Skrivar tú trygging verður eisini leitað eftir øðrum endingum av orðinum sum t.d. tryggingar og tryggingarvirksemi.
Skrivar tú ?trygging verður leitað eftir orðum sum t.d. lívstrygging og lívstryggingar.
Skrivar tú ”trygging” verður einans leitað eftir júst hesum sniðnum av orðinum.
3. maj 2018Nr. 479
Bekendtgørelse af lov om finansiel stabilitet
Hermed bekendtgøres lov om finansiel stabilitet, jf. lov nr. 875 af 15. september 2009, med de ændringer, der følger af § 14 i lov nr. 516 af 12. juni 2009, § 7 i lov nr. 1273 af 16. december 2009, § 1 i lov nr. 721 af 25. juni 2010, § 14 i lov nr. 1556 af 21. december 2010, § 2 i lov nr. 619 af 14. december 2011, § 4 i lov nr. 273 af 27. marts 2012, § 51 i lov nr. 1231 af 18. december 2012, § 16 i lov nr. 1287 af 19. december 2012, § 3 i lov nr. 1613 af 26. december 2013, § 18 i lov nr. 268 af 25. marts 2014 og § 2 i lov nr. 334 af 31. marts 2015.
Kapitel 1
Lovens anvendelsesområde m.v.
§ 1. Finansiel Stabilitet afvikler sine eksisterende aktiviteter efter denne lov. Loven regulerer ikke nye aktiviteter, der måtte etableres i medfør af lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.
§ 2. (Ophævet)
Kapitel 2
Afviklingsselskabet
§§ 3-6. (Ophævet)
Kapitel 2 a
Afvikling af nødlidende pengeinstitutter m.v.
§§ 7 og 8. (Ophævet)
Kapitel 2 b
Kommunikation
§§ 8 a og 8 b. (Ophævet)
Kapitel 3
Aftale med Det Private Beredskab
§§ 9-12. (Ophævet)
§ 12 a. Finansiel Stabilitet og Det Private Beredskab har udarbejdet endeligt regnskab for omkostninger forbundet med Finansiel Stabilitets overtagelse af nødlidende pengeinstitutter i medfør af reglerne fastsat i lov nr. 1003 af 10. oktober 2008. Den resterende afvikling sker herefter på statens regning og risiko.
Kapitel 4
(Ophævet)
Kapitel 4 a
Ordning med individuel statsgaranti for simpel, usikret gæld
§ 16 a. Der etableres en ordning, hvorefter Finansiel Stabilitet A/S efter ansøgning kan indgå aftale om ydelse af individuel statsgaranti for eksisterende og ny ikke efterstillet, usikret gæld og for et særligt dækkede obligations- eller særligt dækkede realkreditobligationsudstedende instituts samt Danmarks Skibskredit A/S’ supplerende sikkerhedsstillelse (junior covered bonds) med en løbetid på op til 3 år.
Stk. 2. Ordningen administreres af Finansiel Stabilitet A/S i henhold til bestemmelserne i denne lov.
Stk. 3. Den i stk. 1 nævnte ordning omfatter lån udstedt senest den 31. december 2010. Der kan ansøges om individuel statsgaranti på lån indtil den 31. december 2010. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at fristen i 2. pkt. forlænges.
§ 16 b. Ansøgning efter § 16 a kan indgives af danske pengeinstitutter, datterselskaber i Danmark af udenlandske pengeinstitutter samt realkreditinstitutter, som opfylder solvenskravet på 8 pct., kravet til instituttets individuelle solvensbehov og et eventuelt højere individuelt solvenskrav fastsat af Finanstilsynet, jf. § 124 i lov om finansiel virksomhed.
Stk. 2. Ansøgningen om statsgaranti skal indsendes til Finansiel Stabilitet A/S og vedlægges følgende dokumenter:
1) En redegørelse for opgørelsen af det individuelle solvensbehov.
2) En redegørelse fra kreditinstituttet om instituttets økonomiske stilling og fremtidsudsigter samt en udtalelse fra instituttets godkendte revisor herom.
3) Den seneste årsrapport og det seneste kvartalsregnskab.
Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om ansøgningskrav, om udtalelsen fra revisor, om behandlingen af ansøgningerne og om offentliggørelse af oplysninger om udstedte garantier m.v.
§ 16 c. For individuel statsgaranti efter § 16 a gælder i statsgarantiperioden følgende vilkår:
1) Der må ikke udbetales udbytte. Der kan dog udbetales udbytte fra den 1. oktober 2010, forudsat at det kan rummes inden for det løbende overskud. Derudover må Danmarks Skibskredit A/S uanset 1. pkt. udbetale 15 pct. af det årlige overskud til Den Danske Maritime Fond, forudsat at det kan finansieres inden for det løbende overskud.
2) Der må ikke foretages kapitalnedsættelser, hvor beløbet udbetales til aktionærer, garanter eller andelshavere, iværksættes nye tilbagekøbsprogrammer af egne aktier, udstedes fonds- eller friaktier til favørkurs eller i øvrigt gøres brug af lignende fordelagtige ordninger. Dette gælder dog ikke helt eller delvis tilbagekøb af statens aktier som led i en afvikling af et statsligt kapitalindskud i de institutter, hvor staten har en konverteringsret.
3) Der må ikke igangsættes nye aktieoptionsprogrammer eller andre lignende ordninger til direktionen, og eksisterende programmer og andre lignende ordninger må ikke forlænges eller fornyes.
4) Kreditinstituttet betaler en garantiprovision for statsgarantien, som fastsættes individuelt for hvert enkelt institut.
Stk. 2. Garantiprovisionen, jf. stk. 1, nr. 4, tilfalder staten.
Stk. 3. Reglerne i § 13, stk. 1-7, og § 15 finder tilsvarende anvendelse på aftaler om individuel statsgaranti.
Stk. 4. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler for fastsættelsen og beregningen af den garantiprovision, som skal betales til staten i henhold til stk. 1, nr. 4.
Stk. 5. Hvis et pengeinstitut eller realkreditinstitut, der har indgået aftale om en individuel statsgaranti på lån, overtræder de vilkår, som følger af stk. 1, nr. 1-4, kan Finanstilsynet udstede en advarsel til det pågældende kreditinstitut, afsætte bestyrelsesmedlemmer i det pågældende institut eller påbyde instituttet at afsætte en direktør i det pågældende institut.
Stk. 6. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om og vilkår for Finansiel Stabilitet A/S’ indgåelse af aftale om ydelse af statsgaranti efter § 16 a.
§ 16 d. Forvaltningsloven gælder for Finansiel Stabilitet A/S’ behandling af ansøgninger om statsgaranti i medfør af § 16 a.
Kapitel 4 b
(Ophævet)
Kapitel 4 c
(Ophævet)
Kapitel 4 d
(Ophævet)
Kapitel 4 e
Afvikling af overtagne pengeinstitutter
§ 16 q. Som led i Finansiel Stabilitets overtagelse af nødlidende pengeinstitutter i medfør af reglerne i lov nr. 721 af 25. juni 2010 og lov nr. 273 af 27. marts 2012 kan Finansiel Stabilitet til dets datterselskaber, der har overtaget aktiver og passiver fra et nødlidende pengeinstitut, yde tilstrækkelig kapital og tildele likviditet til datterselskabet med henblik på at finansiere selskabets drift til endt afvikling.
§ 16 r. Fordringer eller andre krav mod et nødlidende pengeinstitut, der er overtaget af Finansiel Stabilitet i medfør af reglerne i lov nr. 721 af 25. juni 2010 og lov nr. 273 af 27. marts 2012, der ikke er anmeldt inden for en proklamafrist på 3 måneder fra Finansiel Stabilitets bekendtgørelse i Erhvervsstyrelsens it-system, er ikke anmeldt rettidigt, hvormed retten til eventuel dækning fra Finansiel Stabilitet eller dets datterselskaber bortfalder.
Stk. 2. Krav, der behandles under et gruppesøgsmål efter reglerne i retsplejelovens kapitel 23 a, prækluderes ikke, selv om tilmeldingen til gruppesøgsmålet sker efter udløbet af fristen i stk. 1, forudsat at grupperepræsentanten på gruppens vegne har overholdt fristen.
§ 16 s. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler for Finansiel Stabilitets opgaver i relation til dets datterselskaber og disses afvikling af de eksisterende aktiviteter efter denne lov.
Kapitel 5
Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.
§ 17. Loven træder i kraft den 11. oktober 2008 ved døgnets begyndelse.
Stk. 2. Lovforslaget kan stadfæstes straks efter vedtagelsen.
Stk. 3. Loven har virkning fra den 5. oktober 2008.
Stk. 4. Den generelle statslige garantiordning, jf. § 1, ophører den 30. september 2010. Hvis Finanstilsynet senest den 30. september 2010 har fastsat en frist for et pengeinstituts opfyldelse af kapitalkrav i medfør af § 225, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed og pengeinstituttets kapital ikke er blevet retableret inden udløbet af denne frist, er Finansiel Stabilitet A/S forpligtet til at gennemføre den i § 7 anførte procedure til sikring af, at simple kreditorer i henhold til § 1 ikke lider tab. Hvis et pengeinstitut tages under konkursbehandling, vil pengeinstituttets simple kreditorer være omfattet af garantiordningen, hvis konkursbegæring er indgivet senest den 30. september 2010.
Stk. 5. Erhvervs- og vækstministeren bemyndiges til at ophæve denne lov, når Finansiel Stabilitet har afviklet sine eksisterende aktiviteter efter denne lov.
§ 18. (Udelades)
§ 19. (Udelades)
-----------------
Lov nr. 334 af 31. marts 2015 (Lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om finansiel stabilitet, lov om en garantifond for indskydere og investorer, lov om værdipapirhandel m.v. og ligningsloven) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 7
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juni 2015, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2-8. (Udelades)
Erhvervsministeriet, den 3. maj 2018
BRIAN MIKKELSEN
/ Hans Høj