Skrivar tú trygging verður eisini leitað eftir øðrum endingum av orðinum sum t.d. tryggingar og tryggingarvirksemi.
Skrivar tú ?trygging verður leitað eftir orðum sum t.d. lívstrygging og lívstryggingar.
Skrivar tú ”trygging” verður einans leitað eftir júst hesum sniðnum av orðinum.
21. marts 2012Nr. 258
Bekendtgørelse for Færøerne om store engagementer 1)
I medfør af § 71, stk. 2, § 148, nr. 1-4 og 6, § 175 a, stk. 2, og § 373, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning nr. 245 af 16. marts 2012, fastsættes:
Anvendelsesområde og definitioner
§ 1. Denne bekendtgørelse finder anvendelse på:
1) Pengeinstitutter.
2) Fondsmæglerselskaber.
3) Investeringsforvaltningsselskaber.
4) Filialer her i landet af pengeinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber, der er meddelt tilladelse i et land uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område (tredjelande), og som ikke har indgået aftale med Færøerne i medfør af § 30, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning.
5) Koncerner, hvor modervirksomheden er en af de under nr. 1-4 nævnte virksomheder eller en finansiel holdingvirksomhed, jf. § 5, stk. 1, nr. 10-11 og 13-14, i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, og hvor der i henhold til § 171, stk. 2, § 173, stk. 2, eller § 174, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, skal foretages en konsolideret opgørelse.
6) Delkoncerner, hvor en af de under nr. 1-4 nævnte virksomheder eller en finansiel holdingvirksomhed, jf. § 5, stk. 1, nr. 10-11 og 13-14, i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, er en modervirksomhed, og hvor der i henhold til § 171, stk. 2, § 173, stk. 2, eller § 174, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, skal foretages en konsolideret opgørelse.
7) Koncerner, hvor modervirksomheden er en finansiel holdingvirksomhed, der ikke er en fondsmægler-, investeringsforvaltnings- eller pengeinstitutvirksomhed.
Stk. 2. I det følgende anvendes ordet ”virksomhed” som en fælles betegnelse for alle de i stk. 1, nævnte enheder, som bekendtgørelsen finder anvendelse på.
Stk. 3. Koncerner omfattet af stk. 1, nr. 8, hvor § 145 i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, ikke finder anvendelse, er alene omfattet af bestemmelserne i § 4, § 11, stk. 6, og § 12 i denne bekendtgørelse.
§ 2. I denne bekendtgørelse forstås ved:
1) Engagement: Som defineret i § 5, stk. 1, nr. 16, i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, dvs. summen af alle mellemværender, der indebærer en kreditrisiko for virksomheden, samt kapitalandele, med undtagelse af følgende mellemværender:
a) Ved valutatransaktioner: Mellemværender, som er indgået i forbindelse med den almindelige afvikling af en transaktion i et tidsrum på 48 timer, efter at betaling har fundet sted.
b) Ved køb eller salg af værdipapirer: Mellemværender, der er indgået i forbindelse med den almindelige afvikling af en transaktion i et tidsrum på fem arbejdsdage, efter at betaling har fundet sted, eller værdipapirerne er leveret, alt efter, hvilken dato der ligger først.
c) Ved betalingsformidling, herunder gennemførelse af betalingsordrer, clearing og afvikling af værdipapirer i en hvilken som helst valuta og korrespondentbank eller tilbud om clearing, afvikling og deponering af finansielle instrumenter til kunder: Mellemværender vedrørende forsinket modtagelse af finansiering og andre mellemværender, der opstår som følge af kundeaktiviteten, og som ikke varer længere end den følgende arbejdsdag.
d) Ved betalingsformidling, herunder gennemførelse af betalingsordrer, clearing og afvikling af værdipapirer i en hvilken som helst valuta og korrespondentbank: Intradag mellemværender med institutter, der yder disse tjenester.
2) Kreditrisiko: Risikoen for at lide et finansielt tab som følge af modparters misligholdelse af deres betalingsforpligtelser.
3) Kunde: Enhver fysisk eller juridisk person, som virksomheden har et engagement med
4) Handelsbeholdningen: Som defineret i §§ 6 og 7 i bekendtgørelse for Færøerne om kapitaldækning.
5) Værdipapirfinansieringsinstrumenter: Genkøbstransaktioner, margenlån samt transaktioner vedrørende udlån eller indlån af værdipapirer eller råvarer som defineret i § 4 i bekendtgørelse for Færøerne om kapitaldækning.
6) Terminsforretninger: Som defineret i § 4 i bekendtgørelse for Færøerne om kapitaldækning.
7) Dækkede obligationer: Særligt dækkede obligationer og andre dækkede obligationer, som defineret i bilag 3 til bekendtgørelse for Færøerne om kapitaldækning, jf. bilag VI, del 1, pkt. 68, i direktiv om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut, jf. bilag 10 til anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om finansiel virksomhed.
8) Kollektive investeringsordninger: Ordninger omfattet af § 1 i lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v., som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning.
9) Securitiseringspositioner: Eksponeringer mod securitiseringer som defineret i bilag 11til bekendtgørelse for Færøerne om kapitaldækning.
10) Puljeordninger: Ordninger omfattet af bekendtgørelse for Færøerne om puljepension og andre skattebegunstigede opsparingsformer m.v., jf. § 50 i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning.
Opgørelse af et engagement
§ 3. Det samlede engagement med en enkelt kunde opgøres ved at addere de direkte engagementer, der er indgået med kunden, med indirekte engagementer med kunden i form af underliggende positioner i andele i kollektive investeringsordninger og i form af underliggende engagementer i securitiseringspositioner. Det samlede engagement med en gruppe af indbyrdes forbundne kunder opgøres ved at addere virksomhedens engagementer med de kunder, der indgår i gruppen af indbyrdes forbundne kunder.
Stk. 2. En gruppe af indbyrdes forbundne kunder skal afgrænses og identificeres i overensstemmelse med bilag 1.
Stk. 3. Opgørelse af indirekte engagementer gennem underliggende positioner i andele i kollektive investeringsordninger og securitiseringspositioner skal foretages i overensstemmelse med bilag 2.
§ 4. De enkelte dele af engagementet skal opgøres i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelse for Færøerne om finansielle rapporter for kreditinstitutter og fondsmæglerselskaber m.fl., medmindre andet er fastsat i denne bekendtgørelse, jf. dog § 145, stk. 10, i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning.
Stk. 2. Ikke-balanceførte poster, jf. bilag 4 til bekendtgørelse for Færøerne om kapitaldækning, indgår i engagementsopgørelsen med den nominelle værdi efter hensættelser.
Stk. 3. Værdipapirer og finansielle instrumenter, der indgår i puljeordninger, hvor hele det positive eller negative afkast af puljen tilfalder eller dækkes af kunderne, indgår ikke i engagementsopgørelsen.
Stk. 4. Afledte finansielle instrumenter, der er omfattet af bilag 17 til bekendtgørelse for Færøerne om kapitaldækning, samt terminsforretninger skal medregnes i engagementet med modparten i overensstemmelse med reglerne for opgørelse af modpartsrisiko i kapitel 6 i bekendtgørelse for Færøerne om kapitaldækning.
Stk. 5. Værdipapirfinansieringsinstrumenter medregnes i engagementsopgørelsen som udlån. Har virksomheden tilladelse til at benytte den interne modelmetode for modpartsrisiko (EPE-modeller), i henhold til § 49 i bekendtgørelse for Færøerne om kapitaldækning, kan virksomheden i stedet anvende denne model ved opgørelsen af engagementer hidrørende fra værdipapirfinansieringsinstrumenter.
Stk. 6. Såfremt et køb eller et salg af værdipapirer eller råvarer, herunder spotforretninger, terminsforretninger og andre forretninger med fysisk levering, ikke er afviklet senest ved begyndelsen af den sjette arbejdsdag efter den aftalte afviklingsdag, indgår de pågældende værdipapirers markedsværdi på opgørelsesdagen minus den aftalte afviklingspris i engagementet med modparten, hvis forskellen er positiv. Ved salg af værdipapirer opgøres engagementet som den aftalte afviklingspris minus de pågældende værdipapirers markedspris på opgørelsesdagen, hvis forskellen er positiv.
Stk. 7. Såfremt virksomheden har betalt for værdipapirer eller råvarer før levering eller har leveret værdipapirer eller valuta i handelsbeholdningen, før den har modtaget betaling, indgår det forfaldne beløb i engagementet med modparten fra begyndelsen af den sjette arbejdsdag efter første aftalte forfaldsdag og frem til, at tilgodehavendet, værdipapirerne eller råvarerne enten betales, leveres eller afskrives.
Stk. 8. For valutatransaktioner finder stk. 6 og 7 tilsvarende anvendelse, dog medregnes engagementet fra begyndelsen af den tredje arbejdsdag.
Stk. 9. Værdipapirer indgår i opgørelsen af engagementet med udstederen af værdipapiret fra tidspunktet for handlens indgåelse.
Stk. 10. Anvender virksomheden bilag 12 eller bilag 15 til kapitaldækningsopgørelsen ved opgørelsen af de risikovægtede poster for handelsbeholdningen, skal virksomheden for værdipapirer i handelsbeholdningen medregne forskellen, hvis positiv, mellem lange og korte positioner i alle værdipapirer udstedt af samme udsteder, hvor positionen i hvert af de forskellige værdipapirer beregnes efter metoderne i bilag 12 til bekendtgørelse for Færøerne om kapitaldækning.
Stk. 11. Anvender virksomheden ikke bilag 12 eller bilag 15 til kapitaldækningsopgørelsen ved opgørelsen af de risikovægtede poster for handelsbeholdningen, skal virksomheden medregne værdipapirer i handelsbeholdningen i engagementet med udstederen efter samme metode, som den medregner værdipapirer uden for handelsbeholdningen.
Stk. 12. Ved emissionsgarantier indgår garantien i engagementet med udstederen af værdipapiret med fradrag af positioner i emissionen, som tredjemænd har tegnet sig for eller forpligtet sig til at aftage på grundlag af en formel aftale
Fradrag for særligt sikre dele
§ 5. Virksomheden kan ved opgørelsen af engagementsgrænserne i § 145, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, se bort fra følgende:
1) Engagementer med centralregeringer, centralbanker, eller offentlige enheder, som har nulvægtsstatus efter standardmetoden for kreditrisiko, jf. bilag 3 til bekendtgørelse for Færøerne om kapitaldækning.
2) Engagementer med internationale organisationer eller multilaterale udviklingsbanker, som har nulvægtsstatus efter standardmetoden for kreditrisiko, jf. i bilag 3 til bekendtgørelse for Færøerne om kapitaldækning.
3) Engagementer danske kommuner og regioner, Grønlands Selvstyre, Færøernes Landsstyre og grønlandske og færøske kommuner samt regionale regeringer og lokale myndigheder i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), som har nulvægtsstatus efter standardmetoden for kreditrisiko, jf. bilag 3 til bekendtgørelse for Færøerne om kapitaldækning.
4) Engagementer omfattet af kravet om tilladelse i medfør af § 182, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning.
5) Engagementer som sikret ved pant i indlån i den långivende virksomhed eller i et kreditinstitut, der er långiverens moder- eller dattervirksomhed.
6) Fondsmæglerselskabers og investeringsforeningsforvaltningsselskabers engagementer sikret ved pant i indbetalt margen.
7) Engagementer sikret ved pant i indlånsbeviser udstedt af den långivende virksomhed eller af et kreditinstitut, som er en moder- eller dattervirksomhed til den långivende virksomhed, og som er deponeret hos en af disse virksomheder.
8) Engagementer, der opstår som følge af uudnyttede kreditfaciliteter, der klassificeres som ikke-balanceførte poster med lav risiko i medfør af bilag 4 til bekendtgørelse for Færøerne om kapitaldækning, og hvor der er indgået aftale med kunden, i henhold til hvilken faciliteten kun kan udnyttes, hvis det er godtgjort, at det ikke vil resultere i, at de i § 145, stk. 1, eller, hvis det er relevant, § 145 stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, fastsatte grænser overskrides.
9) Dækkede obligationer.
10) 80 pct. af værdien af engagementer med regionale regeringer eller lokale myndigheder i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), som i henhold til hjemlandets kapitaldækningsregler tillægges en 20 pct. risikovægt efter standardmetoden for kreditrisiko, jf. bilag 3 til bekendtgørelse for Færøerne om kapitaldækning.
11) Ikke-efterstillede engagementer med kreditinstitutter beliggende i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), forudsat at disse engagementer ikke har en længere varighed end til den efterfølgende handelsdag og er aftalt i danske, norske, svenske eller islandske kroner.
12) 50 pct. af engagementer, der består af garantier stillet over for Danmarks Nationalbank eller en clearingcentral i forbindelse med betalingsafvikling ved afviklingen af værdipapirtransaktioner.
13) 50 pct. af emissionsgarantier med en oprindelig løbetid på under 1 år.
14) 50 pct. af garantier stillet for VP Securities A/S’s (VP) kapitalgrundlag.
15) Modtagne, lovpligtige tinglysningsgarantier for realkreditinstitutter frem til den endelige registrering i tingbogen, og som ikke medregnes ved solvensopgørelsen.
Fradrag for modtagne sikkerheder, garantier m.v.
§ 6. Effekten af modtagne sikkerheder, garantier m.v. kan medregnes i medfør af §§ 7-8 nedenfor, hvis virksomheden overholder minimumskravene og betingelserne for medregning af de pågældende sikkerheder, garantier m.v., der er fastsat i bilag 7 til bekendtgørelse for Færøerne om kapitaldækning, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Anvender virksomheden metoden i § 8, stk. 3, skal virksomheden overholde de relevante krav i bilag 8 til bekendtgørelse for Færøerne om kapitaldækning vedrørende egne estimater af tab i tilfælde af misligholdelse (LGD) ved beregningen af virkningen af finansielle sikkerheder.
Stk. 3. Har virksomheden udstedt en credit linked note, der opfylder betingelserne i bilag 7, pkt. 29-34, til bekendtgørelse for Færøerne om kapitaldækning, kan kreditrisikoafdækningen medregnes som kontant sikkerhedsstillelse i henhold til metoderne i § 8, stk. 1 og 3, i denne bekendtgørelse.
Stk. 4. Har virksomheden indgået en nettingaftale vedrørende balanceførte fordringer, der opfylder bestemmelserne i bilag 7, pkt. 107, til bekendtgørelse for Færøerne om kapitaldækning, kan kreditrisikoafdækningen medregnes som kontant sikkerhedsstillelse i henhold til metoderne i § 8, stk. 1 og 3, i denne bekendtgørelse.
Stk. 5. Hvor betegnelsen ”garanti” anvendes i §§ 7-8 nedenfor, omfatter dette tillige kreditderivater, der opfylder kravene for at kunne medregnes som kreditrisikoafdækning ved opgørelse af de risikovægtede poster i medfør af bilag 7, pkt. 28-34, til bekendtgørelse for Færøerne om kapitaldækning, dog bortset fra credit linked notes.
§ 7. Når et engagement er garanteret af tredjemand eller sikret ved pant i finansiel sikkerhedsstillelse udstedt af tredjemand, kan virksomheden ved opgørelsen af engagementsgrænserne i § 145, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning,
1) behandle den del af engagementet, der er garanteret, som værende indgået med garantistilleren frem for med kunden, dog forudsat at det usikrede engagement med garantistilleren ville blive tildelt en risikovægt svarende til eller lavere end risikovægten af det usikrede engagement med kunden efter standardmetoden for kreditrisiko i henhold til bilag 3 til bekendtgørelse for Færøerne om kapitaldækning, og
2) behandle den del af engagementet, der er dækket af markedsværdien af sikkerhedsstillelsen, som værende indgået med udstederen af sikkerhedsstillelsen frem for med kunden, dog forudsat at den del af engagementet, der er dækket af sikkerheden, ville blive tildelt en risikovægt svarende til eller lavere end risikovægten af det usikrede engagement med kunden efter standardmetoden for kreditrisiko i henhold til bilag 3 til bekendtgørelse for Færøerne om kapitaldækning.
Stk. 2. Hvis virksomheden anvender metoden i stk. 1, nr. 1, for garantier, skal virksomheden
1) justere den værdi af engagementet, der anses for dækket, i overensstemmelse med metoden i bilag 7, pkt. 18, til bekendtgørelse for Færøerne om kapitaldækning, hvis garantien er aftalt i en anden valuta end den, som engagementet er aftalt i,
2) justere den værdi af engagementet, der anses for dækket af garantien, i overensstemmelse med metoden i bilag 7, pkt. 21-28, til bekendtgørelse for Færøerne om kapitaldækning, hvis garantiens løbetid er kortere end engagementets løbetid, og
3) behandle den del af engagementet, der ikke er dækket af garantien, som et engagement med kunden.
Stk. 3. Hvis virksomheden anvender bilag 12 og bilag 15 til bekendtgørelse for Færøerne om kapitaldækning ved solvensopgørelsen, kan virksomheden ikke anvende metoden i stk. 1, nr. 2, på den del af engagementet, der vedrører poster i handelsbeholdningen.
Stk. 4. Hvis beskyttelsens løbetid er kortere end engagementets løbetid, kan virksomheden ikke anvende metoden i stk. 1, nr. 2.
§ 8. Når betingelserne i stk. 5-7 er opfyldt, kan virksomheden ved opgørelsen af engagementsgrænserne i § 145, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, anvende den fuldt justerede størrelse af engagementet i henhold til henholdsvis den udbyggede metode for finansielle sikkerheder, jf. bilag 7, pkt. 58-96 og pkt. 107, til bekendtgørelse for Færøerne om kapitaldækning, og metoden til opgørelse af eksponeringens størrelse for værdipapirfinansieringsinstrumenter m.v. ved netting, jf. bilag 10 til bekendtgørelse for Færøerne om kapitaldækning.
Stk. 2. Anvender virksomheden den fuldt justerede størrelse af engagementet i medfør af stk. 1, kan virksomheden ikke samtidigt anvende metoden i § 7, stk. 1, nr. 2, for andre engagementer, medmindre virksomheden også ved solvensopgørelsen på tilsvarende måde anvender både den udbyggede metode for finansielle sikkerheder og den enkle metode for finansielle sikkerheder.
Stk. 3. Anvender virksomheden ved solvensopgørelsen egne estimater for tab i tilfælde af misligholdelse (LGD) for en eksponeringskategori, jf. §§ 19-33 i bekendtgørelse for Færøerne om kapitaldækning, kan virksomheden ansøge Finanstilsynet om tilladelse til at benytte egne estimater af virkningen af finansielle sikkerheder ved opgørelse af engagementer uden for handelsbeholdningen i forhold til grænserne i § 145, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning. En tilladelse forudsætter,
1) at metoden til beregning af virkningen af finansielle sikkerheder ved opgørelse af engagementets størrelse er konsistent med den metode, som virksomheden anvender ved estimering af LGD ved solvensopgørelsen,
2) at virksomheden kan estimere virkningen af finansiel sikkerhedsstillelse på dens engagementer, som kan holdes adskilt fra andre aspekter af betydning for tab i tilfælde af misligholdelse (LGD),
3) at virksomhedens estimater af virkningen af finansiel sikkerhedsstillelse er passende til at anvende til reduktion af engagementer med henblik på overholdelse af engagementsgrænserne i § 145, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, og
4) at betingelserne i stk. 5-7 er opfyldt.
Stk. 4. Anvender virksomheden metoden i stk. 3, kan virksomheden ikke samtidig anvende metoderne i stk. 1 eller i § 7, stk. 1, nr. 2, for andre engagementer.
Stk. 5. En virksomhed, der anvender metoderne i stk. 1 eller 3, skal regelmæssigt gennemføre stress-tests af kreditrisikokoncentrationer, herunder også i relation til salgsprisen på sikkerheder, der indgår ved opgørelsen af reduktionen i engagementet. Stress-testene skal omfatte risici som følge af potentielle ændringer i markedsvilkår, der vil kunne få en negativ virkning på såvel den tilstrækkelige basiskapital, jf. § 124, stk. 1, og § 125, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, som for mulighederne for realisering af sikkerheder i stressede situationer. Virksomheden skal dokumentere, at de gennemførte stress-tests er tilstrækkelige og passende for vurderingen af sådanne risici.
Stk. 6. Hvis stress-testene i henhold til stk. 5 indikerer en lavere realisationsværdi af sikkerheder i stressede situationer end den værdi, der som minimum vil kunne medregnes ved opgørelse af engagementet i henhold til stk. 1 og 3, skal værdien af sikkerheden reduceres tilsvarende ved opgørelsen af engagementets størrelse i forhold til grænserne i § 145, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning.
Stk. 7. En virksomhed, der anvender metoden i stk. 1 eller 3, skal udarbejde følgende forretningsgange med henblik på håndtering af risikokoncentrationer:
1) Forretningsgange for håndtering af risici, der opstår som følge af manglende overensstemmelse mellem løbetiden på engagementet og løbetiden på det aktiv, der stilles til sikkerhed.
2) Forretningsgange for håndtering af situationer, hvor stress-testene indikerer en lavere realisationsværdi af sikkerheder i stressede situationer end den, der indgår i henhold til metoden i stk. 1 eller, hvis det er relevant, stk. 3.
3) Forretningsgange for håndtering af koncentrationsrisici, der følger af anvendelse af kreditrisikoreducerende metoder, herunder store indirekte kreditengagementer, over for en udstedere af værdipapirer, som er stillet til sikkerhed.
§ 9. Virksomheden kan nedsætte engagementet med op til 50 pct. af værdien af en beboelsesejendom, hvis mindst én af nedenstående betingelser er opfyldt, jf. dog stk. 2:
1) Engagementet er sikret ved pant i en beboelsesejendom, der er eller vil blive beboet eller udlejet af ejeren, herunder fritidshuse og stuehuse til landbrugsejendomme, eller ved andele i finske boligselskaber, der drives i henhold til den finske lov om boligselskaber af 1991 eller senere tilsvarende lovgivning.
2) Engagementet vedrører en leasingtransaktion, hvor udlejeren beholder den fulde ejendomsret til den udlejede bolig, så længe lejeren ikke har benyttet en eventuel købsoption.
Stk. 2. Betingelserne i bilag 3, pkt. 16, til bekendtgørelse for Færøerne om kapitaldækning skal være opfyldt, for at pant i beboelsesejendomme kan nedsætte engagementsværdien i medfør af stk. 1.
§ 10. Virksomheden kan nedsætte engagementet med op til 50 pct. af værdien af kontor- og forretningsejendomme samt landbrugs- og skovbrugsejendomme, gartnerier mv., hvis mindst én af ne-denstående betingelser er opfyldt, jf. dog stk. 2 - 4:
1) Engagementet er sikret ved pant i en kontor- og forretningsejendom eller i en landbrugs- og skovbrugsejendom, gartneri mv., eller ved andele i finske boligselskaber, der drives i henhold til den finske lov om boligselskaber af 1991 eller senere tilsvarende lovgivning om kontor- og for retningsejendomme eller landbrugs- og skovbrugsejendomme, gartnerier mv.
2) Engagementet vedrører en leasingtransaktion af den pågældende kontor- og forretningsejendom eller landbrugs- og skovbrugsejendom, gartneri mv.
Stk. 2. Kontor- og forretningsejendommen eller landbrugs- og skovbrugsejendommen, gartneriet mv., skal være færdigbygget, udlejet og skal være lejebærende.
Stk. 3. Betingelserne i bilag 3, pkt. 16 til bekendtgørelse for Færøerne om kapitaldækning skal være opfyldt, for at pant i kontor- og forretningsejendomme eller i landbrugs- og skovbrugsejendomme, gartnerier mv. kan nedsætte engagementsværdien i medfør af stk. 1.
Stk. 4 . Værdien af ejendommen må ikke i væsentlig grad afhænge af låntagers kreditkvalitet. Det er endvidere en betingelse, at risikoen for låntagers vedkommende ikke i væsentlig grad afhænger af den underliggende ejendoms værdi, men snarere af låntagers grundlæggende evne til at indfri gælden på anden vis.
Overskridelse af engagementsgrænserne for engagementer i handelsbeholdningen
§ 11. En ansøgning i medfør af § 145, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, om tilladelse til, at engagementer i handelsbeholdningen kan overskride engagementsgrænserne i § 145, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, skal indeholde en begrundelse for virksomhedens behov for muligheden for en overskridelse af engagementsgrænserne med oplysning om, hvilke instrumenter i handelsbeholdningen der forventes at kunne give anledning til overskridelser, og angivelse af, hvilke kunder eller grupper af indbyrdes forbundne kunder der skal være omfattet af en mulighed for overskridelse.
Stk. 2. Finanstilsynets tilladelse i medfør af § 145, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, vil højst kunne opnås for en periode på et år frem, hvorefter overskridelser af engagementsgrænserne vil kræve en fornyet tilladelse.
Stk. 3. Har virksomheden tilladelse fra Finanstilsynet i medfør af stk. 2, skal virksomheden opfylde følgende:
1) Virksomhedens engagement med kunden eller gruppen af indbyrdes forbundne kunder uden for handelsbeholdningen skal ligge inden for grænserne i § 145, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, således at overskridelsen alene hidrører fra handelsbeholdningen.
2) Virksomheden skal opfylde et supplerende kapitalkrav til dækning af overskridelsen som opgøres efter metoden i denne bekendtgørelses bilag 3.
3) Hvor overskridelsen har haft en varighed på 10 dage eller mindre, kan virksomhedens engagement i handelsbeholdningen med kunden eller gruppen af indbyrdes forbundne kunder, højst udgøre 500 pct. af virksomhedens basiskapital.
4) Summen af overskridelserne af engagementsgrænserne i handelsbeholdningen, der har en varighed på mere end 10 dage, kan højst udgøre 600 pct. af virksomhedens basiskapital.
5) Virksomheden skal i forbindelse med indberetningerne til Finanstilsynet i medfør af § 11 nedenfor indberette alle tilfælde, hvor engagementsgrænserne i § 145, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, har været overskredet inden for de seneste tre måneder, med oplysning om overskridelsens størrelse og kundens identitet.
Stk. 4. Virksomheden skal uden unødig forsinkelse indsende en redegørelse til Finanstilsynet for reduktioner i engagementer i handelsbeholdningen, hvor overskridelsen har haft en varighed på mere end 10 dage, og hvor reduktionen beror på, at engagementet midlertidigt afhændes til en anden juridisk enhed, eller beror på at transaktioner lukkes ved hjælp af modgående positioner, der skaber andre engagementer. Redegørelsen skal godtgøre, at reduktionen ikke har haft til hensigt at omgå det forhøjede kapitalkrav til overskridelser med mere end 10 dages varighed i medfør af bilag 3, pkt. 4, jf. stk. 1, nr. 2.
Indberetning
§ 12. Virksomheden skal indberette engagementer omfattet af § 145, stk. 4 og 5, i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, til Finanstilsynet pr. ultimo kvartalet. Indberetningerne skal være Finanstilsynet i hænde senest 20 arbejdsdage efter udløbet af kvartalet. Indberetning ultimo året skal dog være Finanstilsynet i hænde senest 30 arbejdsdage efter årets udløb.
Stk. 2. Engagementer med virksomheder, der indgår fuldt ud i konsolideringen, og som i medfør af § 145, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, er undtaget fra engagementsgrænserne i § 145, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, skal ved indberetningen i medfør af stk. 1 indberettes som engagementer med fuldt fradrag for særligt sikre dele.
Stk. 3. Indberetningerne skal ske på maskinlæsbart eller elektronisk medium.
Stk. 4. Indberetningerne skal være godkendt af virksomhedens direktion.
Stk. 5. Er virksomheden en modervirksomhed, skal virksomheden endvidere indberette engagementer, der på koncernniveau er omfattet af indberetningspligten efter § 145, stk. 4 og 5, i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning.
Stk. 6. Er virksomheden en finansiel holdingvirksomhed, der ikke er en fondsmægler-, investeringsforvaltnings- eller pengeinstitutvirksomhed, og hvor § 145 i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, ikke finder anvendelse, jf. § 1, stk. 3, skal virksomheden senest 30 dage efter årets udløb indberette engagementer, der pr. ultimo året på koncernniveau er omfattet af indberetningspligten efter § 175 a i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning. Engagementer, der indberettes efter dette stk., opgøres før fradrag for særligt sikre dele og modtagne sikkerheder og uden hensyn til bestemmelserne i § 3 i denne bekendtgørelse om indbyrdes forbundne kunder eller tillæg for eventuelle indirekte engagementer med kunden i form af underliggende positioner i andele i kollektive investeringsordninger eller i securitiseringspositioner. Ved opgørelsen skal de dele af engagementer, der består af genkøbstransaktioner, udlån eller indlån af værdipapirer eller råvarer, dog medregnes efter fradrag for modtagne sikkerheder, garantier m.v. efter bestemmelserne herfor i § 6-8 i denne bekendtgørelse.
Straffebestemmelser, ikrafttræden og overgangsbestemmelser
§ 13. Overtrædelse af §§ 3 og 4, § 6, stk. 1-3, § 7, stk. 2-4, § 8, stk. 2 og 4-7, § 9, § 10, stk. 3 og 4, og § 12 straffes med bøde.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i den for Færøerne gældende straffelovs kapitel 5.
§ 14. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 2012.
Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 20 af 10. januar 2000 om opgørelse og indberetning af store engagementer for fondsmæglerselskaber samt bekendtgørelse nr. 788 af 7. juli 2004 for Færøerne om opgørelse og indberetning af store engagementer for pengeinstitutter m.v.
Stk. 3. Virksomhederne kan frem til den 1. april 2014 ved opgørelsen af engagementsgrænserne i henhold til § 145, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, se bort fra 80 pct. af engagementer, der er indgået før den 1. april 2011 med kreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber, fondsbørser, autoriserede markedspladser og clearingcentraler, som er beliggende i lande med nulvægtsstatus i henhold til standardmetoden for kreditrisiko, jf. bilag 3 til bekendtgørelse for Færøerne om kapitaldækning.
Stk. 4. Virksomhederne kan frem til den 1. april 2017 behandle ordninger med underliggende engagementer erhvervet før den 1. maj 2011 i overensstemmelse med de regler for store engagementer, der var gældende den 31. marts 2012 i stedet for efter reglerne i bilag 2.
Finanstilsynet, den 21. marts 2012
ULRIK NØDGAARD
/ Sean Hove
Bilag 1
Indbyrdes forbundne kunder
Anvendelsesområde
1) Dette bilag indeholder bestemmelser om indbyrdes forbundne kunder, jf. § 3, stk. 2.
Definition
2) Ved en gruppe af indbyrdes forbundne kunder forstås:
a) to eller flere fysiske eller juridiske personer, der udgør en samlet risiko, fordi en af dem udøver direkte eller indirekte kontrol med den anden eller de andre, jf. pkt. 3, eller
b) to eller flere fysiske eller juridiske personer, hvoraf ingen udøver kontrol med den anden eller de andre, men hvor der er sådanne indbyrdes forbindelser, at der er sandsynlighed for, at hvis den ene kommer i økonomiske vanskeligheder, vil den anden eller de andre også få økonomiske vanskeligheder.
Direkte eller indirekte kontrol (ad pkt. 2, litra a)
3) En kunde udøver direkte eller indirekte kontrol med en anden eller de andre, jf. pkt. 2, litra a, når:
a) kunden har en indflydelse svarende til en modervirksomheds direkte og indirekte indflydelse i en koncern, jf. de i § 5, stk. 1, nr. 7, i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, nævnte forbindelser, eller
b) kunden har kompetence til at koordinere ledelsen af en virksomhed med ledelsen af en anden virksomhed med henblik på at opnå et fælles mål, for eksempel hvor den samme person er involveret i ledelsen eller bestyrelsen i to eller flere virksomheder.
4) Det følger af kontrolkriteriet i pkt. 2, litra a, at en kunde kan være omfattet af to eller flere i øvrigt af hinanden uafhængige grupper af indbyrdes forbundne kunder, for eksempel hvis:
a) en kunde er ejet 50 pct. af to i øvrigt af hinanden uafhængige kunder,
b) der foreligger en ejeraftale, der sikrer deltagerne stemmeflertallet, således at alle de i øvrigt af hinanden uafhængige kunder hver især anses at have bestemmende indflydelse over selskabet, eller
c) en kunde er partner i mere end ét interessentskab, hvor denne har bestemmende indflydelse sammen med de andre partnere.
5) Det følger af kontrolkriteriet i pkt. 2, litra a, at enheder, der administreres af den samme enhed eller person, skal anses som indbyrdes forbundne kunder. Den administrerende enhed eller person kan have sin funktion enten gennem indbyrdes aftale mellem de administrerede enheder, gennem vedtægter eller som følge af personsammenfald i ledelsen. Dette gælder dog ikke, hvis den administrerende enhed er en stat, en lokal eller en regional myndighed med nulvægtsstatus i henhold til standardmetoden for kreditrisiko, jf. bilag 3 til bekendtgørelse for Færøerne om kapitaldækning.
6) Kontrolkriteriet defineret i pkt. 2, litra a, omfatter ikke forhold, hvor der er tale om en forbigående kontrollerende indflydelse, men skal afspejle et længerevarende forhold. Frivilligt afkald på at udøve kontrollerende indflydelse i form af eksempelvis erklæringer herom undtager ikke fra at behandle kunder som forbundne.
Økonomisk forbundenhed (ad pkt. 2, litra b)
7) Økonomisk forbundenhed i pkt. 2, litra b, omfatter indbyrdes forbundenhed mellem kunder som følge af en kundes afhængighed af en anden kundes betalingsevne eller som følge af, at kunder er udsat for samme specifikke risikofaktorer som for eksempel afhængighed af samme hovedleverandør, samme hovedaftager eller samme finansieringskilde. Økonomisk forbundenhed i pkt. 3, litra b, omfatter derimod ikke det forhold, at kunder er udsat for samme generelle risici, som for eksempel at de er beliggende i samme geografiske område eller er inden for samme branche.
8) Økonomisk forbundenhed i pkt. 2, litra b, forudsætter fælles risici eller afhængighed, som kunden ikke kan undgå eller overvinde uden at komme i betalingsvanskeligheder. Endvidere skal risikoen eller afhængigheden have en sådan karakter, at en udløsende faktor skal indebære stor risiko for kundens konkurs.
9) Virksomheden skal være særlig opmærksom på en mulig økonomisk forbundenhed mellem kunder i følgende tilfælde:
a) Når en kunde helt eller delvist har garanteret en anden kundes engagement, eller på anden måde har forpligtet sig over for en anden kundes engagement, og hvis engagementet har en sådan størrelse, at garantistiller sandsynligvis vil misligholde sine forpligtelser over for virksomheden, hvis der opstår et krav under garantien eller forpligtelsen.
b) Ejeren af en ejendom og lejeren, der betaler hovedparten af lejen, og hvor lejeindtægten er en primær indtægtskilde for ejeren, og hvor det er vanskeligt at finde nye lejere.
c) En låntager og dennes kunde, når en væsentlig del af afsætningen går til en enkelt kunde, som er vanskelig at erstatte.
d) En producent og forhandler, der står for en væsentlig del af producentens omsætning, og hvor det er tidskrævende at finde en ny producent, henholdsvis forhandler.
e) Låntagere med fælles kundebase, og hvor der er et meget lille antal kunder, og hvor der er begrænsede muligheder for låntagerne for at finde nye kunder.
f) Hvis virksomheden bliver opmærksom på, at en anden finansiel virksomhed behandler to eller flere kunder som indbyrdes forbundne.
g) For detailkunder:
i. En låntager og dennes medlåntagere.
ii. Samlevende personer.
10) Økonomisk forbundenhed som følge af samme finansieringskilde opstår, hvis to eller flere kunder modtager al - eller hovedparten af - deres finansiering fra en fælles kilde, som ikke - eller kun vanskeligt - kan erstattes, og hvor finansieringskildens ophør vil medføre stor sandsynlighed for misligholdelse. Det forhold, at to kunder har samme bankforbindelse, indebærer ikke økonomisk forbundenhed, da bankforbindelsen normalt vil kunne erstattes uden at true kundernes solvens. Heller ikke det forhold, at to eller flere kunder finansierer deres virksomhed gennem udstedelse af værdipapirer på det samme marked, indebærer indbyrdes forbundenhed, med mindre der er tale om samme investor eller samme lille kreds af investorer, der ikke eller kun meget vanskeligt kan erstattes.
11) Økonomisk forbundenhed som følge af samme finansieringskilde kan også være til stede for juridiske enheder med et særligt formål (SPV’er), som er etableret af samme bank (eller virksomheden selv). Dette vil være tilfældet, hvis SPV’erne er afhængige af likviditetsfaciliteter eller garantier fra samme bank, som vanskeligt kan erstattes, eller hvis de pågældende SPV’er har behov for løbende refinansiering gennem udstedelse af værdipapirer eller pengemarkedsinstrumenter (commercial papers) gennem en given bank, der vanskeligt kan erstattes.
Forretningsgange og kontroller til identificering af indbyrdes forbundne kunder
12) Identificering af mulig indbyrdes forbundenhed mellem kunder skal være en integreret del af kreditbevillingsprocessen og overvågningen af kreditområdet, herunder indgå med henblik på at opnå overblik over og forståelse for virksomhedens koncentrationer af risici. Des større engagementet er med en enkelt kunde, desto mere intensivt skal virksomheden undersøge mulig forbundenhed med andre kunder. Virksomheden skal dokumentere sine undersøgelser af mulig forbundenhed til andre kunder for alle engagementer, der overstiger 2 pct. af basiskapitalen.
13) Det er ikke et krav, at virksomheden systematisk skal indsamle oplysninger om, hvorvidt virksomhedens kunder deler en fælles finansieringskilde, men virksomheden skal udnytte tilgængelig information på dette område.
14) Virksomheden skal anvende tilgængelig offentlig information samt udnytte den viden, som virksomhedens medarbejdere er i besiddelse af til at identificere indbyrdes forbundenhed mellem kunder. Virksomheden skal desuden træffe foranstaltninger med henblik på at sikre, at indsamling af information om indbyrdes forbundenhed mellem kunder foretages i et rimeligt omfang, afhængigt af bl.a. størrelsen af kundens engagement og risiko.
15) Virksomheden skal kunne godtgøre, at dens forretningsgange til at identificere indbyrdes forbundenhed mellem kunder er passende afstemt til dens virksomhed og kundegrundlag. Forretningsgangene skal løbende ajourføres. Virksomheden skal sikre, at virksomhedens kreditmedarbejdere og risikoovervågningsmedarbejdere får fornøden uddannelse til at identificere indbyrdes forbundenhed mellem kunder.
16) Virksomheden skal overvåge mulige ændringer i indbyrdes forbundenhed mellem kunder i forbindelse med den periodiske engagementsgennemgang samt i forbindelse med væsentlig udvidelse af engagementer.
17) Hvor virksomheden har information om indbyrdes forbundenhed mellem kunder, skal denne information altid udnyttes, uanset størrelsen af kundens engagement.
Bilag 2
Ordninger med underliggende engagementer
1) Dette bilag indeholder bestemmelser om opgørelse af indirekte engagementer i forbindelse med kollektive investeringsordninger og securitiseringer, hvor der indgår underliggende engagementer, jf. § 3, stk. 3.
2) Virksomheden skal undersøge de underliggende engagementer i kollektive investeringsordninger og securitiseringer med henblik på at identificere om disse er forbundne med andre af virksomhedens engagementer, herunder også underliggende engagementer i andre ordninger med underliggende engagementer. Virksomheden skal anvende én af følgende metoder:
a) Metode baseret på kendskab til de underliggende engagementer (look-through): Virksomheden identificerer og overvåger løbende, hvilke kunder der står bag de underliggende engagementer og konsoliderer disse engagementer med virksomhedens andre engagementer med samme kunde.
b) Metode baseret på delvis kendskab til de underliggende engagementer: Virksomheden anvender look-through, som beskrevet under litra a, på de underliggende engagementer, hvor den kender identiteten af kunden bag engagementet, og behandler de resterende engagementer som ukendte engagementer i overensstemmelse med metoden i litra c nedenfor.
c) Metode baseret på ukendskab til de underliggende engagementer: Hvis det største engagement i ordningen udgør mindre end 5 pct. af alle engagementer i ordningen tilsammen, kan virksomheden se bort fra en mulig forbundenhed mellem kunderne bag de underliggende engagementer i ordningen og virksomhedens andre kunder. Hvis det største engagement i ordningen udgør 5 pct. eller mere af alle engagementer i ordningen tilsammen, eller hvis virksomheden ikke kan udelukke, at dette er tilfældet, skal virksomheden derimod behandle alle kunderne bag engagementerne i ordningen som én samlet ukendt kunde. Denne ukendte kunde skal derefter behandles som indbyrdes forbundet med alle andre ukendte kunder opgjort på tilsvarende måde i andre ordninger med ukendte underliggende engagementer.
d) Metode baseret på kendskab til ordningens investeringspolitik: Virksomheden kan behandle ordningen som en separat risiko, der er uafhængig af andre af virksomhedens engagementer, hvis den kan godtgøre, for eksempel gennem prospekter eller vedtægter for ordningen, at ingen af kunderne bag de underliggende engagementer i ordningen, hverken direkte eller indirekte, er forbudne med andre kunder i virksomhedens portefølje med et engagement på mere end 2 pct. af virksomhedens basiskapital, herunder andre kunder bag underliggende engagementer i andre ordninger.
3) Uanset behandlingen af de underliggende engagementer i en ordning med underliggende engagementer, skal virksomheden samtidig behandle ordningen som en samlet risiko, svarende til at alle de underliggende engagementer i ordningen er indbyrdes forbundne.
4) Virksomheden skal kunne godtgøre, at et valg af metoden i pkt. 2, litra c, baseret på ukendskab til de underliggende engagementer ikke er begrundet i en interesse i at undgå konsolidering af de underliggende engagementer i ordningen med virksomhedens direkte engagementer med kunder.
5) Virksomheden skal anvende følgende principper, når metoderne i pkt. 2 benyttes:
a) For ordninger med underliggende engagementer, hvor de underliggende engagementer selv er ordninger med underliggende engagementer, skal kriteriet i pkt. 2, litra c, for vurderingen af, om det største engagement i ordningen udgør mindre end 5 pct. af alle engagementer måles med udgangspunkt i de underliggende engagementer i de underliggende ordninger.
b) Overvågningen skal ske regelmæssigt, og mindst en gang om måneden.
c) For kollektive investeringsordninger, der ikke er securitiseringer, skal størrelsen af de underliggende engagementer i ordningen opgøres forholdsmæssigt i overensstemmelse med størrelsen af virksomhedens samlede engagement med ordningen.
d) For ordninger, der er securitiseringer, skal de underliggende engagementer medregnes med det fulde beløb, hvormed de indgår i securitiseringen, dog højst med et beløb svarende til størrelsen af virksomhedens samlede engagement med securitiseringen, jf. dog litra e.
e) For ordninger, der er securitiseringer, kan virksomheden medregne effekten af den kreditrisikoafdækning, som efterstillede trancher, der ikke holdes af virksomheden selv, indebærer for foranstillede trancher. Hvert af de underliggende engagementer, opgjort efter en af metoderne i pkt. 3, kan således reduceres med størrelsen af efterstillede trancher i securitiseringen, der ikke holdes af virksomheden selv.
6) En virksomhed, der reducerer de underliggende engagementer i securitiseringer efter metoden i pkt. 5, litra e, skal løbende overvåge ændringer i størrelsen af efterstillede trancher, der ikke holdes af virksomheden selv. Virksomheden skal kunne godtgøre, at den er i stand til at foretage en sådan løbende overvågning og er stand til rettidigt at tilpasse størrelsen af sine engagementer i forhold til grænserne i § 145 i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, hvis kreditrisikoafdækningen fra efterstillede trancher bortfalder som følge af tab i de underliggende engagementer.
Bilag 3
Opgørelse af kapitalkrav til store engagementer med overskridelser
1) Dette bilag indeholder bestemmelser om opgørelse af supplerende kapitalkrav til engagementer, der overskrider engagementsgrænserne i § 145, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, jf. § 10, stk. 3, nr. 2.
2) Overskridelsen af engagementsgrænsen skal opgøres ved at udvælge de dele af det samlede engagement i handelsbeholdningen til kunden eller til gruppen af indbyrdes forbundne kunder, som har den højeste risikovægt for specifik risiko i henhold til bilag 12, pkt. 42-57 til bekendtgørelse for Færøerne om kapitaldækning, eller, hvor relevant, den højeste risikovægt for modpartsrisiko i henhold til bilag 16 til bekendtgørelse for Færøerne om kapitaldækning, således at summen af de udvalgte dele af engagementet svarer til den samlede overskridelse af engagementsgrænsen.
3) Hvor overskridelsen har haft en varighed på 10 dage eller mindre, opgøres det supplerende kapitalkrav til overskridelsen, som et tillæg på 200 pct. af de risikovægtede poster forbundet med de enkelte dele af engagementet udvalgt i henhold til pkt. 2.
4) Hvor overskridelsen har en varighed på mere end 10 dage, skal de enkelte dele af engagementet udvalgt i henhold til pkt. 2 fordeles på rækkerne i tabel 1, således at de dele med den laveste risikovægt for specifik risiko i henhold til bilag 12, pkt. 42-60, til bekendtgørelse for Færøerne om kapitaldækning eller, hvor relevant, risikovægten for modpartsrisiko i henhold til bilag 16 til bekendtgørelse for Færøerne om kapitaldækning, behandles som den mindste overskridelse, de dele med den næstmindste risikovægt, som den næstmindste overskridelse, og på samme måde i stigende orden. Tillægget til de risikovægtede poster opgøres som summen af den specifikke risikovægt i henhold til bilag 12, til pkt. 42-60, til bekendtgørelse for Færøerne om kapitaldækning eller, hvor relevant, risikovægten for modpartsrisiko i henhold til bilag 16 til bekendtgørelse for Færøerne om kapitaldækning multipliceret med den modsvarende faktor i søjle 2 i tabel 1.
Tabel 1
Overskridelsen (opgjort i pct. af basiskapitalen) | Multiplikationsfaktor |
Op til 40 % Fra 40 % til 60 % Fra 60 % til 80 % Fra 80 % til 100 % Fra 100 % til 250 % Over 250 % | 200 % 300 % 400 % 500 % 600 % 900 % |