Skrivar tú trygging verður eisini leitað eftir øðrum endingum av orðinum sum t.d. tryggingar og tryggingarvirksemi.
Skrivar tú ?trygging verður leitað eftir orðum sum t.d. lívstrygging og lívstryggingar.
Skrivar tú ”trygging” verður einans leitað eftir júst hesum sniðnum av orðinum.
26. marts 2007Nr. 288
Bekendtgørelse for Færøerne om godkendelse som adoptant, som ændret ved bekendtgørelse nr. 1114 af 21. november 2008 1)
I medfør af § 25 i anordning nr. 1169 af 25. november 2006 om ikrafttræden for Færøerne af lov om adoption, fastsættes efter bemyndigelse:
Kapitel 1
Godkendelse som adoptant
Kompetence mv.
§ 1. Adoption af et barn under 18 år kræver, at ansøgeren er godkendt som adoptant. Afgørelsen træffes af Rigsombudsmanden.
Stk. 2. Godkendelse kræves ikke ved adoption af ægtefælles barn eller adoptivbarn, barnebarn, søskendes barn eller barn af forældre, som ansøgeren gennem nært og længerevarende bekendtskab er særligt nært knyttet til.
§ 2. Godkendelse som adoptant kan meddeles:
1) til at adoptere et konkret barn (konkret godkendelse), eller
2) til at adoptere et barn, der bringes i forslag fra en dansk eller udenlandsk adoptionsformidlende myndighed eller organisation (abstrakt godkendelse).
Stk. 2. Rigsombudsmanden fastsætter indholdet af den abstrakte godkendelse (godkendelsesrammen) efter indstilling fra adoptionssamrådet.
§ 2 a. 2) Godkendelsen som adoptant gælder i 3 år fra godkendelsestidspunktet. Har ansøgeren ikke inden for 3 år fået anvist et barn, kan adoptionssamrådet forlænge godkendelsen med yderligere 2 år.
Stk. 2. Har ansøgeren ikke inden for i alt 5 år fået anvist et barn, skal der indgives en ny ansøgning om godkendelse, hvis ansøgeren fortsat ønsker at adoptere.
Ansøgningen
§ 3. Ansøgning om godkendelse som adoptant indgives til Rigsombudsmanden. Et ægtepar indgiver ansøgningen i fællesskab.
§ 4. Ansøgningen indgives på en blanket, der er godkendt af Familiestyrelsen. Ansøgningen skal vedlægges:
1) fødsels- og dåbs(navne)attest,
2) vielsesattest, hvis ansøgeren er gift,
3) skatteattest og restanceerklæring,
4) helbredserklæring og
5) helbredsattest.
Stk. 2. Helbredserklæringen udfyldes af ansøgeren på en blanket, der er godkendt af Familiestyrelsen.
Stk. 3. Helbredsattesten udstedes af ansøgerens sædvanlige læge på en blanket, der er godkendt af Familiestyrelsen. Hvis en anden læge udsteder attesten, skal ansøgeren give en fyldestgørende grund herfor. Helbredsattesten må ved ansøgningens indgivelse ikke være mere end 3 måneder gammel.
Godkendelseskrav
§ 5. En ansøger kan godkendes som adoptant, når ansøgeren opfylder kravene i §§ 6-8, og ansøgeren i øvrigt kan anses for egnet til at opfostre et adoptivbarn alene, eller hvis ansøgeren er gift, jf. stk. 2, sammen med sin ægtefælle.
Stk. 2. En ansøger, som er gift, kan kun godkendes som adoptant, hvis ægtefællen samtidig godkendes som adoptant, jf. anordningens § 5, stk. 1. Dette gælder dog ikke, hvis ægtefællen befinder sig i en af de i anordningens § 5, stk. 1, 1. pkt., in fine, nævnte tilstande.
§ 6. Det er en betingelse for at blive godkendt som adoptant, at ansøgerens alder på ansøgningstidspunktet ikke overstiger barnets alder med mere end 40 år.
Stk. 2. Betingelsen i stk. 1 kan dog fraviges, hvis:
1) kun den ene ægtefælles alder overstiger barnets alder med mere end 40 år, mens den anden ægtefælle er noget yngre, eller
2) ansøgeren inden rimelig tid efter at havemodtaget et adoptivbarn ansøger om godkendelse til adoption af endnu et barn, eller
3) der foreligger særlige omstændigheder i øvrigt.
§ 7. Det er endvidere en betingelse for at blive godkendt som adoptant,
1) at ansøgerens fysiske og psykiske helbredstilstand ikke forringer mulighederne for, at adoptionsforløbet bliver til barnets bedste,
2) at ansøgeren råder over en bolig, der er egnet til at danne rammerne for opfostring af barnet,
3) at ansøgeren har forsvarlige økonomiske forhold, og
4) at ansøgeren ikke er straffet for forhold, der giver anledning til berettiget tvivl om ansøgerens egnethed til at adoptere.
§ 8. Et ægtepar kan kun godkendes som adoptanter, hvis de på tidspunktet for indgivelse af ansøgningen har levet sammen i mindst 2½ år, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.
Kapitel 2
Undersøgelses- og godkendelsesforløbet ved ansøgning om godkendelse som adoptant
§ 9. Når Rigsombudsmanden modtager en ansøgning om godkendelse som adoptant, tilvejebringer Rigsombudsmanden de oplysninger, der er nødvendige for bedømmelsen af ansøgningen. Rigsombudsmandens lægelige, psykologiske, sociale og juridiske sagkundskab inddrages efter den enkelte sags omstændigheder i behandlingen.
Stk. 2. Beslutning om at iværksætte medicinsk, psykiatrisk, psykologisk eller anden specialundersøgelse træffes af Rigsombudsmanden efter indstilling fra adoptionssamrådet. Dette gælder, selvom ansøgeren er indforstået med, at undersøgelsen foretages.
Stk. 3. Rigsombudsmanden skal sikre, at ansøgeren modtager rådgivning i nødvendigt omfang.
§ 10. Adoptionssamrådet indstiller på baggrund af Rigsombudsmandens undersøgelser, om ansøgeren kan godkendes som adoptant, hvorefter Rigsombudsmanden træffer afgørelse i sagen.
Stk. 2. Hvis der ansøges om godkendelse som adoptant til et barn fra et andet land, tilvejebringer ansøgeren forud for Rigsombudsmandens afgørelse om, hvorvidt vedkommende kan godkendes som adoptant, bekræftelse på, at ansøgeren er tilmeldt en adoptionsformidlende organisation, jf. § 23, eller at ansøgeren har fået Familiestyrelsens tilladelse i medfør af § 24.
§ 11. Hvis ansøgeren ikke opfylder betingelserne i §§ 6-8, kan Rigsombudsmanden efter indstilling fra adoptionssamrådet afslå en ansøgning om godkendelse som adoptant uden nærmere undersøgelse.
§ 12. Godkendes ansøgeren som adoptant til anonym adoption af et dansk barn, indsender Rigsombudsmanden sin afgørelse samt sagens journaler og andet materiale af betydning for sagen til Adoptionsnævnet med henblik på nævnets udvælgelse efter § 25.
Stk. 2. Har det ikke været muligt inden et år fra godkendelsen at anvise ansøgeren et barn til adoption, kan Adoptionsnævnet henlægge sagen.
Kapitel 3
Bortfald af godkendelse som adoptant
§ 13. Rigsombudsmanden kan efter indstilling fra adoptionssamrådet træffe afgørelse om bortfald af en godkendelse som adoptant, hvis betingelserne for at blive godkendt som adoptant ikke længere er opfyldt, eller hvis ansøgeren i øvrigt ikke kan anses for egnet som adoptant, jf. anordningens § 25 a, stk. 2.
Stk. 2. De undersøgelser, der er nødvendige for afgørelse efter stk. 1, foretages af Rigsombudsmanden.
Stk. 3. Ansøgeren har pligt til at meddele Rigsombudsmanden, hvis der indtræder relevante ændringer i ansøgerens forhold.
Kapitel 4
Udenlandsk barn i forslag (matchingforslag)
§ 14. Når ansøgeren er godkendt som adoptant til et barn fra et andet land, udarbejder Rigsombudsmanden på baggrund af den individuelle beskrivelse af ansøgeren en rapport om ansøgerens forhold til brug for de udenlandske adoptionsmyndigheder. Rigsombudsmanden sender rapporten til den formidlende organisation, som ansøgeren er tilmeldt, jf. § 23, eller til den udenlandske adoptionsformidlende myndighed eller organisation, jf. § 24.
§ 15. Når der gennem den formidlende organisation, som ansøgeren er tilmeldt, bringes et konkret barn i forslag til ansøgeren, foretager den formidlende organisation en vurdering af, om barnet må anses for at ligge inden for ansøgerens godkendelse. Den formidlende organisation orienterer ansøgeren om vurderingen og sender samtidig oplysningerne om barnet til ansøgeren.
Stk. 2. Ansøgeren kan rette henvendelse til de af Adoptionsnævnet udnævnte børnelæger, der kan vejlede ansøgeren i forbindelse med matchingforslaget.
§ 16. Vurderer den formidlende organisation, at det barn, som er bragt i forslag, utvivlsomt ligger inden for ansøgerens godkendelse, anmoder den formidlende organisation ansøgeren om at tilkendegive, om ansøgeren er indforstået med at adoptere det foreslåede barn.
Stk. 2. Den formidlende organisation underretter Rigsombudsmanden om ansøgerens tilkendegivelse og sender samtidig oplysningerne om barnet til Rigsombudsmanden.
§ 17. Vurderer den formidlende organisation, at det barn, som er bragt i forslag, ligger uden for ansøgerens godkendelse, orienterer den formidlende organisation ansøgeren om muligheden for at ansøge om udvidelse af godkendelsen til at omfatte det foreslåede barn.
Stk. 2. Ønsker ansøgeren at søge om udvidelse af godkendelsen til at omfatte det foreslåede barn, orienterer den formidlende organisation Rigsombudsmanden herom og sender samtidig oplysningerne om barnet til Rigsombudsmanden.
Stk. 3. Adoptionssamrådet afgiver indstilling til Rigsombudsmanden til brug for dennes afgørelse af, om ansøgerens ansøgning om udvidelse af godkendelsen til at omfatte det foreslåede barn kan imødekommes, hvorefter Rigsombudsmanden træffer afgørelse i sagen.
Stk. 4. Ønsker ansøgeren ikke at ansøge om udvidelse af godkendelsen til at omfatte det konkrete barn, sender den formidlende organisation oplysningerne om barnet til Rigsombudsmanden.
§ 18. Den formidlende organisation kan fastsætte en rimelig frist for, hvornår ansøgerens tilkendegivelse efter §§ 16-17 skal foreligge.
§ 19. Hvis der efter den formidlende organisations vurdering foreligger tvivl om, hvorvidt det barn, der er bragt i forslag, ligger inden for ansøgerens godkendelse, forelægger den formidlende organisation oplysningerne om barnet for Rigsombudsmanden.
Stk. 2. Adoptionssamrådet afgiver indstilling til Rigsombudsmanden til brug for dennes afgørelse af, om barnet ligger inden for ansøgerens godkendelse, hvorefter Rigsombudsmanden træffer afgørelse i sagen.
Stk. 3. Rigsombudsmanden underretter ansøgeren og den formidlende organisation om sin afgørelse. §§ 16-18 finder tilsvarende anvendelse med de ændringer, der følger af, at vurderingen af, om det foreslåede barn ligger inden for ansøgerens godkendelse, er foretaget af Rigsombudsmanden.
§ 20. Når der over for Rigsombudsmanden bringes et barn fra et andet land i forslag til ansøgeren, jf. § 24, afgiver adoptionssamrådet en indstilling til Rigsombudsmanden til brug for dennes afgørelse af, om det foreslåede barn ligger inden for ansøgerens godkendelse, hvorefter Rigsombudsmanden træffer afgørelse i sagen. Rigsombudsmanden orienterer ansøgeren om vurderingen og sender samtidig oplysningerne om barnet til ansøgeren. §§ 16-18 finder tilsvarende anvendelse med de ændringer, der følger af, at vurderingen af, om det foreslåede barn ligger inden for ansøgerens godkendelse, er foretaget af Rigsombudsmanden, og af at ansøgerens tilkendegivelse skal meddeles Rigsombudsmanden.
§ 21. Når et barn bringes i forslag til en adoption omfattet af Haagerkonventionen af 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner, og når barnet utvivlsomt er omfattet af ansøgerens godkendelse, og ansøgeren er indforstået med at adoptere det foreslåede barn, jf. § 16, afgiver den formidlende organisation erklæring i overensstemmelse med Haagerkonventionens artikel 17c til den udenlandske centralmyndighed om, at adoptionsproceduren kan fortsætte.
Stk. 2. 1 tilfælde, hvor matchingforslaget skal forelægges Rigsombudsmanden, jf. §§ 17-19, afgives erklæring efter Haagerkonventionens artikel 17c af Rigsombudsmanden.
Stk. 3. Erklæring efter stk. 1 og 2 afgives på en blanket, der er godkendt af Familiestyrelsen.
Kapitel 5
Formidling af børn fra andre lande
§ 22. Ministeren for familie- og forbrugeranliggender har godkendt følgende organisationer (de formidlende organisationer) til at modtage anmodninger om bistand til at skaffe forbindelse mellem danske adoptionsansøgere og børn fra andre lande med henblik på adoption og til at gennemføre adoptionen:
1) AC Børnehjælp, Elkjærvej 31, 8230 Åbyhøj.
2) DanAdopt, Hovedgaden 24, 3460 Birkerød.
Stk. 2. Godkendelser efter stk. 1 og ændringer i disse offentliggøres i Retsinformation.
§ 23. En ansøger, der søger om at blive godkendt som adoptant til et barn fra et andet land, skal være tilmeldt en formidlende organisation, før Rigsombudsmanden kan træffe afgørelse i sagen.
§ 24. Familiestyrelsen kan tillade, at ansøgeren ikke er tilmeldt en formidlende organisation, hvis ansøgeren har et særligt forhåndskendskab til barnet eller barnets pårørende, eller hvis der i øvrigt foreligger særlige omstændigheder.
Stk. 2. En ansøger, der er omfattet af stk. 1, skal godtgøre:
1) at ansøgerens forbindelse med barnet eller dets pårørende er skabt på lovlig måde efter reglerne her i landet og reglerne i barnets hjemland, og
2) at adoption må antages at kunne gennemføres såvel lovlig som etisk forsvarligt, samt
3) at den udenlandske adoptionsformidlende myndighed eller organisation ikke samarbejder eller fører drøftelser om samarbejde med en i Danmark godkendt formidlende organisation.
Stk. 3. Ansøgeren skal fremskaffe en erklæring fra den udenlandske adoptionsformidlende myndighed eller organisation om, at formidleren sender de oplysninger, som Rigsombudsmanden anmoder om, direkte til Rigsombudsmanden.
Kapitel 6
Bortadoption af et dansk barn
§ 25. Når et barn ønskes bortadopteret, udvælger Adoptionsnævnet blandt de ansøgere, der i henhold til § 12 er godkendt som adoptanter af et dansk barn, den ansøger, der skønnes bedst egnet til at adoptere det konkrete barn.
§ 26. Henvendelse om adoption af et barn, der bor i Danmark, til en ansøger med bopæl i en anden stat, der har tiltrådt Haagerkonventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner, kan ligeledes ske til Rigsombudsmanden.
Stk. 2. Rigsombudsmanden forelægger sagen for Familiestyrelsen, der er centralmyndighed i forhold til Haagerkonventionen.
Kapitel 7
Administrative bestemmelser
Hjemmebesøg
§ 27. Rigsombudsmanden skal tilbyde adoptanterne vejledning og hjemmebesøg efter, at barnet er hjemtaget.
Tilsyn og rekurs
§ 28. Adoptionsnævnet fører tilsyn med Rigsombudsmanden og behandler klager over afgørelser, der træffes af Rigsombudsmanden.
§ 29. Familiestyrelsen fører tilsyn med de formidlende organisationer, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Adoptionsnævnet fører tilsyn med de formidlende organisationers virksomhed i udlandet og med de formidlende organisationers behandling af matchingforslag.
Stk. 3. Familiestyrelsen og Adoptionsnævnet behandler klager over de formidlende organisationer inden for styrelsens og nævnets tilsynsområder.
Stk. 4. Rigsombudsmanden indberetter til Adoptionsnævnet, hvis Rigsombudsmanden bliver opmærksom på særlige forhold vedrørende de formidlende organisationers virksomhed i udlandet eller de formidlende organisationers behandling af matchingforslag.
Kapitel 8
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
§ 30. Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. april 2007.
Familiestyrelsen, den 26. marts 2007
Dorrit Sylvest Nielsen
/ Hanne Kristiansen
1) Teksturin er lýstur í Kunngerðablaði B 2007 á síðu 83.
2) Broytt við bekendtgørelse nr. 1114 frá 21. november 2008, har § 2 er soljóðandi: “Stk. 1. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. december 2008. Stk. 2. Ansøgninger om godkendelse som adoptanter, der er indgivet inden bekendtgørelsens ikrafttræden, færdigbehandles efter reglerne i denne bekendtgørelse. Hvis ansøgning om forlængelse af godkendelse er indgivet inden bekendtgørelsens ikrafttræden, kan godkendelsen forlænges med 3 år. Stk. 3. Varigheden af godkendelser, der er udstedt inden bekendtgørelsens ikrafttræden, forlænges til 3 år. Stk. 4. Varigheden af godkendelser, der er forlænget og udstedt inden bekendtgørelsens ikrafttræden, forlænges til 3 år.”