Lov nr. 242 af 8. maj 1917 om Aftaler og Retshandler paa Formuerettens Omraade, som senest ændret ved anordning nr. 298 af 20. april 2010

Lov nr. 242 af 8. Maj 1917 om Aftaler og Retshandler paa Formuerettens Omraade, som senest ændret ved anordning nr. 298 af 20. april 2010.

• 1ste Kapitel. Om Afslutning af Aftaler.
• 2det Kapitel. Om Fuldmagt.
• 3die Kapitel. Om ugyldige Villieserklæringer.
• 4de Kapitel. Almindelige Bestemmelser.

1ste Kapitel.

Om Afslutning af Aftaler.

 § 1. Tilbud og Svar paa Tilbud er bindende for Afgiveren. Reglerne i §§ 2-9 kommer til Anvendelse, for saa vidt ikke andet følger af Tilbudet eller Svaret eller af Handelsbrug eller anden Sædvane.

 § 2. Har Tilbudsgiveren fastsat en Frist for Antagelse af Tilbudet, maa antagende Svar være kommet frem til ham inden Fristens Udløb.

 Fristen regnes, hvis Tilbudet er gjort i Brev, fra den Dag, Brevet er dateret, og hvis det er gjort i Telegram, fra den Tid paa Dagen, da Telegrammet er indleveret til Afsendelsesstedets Telegrafstation.

 § 3. Gøres Tilbud i Brev eller Telegram, uden at der fastsættes nogen Frist for Antagelse, maa antagende Svar være kommet frem til Tilbudsgiveren inden Udløbet af det Tidsrum, som ved Tilbudets Afgivelse af ham kunde paaregnes at ville medgaa. Ved Beregningen af dette Tidsrum forudsættes, naar ikke andet følger af Omstændighederne, at Tilbudet kommer frem i rette Tid, samt at Svaret afsendes uden Ophold, efter at den, til hvem Tilbudet er rettet, har haft rimelig Betænkningstid, og at det ikke forsinkes undervejs. Er Tilbudet gjort i Telegram, skal Antagelsen sendes telegrafisk, hvis den ikke paa anden Maade kommer lige saa tidligt frem.

 Tilbud, som fremsættes mundtlig uden at give Frist for Antagelse, maa antages straks.

 § 4. Kommer antagende Svar for sent frem, anses det som nyt Tilbud.

 Dette gælder dog ikke, hvis Afsenderen af Svaret gaar ud fra, at det er kommet frem i rette Tid, og Tilbudsgiveren maa indse dette. I saa Fald skal denne, hvis han ikke vil godkende Svaret, uden ugrundet Ophold give Afsenderen Meddelelse derom. Undlader han dette, anses Aftale for sluttet.

 § 5. Afslaas Tilbud, er det bortfaldet, selv om Fristen for Svar endnu ikke er udløbet.

 § 6. Svar, som gaar ud paa, at Tilbud antages, men som paa Grund af Tillæg, Indskrænkninger eller Forbehold ikke stemmer med Tilbudet, anses som Afslag i Forbindelse med nyt Tilbud.

 Dette gælder dog ikke, naar Afsenderen af Svaret gaar ud fra, at det er overensstemmende med Tilbudet, og Tilbudsgiveren maa indse dette. I saa Fald skal denne, hvis han ikke vil godkende Svaret, uden ugrundet Ophold give Meddelelse derom. Undlader han dette, anses Aftale for sluttet med det Indhold, Svaret har.

 § 7. Tilbud eller Svar, som tilbagekaldes, er bortfaldet, saafremt Tilbagekaldelsen kommer frem til den anden Part forinden eller samtidigt med, at Tilbudet eller Svaret kommer til hans Kundskab.

 § 8. Har Tilbudsgiveren erklæret, at han vil anse den anden Parts Tavshed for Antagelse af Tilbudet, eller fremgaar det i øvrigt af Forholdet, at han ikke venter udtrykkeligt Svar, er den anden Part alligevel pligtig til, saafremt han vil antage Tilbudet, paa Forespørgsel at afgive Erklæring derom. Undlader han dette, er Tilbudet bortfaldet.

 § 9. Har nogen i Henvendelse, som ellers vilde være at anse som Tilbud, anvendt Ordene “uden Forbindtlighed“, “uden Obligo“ eller lignende Udtryk, anses Henvendelsen alene som Opfordring til at gøre Tilbud i Overensstemmelse med dens Indhold. Fremkommer saadant Tilbud inden rimelig Tid fra nogen, som Henvendelsen er rettet til, og maa Modtageren gaa ud fra, at det er fremkaldt ved Henvendelsen, skal han uden ugrundet Ophold give Tilbudsgiveren Meddelelse, hvis han ikke vil antage det. Undlader han dette, anses Tilbudet for antaget.

2det Kapitel.

Om Fuldmagt.

 § 10. Den, som har givet en anden Fuldmagt til at foretage en Retshandel, bliver umiddelbart berettiget og forpligtet overfor Trediemand ved Retshandel, som Fuldmægtigen foretager i Fuldmagtsgiverens Navn og indenfor Fuldmagtens Grænser.

 Indtager nogen ifølge Aftale med en anden en Stilling, som efter Lov eller Sædvane medfører Beføjelse for ham til indenfor visse Grænser at handle paa den andens Vegne, anses han befuldmægtiget til at foretage Retshandler, som falder indenfor disse Grænser.

 § 11. Har Fuldmægtigen ved Retshandelens Foretagelse handlet i Strid med Fuldmagtsgiverens Forskrifter, er Retshandelen ikke bindende for denne, saafremt Trediemand indsaa eller burde indse, at Fuldmægtigen saaledes overskred sin Beføjelse.

 Er Fuldmagten en saadan som omtalt i § 18, og har Fuldmægtigen ved Foretagelsen af Retshandelen overskredet sin Beføjelse, er Retshandelen ikke bindende for Fuldmagtsgiveren, selv om Trediemand var i god Tro.

 § 12. Vil Fuldmagtsgiveren tilbagekalde en saadan Fuldmagt som omtalt i §§ 13-16, har han, selv om han har underrettet Fuldmægtigen om, at Fuldmagten ikke længere skal gælde, at foretage, hvad der i de nævnte Paragraffer for hvert enkelt Tilfælde er foreskrevet; er flere af disse Forskrifter anvendelige paa samme Fuldmagt, bliver de alle at iagttage.

 Den Trediemand, overfor hvem en Fuldmagt er tilbagekaldt paa den i § 13 omtalte Maade, kan ikke paaberaabe sig, at Tilbagekaldelse ikke er sket paa anden Maade.

 § 13. En Fuldmagt, som er bragt til Trediemands Kundskab ved en til ham særskilt rettet Erklæring fra Fuldmagtsgiveren, er tilbagekaldt, naar særskilt Erklæring om, at Fuldmagten ikke længere skal gælde, er kommet frem til Trediemand.

 § 14. En Fuldmagt, som af Fuldmagtsgiveren er offentlig bekendtgjort i Bladene eller paa anden Maade, tilbagekaldes ved en Erklæring, som bekendtgøres paa samme Maade.

 Er dette ikke muligt, skal Tilbagekaldelsen tilkendegives paa anden ligesaa virksom Maade. Fuldmagtsgiveren kan forlange, at den i § 17 omtalte Myndighed skal afgøre, hvad han i saa Henseende har at foretage.

 Fuldmagten anses ikke som offentlig bekendtgjort, fordi den er tinglæst.

 § 15. En saadan Fuldmagt, som omtales i § 10, 2det Stykke, tilbagekaldes derved, at Fuldmægtigen fjernes fra Stillingen.

 § 16. En skriftlig Fuldmagt, som er overgivet Fuldmægtigen, og som maa anses bestemt til at være i hans Besiddelse og at forevises for Trediemand, tilbagekaldes derved, at den paa Fuldmagtsgiverens Forlangende tilbagegives ham eller tilintetgøres.

 Fuldmægtigen er pligtig til paa Forlangende at give Fuldmagten tilbage til Fuldmagtsgiveren.

 § 17. Gør Fuldmagtsgiveren det antageligt, at en saadan Fuldmagt som i § 16 omtalt er forkommet eller af anden Grund ikke kan erholdes tilbage inden rimelig Tid, kan den erklæres for uvirksom.

 Begæring herom indgives til den almindelige Underret paa det Sted, hvor Fuldmagtsgiveren bor eller sidst havde Bopæl. Finder Retten, at Begæringen bør bevilges, udfærdiger den en Erklæring om, at Fuldmagten skal være uvirksom, naar Erklæringen een Gang er optaget i Statstidende, og der efter Optagelsen er gaaet en fastsat Tid, som ikke maa være længere end 14 Dage. Retten kan i Erklæringen bestemme, at den ogsaa skal bekendtgøres paa anden Maade forinden Optagelsen i Statstidende. Naar Bekendtgørelse paa foreskreven Maade har fundet Sted og den af Retten fastsatte Tid er udløbet, er Fuldmagten uden Retsvirkning overfor Fuldmagtsgiveren; herom kan Fuldmagtsgiveren forlange Attest fra Retten.

 Rettens Afgørelse efter denne Paragraf er upaaankelig. Bestaar Retten af flere Medlemmer, er det Formanden, som træffer Afgørelsen.

 § 18. En Fuldmagt, der alene hviler paa Fuldmagtsgiverens Erklæring til Fuldmægtigen, er tilbagekaldt, naar Erklæringen om, at Fuldmagten ikke længere skal gælde, er kommet frem til Fuldmægtigen.

 § 19. Har Fuldmagtsgiveren særlig Grund til at formode, at Fuldmægtigen, uagtet Fuldmagten er tilbagekaldt eller erklæret uvirksom, paa hans Vegne vil foretage en Retshandel overfor en bestemt Trediemand, skal han, hvis han maa antage, at denne er ubekendt med, at Fuldmagten ikke længere gælder, saa vidt muligt give ham Meddelelse herom. Undlader han dette, bliver Retshandelen bindende for ham, saafremt Trediemand var i god Tro.

 § 20. Er Fuldmagten ikke tilbagekaldt eller erklæret for uvirksom, men har Fuldmagtsgiveren forbudt Fuldmægtigen at gøre Brug af den eller paa anden Maade tilkendegivet, at den ikke længere skal gælde, er en Retshandel, som foretages i Henhold til Fuldmagten, ikke bindende for Fuldmagtsgiveren, saafremt Trediemand havde eller burde have Kundskab om Forholdet.

 § 21. Dør Fuldmagtsgiveren, er Fuldmagten alligevel gældende, forsaavidt det ikke følger af særlige Omstændigheder, at den skal bortfalde. Selv om saadanne Omstændigheder foreligger, er dog en paa Fuldmagten støttet Retshandel gældende overfor Dødsboet, saafremt Trediemand hverken havde eller burde have Kundskab om Dødsfaldet og dets Betydning for Fuldmægtigens Beføjelse til at foretage Retshandelen; er Fuldmagten en saadan som omtalt i § 18, udkræves det til Retshandelens Gyldighed, at heller ikke Fuldmægtigen havde eller burde have saadan Kundskab, da han foretog Retshandelen.

 Fuldmagten ophører fra det Tidspunkt, da det viser sig, at Gæld ikke vedgaas. Reglerne om Konkurs finder i dette Tilfælde tilsvarende Anvendelse, saaledes at Bekendtgørelse i Statstidende af Indkaldelse til Fordringshaverne med Tilkendegivelse af, at Gæld ikke er vedgaaet, træder i Stedet for Kundgørelse af Konkurs. Betaler Fuldmægtigen Gæld efter Dødsfaldet, og er Boet insolvent, kan dette dog altid fordre, at den stedfundne Betaling gaar tilbage.

 § 22. ¹⁾ Kommer fuldmagtsgiveren under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6, erhverver tredjemand ikke ved en retshandel med fuldmægtigen anden retsstilling over for den, der er under værgemål, end tredjemand ville have erhvervet, hvis retshandelen var foretaget med denne selv. I de tilfælde, hvor tredjemand ville være afskåret fra at påberåbe sig retshandelen over for den, der er under værgemål, hvis tredjemand havde kendt eller burde have kendt værgemålet, kan tredjemand, når retshandelen er foretaget i henhold til en sådan fuldmagt, som er omtalt i § 18, heller ikke påberåbe sig den, såfremt fuldmægtigen, da retshandelen blev foretaget, havde eller burde have sådan kundskab

 § 23. Kommer Fuldmagtsgiveren under Konkurs, erhverver Trediemand ikke ved Retshandel med Fuldmægtigen anden Retsstilling overfor Konkursboet, end han vilde have erhvervet, hvis Retshandelen var foretaget af Fuldmagtsgiveren selv. Er Retshandelen foretaget i Henhold til en saadan Fuldmagt som omtalt i § 18, kan Trediemand ikke paaberaabe sig Retshandelen overfor Boet, saafremt Fuldmægtigen, da han foretog den, kendte eller burde kende Konkursen.

 § 24. ¹⁾ Er fuldmagtsgiveren død, kommet under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6, eller kommet under konkurs, kan fuldmægtigen, indtil de fornødne foranstaltninger kan træffes af boet eller værgen, i kraft af fuldmagten foretage de retshandler, som er nødvendige for at beskytte boet eller den, der er kommet under værgemål, mod tab.

 § 25. Den, der optræder som Fuldmægtig for en anden, indestaar for, at han har fornøden Fuldmagt. Oplyser han ikke, at han havde saadan, eller at hans Retshandel er godkendt af den opgivne Fuldmagtsgiver eller af andre Grunde er bindende for denne, skal han erstatte den Skade, Trediemand lider ved, at Retshandelen ikke kan gøres gældende mod den opgivne Fuldmagtsgiver.

 Denne Bestemmelse kommer ikke til Anvendelse, naar Trediemand vidste eller burde vide, at den, som foretog Retshandelen, ikke havde fornøden Fuldmagt. Ej heller kommer den til Anvendelse, naar den, som foretog Retshandelen, handlede i Henhold til en Fuldmagt, der var ugyldig eller uvirksom af Grunde, som han var uvidende om, og som Trediemand ikke kunde paaregne, at han vidste Besked om.

 § 26. Hvad ovenfor i dette Kapitel er fastsat om Fuldmagt til at foretage Retshandler, finder tilsvarende Anvendelse paa Fuldmagt til at optræde for Fuldmagtsgiveren ved Retshandler, som foretages overfor ham.

 § 27. Hvad der i den gældende Lovgivning særligt er fastsat for enkelte Fuldmagtsforhold, forandres ikke ved denne Lov.

 Med Hensyn til Tilbagekaldelse af Prokura, som er anmeldt til Handelsregisteret, gælder saaledes fremdeles, hvad der er fastsat i Lov Nr. 23 om Handelsregistre, Firma og Prokura af 1. Marts 1889 §§ 7 og 32. Naar Tilbagekaldelsen er indført i Handelsregisteret og lovlig kundgjort, paahviler det ikke Prokuragiveren at tilbagekalde Fuldmagten paa anden Maade.

3die Kapitel.

Om ugyldige Villieserklæringer.

 § 28. Er en Villieserklæring retstridigt fremkaldt ved Personlig Vold eller ved Trusel om øjeblikkelig Anvendelse af saadan, er den ikke bindende for den tvungne.

 Er Tvangen udøvet af Trediemand, og var den, til hvem Erklæringen er afgivet, i god Tro, maa den tvungne, hvis han overfor ham vil paaberaabe sig Tvangen, give ham Meddelelse derom uden ugrundet Ophold, efter at Tvangen er ophørt. Undlader han det, er han bundet ved Erklæringen.

 § 29. Er en Villieserklæring retstridigt fremkaldt ved anden Tvang end i § 28 omtalt, er den ikke bindende for den tvungne, hvis den, til hvem Erklæringen er afgivet selv har udøvet Tvangen eller har indset eller burdet indse, at Erklæringen retstridigt var fremkaldt ved Tvang fra Trediemands Side.

 § 30. En Villieserklæring er ikke bindende for Afgiveren, hvis den, til hvem Erklæringen er afgivet, har fremkaldt den ved Svig eller har indset eller burdet indse, at den var fremkaldt ved Svig fra Trediemands Side.

 Har den, til hvem Erklæringen er afgivet, svigagtigt givet urigtige Oplysninger om Omstændigheder, som kan antages at være af Betydning for Erklæringen, eller gjort sig skyldig i svigagtig Fortielse af saadanne Omstændigheder, anses Erklæringen for at være fremkaldt ved den saaledes udviste Svig, medmindre det gøres antageligt, at denne ikke har indvirket paa Erklæringen.

 § 31.²⁾  Har nogen udnyttet en andens betydelige økonomiske eller personlige vanskeligheder, manglende indsigt, letsind eller et bestående afhængighedsforhold til at opnå eller betinge en ydelse, der står i væsentligt misforhold til modydelsen, eller som der ikke skal ydes vederlag for, er den, der således er udnyttet, ikke bundet ved den af ham afgivne viljeserklæring.

 Stk. 2. Det samme gælder, hvis tredjemand har gjort sig skyldig i et sådant forhold som omtalt i stk. 1 og den, til hvem viljeserklæringen er afgivet, indså eller burde indse dette.

 § 32. Den, der har afgivet en Villieserklæring, som ved Fejlskrift eller anden Fejltagelse fra hans Side har faaet et andet Indhold end tilsigtet, er ikke bundet ved Erklæringens Indhold, hvis den, til hvem Erklæringen er afgivet, indsaa eller burde indse, at der forelaa en Fejltagelse.

 Bliver en afgiven Viljeserklæring, som befordres ved Telegraf eller mundtlig fremføres ved Bud, forvansket ved Fejl fra Telegrafvæsenets Side eller ved urigtig Gengivelse af Budet, er Afgiveren ikke bundet ved Erklæringen i den Skikkelse, hvori den kom frem, selv om den, til hvem Erklæringen er afgivet, var i god Tro. Vil Afgiveren gøre gældende, at Erklæringen er uforbindende, har han dog at give Meddelelse derom uden ugrundet Ophold, efter at Forvanskningen er kommet til hans Kundskab. Undlader han det, er han bundet ved Erklæringen i den Skikkelse, hvori den kom frem, saafremt den, til hvem Erklæringen er afgivet, var i god Tro.

 § 33. Selv om en Villieserklæring ellers maatte anses for gyldig, kan den, til hvem Erklæringen er afgivet, dog ikke paaberaabe sig den, naar det paa Grund af Omstændigheder, som forelaa, da Erklæringen kom til hans Kundskab, og hvorom han maa antages at have været vidende, vilde stride imod almindelig Hæderlighed, om han gjorde den gældende.

 § 34. Er en skriftlig Villieserklæring oprettet paa Skrømt, og har den, til hvem Erklæringen er afgivet, overdraget en Ret ifølge samme til en godtroende Trediemand, kan det ikke overfor denne gøres gældende, at Erklæringen var afgivet paa Skrømt.

 § 35. Er Kvittering for et Pengebeløb frakommet Fordringshaveren uden hans Villie, bliver Skyldneren desuagtet frigjort ved Betaling, som han efter Forfaldstid i god Tro erlægger mod Kvitteringens Udlevering.

 § 36. ²⁾ En aftale kan tilsidesættes helt eller delvis, hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre den gældende. Det samme gælder andre retshandler.

 Stk. 2. Ved afgørelsen efter stk. 1 tages hensyn til forholdene ved aftalens indgåelse, aftalens indhold og senere indtrufne omstændigheder.

 § 37. ²⁾ (Strikað).

 § 38. ²⁾ Har nogen forpligtet sig til, at han af Konkurrencehensyn ikke maa drive Forretning eller anden Virksomhed af en vis Art eller tage Ansættelse i en saadan, er Vedtagelsen ikke bindende for ham, forsaavidt den med Hensyn til Tid, Sted eller andre Forhold gaar videre end paakrævet for at værne imod Konkurrence eller på urimelig måde indskrænker den forpligtedes Adgang til Erhverv. I sidstnævnte Henseende skal Hensyn tages ogsaa til den Interesse, den berettigede har i, at Vedtagelsen efterkommes. Har nogen, der er ansat i en Forretning eller anden Virksomhed, overfor dennes Indehaver paataget sig en Forpligtelse af det ovenfor angivne Indhold, som skal gælde efter Ansættelsens Ophør, bliver Forpligtelsen uvirksom, hvis han opsiges eller afskediges uden at have givet rimelig Anledning dertil, eller han selv fratræder sin Stilling, og Indehaverens Undladelse af at opfylde sine Forpligtelser har givet ham gyldig Grund dertil.

4de Kapitel.

Almindelige Bestemmelser.

 § 39. Naar en Villieserklærings forbindende Kraft ifølge denne Lov er afhængig af, at den, til hvem Erklæringen er afgivet, ikke havde eller burde have Kundskab om et vist Forhold  eller i øvrigt var i god Tro, bliver Hensyn at tage til, hvad han indsaa eller burde indse paa det Tidspunkt, da Villieserklæringen blev ham bekendt. Dog kan der under særlige Omstændigheder ogsaa tages Hensyn til den Kundskab, han har faaet eller burde have faaet efter det nævnte Tidspunkt, men forinden Villieserklæringen har virket bestemmende paa hans Handlemaade.

 § 40. Naar nogen, som efter denne Lov skal “give Meddelelse“, har indleveret Meddelelsen til Befordring med Telegraf eller Post eller, hvor andet forsvarligt Befordringsmiddel benyttes, har afgivet den til Befordring dermed, gaar det ikke ud over ham, at Meddelelsen forsinkes eller ikke kommer frem.

 § 41. Ved nærværende Lov ophæves Christian den Femtes Danske Lov, for Færøernes Vedkommende samme Konges norske Lov   5-1-4 og 5-1-5.