarende anvendelse, idet dog 4-mandsflåder af godkendt type kan anvendes i lægtere m.v. af ikke over 100 tons.

 § 324. Faste redningsflåder.

 De i § 214 indeholdte bestemmelser finder tilsvarende anvendelse.

 § 325.2) Antal af både og redningsflåder; bådes rumindhold og inventar.

 Med hensyn til forsyning med både og redningsflåder samt bådes rumindhold og inventar gælder de i § 312 indeholdte bestemmelser, idet dog bestemmelsen i § 312, litra c, nr. 1, om yderligere redningsflåder til 50 pct. af samtlige ombordværende ikke finder anvendelse.

 § 326. Bådenes anbringelse og mærkning.

 De i § 313 indeholdte bestemmelser finder tilsvarende anvendelse.

 § 327. Redningsflåders udrustning.

 De i § 298 indeholdte bestemmelser finder tilsvarende anvendelse.

 § 328. Nødbelysning.

 De i § 286 indeholdte bestemmelser finder tilsvarende anvendelse.

 § 329. Redningskranse.

a.    Der skal om bord forefindes mindst to redningskranse.

b.    Med hensyn til redningskranses materiale gælder bestemmelserne i § 232, litra b-d.

c.    Med hensyn til redningskranses konstruktion og anbringelse gælder bestemmelserne i § 271, litra b, c, e og f, dog at der kun kræves ét blus og én svømmer med stage og mærkeflag.

 § 330. Redningsbælter.

 De i § 272 indeholdte bestemmelser finder tilsvarende anvendelse.

 § 331. Åbne fartøjer.

 De i § 318 indeholdte bestemmelser finder tilsvarende anvendelse.

 § 332. Nødsignaler.

 De i § 319 indeholdte bestemmelser finder tilsvarende anvendelse.

 § 333. Fartøjer i begrænset fart.

 De i §§ 320-328 og 332 indeholdte bestemmelser er ikke gældende for fartøjer, der udelukkende befarer havne, kanaler, åer og indsøer.

 § 334. Dispensationsbestemmelse.

 De i §§ 320-332 indeholdte bestemmelser kan fraviges, for så vidt angår skibe, der udelukkende anvendes i sådan fart, som efter direktoratets skøn foregår under så beskyttede forhold, at den fulde anvendelse af den eller de pågældende bestemmelser ville være urimelig eller unødvendig.

Afdeling D. Forskellige

sikkerhedsforanstaltninger.

 § 335. Almindelige bestemmelser.

a.    Der skal være truffet så betryggende forholdsregler til sikring mod ulykkestilfælde ved skibets sædvandlige drift, at mennesker ved arbejde eller ophold om bord eller ved færdsel til og fra borde så vidt muligt ikke er udsat for at komme til skade uden ved mangel på tilbørlig forsigtighed.

b.    Nærmere forskrifter med hensyn til særlige foranstaltninger i forbindelse med transport af korn og anden let forskydelig ladning samt transport af farligt gods er givet ved særlige bekendtgørelser.

c.    I slæbebåde skal der være truffet foranstaltninger til, at slæbetrossen let og hurtigt kan frigøres under enhver situation.

 § 336. Lodslejdere.

 

a.1)  Ethvert skib, i hvilket lønningens højde over vandet overstiger 1,5 m, skal være forsynet med en lodslejder, der opfylder følgende bestemmelser:

1.1) Der skal benyttes en enkelt lejderlængde, som skal kunne nå fra lønningen til i nærheden af vandoverfladen under alle forekommende dybgangsforhold.

2.    Trinene skal være af ask eller andet, lige så egnet materiale og have følgende mindstemål: tykkelse 25 mm, længde 48 cm (mellem tovværket 42 cm), bredde 11,4 cm. Hvert 6. trin skal være forlænget, så det rækker ca. 45 cm ud til hver side.

3.    Afstanden mellem trinene skal være højst 35 cm og mindst 30,5 cm.

4.    Tovværket skal være af 2 1/2“ tjæret hamp eller af andet, lige så egnet materiale, i dobbelt part. Der skal være truffet foranstaltninger til at hindre trinene i at kæntre.

5.    Lejderen skal holdes i god stand og må kun anvendes af personer i tjenstligt medfør og andre personer ved skibets ankomst til eller afgang fra havn, eller når lodser går til eller fra borde.

b.    Lodslejdere af anden konstruktion skal godkendes af direktoratet.

c.    1. Lejderen skal være således anbragt, at hvert trin ligger fast an mod skibssiden, og således, at lodsen sikkert og bekvemt kan komme om bord. Når afstanden fra vandoverfladen til det sted, hvor ombordstigningen finder sted, overstiger 9 m, skal adgang fra lodslejderen til skibet ske ad en falderebstrappe eller på anden lige så sikker og bekvem måde.

2.    Skibe med fenderlister eller andre skibe, hvis konstruktion gør det umuligt fuldt ud at opfylde bestemmelsen om, at lejderen skal være anbragt på et sådant sted, at hvert trin ligger fast an mod skibssiden, skal iagttage denne bestemmelse i videst muligt omfang.

d.    Et solidt fastgjort håndtov og en livline skal forefindes klar til eventuel brug.

e.    Der skal til fastgørelse i lønningen findes sceptre til hjælp for lodsen, således at han sikkert og bekvemt kan komme fra lejderens øverste trin ind i skibet eller ind på skibets dæk.

f.    Der skal findes midler til belysning af skibssiden og dækket, hvor lodsen kommer om bord, når lejderen benyttes om natten.

 § 337. Radiomodtager.

a.    Ethvert skib af 20 tons og derover, der ikke skal være udstyret med radioanlæg, og som anvendes i fart i Nord- og Østersøen og mellemliggende farvande, skal være udstyret med en radiomodtager, der under normale forhold er i stand til at modtage „Danmarks Radio“s udsendelser i mellem- og langbølgeområderne.

b.    Ethvert skib i fart uden for det i litra a nævnte område skal være udstyret med en radiomodtager, der under normale forhold er i stand til at modtage udsendelserne fra Danmarks kortbølgesender.

c.    Bestemmelserne i litra a-b finder ikke anvendelse på lægtere m.v. uden selvstændigt fremdrivningsmiddel eller på skibe, der udelukkende befarer havne, kanaler, åer og indsøer.

d.    De nærmere forskrifter vedrørende radioanlæg findes i særlig bekendtgørelse.

Afdeling E. Drikkevandsanlæg.

 § 338 - § 347.3) (Ophævede).

 § 348. Drikkevandstanke skal opfylde følgende forskrifter:

a.    1.  Fast indbyggede tanke skal have cofferdam mod olie- og ballasttanke. Skibssiden under lastet vandlinie må i nittede skibe ikke danne begrænsning for en drikkevandstank.

2.    Tankene skal have de fornødne mandehuller, og de skal i videst muligt omfang være tilgængelige for såvel udvendigt som indvendigt eftersyn. Tillader deres bygning og størrelse ikke adgang til deres indre, skal de være forsynet med et tilstrækkeligt antal rensehuller. Mandehuller og/eller rensehuller og deres dæksler skal være således konstrueret, at ansamling af urenheder over dækslerne undgås.

3.    Tankene skal være cementerede eller cementvaskede indvendig eller have tilsvarende indvendigt beskyttelseslag.

4.    Luftrør og påfyldningsrør til tanke skal være ført op i forsvarlig højde over dæk. Luftrørets munding skal være indrettet således, at urenheder ikke kan komme i tankene ad denne vej. Påfyldningsrør skal være forsynet med dæksler, der ikke må kunne udskiftes med dæksler til tanke for andet formål.

5.    Drikkevandstanke skal være forsynet med standrør eller anden godkendt pejlanordning.

b.    For pumper og rørledninger m.v. gælder følgende:

1.    Pumperne skal være af membran- eller centrifugaltypen eller anden formålstjenlig type.

2.    Rørene må ikke have forbindelse med andre rørsystemer i skibet. Dersom rørledningerne til drikkevandsystemet er mærket, skal mærkningen være i overensstemmelse med gældende standardiseringsregler.

c.    Ferskvandsgeneratorer, destillationsapparater o. lign. skal være af godkendt type.

Afdeling F. Syn og undersøgelser. – Certifikater.

I. Almindelige bestemmelser.

 § 349. Legitimation for statens skibstilsyn. Tavshedspligt.

a.    Personalet under statens skibstilsyn vil på forlangende legitimere sig ved en af direktoratet udfærdiget legitimationsskrivelse, indesluttet i en mappe med nedenstående påtryk i guld:

Statens Skibstilsyn

       For de personer, der er bemyndiget til at tilbageholde skibe, som findes at være usødygtige, vil denne særlige bemyndigelse være udtrykkelig angivet i legitimationsskrivelsen.

b.    Personalet under statens skibstilsyn skal iagttage tavshed med hensyn til de forhold, som de i medfør af deres stilling bliver bekendt med, og er uden samtykke fra ministeriet ikke berettiget eller forpligtet til om sådanne forhold at afgive vidneforklaring eller på anden måde bidrage til bevisførelse i retssager.

 § 350. Anmeldelse til syn.

a.    Redere for passagerskibe samt redere for lastskibe, der er målt til 5 tons og derover, skal anmelde disse rettidig for skibstilsynet til foretagelse af de i loven anordnede syn. Ved forlods anmeldelse er skibstilsynet pligtigt så vidt muligt at imødekomme rederens eller førerens ønske med hensyn til tid og sted for forretningens foretagelse. Ved doksætning af uklasset skib bør skibstilsynet underrettes om den foreliggende lejlighed til afholdelse af bundsyn.

b.    Forinden en dampkedel første gang synes her i landet, skal der så vidt muligt tilstilles skibstilsynet en tegning og en beskrivelse af kedlen, hver i to eksemplarer, indeholdende nøjagtige oplysninger om kedlens bygning, de forskellige deles dimensioner og samlingsmåde, materiale og dettes styrke, riste- og hedefladens størrelse, den normale vandstands beliggenhed, størrelsen af hedefladen under den laveste, tilladte vandstand, kedeltrykket, samt hvor og i hvilket år kedlen er forfærdiget.

c.    Skibstilsynet kan endvidere ved første opmåling af nye sikkerhedsventiler kræve fremlagt en tegning af disse.

d.    Det påhviler reder, fører og maskinchef, såvel som enhver, der handler på deres vegne, at yde eller lade yde skibstilsynet al fornøden bistand ved dets undersøgelser og at afgive enhver oplysning om skibet, som afkræves dem.

 § 351. Til konstatering af, at givne forskrifter er opfyldt, skal et skib eller dets enkelte dele underkastes hovedsyn, kontrolsyn og udrustningssyn m.v., alt i overensstemmelse med reglerne i §§ 352-364.

II. Regler om syn.

 § 352. Klassede skibes stilling.

 For klasset skib eller skib, der bygges til optagelse i klasse, anerkendes i almindelighed de syn og undersøgelser, som skibet er undergået for opnåelse eller bevarelse af klasse, jfr. dog § 354, litra d.

 § 353. Kontrol- og søprøver.

a.    I passagerskibe skal der i forbindelse med første hovedsyn eller efter stedfunden indbygning eller udskiftning af fremdrivningsmaskineri afholdes en kontrol- og søprøve til forvisning om maskineriets betryggende funktion i det hele, om skibets tilfredsstillende manøvrevne, herunder bakevne, samt om, at de for anlægget gældende bestemmelser som helhed er opfyldt.

b.    For lastskibe vil der, når det skønnes fornødent, blive krævet afholdt kontrol- og søprøve som i litra a omhandlet.

 § 354. Hovedsyn i almindelighed.

a.    Hovedsynet omfatter en fuldstændig undersøgelse af skroget, skrueakslen med stævnrør, søforbindelser, den vandtætte inddeling, rejsning maskineri, kedlerne indvendig og udvendig, trykbeholdere, elektriske anlæg, køleanlæg, redningsmidler med tilbehør, radioanlæg, brandvisnings- og brandslukningsanlæg m.v.

b.    Såfremt stævnrørets udvendige ende er forsynet med olietæt pakdåse, eller skrueakslen enten er forfærdiget af et materiale, der ikke tæres ved forbindelse med søvand, eller gennem stævnrøret har gennemgående metalovertræk, vandtæt indpasset i skruenavet, kan eftersynet af skrueakslen indskrænkes til, at denne skydes tilbage for delvis undersøgelse. Så længe akslen ved sådan undersøgelse findes i orden, behøver et fuldstændigt eftersyn kun at foretages hvert fjerde år. I øvrige tilfælde skal fuldstændigt eftersyn med trækning af skrueakslen i passagerskibe foretages ved hvert hovedsyn og i andre skibe og fartøjer mindst hvert andet år.

c.    Hovedsynet skal være så effektivt, at det derved kan konstateres, om skibet med hensyn til den almindelige indretning, skrogets materiale og materialedimensioner, kedlerne og andre trykbeholdere og deres tilbehør, hoved- og hjælpemaskineriet, elektriske anlæg, radioanlæg, radiotelegrafanlæg i motorredningsbåde, transportabelt radioanlæg for redningsbåde og -flåder, redningsmidlerne, brandvisnings- og brandslukningsanlæg, lodslejdere og andet udstyr i enhver henseende opfylder de for  skibe i den pågældende fart givne regler. Synet skal også være så effektivt, at det derved konstateres, om alle skibets dele og udrustning på enhver måde er tilfredsstillende udført, og at skibet er forsynet med de skibslys, midler til afgivelse af lydsignaler og nødsignaler, som er foreskrevet i nærværende bekendtgørelse og de internationale søvejsregler.

d.    Som led i de i litra a nævnte undersøgelser skal der i passagerskibe i international fart og i alle uklassede skibe samt i alle klassede skibe, hvor vedkommende anlæg ikke dækkes af klassen, foretages undersøgelser og trykprøver af skodder, tanke, dæk, døre, køleanlæg, elektriske anlæg, hoved- og hjælpekedler, damprør, trykbeholdere m.v. i overensstemmelse med de i §§ 365 og 367-375 angivne regler, dog kan direktoratet, for så vidt angår klassede passagerskibe i international fart, frafalde kravet om, at skibstilsynet overværer de forannævnte undersøgelser og prøver.

 § 355. Hovedsyn af passagerskibe af 20 tons og derover.

 Hovedsyn af et passagerskib af 20 tons eller derover skal finde sted:

a)   forinden skibet tages i brug enten som nyanskaffet eller efter foretaget ombygning, og

b)   derefter periodisk med mellemrum af indtil 12 måneder.

 § 356. Hovedsyn af passagerfartøjer under 20 tons.

 Hovedsyn af et passagerfartøj under 20 tons, herunder ethvert sådant fartøj, der uden at være passagerskib anvendes til regelmæssig befordring af passagerer, jfr. lovens § 6, stk. 3, skal finde sted:

a)    forinden fartøjet tages i brug som nyanskaffet eller efter foretaget ombygning, og

b)   derefter periodisk med mellemrum af indtil 24 måneder.

 § 357. Hovedsyn af lastskibe af 20 tons og derover.

 Hovedsyn af et lastskib af 20 tons eller derover skal finde sted:

a)    forinden skibet tages i brug enten som nyanskaffet eller efter foretaget ombygning, og

b)   derefter periodisk med følgende mellemrum: For klasset skib med mellemrum af ca. 48 måneder; for uklasset skib med mellemrum af ca. 12-48 måneder efter nærmere bestemmelse af direktoratet i hvert enkelt tilfælde under fornøden hensyntagen til skibets alder, styrke og tilstand.

 § 358. Hovedsyn af lastfartøjer under 20 tons.

 Hovedsyn af et lastfartøj under 20 tons skal finde sted, for så vidt angår fartøjer, der er målt til 5 tons og derover:

a)    forinden fartøjet tages i brug som nyanskaffet eller efter foretaget ombygning, og

b)   derefter, for så vidt angår fartøjer, der har fået tildelt fartsområde uden for indskrænket fart eller uden for lokal fart ved Færøerne og Grønland, med mellemrum af ca. 48 måneder.

 § 359. Afvigelser fra de normale synsterminer.

a.    Direktoratet kan til enhver tid påbyde, at et skib underkastes et ekstraordinært hovedsyn.

b.    Direktoratet kan under særlige forhold tillade, at tidspunktet for et af de i §§ 355-358 omhandlede periodiske syn udskydes for et tidsrum af indtil 3 måneder for passagerskibe og 12 måneder for lastskibe.

 § 360. Udrustningssyn.

a.    Lastskibe – bortset fra fiskeskibe – på 500 tons og derover i international fart skal underkastes udrustningssyn med mellemrum af indtil 24 måneder.

b.    Udrustningssynet omfatter en fuldstændig undersøgelse af skibets redningsmidler (bortset fra radiotelegrafanlæg i motorredningsbåde eller transportabelt radioanlæg for redningsbåde og -flåder), brandvisnings- og branslukningsmidler, lodslejdere, skibslys og midler til at afgive lydsignaler samt – i nye skibe – brandkontrolplanerne med henblik på at sikre, at kravene i nærværende bekendtgørelse og i de internationale søvejsregler, hvor disse finder anvendelse, er opfyldt.

 § 361. Kontrolsyn.

a.    Kontrolsyn skal finde sted:

1)    når der er indtruffet en søulykke eller opdages mangler, der berører enten skibets sikkerhed eller dets redningsmidlers eller andet af dets tilbehørs fuldkomne eller effektive tilstand;

2)    når skibet har lidt et havari, der berører dets sødygtighed;

3)    når skibet er undergået en væsentlig reparation eller fornyelse;

4)    når der i henhold til sømandslovens bestemmelser fremsættes begæring om besigtelse;

5)    med de nedenfor foreskrevne mellemrum til undersøgelse af, hvorvidt de væsentlige dele af skrog og maskineri vedblivende er i forsvarlig stand;

6)    i øvrigt lejlighedvis efter de af ministeriet givne anvisninger i hvert enkelt tilfælde.

b.    Direktoratet kan til enhver tid lade et skib underkaste kontrolsyn.

c.    Kontrolsyn i henhold til litra a, nr. 1, 2 og 3, skal være så effektivt, at det derved kan konstateres, om de nødvendige reparationer eller fornyelser er blevet tilfredsstillende foretaget, om materialet såvel som reparationens eller fornyelsens udførelse er tilfredsstillende i enhver henseende, og om skibet i alle retninger opfylder nærværende bekendtgørelses og de internationale søvejsreglers forskrifter.

d.1)  1. Kontrolsyn på skrog og maskineri i henhold til litra a, nr. 5, skal foretages hvert andet år, medmindre hovedsyn finder sted i det pågældende år, dog skal undersøgelse af et skibs dampkedler finde sted hvert år.

2.    Sådant kontrolsyn skal omfatte undersøgelse af den udvendige skibsbund, roret, skrueakslen og alle under dybeste lastelinie anbragte søforbindelser.

3.    For passagerfartøjer under 20 tons skal der i de år, da hovedsyn ikke finder sted, foretages kontrolsyn på redningsmidler og øvrige udrustning.

4.    For lastfartøjer under 20 tons, der ikke er underkastet periodiske syn, og for fartøjer til særlige formål gælder alene bestemmelsen under litra a, nr. 2, 3 og 4; undersøgelse af kedler o. lign. skal dog finde sted hvert år, ligesom eftersyn af trykbeholdere skal finde sted hvert fjerde år.

 § 362. Syn af laste- og lossemidler.

Med hensyn til prøver og eftersyn af skibets laste- og lossemidler og anordninger til beskyttelse af arbejdere, der er beskæftiget med lastnings- og losningsarbejde, gælder de herom udfærdigede særlige regler.

 § 363. Radiosyn på lastskibe.

Lastskibe, som skal være forsynet med radiostation, skal én gang årligt, forinden nyt radio-sikkerhedscertifikat kan udstedes, underkastes syn til konstatering af, at radioanlæggene – herunder radiotelegrafanlæg i motorredningsbåde eller transportabelt radioanlæg for redningsbåde og -flåder – fortsat opfylder de for sådanne anlæg givne forskrifter.

 § 364. Fribordssyn.

a.    Skibe, der skal være forsynet med lasteliniemærker, skal underkastes fribordssyn til foretagelse af de opmålinger og undersøgelser, som er fornødne for ansættelse af fribord.

b.    Med hensyn til periodiske fribordssyn henvises til de særlige bestemmelser angående lastelinier for skibe.

III. Regler om undersøgelser og

trykprøver m.v.

 § 365. Undersøgelse og trykprøver af fast indbyggede skodder, tanke, dæk, døre m.v.

 Som hovedregel skal under bygningen skibets vandtætte konstruktioner, dæk og vandtætte døre underkastes følgende syn og prøver:

1.    Skodderne skal omhyggeligt undersøges, og i tilslutning hertil skal der foretages en sprøjtningsprøve.

2.    Forpeak, dobbeltbund (herunder kanalkøle) samt sidetanke o. lign. skal underkastes prøvetryk af en vandsøjle, der i højde når op til nedsænkningslinien.

3.    Tanke, der er bestemt til opbevaring af vædsker, og som indgår i skibets vandtætte inddeling, skal underkastes prøvetryk af en vandsøjle, der i højde når op til dybeste inddelingslastelinie, respektive dybeste lastelinie, eller af en søjle, svarende til 2/3 af højden fra kølens overkant til nedsænkningslinien ud for tankene, idet det største af disse tryk skal anvendes, dog må det anvendte tryk ingen sinde være mindre end det tryk, tanken under brugen kan blive udsat for, ligesom vandsøjlen i intet tilfælde må være mindre end 0,92 m over tanktoppen.

4.8)  Drikkevandstanke skal trykprøves med vædsketryk til mindst det tryk, de under brugen kan blive udsat for, dog ikke med mindre end 0,92 m vandsøjle over tanktoppen.

5.    Vandtætte døre skal underkastes prøvetryk af en vandsøjle, der i højde når op til nedsænkningslinien, respektive dybeste lastelinie. Denne prøve kan foretages enten før eller efter dørenes anbringelse.

6.    Vandtætte dæk skal, efter at de er færdige, underkastes en prøve enten ved sprøjtning eller ved at sættes under vand. Vandtætte trunke, tunneller, ventilatorer o. lign. skal underkastes sprøjtningsprøve.

7.    Det skal undersøges, om de midler, der anvendes til at gøre dæk, trunke, tunneller, ventilatorer o. lign. vandtætte, i enhver henseende er effektive.

 § 366. Stabilitetsundersøgelser.

a.    1.  Direktoratet kan påbyde, at et skib underkastes krængningsprøve under skibstilsynets kontrol.

2. 2) (Ophævet).

b.    Skibsføreren skal forsynes med sådanne pålidelige oplysninger, som måtte være nødvendige for at sætte ham i stand til på hurtig og simpel måde at få nøjagtig vejledning om skibets stabilitet under forskellige driftsforhold, og en genpart skal tilstilles direktoratet.

c.    Til sikring af et skibs stabilitet under sædvandlig drift kan der af direktoratet stilles sådanne krav, som efter de foretagne undersøgelser må anses for nødvendige.

d.    Såfremt der foretages sådanne ændringer ved et skib, at disse får væsentlig indflydelse på de skibsføreren tilstillede stabilitetsoplysninger, skal skibsføreren og direktoratet forsynes med korrigerede oplysninger om stabiliteten. Skibet skal om nødvendigt underkastes en ny krængningsprøve.

e.    Direktoratet kan tillade, at krængningsprøve for et bestemt skib, som ikke er et passagerskib, undlades, såfremt der foreligger grundlæggende stabilitetsoplysninger fra den med et søsterskib foretagne krængningsprøve, og det tilfredsstillende godtgøres overfor direktoratet, at pålidelige oplysninger om stabiliteten for det fritagne skib kan udledes af sådanne stabilitetsoplysninger.

f.    Direktoratet kan endvidere tillade, at krængningsprøve undlades for et bestemt skib eller bestemte klasser af skibe, som er særligt konstrueret til transport af væsker eller malm i bulk, når sammenligning med eksisterende oplysninger for tilsvarende skibe tydeligt viser, at der som følge af skibets dimensionsforhold og indretning er mere end tilstrækkelig metacenterhøjde i alle sandsynlige lastetilfælde.

 § 367.7) (Ophævet).

 § 368. Prøver af elektriske anlæg.

a.    Ved ethvert nyt elektrisk anlæg skal der foretages følgende prøver:

1.    Der skal foretages belastningsprøver af strømkilder og motorer med tilhørende apparater. Generatorer, der skal arbejde i paralleldrift, skal sammen med tilhørende apparater (maksimal- og tilbagestrømsafbrydere m.v.) afprøves med henblik på belastningsfordelingen ved varierende belastning. Nødenergikilder skal afprøves såvel med hensyn til deres ydeevne som til de for en automatisk omlægning af belastningen til disse foreskrevne anordninger.

2.    Alle anlæg – herunder meddelelsesmidler – der er foreskrevet af hensyn til skibets og passagerernes sikkerhed, skal afprøves med henblik på deres sikre funktion, såvel under normale driftsforhold som i forbindelse med nødenergikilden, såfremt drift ved denne er foreskrevet, jfr. §§ 150, 175 og 247.

3.8)  Isolationsmodstanden af alle elektriske maskiner, af hoved- og understrømtavler samt af det elektriske ledningsnet skal måles ved hjælp af en målegenerator med 500 volts jævnspænding. Ved målinger på elektronisk udstyr, forstærkere, transduktorer m.v. skal der isolationsmåles med batteri ohmmeter.

4.    For generatorer og motorer skal isolationsmodstanden, målt ved de under drift herskende temperaturforhold være mindst

 

   3 X driftspændingen

megohm.

1.000 + normeret effekt (kVa)

 

5.    For strømtavler skal isolationsmodstanden være mindst 1 megohm såvel mellem hver pol og skibsskroget som mellem samhørende poler.

6.    For ledningsnettet skal isolationsmodstanden prøves mellem hver isoleret pol og skibsskroget, og hvor det er praktisk muligt også mellem samhørende poler.

       Der kan tages hensyn til de klimatiske forhold på tidspunktet for prøven, men hvor disse er normale, skal modstanden være mindst 1 megohm.

       Installationen kan underinddeles og tilsluttet apparatur m.v. frakobles under prøven, dersom målingerne giver lavere værdier end ovenfor anført.

7.    Alle jordledninger skal afprøves for forbindelse mellem de punkter, der skal være jordforbunde, og skibsskroget.

b.    Ved senere prøver af elektriske anlæg skal isolationsmodstand af ledningsnettet måles. Den vil kunne anses for tilstrækkelig, når den andrager mindst halvdelen af den foran angivne størrelse.

c.8)  Statens skibstilsyns isolationsmålinger kan bortfalde, for så vidt der foreligger attest fra et godkendt firma eller fra en godkendt person om, at de omhandlede målinger er foretaget med tilfresstillende resultat.

 § 369. Undersøgelse og trykprøver af kedler.

a.    Alle skibets kedler med tilhørende kedelbeslag, dampbeholdere, overhedere o. lign. skal efter stedfunden rensning efterses ind- og udvendig til de foreskrevne tider. Såfremt en kedels bund eller bagendebund er utilgængelig for udvendigt eftersyn, skal der mindst hvert 8. år træffes sådanne foranstaltninger, at de nævnte områder kan efterses.

b.    Ved det ind- og udvendige eftersyn skal alle kedlens indre og ydre overflader samt afstivningen undersøges for gruber, rust og anden tæring, alle samlinger efterses, og den del af kedlen, som er udsat for ildens eller røgens umiddelbare påvirkning, undersøges omhyggeligt for buler, blærer o. lign. Kedelbeklædningen behøver kun at fjernes, dersom man har formodning om, at samlinger el. lign. under den er lække.

c.    Hvis der i kedlen findes væsentlig tæring eller anden svækkelse, skal godstykkelserne eftermåles.

d.    I tilslutning til hovedsynet skal lejlighedsvis alle sikkerhedsventiler og trykmålere kontrolleres ved sammenligning med en kontroltrykmåler, medens kedlerne er under damp, ligesom der skal foretages prøve af hurtiglukkende stopventiler, hvor sådanne anvendes.

e.    Nye kedler skal trykprøves forinden indsættelsen, og forinden de forsynes med beklædning. Kedler, der er undergået hovedreparation, skal trykprøves, forinden de atter tages i brug. Kan en kedel ikke underkastes betryggende ind- eller udvendigt eftersyn, skal den, hvis det skønnes fornødent, trykprøves, når syn finder sted, ligesom enhver kedel vil være at trykprøve, dersom den ved synet viser sig at være i en sådan tilstand, at den fortsatte brug skønnes at være forbundet med fare.

f.    Prøvetrykket er for nye kedler med et kedeltryk på 7 kg/cm2 og derunder 2 gange kedeltrykket. Overstiger kedeltrykket 7 kg/cm2, fastsættes prøvetrykket til 1 1/2 gang kedeltrykket + 3,5 kg/cm2. Ved efterfølgende trykprøver fastsættes prøvetrykket i hvert enkelt tilfælde under hensyntagen til kedlens alder, omfanget af en eventuel reparation m.v.

 § 370. Undersøgelser og trykprøver af damprør.

a.    Alle nye ledninger til kraftdamp skal trykprøves, forinden de forsynes med beklædning. Hoveddamprør og hjælpedamprør, de sidste dog kun for så vidt de har en indvendig diameter af over 75 mm, skal desuden underkastes periodiske trykprøver med følgende mellemrum:

       Kobberør med loddede langsømme hvert 4. år.

       Trukne kobberrør samt stålrør hvert 8. år.

b.    Prøvetrykket ved såvel første som efterfølgende trykprøver fastsættes til 2 gange kedeltrykket.

c.    Ved de periodiske trykprøver fjernes beklædningen nærmest flangerne samt på de af skibstilsynet anviste steder. I de tilfælde, hvor ledningen ved trykprøven ikke fuldstændig afklædes, skal prøvetrykket blive stående i mindst 10 minutter.

d.    Kobberledninger til kraftdamp, der under brugen udsættes for bøjepåvirkninger, skal udglødes forinden trykprøven.

e.    Ethvert damprør skal i øvrigt trykprøves, såfremt skibstilsynet anser det for nødvendigt.

 § 371. Undersøgelse og trykprøver af trykbeholdere.

a.    Alle nye trykbeholdere til opbevaring af atmosfærisk luft eller andre luftarter under tryk skal trykprøves, så vidt muligt inden anbringelsen om bord.

b.    Trykbeholdere, der ikke er tilgængelige for en betryggende indvendig besigtigelse, skal underkastes periodisk trykprøve hvert fjerde år, ligesom det til fremstilling, overføring samt opbevaring af trykluft hørende materiel i øvrigt vil være at trykprøve, såfremt det ved eftersynet viser sig at være i en sådan tilstand, at den fortsatte brug skønnes at være forbundet med fare.

c.8)  Prøvetrykket  skal være 1,3 gange arbejdstrykket ved såvel første som ved efterfølgende trykprøver. På beholderen skal arbejdstrykket, prøvetrykket, fabrikantens eller leverandørens navn, beholderens byggeår samt løbenummer eller andet mærke, hvorved beholderens identitet kan godtgøres, være angivet på solid og iøjnefaldende måde, enten ved indhugning i selve beholderen eller på en til denne fæstet metalplade.

d.8)  Statens skibstilsyns trykprøve eller undersøgelse kan bortfalde, for så vidt der foreligger attest fra et godkendt firma eller fra en godkendt person om, at den omhandlede trykprøve eller undersøgelse er foretaget med tilfredsstillende resultat.

e.    For undersøgelse og trykprøver af trykbeholdere m.m. ved køleanlæg henvises til bestemmelserne i § 367.

 § 372. Trykprøver af frit opstillede brændstoftanke med tilhørende ledninger m.v.

a.    Frit opstillede nye brændstoftanke skal trykprøves til mindst det tryk, de under brugen udsættes for, dog ikke under 0,25 kg/cm2 for tanke indeholdende brændstof med flammepunkt af 30_C eller derover, og ikke under 0,4 kg/cm2 for tanke til brændstof med lavere flammepunkt end det nævnte.

b.    Rummer en tank indtil 100 kg brændstof med flammepunkt af 30_C eller derover eller indtil 50 kg brændstof med lavere flammepunkt, er trykprøve ufornøden, dersom tanken i øvrigt skønnes at være forsvarlig.

c.    Forbrugstanke i oliefyringsanlæg skal ved bygningen trykprøves til det dobbelte af det tryk, de under brugen vil blive udsat for, dog ikke under 0,25 kg/cm2. De til oliefyringsanlægget hørende brændoliepumper samt trykolieledninger med forvarmere og filtre skal efter endt opstilling om bord trykprøves til det dobbelte af belastningen for sikkerhedsventilerne på brændoliepumpernes trykside, dog ikke under 28 kg/cm2.

d.8)    Statens skibstilsyns trykprøve kan bortfalde, for så vidt der foreligger en attest fra et godkendt firma eller fra en godkendt person om, at trykprøven er foretaget med tilfredsstillende resultat. På tanken skal prøvetrykket, fabrikantens eller leverandørens navn, tankens byggeår samt løbenummer eller andet mærke, hvormed tankens identitet kan godtgøres, være angivet på solid og iøjnefaldende måde, enten ved indhugning i selve tanken eller på en til denne fæstet metalplade. Periodisk trykprøvning af tanke skal kun foretages, såfremt statens skibstilsyn anser det for nødvendigt.

 § 373. Vædsketryk skal anvendes.

 De i nærværende afsnit omhandlede trykprøver – bortset fra de i § 367 omhandlede – skal udføres som vædske-trykprøver.

 § 374. Godkendelse af trykprøver foretaget i udlandet.

 Ved syn af nye kedler, damprør, trykbeholdere samt brændstoftanke kan trykprøve undlades, for så vidt det på betryggende måde godtgøres, at tilfredsstillende prøve har fundet sted i udlandet.

 § 375. Eftersyn af ildslukkere.

 Ildslukkere skal underkastes periodiske eftersyn og sådanne prøver, som direktoratet måtte foreskrive.

 § 376. Eftersyn af oppustelige redningsflåder.

a.    Enhver oppustelig redningsflåde, som medføres i overensstemmelse med §§ 226, 239, 267, 283, 297, 312 og 325 skal af en af flådens fabrikant godkendt person eller servicestation underkastes eftersyn mindst hver 12. måned såvel med hensyn til dens almindelige tilstand og sikre funktion under udsætning som med hensyn til dens udrustning og herved findes at være i tilfredsstillende stand. Genpart af det ved eftersynet udstedte certifikat skal indsendes til direktoratet. I dansk havn skal en tilkaldt repræsentant for statens skibstilsyn så vidt muligt deltage i eftersynet.

b.    Hvad angår eftersyn af medicinkiste 6, gælder herom udfærdigede særlige regler.

IV. Certifikater.

 § 377. Certifikater for passagerskibe.

a.    Efter hovedsyn af et passagerskib på 20 tons eller derover udstedes der et fartscertifikat med angivelse af, i hvilken fart skibet kan anvendes, og hvor mange passagerer det må medtage. Fartscertifikatet udstedes for et tidsrum af indtil 12 måneder.

b.    Efter hovedsyn af et passagerfartøj under 20 tons udstedes der et fartscertifikat for et tidsrum af indtil 24 måneder, indeholdende angivelse af den fart, hvori fartøjet tillades anvendt, og det størst tilladte passagerantal.

c.    For passagerskibe og -fartøjer, som anvendes i international fart, udstedes endvidere et certifikat, kaldet sikkerhedscertifikat for passagerskibe, til bevidnelse af, at skibet opfylder de i konventionen af 17. juni 1960 om sikkerhed for menneskeliv på søen indeholdte regler. Sikkerhedscertifikatet gives gyldighed for samme tidsrum som fartscertifikatet.

d.    Til anbringelse om bord udfærdiges et opslag om den passagerfart, hvori skibet kan anvendes, og om det størst tilladte passagerantal.

 § 378. Certifikater for lastskibe.

a.    1.  Efter første hovedsyn af et lastskib på 20 tons eller derover udstedes der et fartscertifikat med angivelse af, i hvilken fart skibet kan anvendes. Fartscertifikatet udstedes ordentligvis for et tidsrum af 12 år, men dets fortsatte gyldighed er betinget af, at de foreskrevne hovedsyn og kontrolsyn foretages i rette tid, og at certifikatet får påtegning herom. Efter udløbet af certifikatets gyldighedsperiode udstedes nyt certifikat på tilsvarende måde.

2.    For skib ombygget eller bygget for dansk regning i udlandet, og over hvilket statens skibstilsyn ikke har afholdt hovedsyn, kan udstedes fartscertifikat på grundlag af synsrapporter, optaget af dertil af direktoratet bemyndigede personer. Fartscertifikatets gyldighed udløber ved skibets første anløb af dansk havn.

3.    For skib indkøbt i udlandet udstedes et midlertidigt fartscertifikat, der i mangel af anden bestemmelse har gyldighed, indtil skibet første gang ankommer til dansk havn, dog i intet fald for længere tid end 48 måneder fra udstedelsesdagen.

b.    For lastskibe – bortset fra fiskeskibe – på 500 tons og derover, som anvendes i international fart, udstedes endvidere et certifikat, kaldet konstruktions-sikkerhedscertifikat for lastskibe, til bevidnelse af, at skibet opfylder de i konventionen af 17. juni 1960 om sikkerhed for menneskeliv på søen indeholdte regler med hensyn til skrog, maskineri og udrustning (bortset fra genstande, med hensyn til hvilke de i litra d og e omhandlede certifikater er udstedt). Certifikatet udstedes med gyldighed for et tidsrum af indtil 5 år.

c.    Efter afholdt hovedsyn af et lastfartøj under 20 tons indfører vedkommende skibsinspektør i fartøjets tilsynsbog, jfr. § 384, bemærkning om hovedsynet og om fartøjets berettigelse til at påbegynde eller fortsætte sin fart til næste hovedsyns afholdelse, herunder om det fartsområde, hvori fartøjet må anvendes. Sådan påtegning vil af vedkommende myndigheder være at anse lige med gyldigt fartscertifikat.

d.    Efter afholdt udrustningssyn, jfr. § 360, udstedes endvidere et certifikat, kaldet udrustnings-sikkerhedscertifikat for lastskibe, til bevidnelse af, at de af konventionen af 17. juni 1960 om sikkerhed for menneskeliv på søen stillede krav med hensyn til udrustning, jfr. § 360, litra b, er fyldestgjort. Certifikatet udstedes med gyldighed for et tidsrum af indtil 24 måneder.

e.    Efter afholdt radiosyn som i § 363 omhandlet udstedes endvidere et certifikat, kaldet radiotelegrafi-sikkerhedscertifikat for lastskibe, henholdsvis radiotelefoni-sikkerhedscertifikat for lastskibe, til bevidnelse af, at de af konventionen af 17. juni 1960 om sikkerhed for menneskeliv på søen stillede krav med hensyn til radioanlæg er fyldestgjort. De nævnte certifikater udstedes med gyldighed for et tidsrum af indtil 12 måneder. For lastskibe på 300 tons og derover, men under 500 tons, gælder, at dersom et syn finder sted inden for 2 måneder før et certifikats udløbsdato, kan det nye radiosikkerhedscertifikat udstedes med gyldighed fra denne udløbsdato.

 § 379. Undtagelsescertifikater.

 Et skib, der anvendes i international fart, og som har erholdt dispensation i medfør af nogen bestemmelse i konventionen af 17. juni 1960, skal forsynes med et undtagelsescertifikat. Certifikatet har ikke gyldighed udover gyldighedsperioden for de certifikater, hvortil de henviser.

 § 380. Tillæg til certifikater.

 Såfremt antallet af personer på et passagerskib på en bestemt international rejse er mindre end det maksimumantal, skibet har tilladelse til at befordre, og skibet som følge heraf i henhold til denne bekendtgørelses § 226, litra b, er berettiget til at have færre redningsbåde og redningsmidler end i dets sikkerhedscertifikat for passagerskibe angivet, kan der meddeles skibet et tillæg til certifikatet, i hvilket det skal anføres, at der under de foreliggende omstændigheder ikke er sket noget brud på bestemmelserne i konventionen af 17. juni 1960. Det skal vedføjes sikkerhedscertifikatet og træder i stedet for dette, for så vidt redningsmidlerne angår. Det har kun gyldighed for den bestemte rejse, for hvilken det er udstedt.

 § 381. Opslag af certifikater.

a.    Alle certifikater (eller bekræftede genparter heraf), der er udstedt i henhold til denne bekendtgørelses §§ 377, litra c og d, 378, litra b, d og e, 379 samt 380 skal anbringes på et iøjnefaldende og let tilgængeligt sted i skibet. Radio-sikkerhedscertifikatet skal være ophængt på et iøjnefaldende sted i radiorummet.

b.    De øvrige i dette afsnit omhandlede certifikater skal findes om bord til forevisning for vedkommende myndigheder.

 § 382. Lasteliniecertifikater.

 Efter afholdt fribordssyn og efter lasteliniemærkernes påmærkning meddeles der skibet internationalt lasteliniecertifikat eller fribordscertifikat i overensstemmelse med de givne regler angående lastelinier for skibe.

 § 383. Aflevering og ombygning af certifikater m.v.

a.    Et certifikat eller et midlertidigt dokument, der træder i dettes sted, skal på forlangende tilbageleveres til myndighederne, når nyt certifikat udleveres eller certifikat annuleres.

b.    Beskadiget gyldigt certifikat kan fås ombyttet med et nyt mod erlæggelse af den fastsatte stempelafgift. På samme vilkår kan et nyt certifikat udstedes, når et tidligere udstedt godtgøres at være bortkommet.

V. Tilsynsbog, deviationsbog m.v.

 § 384. Tilsynsbog.

a.    Ethvert skib skal være forsynet med en tilsynsbog, hvori skal indføres skibstilsynets bevidnelse af foretagne synsforretninger samt skibsførerens redegørelse for udførelsen af de pligtige eftersyn, prøver og øvelser og i øvrigt oplysning om andre skibet vedrørende forhold, således som nærmere angivet i den i bogen indeholdte vejledning.

b.4)  Tilsynsbogen skal være affattet efter en af direktoratet fastsat formular og skal autoriseres af en tjenestemand under statens skibstilsyn. I udlandet kan tilsynsbogen autoriseres af danske udenrigsrepræsentanter.

       For autorisationen erlægges ingen betaling. Når tilsynsbogen er udskrevet eller af anden grund ikke længere kan bruges, skal skibets fører sørge for anskaffelse af en ny bog og dennes autorisation. Alle i den hidtil benyttede bog værende tilladelser og dispensationer skal overføres til den nye bog, hvorefter begge bøger ved første lejlighed skal forelægges for statens skibstilsyn for attestation af det i den nye bog indførte. Den udskrevne bog bør derefter opbevares om bord, indtil det først forfaldne hovedsyn er afsluttet.

 § 385. Deviationsbog.

a.4)  I ethvert skib uden for indskrænket fart skal der føres en deviationsbog. Deviationsbogen skal være affattet i overensstemmelse med en af ministeriet fastsat formular og skal autoriseres af en tjenestemand under statens skibstilsyn. I udlandet kan deviationsbogen autoriseres af danske udenrigsrepræsentanter. For autorisationen erlægges ingen betaling. Deviationsbogen føres af skibsføreren eller under hans tilsyn af styrmanden i overensstemmelse med den i bogen indeholdte vejledning.

b.    Pligten til at føre deviationsbog bortfalder for fiskefartøjer, i hvilke der årlig foretages en fuldstændig deviationsundersøgelse (kompensation) af kompasset; om sådan undersøgelse skal der ske tilførsel til fartøjets tilsynsbog.

 § 386. Opslag om skibbrudnes redning.

 I skibe på 20 tons og derover i fart uden for Skagen skal på et hensigtsmæssigt sted om bord være ophængt en illustreret tavle visende redningssignalerne samt en anvisning til skibbrudnes redning ved de af redningsvæsenet benyttede redningsapparater.

Afdeling G. Ikrafttrædelses- og andre bestemmelser.

 § 387. Overtrædelse af bestemmelserne i denne bekendtgørelse straffes i medfør af lovens § 42 med bøde.

 § 388. Denne bekendtgørelse træder i kraft den 26. maj 1965.

 Samtidig bortfalder:

 bekendtgørelse nr. 396 af 15. november 1952 om forskrifter for skibes bygning og udstyr m.v. med undtagelse af §§ 103-162 og bekendtgørelserne nr. 316 af 12. august 1960, nr. 344 af 6. november 1962 og nr. 223 af 29. maj 1963 om ændringer i nævnte bekendtgørelse,

 bekendtgørelse nr. 41 af 30. januar 1930 vedrørende undersøgelse af kompasser og bekendtgørelserne nr. 31 af 29. januar 1951, nr. 389 af 14. november 1952 og nr. 349 af 6. november 1962 om ændringer i nævnte bekendtgørelse,

 bekendtgørelse nr. 34 af 6. februar 1962 om afprøvning af skibslanterner,

 bekendtgørelse nr. 411 af 5. december 1952 angående særlige sikkerhedsforanstaltninger i skibe og bekendtgørelserne nr. 84 af 28. marts 1953, nr. 203 af 17. juni 1955, nr. 18 af 8. februar 1957 og nr. 336 af 6. november 1962 om tillæg til og ændringer i nævnte bekendtgørelse samt

 bekendtgørelse nr. 408 af 22. december 1960 om oppustelige flåder i fiskeskibe.

 Endvidere ophæves bekendtgørelse nr. 55 af 10. marts 1928 angående nærmere forskrifter for laste- og lossemidler m.m. og bekendtgørelse nr. 385 af 14. november 1952 om ændringer i denne bekendtgørelse fra 1. juli 1965 at regne.

 

 

 

1) Broytt við B. nr. 15 af 14.01.1976. Kunngjørd tann 09.02.1984.

 2) Broytt við B. nr. 64 af 06.03.1969. Kunngjørd tann 09.02.1984.

 3) Broytt við B. nr. 67 af 28.02.1977. Kunngjørd tann 01.11.1977.

 4) Broytt við B. nr. 433 af 20.10.1970. Kunngjørd tann 09.02.1984.

 5) Broytt við B. nr. 407 af 06.12.1966. Kunngjørd tann 09.02.1984.

 6) Broytt við B. nr. 317 af 14.06.1977. Kunngjørd tann 01.11.1977.

 7) Broytt við B. nr. 387 af 07.07.1969. Kunngjørd tann 09.02.1984.

 8) Broytt við B. nr. 325 af 14.06.1977. Kunngjørd tann 09.02.1984.

 9) Broytt við B. nr. 31 af 09.02.1972. Kunngjørd tann 09.02.1984.

10) Broytt við B. nr. 415 af 31.10.1967. Kunngjørd tann 09.02.1984.

11) Broytt við B. nr. 407 af 12.07.1973. Kunngjørd tann 16.09.1974.