Skrivar tú trygging verður eisini leitað eftir øðrum endingum av orðinum sum t.d. tryggingar og tryggingarvirksemi.
Skrivar tú ?trygging verður leitað eftir orðum sum t.d. lívstrygging og lívstryggingar.
Skrivar tú ”trygging” verður einans leitað eftir júst hesum sniðnum av orðinum.
16. marts 2006Nr. 201
Bekendtgørelse for Færøerne om oplysninger i investeringsforeningers, specialforeningers, godkendte fåmandsforeningers og hedgeforeningers prospekter 1)
I medfør af § 74, stk. 2, § 113, § 114 f, stk. 1 og 2, og § 132, stk. 3, i kongelig anordning 88 af 10. februar 2006 om ikrafttræden for Færøerne af lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v. fastsættes:
§ 1. En forenings fuldstændige prospekt skal indeholde de i §§ 2-5 nævnte oplysninger. En forenings forenklede prospekt skal indeholde de i § 9 nævnte oplysninger, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. En specialforenings fuldstændige og forenklede prospekter skal ud over oplysningerne angivet i stk. 1 indeholde de i § 6 nævnte oplysninger.
Stk. 3. En hedgeforenings fuldstændige og forenklede prospekter skal ud over oplysningerne angivet i stk. 1 indeholde de i § 7 nævnte oplysninger.
Stk. 4. For godkendte fåmandsforeningers prospekter stilles alene krav om oplysninger som nævnt i § 9.
Stk. 5. Er foreningen opdelt i afdelinger, skal prospektet, foruden de fælles oplysninger for foreningen, tillige indeholde oplysninger for hver enkelt afdeling opdelt på en overskuelig måde.
Stk. 6. Udarbejder foreningen i stedet et særskilt prospekt for hver enkelt afdeling eller for en gruppe af afdelinger under samme forening, skal hvert prospekt indeholde de nævnte oplysninger.
§ 2. Bestyrelsesmedlemmerne skal underskrive det fuldstændige prospekt samt erklære,
1) at oplysningerne i prospektet dem bekendt er rigtige og ikke som følge af udeladelser har forvansket det billede, prospektet skal give, og
2) at prospektet dem bekendt indeholder enhver væsentlig oplysning, som kan have betydning for foreningens potentielle medlemmer som defineret ved § 3, nr. 7.
Stk. 2. Såfremt det ikke er muligt at indhente alle bestyrelsesmedlemmers underskrifter, skal prospektet som minimum underskrives af bestyrelsesformanden samt et flertal af bestyrelsesmedlemmerne. De bestyrelsesmedlemmer, der ikke har underskrevet prospektet, skal senest på det førstkommende bestyrelsesmøde underskrive dette.
§ 3. En forenings fuldstændige prospekt skal mindst indeholde følgende oplysninger om foreningens forhold:
1) Foreningens og eventuelle afdelingers navne.
2) Foreningens adresse.
3) Foreningens registreringsnummer i henholdsvis Finanstilsynet og den færøske registreringsmyndighed.
4) Datoen for foreningens og eventuelle afdelingers stiftelse.
5) Datoen for prospektets offentliggørelse.
6) At foreningen og eventuelle afdelinger søges godkendt af Finanstilsynet, såfremt en sådan godkendelse endnu ikke foreligger.
7) Hvem foreningen modtager midler fra, jf. § 4, stk. 1, nr. 1, § 5, stk. 1, nr. 1, eller § 111, stk. 1, nr. 1, i anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v., herunder en profil af det typiske medlem, som foreningen eller afdelingen modtager midler fra.
8) Bestyrelsesmedlemmernes navne og deres hovedbeskæftigelse ved angivelse af deres stilling, ansættelsessted og ansættelses- eller bopælsadresse.
9) Navnet på foreningens direktør (direktører) eller navnet på foreningens investeringsforvaltningsselskab og navnet på dette selskabs direktør (direktører).
10) Revisors (revisorernes) navn (navne) samt revisionsfirmaets (revisionsfirmaernes) navn (navne) og adresse (adresser).
11) Navn og adresse på foreningens depotselskab samt oplysning om indholdet af aftalen med depotselskabet. Oplysningerne skal omfatte en beskrivelse af ydelsen, prisen for ydelsen samt aftalens opsigelsesvarsel. Såfremt foreningens depotselskab ejer aktier i foreningens investeringsforvaltningsselskab, skal dette oplyses med angivelse af størrelsen af ejerandelen.
12) Navne og adresser på virksomheder, som foreningen har indgået aftale med om rådgivning samt angivelse af disses hovedvirksomhed samt oplysning om, hvorvidt rådgiver er foreningens depotselskab eller er et selskab, som er koncernforbundet med depotselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet. Såfremt rådgiver er foreningens depotselskab eller et selskab, som er koncernforbundet med depotselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet, skal indholdet af aftalen oplyses. Oplysningerne skal omfatte en beskrivelse af ydelsen, prisen for ydelsen samt aftalens opsigelsesvarsel.
13) Hvorvidt foreningen har indgået aftale om markedsføring og formidling af foreningens andele med foreningens depotselskab eller et selskab, som er koncernforbundet med depotselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet. Såfremt dette er tilfældet, skal indholdet af aftalen oplyses. Oplysningerne skal omfatte en beskrivelse af ydelsen, prisen for ydelsen samt aftalens opsigelsesvarsel.
14) At årsrapporten aflægges i henhold til den gældende bekendtgørelse om finansielle rapporter for investeringsforeninger og specialforeninger m.v.
15) Foreningens eller afdelingens hidtidige udbytte angivet i kr. pr. foreningsandel samt i procent for de sidste 5 år.
16) Foreningens eller afdelingens hidtidige resultat pr. 100 kr.'s foreningsandel for de sidste 5 år samt en advarsel mod at drage slutninger heraf om det kommende resultat.
17) Foreningens eller afdelingens hidtidige samlede administrationsomkostninger angivet i procent af gennemsnitsformuen (omkostningsprocenten) for de sidste 5 år.
18) Foreningens eller afdelingens formue i henhold til den seneste årsrapport eller den seneste halvårlige formueopgørelse.
19) Størrelsen, eller den budgetterede størrelse, af vederlaget til bestyrelsen, direktionen eller investeringsforvaltningsselskabet og Finanstilsynet specificeret på de enkelte poster. Ved ajourføring tillige oplysning om størrelsen af vederlagene i det seneste årsregnskab specificeret på de enkelte poster.
20) Hvis foreningen eller afdelingen investerer en betydelig andel af sin formue i andele i andre foreninger eller afdelinger heraf eller andre investeringsinstitutter, jf. § 90 i anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v., skal foreningen eller afdelingen anføre de maksimale administrationsgebyrer, der kan opkræves af både foreningen selv og de andre foreninger, som foreningen agter at investere i, jf. § 49 i anordningen.
21) Hvor foreningens eller afdelingens årsrapport og halvårlige formueopgørelse udleveres.
22) Hvorvidt foreningen eller afdelingen er bevisudstedende eller kontoførende.
23) Hvorvidt foreningen eller afdelingen udsteder fysiske beviser, eller hvorvidt beviserne udstedes gennem og registreres i en værdipapircentral, når foreningen eller afdelingen er bevisudstedende.
24) Hvorvidt foreningen eller afdelingen er udloddende eller akkumulerende.
25) De skatte- og afgiftsregler, der gælder for foreningen eller afdelingen, samt en generel beskrivelse af, hvordan foreningens eller afdelingens afkast beskattes hos forskellige medlemstyper.
26) Vedtægternes bestemmelse om foreningens eller afdelingens administrationsomkostninger, jf. § 10, stk. 1, nr. 23, i anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v.
27) Vedtægternes bestemmelse om medlemmernes stemmeret, jf. § 10, stk. 1, nr. 10, i anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v.
28) Under hvilke omstændigheder generalforsamlingen kan beslutte at opløse foreningen eller afdelingen.
29) Hvordan et medlem kan flytte sin investering fra én forening eller afdeling til en anden, og hvilke omkostninger, der er forbundet hermed.
§ 4. En forenings fuldstændige prospekt skal mindst indeholde følgende oplysninger om foreningsandelene:
1) Hvor foreningsandelene kan erhverves og en eventuel emissionsperiode, herunder hvorvidt foreningen eller afdelingen har løbende emission uden fastsat højeste beløb.
2) Hvordan emissionsprisen fastsættes, herunder hvor stor en del af emissionsprisen der skønnes at gå til omkostninger ved foreningens eller afdelingens køb af værdipapirer, administration, depotselskabsfunktioner, formidling, markedsføring samt medlemmets kurtageudgifter m.v. specificeret på de enkelte poster.
3) Betaling for og fristen for udlevering eller registrering i Værdipapircentralen A/S af foreningsandelene.
4) Størrelsen af foreningens eller afdelingens formue ved emissionens begyndelse angivet i mio. kr. eller oplysning om, at der er stillet en ubetinget garanti i henhold til anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v. Ved ajourføring af prospektet kan disse oplysninger undlades.
5) Foreningsandelenes størrelse og minimumsindskud, såfremt minimumsindskuddet afviger fra foreningsandelenes størrelse.
6) Navnet på den (de) fondsbørs (fondsbørser), som foreningsandelene noteres eller vil blive søgt optaget til notering på, såfremt notering ønskes, eller det (de) regulerede marked (markeder), hvorpå foreningsandelene omsættes eller vil blive søgt optaget på.
7) Foreningsandelenes eventuelle fondskoder.
8) Hvor foreningsandelene kan noteres på navn, når foreningen eller afdelingen er bevisudstedende.
9) Medlemmernes indløsningsret, herunder i hvilke tilfælde indløsning kan udsættes, og for specialforeninger om der gælder indskrænkninger i indløsningsretten, jf. § 48, stk. 2-4, i anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v.
10) Metode til fastsættelse af indløsningsprisen, jf. regler fastsat af Finanstilsynet i henhold til § 48, stk. 5, i anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v.
11) Offentliggørelse af emissions- og indløsningsprisen eller den indre værdi, jf. anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v. § 77 og § 114 d, stk. 3, samt oplysning om, hvor offentliggørelse finder sted.
12) Såfremt der gælder indskrænkninger i medlemmernes ret til videresalg af foreningsandelene.
13) Hvor ofte foreningen eller afdelingen udbetaler udbytte, herunder hvorvidt foreningen eller afdelingen indeholder skat af eventuelle udbytter til medlemmerne.
14) Såfremt foreningen eller afdelingen efter vedtægternes bestemmelse herom, kan udlodde af formuen for at sikre en stabil udlodningsprocent.
15) Såfremt foreningen eller afdelingen kan eller skal udstede foreningsandele uden ret til udbytte indtil den ordinære generalforsamling, herunder hvordan emissions- og indløsningsprisen for sådanne foreningsandele fastsættes.
16) Hvilke faciliteter der er til rådighed med henblik på udbetalinger til medlemmerne eller indløsning af foreningsandelene samt formidling af oplysninger om foreningen eller afdelingen. Hvis foreningsandelene markedsføres i en medlemsstat inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået en aftale med på det finansielle område, skal de oven for nævnte oplysninger gives for så vidt angår dette land, og det prospekt, der offentliggøres dér, skal indeholde disse oplysninger.
§ 5. En forenings fuldstændige prospekt skal mindst indeholde følgende oplysninger om foreningens eller afdelingens investeringspolitik:
1) Foreningens eller afdelingens midler skal anbringes i overensstemmelse med reglerne i afsnit IX, X henholdsvis afsnit XI i anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v.
2) Hvilke markeder foreningens eller afdelingens midler placeres på. Markedet skal angives ved dets officielle navn. Såfremt der er tale om et marked, der er beliggende i en medlemsstat inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået en aftale med på det finansielle område, eller et marked, der er medlem af World Federation of Exchanges, eller der er Full Members eller Associate Members af Federation of European Securities Exchanges (FESE), kan denne oplysning erstatte angivelsen af navnet på de enkelte markeder.
3) Foreningens eller afdelingens investeringsmål, herunder en redegørelse for hvilke instrumenter foreningens eller afdelingens midler anbringes i. Denne redegørelse skal blandt andet indeholde oplysninger om eventuelle benchmark og eventuelle andre elementer, der indgår i investeringspolitikken, og i hvilke geografiske områder, industrielle sektorer og virksomhedsstørrelser foreningens eller afdelingens midler anbringes i. Såfremt instrumenterne udvælges på baggrund af deres kreditmæssige rating, skal de investeringsrestriktioner, foreningen eller afdelingen har i forhold til ratingen, ligeledes beskrives i redegørelsen. Redegørelsen kan fremgå af et bilag, der skal vedlægges som en bestanddel af prospektet. § 2 finder tillige anvendelse for bilaget.
4) De seneste fem års performance for benchmark, hvis et sådant anvendes, samt foreningens eller afdelingens performance til sammenligning.
5) Hvorvidt foreningen eller afdelingen kan anvende afledte finansielle instrumenter. Endvidere skal det oplyses, hvorvidt afledte finansielle instrumenter kan blive anvendt på dækket eller udækket basis, samt hvilken eventuel indvirkning anvendelsen af afledte finansielle instrumenter har på risikoprofilen.
6) De risici, der er forbundet med foreningens eller afdelingens påtænkte eller allerede foretagne investeringer, herunder om der må forventes store udsving i nettoværdien af foreningens eller afdelingens formue som følge af porteføljens sammensætning eller den anvendte investeringsstrategi.
7) De foranstaltninger foreningen eller afdelingen har truffet for at fastholde sin risikoprofil.
8) De stater, offentlige myndigheder eller internationale institutioner af offentlig karakter, som udsteder eller garanterer de værdipapirer, hvori foreningen agter at investere mere end 35 pct. af sin formue.
§ 6. Udover det i §§ 2-5 nævnte skal en specialforenings prospekt indeholde oplysninger om, hvorvidt den er en placeringsforening, en pengemarkedsforening, en investeringsinstitutforening eller en erhvervsudviklingsforening.
Stk. 2. Endvidere skal erhvervsudviklingsforeningers prospekter indeholde følgende oplysninger:
1) Principper for værdiansættelse af unoterede aktier og anparter samt for op- og nedskrivninger af disse.
2) At foreningens eller afdelingens investeringer i kapitalandele i unoterede selskaber generelt er mere risikofyldte end investering i børsnoterede værdipapirer.
3) Vedtægternes bestemmelse om, at foreningen eller afdelingen ikke er åben for emission, og at intet medlem kan kræve sig indløst.
4) Eventuelle generalforsamlingsbeslutninger om emission og/eller indløsning i henhold til anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v. § 10, stk. 3 og 4.
§ 7. Udover det i §§ 2-5 nævnte skal en hedgeforenings prospekt indeholde oplysninger om foreningens risikorammer samt oplysning om, hvor ofte foreningen emitterer og indløser andele i foreningen.
Stk. 2. Endvidere skal en hedgeforenings prospekt indeholde oplysninger om eventuelle tidligere overskridelser af foreningens risikorammer samt eventuelle bestyrelsesbeslutninger for de seneste 5 år om ændring af foreningens risikorammer, herunder ændringer, som endnu ikke er trådt i kraft. Disse oplysninger kan gives i et bilag til prospektet. § 2 finder tillige anvendelse for bilaget.
§ 8. Foreningens vedtægter skal vedlægges det fuldstændige prospekt som en bestanddel af dette.
§ 9. Som supplement til det fuldstændige prospekt skal en forening udarbejde et forenklet prospekt. Det forenklede prospekt skal give de vigtigste oplysninger om foreningen og dens eventuelle afdelinger på en klar, sammenfattende og let forståelig måde. Det forenklede prospekt kan vedlægges det fuldstændige prospekt, som en del, der kan fjernes, eller som en del af markedsføringsmateriale i øvrigt.
Stk. 2. § 2, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, finder tillige anvendelse for det forenklede prospekt.
Stk. 3. Det forenklede prospekt skal i summarisk form mindst indeholde de oplysninger, som er nævnt i § 3, nr. 1-5, 7, 9-14, 16, 19, 22, 24-26, 29, § 4, nr. 1-3, 5, 9-13, 15, og § 5, nr. 1, 3, 5-7, for specialforeninger tillige § 6 og for hedgeforeninger tillige § 7.
Stk. 4. Det forenklede prospekt skal videre indeholde en angivelse af Finanstilsynet som den kompetente tilsynsmyndighed med angivelse af adresse, telefonnummer, faxnummer og hjemmeside.
Stk. 5. Endelig skal det forenklede prospekt indeholde oplysning om, at foreningens og afdelingens fuldstændige prospekt samt årsrapport og halvårlig formueopgørelse kan rekvireres gratis ved henvendelse til foreningen.
Stk. 6. Foreningens eller afdelingens fuldstændige prospekt kan ikke erstattes af det forenklede prospekt.
§ 10. Overtrædelse af §§ 1-6, § 7, stk. 1 og 2, 1. og 3. pkt., § 8 og § 9, stk. 1, 1. og 2. pkt., og stk. 2-6, straffes med bøde.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i 5. kapitel i anordning om ikrafttræden for Færøerne af borgerlig straffelov.
§ 11. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 2006.
Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 1052 af 17. december 1997 om oplysninger i investeringsforeningers og specialforeningers prospekter for Færøerne.
Finanstilsynet, den 16. marts 2006
Henrik Bjerre-Nielsen
/ Torben Weiss Garne