Skrivar tú trygging verður eisini leitað eftir øðrum endingum av orðinum sum t.d. tryggingar og tryggingarvirksemi.
Skrivar tú ?trygging verður leitað eftir orðum sum t.d. lívstrygging og lívstryggingar.
Skrivar tú ”trygging” verður einans leitað eftir júst hesum sniðnum av orðinum.
29. maj 2018Nr. 589
Bekendtgørelse om genopretningsplaner for pengeinstitutter og fondsmæglerselskaber I på Færøerne
I medfør af § 71 a, stk. 4, § 71 b, stk. 6, og § 373, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, jf. anordningsbekendtgørelse nr. 969 af 27. august 2014, som ændret ved anordning nr. 1583 af 19. december 2017, fastsættes:
§ 1. Denne bekendtgørelse finder anvendelse på følgende virksomheder:
1) Pengeinstitutter.
2) Fondsmæglerselskaber I.
3) Blandede holdingvirksomheder, jf. § 5, stk. 1, nr. 51, i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning.
4) Finansielle holdingvirksomheder, jf. § 5, stk. 1, nr. 10, i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, når mindst en dattervirksomhed er et pengeinstitut eller et fondsmæglerselskab I.
Stk. 2. Ved en virksomhed forstås i denne bekendtgørelse de i stk. 1 oplistede virksomheder.
Genopretningsplanens indhold og forenklede genopretningsplaner for visse virksomheder
§ 2. En virksomhed skal udarbejde en skriftlig genopretningsplan, jf. §§ 71 a og 71 b i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning. Genopretningsplanen skal være tilstrækkelig og dækkende for virksomhedens individuelle forhold, jf. dog stk. 2, 3, 4 og 6.
Stk. 2. Pengeinstitutter med en balance over 12 mia. kr., der ikke er udpeget som systemisk vigtige, jf. §§ 308 eller 310 i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, kan udarbejde forenklede genopretningsplaner, såfremt virksomheden i genopretningsplanen konkret vurderer, at de udeladte dele ikke er relevante for virksomheden.
Stk. 3. Pengeinstitutter med en balance over 1 mia. kr. og under 12 mia. kr., der ikke er udpeget som systemisk vigtige, jf. §§ 308 eller 310 i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, kan udarbejde forenklede genopretningsplaner, såfremt virksomheden sikrer, at planen er tilstrækkelig og dækkende for virksomhedens individuelle forhold.
Stk. 4. Pengeinstitutter med en balance på eller under 1 mia. kr. kan opfylde kravet om at udarbejde en genopretningsplan ved at indsende den kapitalfremskaffelsesplan, pengeinstituttet har udarbejdet i henhold til bilag 1, nr. 14, i bekendtgørelse for Færøerne om opgørelse af risikoeksponeringer, kapitalgrundlag og solvensbehov. Kapitalfremskaffelsesplanen skal suppleres med kapitalindikatorer, jf. § 5, stk. 2.
Stk. 5. Vurderingen af et pengeinstituts balance, jf. stk. 2-4, foretages på baggrund af pengeinstituttets senest aflagte årsrapport.
Stk. 6. Fondsmæglerselskaber I kan opfylde kravet om en genopretningsplan på en af følgende måder:
1) Ved at udarbejde en genopretningsplan, der beskriver, hvordan selskabet vil kunne foretage en solvent likvidation.
2) Ved at udarbejde en kapitalfremskaffelsesplan i henhold til bilag 1, nr. 14, i bekendtgørelse for Færøerne om opgørelse af risikoeksponeringer, kapitalgrundlag og solvensbehov. Kapitalfremskaffelsesplanen skal suppleres med kapitalindikatorer, jf. § 5, stk. 2.
Fusionsparter
§ 3. En genopretningsplan skal for pengeinstitutter, der ikke er udpeget som systemisk vigtige, jf. §§ 308 eller 310 i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, indeholde en oversigt over mulige fusionsparter, som pengeinstituttet kan tage kontakt til, hvis pengeinstituttet kommer under genopretning.
Scenarier med alvorlig makroøkonomisk og finansiel stress
§ 4. En genopretningsplan skal, jf. bilag 1, indeholde en række scenarier med alvorlig makroøkonomisk og finansiel stress, der er relevante for virksomheden, jf. § 71 a, stk. 1, nr. 3, i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning.
Stk. 2. Scenarierne skal omfatte begivenheder, der berører den enkelte virksomhed, begivenheder, der berører hele det finansielle system samt en eller flere kombinationer af begivenheder, som berører den enkelte virksomhed og hele det finansielle system.
Stk. 3. Det skal for hvert scenarie beskrives, hvilke genopretningstiltag, virksomheden vurderer, vil være passende, ligesom det skal begrundes, at virksomheden ved anvendelsen af de påtænkte genopretningstiltag vil være genoprettelig.
Stk. 4. I en genopretningsplan udarbejdet af en koncern, jf. § 71 b i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, skal koncernen for hvert scenarie endvidere anføre, om koncernen vurderer, at der er hindringer for iværksættelse af genopretningstiltag i en eller flere af de af genopretningsplanen omfattede virksomheder, og om der er væsentlige praktiske eller retlige hindringer for en umiddelbar overførsel af kapital eller for tilbagebetaling af passiver eller aktiver inden for koncernen.
Indikatorer
§ 5. Virksomheden skal i genopretningsplanen fastsætte en række kvantitative og kvalitative indikatorer, som skal definere de tidspunkter, hvor virksomheden skal træffe beslutning om, hvorvidt der skal ske iværksættelse af et eller flere af de i genopretningsplanen oplistede genopretningstiltag. Indikatorerne skal være tilstrækkelige og passende for virksomhedens størrelse, forretningsmodel, strategi og risikoprofil.
Stk. 2. Virksomheden skal ved fastsættelsen af indikatorerne inkludere indikatorer omfattet af bilag 2, afsnit A.
Stk. 3. Virksomheden skal ved fastsættelsen af indikatorerne endvidere inkludere indikatorer omfattet af bilag 2, afsnit B og C, medmindre virksomheden i genopretningsplanen vurderer, at sådanne indikatorer ikke er relevante for den pågældende virksomhed.
Stk. 4. Virksomheden kan ved fastsættelsen af indikatorerne herudover inkludere en eller flere af de indikatorer, der er omfattet af bilag 2, afsnit D.
Stk. 5. En virksomhed kan uanset stk. 1, iværksætte genopretningstiltag i henhold til genopretningsplanen i tilfælde, hvor en relevant indikator ikke er opfyldt, men hvor virksomheden finder, at det efter omstændighederne er hensigtsmæssigt.
§ 6. Virksomheden skal minimum en gang om året vurdere, hvorvidt indikatorerne skal ændres, herunder om der skal tilføjes flere indikatorer.
§ 7. Virksomheden skal over for Finanstilsynet kunne redegøre for processen for fastsættelse og løbende vurdering af indikatorerne, ligesom virksomheden skal kunne redegøre for, at indikatorerne vil være effektive.
§ 8. Virksomheden skal regelmæssigt overvåge indikatorerne. Genopretningsplanen skal indeholde en beskrivelse af, hvornår og hvordan virksomhedens ledelse skal informeres om resultatet af overvågningen.
Stk. 2. Virksomheden skal på forespørgsel fra Finanstilsynet til enhver tid kunne udlevere resultaterne af den regelmæssige overvågning af indikatorerne.
§ 9. Virksomheden skal uden ugrundet ophold meddele Finanstilsynet, hvis bestyrelsen beslutter at iværksætte genopretningstiltag i henhold til genopretningsplanen, eller hvis den beslutter at undlade at iværksætte genopretningstiltag i henhold til genopretningsplanen.
Indsendelse og opdatering af genopretningsplan
§ 10. Pengeinstitutterne skal årligt indsende en opdateret genopretningsplan til Finanstilsynet senest den 1. oktober.
Stk. 2. Fondsmæglerselskaber I skal indsende genopretningsplanen til Finanstilsynet senest den 1. december 2018. Virksomheden skal herefter indsende genopretningsplanen i det omfang, virksomheden opdaterer genopretningsplanen.
Stk. 3. Pengeinstitutterne skal ud over stk. 1 opdatere og indsende genopretningsplanen til Finanstilsynet, hvis der sker ændringer af virksomhedens forretningsaktiviteter, finansielle situation, retlige eller organisatoriske struktur, der har væsentlig betydning for genopretningsplanen, eller hvis situationen i øvrigt nødvendiggør en ændring af denne.
Stk. 4. Finanstilsynet kan beslutte, at en genopretningsplan skal opdateres og indsendes til Finanstilsynet oftere end angivet i stk. 1-3, hvis Finanstilsynet vurderer dette nødvendigt.
Straffebestemmelser
§ 11. Overtrædelse af § 2, stk. 1-3 og 5, § 4, § 5, stk. 1 og 2, §§ 6-9 og § 10, stk. 1-3, kan straffes med bøde.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i 5. kapitel i den for Færøerne gældende straffelov.
Ikrafttræden
§ 12. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2018.
Finanstilsynet, den 29. maj 2018
JESPER BERG
/ Anne-Sofie Reng Japhetson
Bilag 1
Principper for udformningen af de mulige scenarier
1) En genopretningsplan bør indeholde mindst tre mulige scenarier for at sikre dækning af en begivenhed, som berører hele det finansielle system, en begivenhed som berører den enkelte virksomhed eller koncern (idiosynkratisk begivenhed) og en kombination af en begivenhed, som berører hele det finansielle system og den enkelte virksomhed eller koncern.
2) Hvert scenarie bør udformes således, at det opfylder hvert af følgende krav:
a) Scenariet skal være baseret på begivenheder, der er mest relevante for den pågældende virksomhed eller den pågældende koncern under hensyntagen til virksomhedens eller koncernens forretnings- og finansieringsmodel, aktiviteter og struktur, størrelse eller indbyrdes forbindelser med andre virksomheder eller med det finansielle system generelt og navnlig eventuelle identificerede sårbarheder eller svagheder i virksomheden eller koncernen.
b) Begivenhederne i scenariet risikerer at forårsage virksomhedens eller koncernens sammenbrud, medmindre genopretningstiltag gennemføres rettidigt.
c) Scenariet skal være baseret på begivenheder, der er usædvanlige, men sandsynlige.
3) Hvor det er relevant, skal hvert scenarie omfatte en vurdering af begivenhedernes indvirkning på virksomhedens eller koncernens
a) disponible kapital,
b) disponible likviditet,
c) risikoprofil,
d) rentabilitet,
e) operationer, herunder betalings- og afviklingsoperationer, og
f) omdømme.
4) Reverse stresstest kan anvendes til at vise, hvad der skal til, for at en virksomheds eller en koncerns forretningsmodel ikke længere er levedygtig, medmindre et eller flere genopretningstiltag gennemføres med succes. Reverse stresstest kan bruges som udgangspunkt for udvikling af de scenarier, der skal indgå i genopretningsplanen.
Mulige scenarier med finansielle vanskeligheder
5) Under hensyntagen til proportionalitetsprincippet bør antallet af mulige scenarier stå i passende forhold til virksomhedens eller koncernens art, størrelse, indbyrdes forbindelser med andre virksomheder og med det finansielle system generelt samt dens finansieringsmodeller.
6) Mindst ét scenarie bør medtages for hver af følgende typer begivenheder:
a) en begivenhed, der berører hele systemet, som er en begivenhed, der kan have alvorlige negative konsekvenser for det finansielle system og realøkonomien,
b) en idiosynkratisk begivenhed, som er en begivenhed, der kan have alvorlige negative konsekvenser for en enkelt virksomhed, en enkelt koncern eller en virksomhed i en koncern og
c) en kombination af begivenheder, der berører hele systemet, og idiosynkratiske begivenheder, som indtræffer samtidigt og interaktivt.
7) Systemisk vigtige institutter identificeret i henhold til §§ 308 eller 310 i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, bør indeholde mere end tre scenarier.
8) De mulige scenarier bør omfatte både langsomme og hurtige uønskede begivenheder.
9) Både begivenheder, som berører hele systemet, og idiosynkratiske begivenheder bør vedrøre begivenheder, der er mest relevante for den pågældende virksomhed eller den pågældende koncern som beskrevet i nr. 2, litra a. Scenarierne bør derfor være baseret på begivenheder, der er forskellige fra de i nr. 10 og 11 omhandlede, såfremt sidstnævnte er mindre relevante for virksomheden eller koncernen som anført i nr. 2, litra a.
Begivenheder der berører hele systemet ´
10) I udformningen af scenarier, som er baseret på begivenheder, der berører hele systemet, bør der tages hensyn til relevansen af mindst følgende begivenheder, der berører hele systemet
a) væsentlige modparters sammenbrud, der påvirker den finansielle stabilitet,
b) fald i den disponible likviditet på interbankudlånsmarkedet,
c) øget landerisiko og generelle kapitalstrømme fra et land, i hvilket virksomheden eller koncernen har væsentlige aktiviteter,
d) ugunstig udvikling i prisen på aktiver på ét eller flere markeder og
e) makroøkonomisk nedgang
f) faldende afregningspriser på fisk og lavere fangster.
Idiosynkratiske begivenheder
11) I udformningen af idiosynkratiske scenarier bør der tages hensyn til relevansen af mindst følgende idiosynkratiske begivenheder
a) væsentlige modparters sammenbrud,
b) skade på virksomhedens eller koncernens omdømme,
c) alvorlig udstrømning af likviditet,
d) ugunstig udvikling i priserne på aktiver, som virksomheden eller koncernen i særdeleshed påvirkes af,
e) alvorlige kredittab og
f) tab som følge af operationelle risici.
Bilag 2
Indikatorer i genopretningsplaner
Afsnit A
Minimumsliste over obligatoriske kategorier af indikatorer i genopretningsplaner:
1. Kapitalindikatorer
2. Likviditetsindikatorer
3. Profitabilitetsindikatorer
4. Indikatorer for aktivernes kvalitet
Afsnit B
Kategorier af indikatorer, som skal medtages i genopretningsplanen, medmindre virksomheden vurderer, at indikatorerne ikke er relevante:
5. Markedsbaserede indikatorer
6. Makroøkonomiske indikatorer
Afsnit C
Indikatorer, som skal medtages i genopretningsplanen, medmindre virksomheden vurderer, at indikatorerne ikke er relevante:
1. Kapitalindikatorer:
a) Egentlig kernekapitalprocent
b) Samlet kapitalprocent
c) Gearingsgrad
2. Likviditetsindikatorer:
a) Likviditetsdækningsgraden (LCR)
b) Kravet om stabil finansiering (NFSR)
c) Omkostningerne ved markedsbaseret finansiering
3. Profitabilitetsindikatorer:
a) Afkastningsgrad eller egenkapitalafkast
b) Markante operationelle tab
4. Indikatorer for aktivernes kvalitet
a) Tilvækst i lån med restance eller lån med tilbagebetalingsproblemer
b) Coverage ratio (nedskrivninger i forhold til lån, der er nedskrevet på)
5. Markedsbaserede indikatorer:
a) Rating eller ratinger er under vurdering eller nedgraderet
b) CDS Spreads
c) Aktiekursvariation
6. Makroøkonomiske indikatorer:
a) BNP udsving
b) Kreditspænd på statseksponeringer
Afsnit D
Liste over eventuelle supplerende indikatorer (listen er ikke udtømmende og er til inspiration)
1. Kapitalindikatorer:
a) Overført overskud og reserver / egenkapital
b) Negative informationer om den økonomiske stilling hos væsentlige modparter
2. Likviditetsindikatorer:
a) Koncertration af likviditets- og finansieringskilder
b) Samlede finansieringsomkostninger (via indlånsbaseret og markedsbaseret finansiering)
c) Stigende træk på uforpligtende faciliteter
d) Kernefinansieringsratio (i procent af samlede passiver)
3. Profitabilitetsindikatorer:
a) Indtjening pr. omkostningskrone (operating costs /operating income)
b) Generel rentemarginal
4. Indikatorer for aktivernes kvalitet:
a) Lån, som er i restance eller lån med tilbagebetalingsproblemer / egenkapital
b) Samlede lån med restance eller lån med tilbagebetalingsproblemer / samledeudlån.
c) Tilvækst i nedskrivninger på finansielle aktiver
d) Geografisk eller sektor koncentration af lån med restance eller lån med tilbagebetalingsproblemer
e) Eksponeringer med kreditlempelser / samlet eksponering
4. Markedsbaserede indikatorer:
a) Kurs til indre værdi
b) Virksomhedens omdømme eller betydelig beskadigelse af omdømmet
5. Makroøkonomiske indikatorer:
a) Ratings under negativ revurdering eller nedgradering på statseksponeringer
b) Arbejdsløshedsprocent