Skrivar tú trygging verður eisini leitað eftir øðrum endingum av orðinum sum t.d. tryggingar og tryggingarvirksemi.
Skrivar tú ?trygging verður leitað eftir orðum sum t.d. lívstrygging og lívstryggingar.
Skrivar tú ”trygging” verður einans leitað eftir júst hesum sniðnum av orðinum.
17. september 2008Nr. 918
Bekendtgørelse for Færøerne om hvilke fysiske og juridiske personer der kan udføre tjenesteydelser i forbindelse med værdipapirhandel på erhvervsmæssigt grundlag uden tilladelse efter lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning 1)
I medfør af § 9, stk. 11, i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning nr. 1531 af 14. december 2007, fastsættes:
§ 1. Følgende fysiske og juridiske personer (personer) kan uden tilladelse efter lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, udføre tjenesteydelser i forbindelse med værdipapirhandel på erhvervsmæssigt grundlag (investeringsservice):
1) Virksomheder, der udelukkende yder investeringsservice til deres modervirksomhed, deres dattervirksomhed eller en af deres modervirksomheds andre dattervirksomheder.
2) Personer, der yder investeringsservice, hvis denne service ydes lejlighedsvis i forbindelse med erhvervsmæssig virksomhed, såfremt denne virksomhed er reguleret ved lov eller en fagetisk kodeks for det pågældende erhverv, som ikke udelukker, at der kan ydes service af denne art.
3) Personer, som ikke yder anden investeringsservice eller udfører andre investeringsaktiviteter end handel for egen regning. Denne undtagelse finder ikke anvendelse på personer, som er prisstillere eller handler for egen regning uden for et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet på et organiseret, tilbagevendende og systematisk grundlag ved at tilbyde et system, der er tilgængeligt for tredjemand, med henblik på at indgå i handler med vedkommende.
4) Virksomheder, hvis investeringsservice udelukkende består i forvaltning af en ordning for medarbejderdeltagelse.
5) Virksomheder, der yder investeringsservice, som kun indebærer forvaltning af medarbejderdeltagelsesordninger og investeringsserviceydelser udelukkende til brug for deres modervirksomhed, dattervirksomheder eller en af deres modervirksomheds andre dattervirksomheder.
6) Danmarks Nationalbank samt andre offentlige myndigheder, der har ansvar for forvaltningen af den offentlige gæld, eller som deltager i forvaltningen heraf.
7) Kollektive investeringsinstitutter samt depositarer og ledere af sådanne institutter.
8) Personer, der handler for egen regning med finansielle instrumenter eller yder investeringsservice med råvarederivater eller derivataftaler, jf. bilag 5, nr. 10, i lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, til kunder i deres hovederhverv, dog under forudsætning af, at dette er en accessorisk aktivitet til deres hovederhverv på koncernniveau, og såfremt dette hovederhverv ikke er investeringsservice eller virksomhed som pengeinstitut i henhold til lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning.
9) Personer, hvis hovederhverv består i handel for egen regning med råvarer og/eller råvarederivater. Denne undtagelse finder ikke anvendelse, hvis personerne indgår i en koncern, hvis hovederhverv er at yde investeringsservice eller virksomhed som pengeinstitut i henhold til anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om finansiel virksomhed.
10) Virksomheder, hvis investeringsservice og/eller -aktiviteter udelukkende består i at handle for egen regning på finansielle futures-, options- eller andre derivat- og spotmarkeder med det ene formål at afdække deres positioner på derivatmarkeder, og som garanteres af dette markeds clearingsmedlemmer, idet ansvaret for opfyldelse af de kontrakter, som indgås af sådanne virksomheder, påhviler det samme markeds clearingsmedlemmer.
11) Virksomheder, som handler på vegne af eller stiller priser til andre medlemmer af finansielle futures-, options- eller andre derivat- og spotmarkeder, og som garanteres af dette markeds clearingsmedlemmer, idet ansvaret for opfyldelse af de kontrakter, som indgås af sådanne virksomheder, påhviler det samme markeds clearingsmedlemmer.
12) Forvaltningsafdelinger, der er godkendt af justitsministeren eller den, justitsministeren bemyndiger dertil, til at forvalte midler, der hidrører fra personer under værgemål.
§ 2. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. november 2008.
Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 295 af 7. april 2006 for Færøerne om hvilke fysiske og juridiske personer der kan udføre tjenesteydelser i forbindelse med værdipapirhandel på erhvervsmæssigt grundlag uden tilladelse efter anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om finansiel virksomhed.
Finanstilsynet, den 17. september 2008
Peter Sylvest Larsen
/ Stig Nielsen